↩ Martyriet er Werners særlige Fag. Drab med Køller, Kogning i store Kedler, alle Pinebænkens Lidelsesstadier, det er hans Omraade. Han svælger i disse Kvaler ganske som Görres, hvis Vellyst man ligesom fornemmer, naar han i Den kristelige Mystik's første Del taler om Martyriets Hemmeligheder: «Her bliver Slagtofrene lagte paa Pinebænken og spændte paa Hjul, 448 hvorefter alle deres Lemmer med Skruer vrides ud af Led ... medens Liktorerne svider deres Sider med Fakler eller gennemfurer dem med Jernkløer. Der bliver da tidt snørt Lænker om Livet paa dem for at knække deres Ribben. Med spidse Rør bliver Ansigtet og Øjnene gennemborede; Munden knuses med Næveslag, medens der slaas Søm gennem Fødderne paa Ofret, der neppe niere aander, og medens glødende Jernstænger, som anbringes paa de bløde Steder, brænder sig dybt ind o. s. v.»