↩
Den Morgen, da han led sin skrækkelige Dom,
Endnu var det neppe daget -
Traadte Slutteren ind og sagde: «Kom!
Klokken er nu paa Slaget.»
Da sank han for sidste Gang til mit Bryst
Og udbrød: «Et Ord du mig give,
Et kraftigt Ord, som kan være min Trøst
Paa min sidste Gang i Live!»
Og jeg sagde ...
Men, Fredrik, du skræmmer mig! sig ...
Du rejser dig ... hvad har du i Sinde.
Du stirrer paa mig saa bleg som et Lig ...
Fredrik.
O Moder! Moder! hold inde!
Du sagde: «Naar du for din Frelser staar,
Da sig: Min Gud og min Broder,
Tilgiv mig for dine Martyrsaar,
For min Anger og for min Moder.»
Gertrud.
Ha! hvoraf véd du det?
335
Fredrik.
Mig det var,
Først nu mig selv jeg fatter,
Det er din virkelige Søn, du har,
Og nu lever han Livet atter.