Brandes, Georg Uddrag fra Hovedstrømninger. Emigrantliteraturen (1872)

Erfeuil finder da ogsaa, at der er gaaet et aldeles urimeligt Ry af Roms Ruiner. Han vil ikke underkaste sig det Hoveri at se alle disse gamle Brokker igennem. Han rejser nordpaa, keder sig i Alpenaturen som han kedede sig i Rom, og kommer tilsidst til England, hvor han bliver Corinnas Hjælper I Ulykken; der var jo altid langt mere Alvor i hans Handlinger end i hans Ord. Og dog kan han ikke, da han ser, hvor elendig hendes Kærlighed til Oswald har gjort hende, negte sin Forfængelighed den Tilfredsstillelse bestandig at variere sit «Hvad sagde jeg!», ligesom han anser det for sin Pligt mod sig selv ikke at lade Lejligheden gaa forbi til at tilbyde sig som Oswalds Efterfølger. Han viser med alt dette Corinna en sand og opofrende Hen givenhed, og hun pines selv af ikke at kunne nære nogen ret Taknemmelighed imod ham derfor; men der ligger i hans Blik en saadan Adspredthed, at Corinna uophørligt er fristet til Glemsel af hans ædle Handlinger, ligesom han selv glemmer dem. «Det er,» siger Forfatterinden i den Anledning, «uden Tvivl meget smukt kun at sætte ringe Pris paa sine egne gode Handlinger; men det kan hænde, at den Ligegyldighed, visse Mennesker føler for det Gode, de har gjort, ikke desmindre stammer fra deres Overfladiskhed.» Med en saadan hensynsløs Fasthed udleder hun nogle af sine Landsmænds mest glimrende Egenskaber af Svag heder i deres Natur.