Brandes, Georg Uddrag fra Hovedstrømninger. Den romantiske skole i Tyskland (1873)

Brentano lader den hele Historie blive fortalt en tidlig Sommernat paa aaben Gade af en simpel Kone, den smukke Anneris eller Nanerls 88aarige Bedstemoder. Det er lykkedes ham at gengive den ældgamle, religiøse og meget overtroiske Kones Maade at tale paa saa træffende, at man hele Tiden igennem har hendes Skikkelse for Øje. Ved den Gamles ulogiske Fortælling, der bevæger sig frem springvis og saa midt imellem indhenter det Oversprungne, har han formaaet med fuldendt * 415 Kunst at holde Læseren i stadig Spænding. Man erfarer under Fremstillingens Gang aldrig nok til at vinde et Overblik, men altid nok til at bevare Deltagelsen og være spændt paa Løsningen af Gaaden, det vil sige paa Forklaringen af Fortællerindens gaadefulde Talemaader. Sjældent er de Slør, der dækker en Række Begivenheder for Læseren, blevne løftede med saa sikker Haand, ét for ét.