↩ I politisk Henseende betegner han med skarp Bevidsthed den klare Reaktion, og han skyr ikke som andre hykleriske Reaktionære Ordet. I et Brev fra Verona 1822 fortæller han, at han ved et Middagsselskab hos Metternich første Gang har set Chateaubriand, der har forholdt sig yderst elskværdig og smigrende imod ham: «Han sagde blandt Andet, at det var et Særsyn, som umuligt vilde undgaa Historiens Opmærksomhed, at for fire, fem Aar siden en Haandfuld Mennesker - de lod sig tælle paa Fingrene - havde rejst sig i Europa for at bekæmpe Revolutionen, og at det var lykkedes dem den Dag idag med Regeringer og Hære at drage i Felten mod den fælles Fjende. Som den dristige Reaktions Tidsskel betegnede han i Frankrig Stiftelsen af Le Conservateur, i Tyskland Kongressen i Karlsbad. Han ser med sangvinsk Mod ud i Fremtiden og betragter det gode Partis Sejr som vis. Al sand Kraft og alt sandt Talent var paa vor Side, sammentrængt i omtrent ti eller tolv Hoveder. Intet vilde være os farligere end at anslaa de Revolutionæres Angreb højt eller endog blot at frygte dem; de var med al deres Larm elendige Vrøvlere, og jeg kunde neppe forestille mig, hvor dybt saadanne Folk som Benjamin Constant, Guizot, Royer-Collard nutildags var sunkne i den offenlige Mening, selv som Forfattere. Dette og mere sagde han iøvrigt uden Ild og Liv, med stor Kulde og Ro.»