↩ I denne Kres af Weimars begavede Kvinder er det, at Fru de Staël «Stormen klædt i Skørter», som man har kaldt hende, under sit Besøg i Tyskland træder ind. Hun staar iblandt dem som en vild og fremmed Fugl. Hvilken Forskel paa hendes Bestræbelser og deres Forkærligheder! Hos dem er Alt personligt, hos hende er Alt allerede socialt. Hun er optraadt offenligt, hun slaar drabelige Slag for store Omformninger af Samfundstilstanden. Disse tyske Kvinder fra Humanitetstidehvervet er, selv naar de gaar videst, altfor blidt anlagte dertil. For hende gælder det om at omforme Livet politisk; for dem gælder det om at gøre Livet poetisk. Den Tanke at kaste Handsken til en Napoleon havde aldrig kunnet falde nogen af dem ind. Hvilken Brug af en Kvindehandske, et Kærlighedspant! Ikke Menneskerettighederne, men Hjertets Rettigheder er det, de 220 forstaar, og de bekæmper ikke Livets Uret, men dets Prosa. Forholdet mellem Samfundet og den geniale Enkelte antager ikke her som i Frankrig Form af en Kamp mellem Enkeltmands oprørske Frihed og overleveret Samfunds-Nødvendighed, men Formen af en Kamp imellem den Enkeltes Ønsker som Poesi, og Politik og Samfundsregel som Prosa. Deraf den romantiske Literaturs uafladelige Lovprisen af Evnen og Kraften til at ønske, et Æmne, hvortil især Fr. Schlegel ofte vender tilbage. Det er i Virkeligheden den eneste udadgaaende Kraft, man har, Afmagten selv opfattet som Kraft.