Brandes, Georg Uddrag fra Hovedstrømninger. Den romantiske skole i Tyskland (1873)

Ingen ringere end Carl Maria von Weber har prist denne sidste Opera af Hoffmann i varme Ord, og blandt de Komponister, hvem det lykkedes at give det romantiske Kunstideal Form i Musiken, er Weber uden Sammenligning den Betydeligste. Han følger Romantikerne lige i Hælene med Hensyn til Valget af sine Æmner. I Preciosa forherliges det ubundne Vandre- og Flakkeliv, ligesom i Tiecks Frants Sternbald og i Eichendorffs Leben eines Taugenichts. I Oberon føres vi ind i den hele Alfeverden, der stammer fra Shakespeares Skærsommernatsdrøm, det Stykke, der som bekendt afgav Udgangspunktet for alle Tiecks fantastiske Lystspil. I Friskytten endelig griber Weber ligesom Romantikerne i deres senere Perioder til det Folkelige som 307 Kunstmiddel, benytter Folkemelodier, ligesom Romantikerne i Tyskland og Danmark Folkeviser, optager som Romantikerne Folkesagn og Folkeovertro. Den, der overværer en Forestilling af Friskytten paa et tysk Teater, vil, selv om han er døv, intet Øjeblik kunne tvivle paa, at han har en romantisk Opera for sig. Han ser den mørke Kløft mellem Fjeldene, hvor Naturaanderne bor, Spøgelsernes Dans i Maaneskinnet, en Dekoration og et Personale, der minder om den hellige Antonius's Fristelser paa nederlandske Malerier, endelig den vilde Jagt, hvis Skygger ved Hjælp af en Art Laterna magica med en mærkværdig skuffende Effekt farer igennem Luften. Dog, det Interessante fremkommer rigtignok først for den Musikalske, der iagttager, hvorledes Komponisten stiller sig til alle disse Udvortesheder. Thi han vil føle, at Weber med større Genialitet end Romantikerne behandler sit Materiale overensstemmende med den Maade, hvorpaa de behandler deres. Ogsaa Weber driver sin Kunst ud i en af dens Yderligheder. Ligesom Romantikerne er tilbøjelige til at tage Sproget abstrakt som Lyd og Rytme, saaledes er han tilbøjelig til at behandle Musiken abstrakt, det vil sige ligeledes som Rytme. Saadan er f. Eks. Samiels Motiv mere rytmisk end melodisk, og gør derved en grovere, mere udvortes, men mere malende Virkning. Som Romantikerne musicerer i Poesien, saaledes maler da han i Musiken. Medens Beethoven giver et rent Sjælemaleri, intet Ydre fremstiller, kun sin egen Sjæl, giver Weber Karakteristiker. Han støtter sig bestandig overfor sine Æmner til udprægede ydre Fysiognomier, til Noget, man allerede paa Forhaand danner sig en Forestilling om, som f. Eks. Alferne. Naar man undtager Pastoralsymfonien, maler Beethoven kun Indtrykket. Weber maler Tingen selv. Han efterligner Naturlydene. Han lader Violinerne suse for at skildre en Susen i Træerne. Idet Maanen begynder at skinne, betegnes og males dette i en Akkord. Naar han da rytmisk giver dumpe Slag istedenfor Strømme af Toner, altsaa benytter sin Kunsts Midler abstrakt, naar han barnligt eller folkeligt holder sig til Viseformen og den simpleste Harmonisation, altsaa bruger sin Kunsts Midler naivt, naar han for at opnaa en vildt fantastisk eller uhyggelig eller spøgelseagtig Virkning lægger Instrumentet udenfor dets naturlige Leje eller naturlige Omfang (ved f. Eks. at give Klarinetterne dybe Toner) og altsaa bruger sine Midler saa selsomt og sært, som det ikke før var forekommet i Musiken, da er han i Et og Alt 308 en Romantiker, der med sin større Genialitet og sine til Formaalet langt bedre passende Virkemidler udfylder det Savn, som nødvendigt efterlodes af de romantiske Digteres Poesier.*)