↩ Fru de Staël forfattede for en af Datidens Aviser, Mercure de France, en Anmeldelse af Barantes Værk, som Censuren dengang forbød at trykke, men som senere er bleven trykt i uforandret Form. Det er kun tre Blade; men en Kritiker vilde ikke have yderligere Vidnesbyrd behov for at skønne Forfatterindens Genialitet. Hun fremhæver først i varme Udtryk Forfatterens tidlige Modenhed og sjældne Maadehold, beklager kun, at han * 187 ikke oftere hengiver sig helt til sine Indtryk, og minder ham om, at Tilbageholdenhed ikke altid røber Styrke. Saa ser hun ligesom ved et Snarsyn det vordende Aarhundredes aandelige Præg bag de tilfældige og personlige Fortrin og Mangler i hans Bog. Hun synes overfor dette Skrift med pludselig Styrke at have følt, hvor dybt hun selv med sit virkeglade, forbedrelystne Sind grundede i det forrige af Fremskridtstroen baarne Aarhundrede; først med denne Bog synes Overgangstiden til det nye Aarhundrede hende at være til Ende, og hun forbavses over den Forsagen under det Givne, den Skæbnetro, den Ærbødighed for enhver fuldendt Kendsgerning, der fra dette Skrift slaar hende imøde. Hun aner, at Forsagen under Omstændighedernes Tryk vil blive et af den ny Tidsalders Kendemærker; hun forudføler, at dens Filosofi for en stor Del vil komme til at bestaa i en Paavisning af, at det Virkelige er fornuftigt, og synes med Geniets Fremsyn at skimte, hvilken Tvetydighed dette Ord «det Virkelige» vil vise sig at indeholde og hvilken ideløs Holden paa det Bestaaende denne Sætning vil kunne afgive Løsen for. Og hun slutter sin Anmeldelse med disse af forudseende Visdom stemplede Ord: