↩
Og han: «Lad, hvem du er, os da erfare!»
Og jeg: «En Mand jeg er, der altid tragted
det Gode, Skønne, Sande at forsvare,
der aldrig nogen Afgud Ofre slagted,
aldrig var verdslig, daarlig Vedtægts Mand;
miskendt og haanet aldrig Smerten agted.
Jeg foer vel vild og tog vel Røg for Brand
i Drømme, dog saasnart jeg vaagned atter,
forfægted Retten jeg. Du ligedan?»
Han svarte med en vild og hæslig Latter:
«Hvad der du praler af, det er jeg ej,
din Dyd med andet Særpræg jeg erstatter;
jeg er en lumpen Løgner, fæl og fej
Hykler for mig og andre; i mit Hjerte
kun Egennytte boer; krum er min Vej.
Miskendte Ædle du med Dydens Smerte!
Hvem af os gav det rette Kendemærke?
hvem mon sig selv tilgavns at kende lærte?
Træd frem, hvis du dig føler som den Stærke,
jeg viger.» Spøgelset knap havde talt,
før, skamfuld og forfærdet, lavt jeg siger:
«Du er den rette, bliv, jeg Pladsen viger,»
og styrted ud i Natten, taarekvalt.