↩ Thorvaldsens Nat er kun Natten, hvori der soves, Nattestilheden. Thi Natten, som en Græker vilde tænke sig den, Natten, hvori der elskes, og Natten, hvori der myrdes, Natten, som skjuler alle Vellyster og alle Forbrydelser under sin Kaabe, denne Nat er det ikke. Det er den milde Sommernat paa Landet. Og denne idylliske Aand og lifligt fredelige Stemning er nærmest det ejendommeligt Danske i denne Frembringelse af de nordiske Stammers Genopliven af Antiken. Den særegne landlige Skønhed, der er udbredt over denne yndige Skikkelse er lige saa dansk som den strenge Værdighed og Højhed hos Goethes Ifigenia er tysk.