↩ I Grunden er det Bedste i hans Væsen den nu opdukkede Gruppe af Romantikere fuldstændigt fremmed, mere fremmed end hvilkensomhelst anden tysk Storheds Væsen, Schillers end ikke undtaget. Da det imidlertid var hans Lærlinge, Mænd som Nicolai, Engel, Garve, Schütz, der fra Oplysningsstandpunktet 214 var de begyndende Romantikeres arge Fjender og hensynsløse Forfølgere, saa laa den Tanke nær at udskille Lessings store Navn fra Forbundet med dem. Det skete i en Afhandling af Friedrich Schlegel, som fremhæver Lessings store, vide Blik og forøvrigt lægger hele Vægten paa det Uregelmæssige hos ham, det dristigt Revolutionære, det Usystematiske, det Paradokse, betoner hans krigerske Vid og fremsøger Alt, hvad der hos ham kunde udlægges som Gynisme. Paa en blot og bar Forstandens Helt kunde Romantikerne jo ikke beraabe sig som paa en Forgænger; de forsøgte derfor at betegne Næringsstoffet i hans Værker som det rene Krydderi, som Saltet, der bevarer mod Forraadnelse.