↩ Betydningsfuldt vidner om det Midtpunktsøgende i Gemyttet et saadant Træk som det, at Goethe undgaar enhver sjælelig Yderlighed. En saadan Yderlighed er Forbrydelsen, opfattet som kriminel: Selv hvor Goethe berører det Uhyggelige, som f. Eks. Elskov mellem Søskende, Harpespillerens Skæbne, vil han kun, det skal gribe, ikke at det skal dømmes; han stiller det ikke for den moralske Domstol, end mindre for den juridiske. Ja, det Allersmerteligste mister endog sin Braad ved Meddelelsens Form. Harpespillerens Mund er lukket, hans Historie kommer aldrig over hans Læber; først efter hans Død meddeles hans Skæbne af en rolig Fremmed.