Brandes, Georg Uddrag fra Hovedstrømninger. Den romantiske skole i Tyskland (1873)

De tyske Klassikeres Hovedkvarter og Samlingspunkt var dengang Weimar. Aarsagen til, at saa lille en By i et lille Hertugdømme blev det, lader sig uden Vanskelighed paavise. Af Tysklands to store Fyrster var Joseph den Anden altfor optagen af sine Reformbestræbelser, altfor ivrig for Forstandsoplysningen til at have nogen Deltagelse tilovers for den tyske Poesi, og den voltairianske Friedrich af Prøjsen var som bekendt altfor fransk i Smag og Aandsretning til at have nogen Interesse for Tysklands Digtere. Det blev da Smaahofferne, der tog sig af dem; Schiller havde sit Tilhold i Mannheim, Jean Paul sit i Gotha, Goethe var bosat i Weimar. I mange Tider havde Digtervirksomheden i Tyskland intet Arnested havt. Nu blev Weimar et Midtpunkt. Goethe kaldte Herder dertil; Wieland var der allerede fra 1772 af; Schiller var bleven ansat i det nærliggende Jena. Weimar var da det Sted, hvor i Liv som i Lære Lidenskaben mest hensynsløst og fordomsfrit blev forgudet som poetisk overfor Samfundets Vedtægt. «Ak! her er Kvinder!» udbryder Jean Paul, da han kommer til Weimar, «her er Alt revolutionært dristigt, og det at være Hustru betyder Intet.» Wieland tager sin tidligere Elskede, Sophie v. La Roche, i Huset «for at leve 219 op igen». Schiller foreslaar Fru v. Kalb en fælles Rejse til Paris.