↩ Han beslutter da at skrive en Roman, som skal være det ligefremme Modstykke til Meister. Ja han bestemmer med smaalig Omhu, at endog ved fuldkomment ens Tryk og Format skal Heinrich v. Ofterdingen fremstille sig som Sidestykke til Goethes Bog. Det er jo den, som skal fældes, dens verdslige Livsanskuelse, som skal besejres af Ofterdingens trolddomsagtigt underfulde. Han skriver til Tieck: «Min Roman er i fuld Gang - det Hele skal være en Forgudelse af Poesien. Heinrich v. Ofterdingen bliver i første Del modnet til Digter, i anden Del forklaret som Digter. Den vil have mangehaande Ligheder med din Sternbald, kun ikke Letheden, dog er denne Mangel maaske ikke ugunstig for Indholdet.» Om Goethe og Wilhelm Meister dømmer han saaledes: «Goethe er ganske praktisk Digter. Han er i sine Værker, hvad Englænderen er med Hensyn til sine Varer: højst ligefrem, net, bekvem og varig. - Han har som Englænderne en naturlig økonomisk og en gennem Forstand erhvervet ædel Smag. Wilhelm Meisters Læreaar er paa en vis 379 Maade aldeles prosaisk og moderne. Det Romantiske gaar tilgrunde deri, ogsaa Naturpoesien, det Underfulde. Bogen handler kun om sædvanlige menneskelige Ting; Naturen og Troen paa dens lønlige Kræfter er ganske glemte. Det er en poetiseret borgerlig og huslig Historie, det Underfulde deri bliver udtrykkelig behandlet som Poesi og Sværmeri. Kunstnerisk Ugudelighed er Bogens Aand ... Wilhelm Meister er egenlig en Candide rettet imod Poesien.»