↩ I Oldtiden havde en Filosof været en streng og systematisk Tænker, der ligegyldig for det Bifald, han vandt, udviklede en sammenhængende Lære. Nu havde Ordet skiftet Betydning: Filosofen var ikke en ensom Tænker, men en Verdensmand, der samtalede endnu langt mere end han skrev og lærte, som bestandig søgte at behage Omgivelserne og vinde deres Bifald, og. som kun kunde gøre det ved at forvandle sig til deres Organ. Hvor mægtigt Tidsaandens Herredømme over de enkelte Skribenter var, ser Barante bevist ved den Omstændighed, at de Forfattere, der som Abbed de Mably f. Eks. havde den mest levende Uvilje mod Filosoferne af den herskende Skole, dog lignede dem, de vilde bekæmpe, og ad andre Veje kom til samme Resultater. Og Forklaringen af at Publikum før Forfatterne kunde give sig til at kaste Vrag paa al historisk Overlevering, paa alle nationale Erindringer for at efterstræbe tilræsonnerede Idealer, finder han i de højere Samfundsklassers unationale, klassiske Opdragelse. I Skolen havde Barnet lært at stave Epaminondas's og Leonidas's Navne længe før det hørte Bayards eller Duguesclins; det stod Drengen frit for at beundre den trojanske Krig; men at beundre Korstogene - det var uhørt. Romerretten og alle dens fra en Enevoldsmagt stammende Grundsætninger havde efterhaanden fortrængt de germanske Retsregler, der var udsprungne af et frit Folks Liv. Hvad Under da, at Forfatterne, naar de søgte deres Stoffer i Oldtiden og sværmede for Hellas og Rom, fandt villigt Øre i det franske Samfund! Hvad Under at ogsaa i Literaturen den nationale Overlevering blev foragtet og afbrudt!