↩ og han svarede, da Kotzebue i Anledning af Bogen imod Friedrich skrev sit Lystspil Den Hyperboreiske Æsel, med den vittige Satire Æreport for Præsident v. Kotzebue, men privat kaldte han Bogen for «en taabelig Rhapsodi». Tieck benævnede den et besynderligt Hjernespind, og selv Schleiermacher søgte at fragaa sit Forfatterskab til Brevene om Lucinde, da senere den protestantiskrationalistiske Retning hos ham fik Overvægt over den sanseligt-mystiske. Ikke desmindre eller rettere saa meget mere er det af Vigtighed for os at kaste et Blik paa disse Breves Natur, hvis Formaal det er at fremstille Lucinde ikke blot som en uskyldig, men som en god og hellig Bog, der retfærdiggøres ved ædle Kvinders Sysselsættelse med den og Begejstring for den. Den ene af disse Kvinder, hvis Breve laa til Grund, var Schleiermachers Søster Ernestine, den anden hans Veninde, Eleonore Grunow.