↩ Den kortfattede, sammentrængte Udsigt, som her er givet over Bestræbelserne i den Skole, Ansigt til Ansigt med hvilen. Værket Om Tyskland blev til, vil allerede have antydet Læseren, paa hvilke Punkter Fru de Staël følte sig i Overensstemmelse med Skolen og hvorledes og hvorvidt den kan siges at drage Forlængelseslinjer af hendes literære Baner. Dens ihærdige] Kamp mod det 18de Aarhundredes Filosofi tiltalte hendes Hjerte; 177 Schelling kaldte jo selv sit hele System for Reaktion mod Forstandstidsalderens Oplysning og Afklaring. Dens dybe Agtelse for poetisk Ildhu, dens kritiske Frisind stemmede overens med hendes egne Tilbøjeligheder og Fordomme. Den romantiske Lære om Fantasiens Værd og Betydning vakte hendes Bifald, men selve Skolens Opfattelse af Fantasiens Væsen var hende uforstaaelig. Romantikerne gik ud fra at der til Grund for Alt laa en uafbrudt frembringende, ligesom gøglende Indbildningskraft, der med guddommelig Ironi bestandig tilintetgjorde sine egne Frembringelser, ligesom Havet opsluger enhver af sine egne Bølger, og mente at Digteren, denne Skaber i det Smaa, paa lignende Maade burde staa ironisk overfor sine digtede Figurer og sit hele Værk og med Forsæt sønderbryde Illusionen deri. Fru de Staëls Forstand var altfor praktisk til at hun kunde gaa ind paa denne spidsfindige Lære, om hvilken hun havde mangen hed Ordstrid med sine romantiske Venner. Til Gengæld nærmede hun sig Skolen paa et afgørende Punkt: