↩ Han fulgte her kun den Vej, som hans Lærer Schelling var gaaet. Schelling, der i Modsætning til Fichte og hans rene Jeg-Lære havde krænget Aandens dunkle Naturside ud, og grundet Filosofien ligesom Kunsten og Religionen paa det geniale Syn, den saakaldte intellektuelle Anskuelse, havde den frie Vilkaarlighed i sit Princip, i sin Mangel paa Metode, den Vilkaarlighed, der er Romantikens Kærne. Allerede i sin Bruno (1802) havde han indflettet det senere saa betydningsfulde Stikord «kristelig Filosofi», hvorvel han endnu hævdede, at Biblen ikke paa langt nær i ægte religiøs Værdi kunde sammenlignes med Indernes hellige Bøger, et Standpunkt, som endog Görres i Begyndelsen af sin Forfatterbane forfægter. Da han som Novalis paa Tiecks Foranledning fordybede sig i Jakob Böhme og de øvrige Mystikere, begyndte han mystisk at filosofere over «Naturen i Gud», et Udtryk, som Martensens Spekulative Dogmatik som bekendt senere har taget til Indtægt; men da han kort derefter som Professor i München blev optaget i Adelsstanden, udnævnt til virkelig Geheimeraad og Formand for Videnskabernes Akademi i det inderligt katolske og klerikale Bayern, da begyndte den senere saa meget omtalte «Aabenbaringsfilosofi» at spire i hans Sjæl. Snart var Forvandlingen foregaaet. Ildmanden var bleven til en Hofmand og Forkynderen til en Udraaber, der ved Hemmelighedskræmmeri, ved vidunderlige Programmer om en Videnskab, «man hidtil havde anset for umulig», ved aldrig at ville lade trykke, men blot meddele, og aldrig meddele helt, gjorde sig værdig til nogen Tid efter Hegels Død at blive kaldt fra Bayern til Berlin for at række Statsreligionen i den bestaaende kristelig-germanske Politistat en hjælpende Haand og lære en Statsfilosofi, der efter hans eget Sigende ikke vilde være Andet end Lære om Kristus. Her var det saa, at den unge Slægt, Hegels Lærlinge af Venstre, faldt over ham og rev hans hemmelighedsfulde Spindelvæv i tusinde Stykker.