↩ Men Molay døer, saa skyldfri han end er. Det er her som hos Kleist det kristelige Mysterium, der spiller ind med i Dramet, og Molay æres som en anden Kristus af selve dem, der brænder ham. Da han er død, foregaar i Stykket følgende Vidunder: «Solens Straaler forgylder Egnen. Over Dalhulens Port viser sig under det oplyste Navn Jesus Navnene Johannes, J. B. Molay og Andreas, ligeledes i Transparent» Alle Korsbrødrene synker i Knæ. «Lang højtidelig Pause, under hvilken man ud fra Hulens Indre under Ledsagelse af Harper og Klokkeklang hører Dalens Gamle, dog i dumpe uforstaaelige Toner, synge det tredobbelte Hejlig! efter den sædvanlige Kirkemelodi.»