↩ Zacharias Werner førte som ung Student et saare letfærdigt Liv; hans Temperament var sangvinsk og hans Sanselighed stærk. I sit tyvende Aar udgav han et Bind lyriske Digte, der ligesom Friedrich Schlegels og andre Romantikeres første Frembringelser ikke er isprængt med nogensomhelst Mystik, men i det attende Aarhundredes Stil ivrer mod «Fromladenhed, hellig Dumhed, Hykleri og Jesuitisme». Endnu forholdsvis ung anslog han dog selv den fromladne Tone. Skønt han vedblev med sine Udsvævelser, kan man ikke uden videre kalde ham en Hykler, thi * 443 han begik og angrede dem afvekslende. Hans Væsen var ustadigt, som han selv har betegnet det i sit sidste Digt Unstäts Morgenpsalm, og allerede i Prologen til Söhne des Thals kalder han sig en «Ustadig», der stedse «vandrer, veklager, advarer».