Brandes, Georg Uddrag fra Hovedstrømninger. Den romantiske skole i Tyskland (1873)

Det berømte Afsnit om Bøddelen i sjette Samtale af Soirées de Saint-Petersbourg lader i Tydelighed Intet tilbage at ønske. Bøddelen er «det ophøjede Væsen», «Samfundets Hjørnesten»; med ham «forsvinder al Samfundsorden». To Magter udkræves efter de Maistres Anskuelse i den moderne Stat for at styrte de rerolutionære aandelige Kræfter, som den franske Omvæltning har sluppet løs, dem som ikke vil tro, og dem som ikke vil lyde: den ene er Paven, den anden er Bøddelen. Paven paa den ene Side, Bøddelen paa den anden, det er Samfundets tvende Grundpiller: hin rammer den oprørske Tanke med sin Bulle, denne det oprørske Hoved med sin Økse. Det er en Nydelse at læse en saadan Udvikling. Her er Kraft og Besluttethed, et fuldt Udtryk for en klar Tanke, en energisk og uhyklet Reaktion. Og 207 de Maistre er sig lig paa alle Omraader, han er ikke som danske Reaktionære (eller Liberale) politisk frisindet og socialt reaktionær, religiøst reaktionær og politisk liberal eller halvliberal: han hader den politiske Frihed, han spotter (i sine Breve) Kvindens Frigørelse, han forsvarer (i et eget Skrift) med Varme og Fasthed den spanske Inkvisition og ønsker i sit Hjertes Renhed og med al sin mandige Sjæls Alvor Kætterbaalene genindførte, og skammer sig ikke ved at sige det, da han tænker det. Se en saadan genial og fremragende Mand, stor som Minister, stor som Forfatter, der opofrer hele sin Formue hellere end at gøre den ringeste Indrømmelse til Revolutionen, som han hader, eller til Napoleon, hvem han afskyr, en saadan Mand, der uden Vaklen forguder Skarpretteren som Ordenens uundværlige Hævder, planter Galgen midt i sin Lovbog og rækker Kirken Økse og Baal - det er et Fysiognomi, en stolt og kæk Profil, som udtrykker en Aandsretning, og som man ikke glemmer; det er en Type, som man glæder sig over, som Naturforskeren fryder sig ved et udmærket Eksemplar af en Race, hvoraf han hidtil kun har truffet paa forjaskede og uklare Eksemplarer, og det, at den Art Personligheder ikke forekommer i vor Literatur, er en Omstændighed, som man praktisk kan regne os til Lykke, men som i ethvert Tilfælde giver Literaturens Historie en mindre plastisk Karakter.