↩ Den saa yderligt gaaende og i Virkeligheden for en moderne Germaner saa lidet naturlige Tilbøjelighed til at være antik og klassisk, havde fremkaldt en heftig Modbevægelse. Goethe og Schiller var tilsidst gaaede saa vidt i deres bestandig stærkere og strengere Fastholden ved det antike Kunstideal, at de begge endte med gennem Kærligheden til den strenge, regelrette Kunstform at gøre et Skridt hen imod den Skole, mod hvilken de selv først havde vakt Uvilje, nemlig den klassiske Tragedie i Frankrig. Goethe havde oversat Voltaire's Muhamed, Schiller Racines Fædra, og saaledes var gennem disse to største tyske Digteres Stræben Opfattelserne af det Klassiske i Frankrig og Tyskland gaaede i Ledtog med hinanden. Men dette Forbund 169 maatte nødvendigvis give Signalet til Modstand. Antiken var saa streng; man længtes efter noget Farvet og Broget. Antiken var saa plastisk; man længtes efter noget Inderligt og Musikalsk. Antiken var saa græsk, saa kold, saa fremmed, hvem kunde udholde at læse Gothes Achilleïs eller Schillers Die Braut von Messina med dens højtidelige antike Kor! Havde man da ikke selv en Fortid? Man længtes efter noget Hjemligt, noget Tysk.