Brandes, Georg Uddrag fra Hovedstrømninger. Den romantiske skole i Tyskland (1873)

De ældre Romantikere begynder alle uden Undtagelse som Oplysningens Forkyndere og Talsmænd. De indfører i den tyske Poesi en ny Tone og giver deres Værker en ny Farve, genopvækker desuden Folkevisernes, Folkeæventyrenes og Folkebøgernes Stemninger og Motiver. De virker fra først af befrugtende paa den tyske Videnskab; de germanistiske Studier, de historiske, folkebeskrivende og juridiske Forskninger, den romanske og indiske Filologi, de naturfilosofiske Systemer og Drømmerier faar deres oprindelige Indskydelse fra Romantiken. Poetisk har Romantikerne beriget deres Folks Stemningsliv, om de end hyppigere har givet sygelige end sunde Stemninger Udtryk. Kritisk har de oprindeligt med Held tilstræbt Udvidelse af den aandelige Synskres. I Samfundslivet har de fra først af svoret al død Vedtægt i Forholdet mellem de to Køn et uforgængeligt Had. Religiøst har de bedste iblandt dem i deres første Ungdom arbejdet for Inderliggørelse af det Følelsesliv, som har det Oversanselige til Genstand. Politisk begyndte de, forsaavidt de ikke var ligegyldige, i Reglen som temmelig virkelighedsfjerne Republikanere; dog stræbte de trods deres Alsind efter at løfte og styrke den tyske Nationalfølelse.