↩ Øjenforblændelsen og Trolddomskunsterne skortede det ikke paa i hans Eksistens, og han, som havde begyndt med at spotte Forstandskulturen som flad og gold, forfaldt tilsidst til en Aandløshed, der var endnu langt goldere og fladere end den tommeste Rationalisme. Han var saa lidet en Hykler som den gode Sjæl, Catharina Emmerich, nogensinde var en Bedragerske. Men hans Trang til at finde en fast ydre Støtte for sit vaklende Jeg, der tilmed var knækket og fuldt af Ruelse over en letsindig Ungdom, bragte ham til med al sin Sjæls Sværmeri at klamre sig til Kirkens Mirakelverden, ganske som han tidligere havde klamret sig til en poetisk Æventyr- og Spøgelseverden.