Brandes, Georg Uddrag fra Hovedstrømninger. Emigrantliteraturen (1872)

Den Kres af Personligheder, under hvis Indflydelse Fru de Staël befandt sig, Høvdingerne for Tysklands romantiske Skole, nærede en levende Overbevisning om Ufrugtbarheden af literære og kunstneriske Forsøg paa at genfrembringe Antiken. A. W. Schlegel havde fortsat Lessings Kamp mod Frankrigs saakaldte klassiske Poesi og paa dens Bekostning fremdraget Trubadurpoesien, der ikke søgte nogen Støtte i græsk og latinsk Literatur. Han stillede sig ligeledes køligere til Goethes helleniserende Poesier end til dem, der behandlede mere hjemlige og mere brogede Æmner. Derfor hedder det i Corinna (I, 321), at da Grækernes og Romernes religiøse Følelser og deres aandelige Anlæg i de forskellige Retninger ikke kan være de samme som vore, saa er det os umuligt at frembringe Noget i deres Aand eller saa at sige opfinde Noget paa deres Grund. Man havde ikke behøvet den Henvisning til en Afhandling af Fr. Schlegel i Europa, som er givet i en Anmærkning, for at spore, hvad Indskydelse Forfatterinden her har fulgt. Og man tror næsten at læse en romantisk Kritiker, naar man i Værket Om Tyskland støder paa følgende Udvikling af samme Tanke: «Hvis i vore Dage de skønne Kunstner indskrænkedes til de Gamles Simpelhed, vilde vi dog ikke naa den oprindelige Kraft, der udmærker dem, og vi vilde gaa glip af det inderlige og sammensatte Følelsesliv, der kun findes hos os. Simpelheden i Kunsten vil hos de Moderne let blive til Kulde og Virkelighedsfjernhed, medens den hos de Gamle var fuld af Liv».*)