↩ Noget senere forfattede han, den tilkommende Romantiker, for Oplysningstidens gamle Kamphane, Nicolai, gammelkloge Almanakhistorier, der gør Nar af Overtroen, og i hvilke der kun stænkvis forekommer Glimt af Ironi, som naar Udtryk af Foragt for «den dumme Middelalder» eller for «det Shakespeare'ske Spøgelsevæsen» lægges en erkedum gammel Mand i Munden. Han skrev vel især disse Ting, fordi han havde solgt sin Pen, imidlertid røber sig ikke desmindre heri Trætheden hos en Tungsindig, der saalænge har udtømt sig i sørgmodige Spørgsmaal og Tvivlsmaal af enhversomhelst Art, at han uden megen Selvovervindelse giver den Stemme det sidste Ord, der tvært imod al Genisyge lovsynger den forstandige, borgerlige Middelvej. Den Raadvildhed, hvori han indadtil var stedt, spejler sig ikke mindre 248 klart i hans paa Bestilling forstandsdyrkende Fortællinger end i det Spøgelseagtige, det Grusomt-Vellystige og det koldt Skam løse i hans Noveller og Skuespil fra Begyndelsen af Halvfems erne, i hvilke der tilsyneladende er nedlagt mere af hans eget Væsen.