↩ Da Schlegel 1797 besøgte Hardenberg i hans Hjem, fandt han Vennen ganske nedbrudt. Denne havde næret en heftig Kærlighed, der fyldte ham helt, til et ganske ungt Pigebarn, Sophie von Kühn, og nu havde Døden berøvet ham den Elskede. Han fortvivlede, en sand Længsel efter Døden betog ham; han troede, at hans Legeme maatte bukke under for denne Længsel efter den Bortgangne og denne Attraa efter Døden. Uden egenlige Selvmordsplaner kaldte han den Drift til Tilintetgørelse, som han følte i sig, «en fast Beslutning, der skulde gøre hans Død til et frivilligt Offer». Og under disse Dødstanker skrev han sine Hymner til Natten.