Brandes, Georg Uddrag fra Hovedstrømninger. Den romantiske skole i Tyskland (1873)

Görres siger i sin Kristelige Mystik (II 39). at som nærmest sig frembydende Kendetegn paa et Legeme, der i det genfødte Liv er blevet forklaret til højere Harmoni, maa den Vellugt gælde, med hvilken det dufter. «Som nemlig styg Lugt er Udtryk for et sygeligt og i Misklang sønderrevet organisk Liv, saaledes vil dettes indre Harmoni vise sig i den fra det udgaaende Vellugt. Den Talemaade im Geruche der Heiligkeit zu stehen er derfor ingenlunde en blot billedlig, den er afledet af Erfaringen, efter at det utallige Gange har stadfæstet sig, at der udgaar en Vellugt fra Mennesker, der fører et helligt Liv.» Og han anfører mangfoldige historiske Eksempler.