↩ Alligevel bliver han som Digter ved den umærkelige aandelige Tvang, som Tidsalderen udøver, tvungen ind i den romantiske Opfatnings- og Behandlingsmaade. Kun med den Ejendommelighed, at naar han i et Digt som Erscheinung behandler det romantiske Dobbeltgængen, saa opfatter han det med en vis energisk Moral og behandler det, saa Læseren faar Indtrykket af en alvorlig Fortvivlelse: Fortælleren kommer ved Nattetid hjem og ser sig selv staa ved sin Pult. «Hvem er du?» spørger han Spøgelset. «Hvem forstyrrer mig?» spørger det andet Jeg.