↩ Ved denne Fest fejrer Allegorien sine skønneste Triumfer. Det gode og det onde Princip træder op i Væddekamp og synger Vekselsange, ligeledes Videnskaberne, ja endog Matematiken. Indiske Planter bliver besjungne. Formodenlig har Lotusblomsten som mere eller mindre egnet til blaa Blomst skullet spille en Rolle. - Slutningen er kun yderst let antydet. Heinrich finder den blaa Blomst, det er Mathilde ... Heinrich plukker den blaa Blomst og forløser Mathilde fra den Fortryllelse, som har overvældet hende; men hun mistes atter. Han stivner af Smerte og bliver til en Sten. Edda, som tillige er den blaa Blomst, Østerlænderinden og Mathilde [Firdobbeltgængeri!], ofrer sig til Stenen. Han forvandler sig til et klingende Træ. Cyane omhugger Træet og opbrænder sig med det, Heinrich bliver da til en gylden Vædder. Edda-Mathilde maa ofre den, og han bliver atter Menneske. «Under alle disse Forandringer har han alleslags underlige Samtaler.» Man tror det villigt.