↩ Den Tid vil komme, tror jeg, da man ikke vil finde Goethe's Ifigenia synderlig mere græsk end Racine's Ifigenia; da man vil opdage, at den tyske Ifigenia's sædelige Værdighed er ligesaa tysk som den franske Ifigenia's gratiøse Finhed er fransk. Og saa staar da kun det Spørgsmaal tilbage, om man er mest græsk, naar man er tysk, eller naar man er fransk. Jeg véd vel, at jeg løber Panden mod en Mur af germansk-gotiske Fordomme ved at helde til den sidste Mening; jeg kender den fastslaaede Overbevisning, at af de to europæiske Kulturstrømme er den ene latinsk, spansk, fransk, den anden græsk, tysk, nordisk, og jeg véd, man lader sig bestikke af, at den tyske Poesi med Goethe i Spidsen er antikiserende og tildels græsk, at Tyskerne har havt Winckelmann, der opdagede Antiken, og at de tyske Filologer har forklaret os Grækenland, medens Frankrig derimod har havt Racine, der gjorde de græske Halvguder og Helte til Hofmænd, og Voltaire, der betragtede-Aristofanes som en Gøgler.