↩ Her har man fra Goethe's første Kraftperiode den nye Opfattelse af Antiken stillet op som Modsætning til Wieland's forfranskede, og man har paa samme Tid den Mands poetiske Trosbekendelse, der af de Samtidige blev kaldt den store Hedning. Det er Spinozas Filosofi sat frem som dristig Spøg. Man kan dog ingenlunde sige, at Goethe blev staaende ved denne djærve, naturalistiske Opfattelse af Antiken. Da han først havde ladet sin ungdommelige Lidenskab rase ud i Werther, i Götz og i sin * 156 begejstrede Afhandling om den gotiske Bygningskunst, vendte han selv med et heftigt Omslag Gotiken og Lidenskabeligheden Ryggen, og idet han nu vender tilbage til Grækerne, er det deres Ro og deres Klarhed, Grækenlands simple Harmonier og sunde Fornuft, der betager ham. Hvad der hos Grækerne selv var lidenskabeligt, farverigt eller virkelighedstro, skødes tilside af ham og toges ikke med. Hvad der hos dem var folkeligt, burlesk, effektfuldt, blev kun i hans allegoriske Farcer som Den klassiske Valborgsnat i Faust ikke fjernet. Hvad der hos Grækerne endelig var vildt bakkantisk eller natlig mystisk havde han intet Øje aabent for.