↩ Han bliver frikendt; hans Livs lykkeligste Tid er oprunden, han skal forenes med sin Elskede. Det er Bryllupsdagen. «I det Øjeblik opstod der en dump Larm paa Gaden, hule Stemmer raabte imellem hverandre, og vi hørte den drønende Raslen af en tung, langsomt rullende Vogn. Jeg ilede til Vinduet. Der stod netop foran Paladset den af Rakkerknegtene trukne Karre, paa hvilken Munken sad baglænds, foran ham en Gapuciner, der højt og ivrigt bad sammen med ham. Han var vansiret af Dødsangstens Bleghed og det strittende Skæg; dog var den 343 græsselige Dobbeltgængers Træk kun altfor kendelige for mig. Ret som Vognen, der et Øjeblik var bleven standset i Trængselen, atter rullede videre, kastede han det stive, forfærdelige Blik fra de gnistrende Øjne op paa mig og lo og hylede op: Brudgom, Brudgom - kom op paa Taget - saa vil vi brydes med hinanden, og den, som støder den anden ned, er Konge og tør drikke Blod. Jeg raabte: Forfærdelige Menneske! hvad vil du mig? - Aurelia omfavnede mig, rev mig med Magt bort fra Vinduet og raabte: For Guds og den hellige Jomfrus Skyld .... De fører Medardus, min Broders Morder, til Døden .... Leonard - Leonard! Da vaktes Helvedsaanderne i mit Indre og stejlede ivejret med den Magt, der var skænket dem over mig brødefulde, forrykte Synder. Jeg greb Aurelia med Raseri, saa hun foer sammen: «Ha, ha, ha - afsindige, taabelige Kvinde - jeg - jeg, din Elsker, din Brudgom er Medardus, er din Broders Morder. Du, Munkens Brud, vil hyle Fordærvelse ned over din Brudgom? Ho, ho, ho - jeg er Konge - jeg drikker dit Blod.»