Brandes, Georg Uddrag fra Hovedstrømninger. Den romantiske skole i Tyskland (1873)

Han ser paa denne Tid hen til Görres som til den Eneste, der endnu forstaar at skrive, og er selv ude af Stand til nogensomhelst Art Frembringelse. Paa samme Tid staar han socialt paa 475 et saadant Højdepunkt, at han kan negte sig hjemme for Suveræner I hans Dagbog for 31te Oktober 1814 staar paa Fransk: Afslaaet at modtage Kronprinsen af Bayern, Kongen af Danmark o. s. v. Han træffer sammen med Talleyrand og henrives til den højeste Beundring; for at give denne Beundring en praktisk Retning, overrækker den kloge franske Diplomat ham en Gave af 24,000 Gylden fra Kongen af Frankrig. I Slutningen af 1814 skriver han i sin Dagbog: «Skuet af de offenlige Anliggender er sørgeligt .... Da jeg imidlertid ikke har Noget at bebrejde mig, saa tjener det nøje Kendskab til alt dette smaalige, Verden regerende Væsens beklagelige Gang langtfra at bedrøve mig, kun til Moro for mig, og jeg nyder dette Skuespil, som gav man det for min Privatfornøjelse.» Taler Gentz ikke her som Jean Pauls Roquairol? Livstræt, som han er, er enhver Rolighedsforstyrrelse ham ubetinget imod. At opretholde det Bestaaende for enhver Pris bliver hans Opgave. I 1815 betænker han sig end ikke paa at forsvare Pariserfredens Fortræffelighed overfor Görres. Han var for klog og kold, for stor en Hader af Talemaader til ikke at lade sin blodige Spot gaa ud over Burscheuschafterne, den gammeltyske Dragt, Deklamationerne om Teutoburgerwald og det velske Tant; men Sands Attentat blev grebet som Paaskud til at forbyde de patriotiske Foreninger, da man sporede Mordanslag og Forbrydelse overalt. Gentz fik Universiteterne stillede under Opsyn og Pressen kneblet. Han skriver nu om Pressefriheden: «Det bliver ved min Sætning: til Værn mod Pressens Misbrug bør i et vist Antal Aar slet Intet trykkes. Denne Sætning som Regel, med yderst faa Undtagelser, som en Domstol af anerkendt Dygtighed har at fastsætte, vil i kort Tid føre os tilbage til Gud og Sandhed en.»