↩ Den klassiske Bestræbelse var endelig saa ædru: Lessings lyse Fornuftreligion var i Boghandler Nicolais Hænder bleven til den samme flade Forstandsanvendelse som i Slutningen af det forrige Aarhundrede slog saa godt an her i Danmark. Goethes Panteisme kunde ikke varme Massernes Hjerte, Scliillers Die Sendung Moses maatte jo være enhver Troende en Forargelse, og «poetisk» var jo endelig, naar Alt kom til Alt, ikke det Samme som «ædru». Man vilde sværme, man vilde beruses og begejstres, man vilde paany tro som et Barn, føle en Ridders Sværmeri og en Munks Henrykkelse, man vilde rase digterisk, man vilde drømme melodisk, man vilde bade sig i Maaneskin og mystisk fornemme Aandernes Svæven i Mælkevejen. Man vilde høre Græsset gro og forstaa hvad Fuglene sagde. Dybt ind i Maaneskinsnatten, dybt ind i Skovensomheden vilde man gaa.