↩ Det andet Sværmeri, der overrumplede ham, var det for Heines da lige udkomne Sangenes Bog. Han kunde længe nok kalde den forvovne Poet «en forrykt Æventyrer«. Den gamle 477 Reaktionære kunde ikke modstaa Trylleriet. «Dagligt,» skriver han, «vederkvæger jeg mig ved Sangenes Bog. Med Prokesch bader jeg mig hele Timer i disse melankolske Vande. Selv de Digte, der strejfer nær op til virkelig Gudsbespottelse, læser jeg ikke uden den dybeste Bevægelse og anklager mig ofte selv for at jeg saa ofte og gerne læser dem.» Hans modtagelige Natur kunde her ikke modstaa. Rigtigt har han betegnet sig selv som Kvinde. Med en Vending, der erindrer om det hermafroditiske Træk i Lucinde, skriver han til Rahel: «Véd De, kære, hvorfor vort Forhold er blevet saa stort og fuldkomment. De er et uendeligt frembringende, jeg et uendeligt modtagende Væsen; De er en stor Mand og jeg den første af alle Kvinder, som har levet.»