Brandes, Georg Uddrag fra Hovedstrømninger. Den romantiske skole i Tyskland (1873)

Man genkalde sig blot Hovedtrækkene af Shelleys Liv. Adeligt 370 født blev han sat i en fornem Skole, hvor straks fra hans Barndom af Drengenes Raahed og Lærernes Grusomhed opflammede ham til Modstand og Vrede. Især vakte her det Hykleri, hvormed man førte Ordene Gud og Kristendom i Munden, medens man hengav sig til sine slette Lidenskaber, hans fulde Afsky. Under det andet Aar af sit Ophold i Oxford forfattede Shelley et lille Skrift Om Ateismens Nødvendighed, som han med naiv Sandhedskærlighed indgav til Kirkens og Universitetets Forstandere. Han blev stævnet for Konsistorium, og da han vægrede sig ved at kalde sine Anskuelser tilbage, paa Grund af sin Ateisme udstødt af Universitetet. Han rejste tilbage til sin Fader, og da denne modtog ham med kold Foragt, forlod han for bestandig sit Hjem. Med saadanne Kampe og saadanne Ulykker var hele hans Liv gennemvævet. En Lungesvindsot, som han i sit tyvende Aar blev angrebet af, og af hvilken han efterhaanden kom sig, efterlod en stor Legemssvaghed og Pirrelighed. Da han efter sin første Hustrus Død ønskede at tage Børnene af Ægteskabet med hende til sig, blev disse ham berøvede af Kanslerretten, fordi han i sin Dronning Mab havde lært «Usædelighed og Irreligiøsitet». Han forlod England for bestandigt og levede fra nu af i frivillig Landflygtighed. Da han var 29 Aar gammel, gjorde saa en pludselig Død Ende paa hans pinte og hjemløse Eksistens, idet han under en Storm kuldsejlede med sin Baad i Golfen ved Spezzia.