↩ Paa dette Punkt mødes alle Skolens Mestre. Først og fremmest træffer vi her Novalis. Hans Hymner til Natten og hele hans Lyrik overhovedet er Nattens og Dæmringens Poesi, hvis Halvlys ingen faste Omrids taaler. Hans Menneskeforskning gik, som han sagde, ud paa at udgrunde Sjælens navnløse, ubevidste Kræfter. Derfor hævder hans Æstetik, at vort Sprog atter skal blive musikalsk, atter Sang, og derfor lærer han, at i egenlige Digte gives der ingen anden Enhed end Sindets, altsaa ikke Ideens eller Handlingens. «Man kunde,» siger han, «tænke sig Fortællinger uden Sammenhæng, dog med Forestillingsforbindelser som Drømme; Digte, der blot var velklingende og fulde af skønne Ord, men uden Mening og Sammenhæng, hvori højest enkelte Strofer var forstaaelige som Brudstykker af de mest uensartede Ting. Denne sande Poesi kan da kun have en allegorisk Betydning i det Store, og en indirekte Mening som Musik.»