↩ Aarsagen, hvorfor Romantikerne nu underkaster sig al denne metriske Tvang, er let at finde. De mange kolde, tvungne Verseformer ligger selvfølgelig bekvemt for den, der med ydre metrisk Virtuositet forener fuldstændig Mangel paa metrisk Opfinder-Evne. Men Sonetterne, Terzinerne og Ottaverimene skjuler kun daarligt Indholdets Formløshed. Naar Taagen er saa tyk, at man kan skære i den med en Kniv, saa skærer Romantikeren den i 14 Stykker og kalder den en Sonet.