↩ Men endnu en anden Lære lader sig uddrage heraf, end den om Romantikernes omskiftelige Tilbøjeligheder og fuldkomne Aandsfrihed overfor sociale Baand, nemlig den: at deres Kvinder i alt Andet end Talent stod over dem, og at de kun har formaaet at drage dem ned til sig. Vi ser den kraftige, energiske * 279 Dorothea, som saa stærkt føler Smaaligheden af Romantikernes blot literære Bestræbelser, langsomt forvandles, ser hende modstræbende beundre Lucinde, saa selv forfatte Romaner i den almindelige Skure, saa endelig følge Friedrich til Wien og blive katolsk med ham. Eller se den fine, letbegejstrede, staalhaarde Caroline, der som ganske ung Enke paa nogle og tyve Aar forsøger at revolutionere Rhinlandene; hun er da saa besluttet, at hun allierer sig næsten med hvemsomhelst og udsætter sine Kærestes Liv og Velfærd med den yderste Hensynsløshed. Friedrich skriver dengang med Forfærdelse til Wilhelm: «Det vil jeg aldrig kunne tilgive hendes Hjerte, at hun var i Stand til at lokke Dig, hendes Ven, ind i denne Hvirvel af elendige Farer og usle Mennesker.» Og se hende saa nogle Aar efter forvandlet, anmeldende, skrivende anonymt for og imod sin egen Mands slette Dramer, helt gaaet op i literære Intriger. Saa kommer igen i Øjeblikke ligesom et Pust fra den gamle Tid ind i hendes Sjæl. Og man føler, hvorledes hun er omdannet. Hun skriver i Oktober 1799 til sin Datter først en Masse Familiebegivenheder. Gengivelsen af disse ender saaledes: «Hofraad Hufeland er kommen tilbage med Kone og Børn.» Saa følger: «Luseri er det Alt! Buonaparte er i Paris. O, Barn, betænk, det gaar Alt atter godt. Russerne er blevne fordrevne fra Schweiz - Russerne og Englænderne maa i Holland kapitulere med Skamme.