Bording, Anders

1

I Blandede digte fra forskellige tider

I. Scutum Gynaicosophias eller Lærde QVINDERS Forsuar, defensive at bruge imod den Misgunstige oc V-forstandige Momum Erlig oc Velbyrdig Jomfrue Jomfr: MARGRETE JVELL JENS DATER. Tienstvilligen offererit af A: B: C: D: 1647

Facile Est jnventis Addere
ut stemmatis decore Generosissimo, ita paternæ virtutis æmulatione
Nobilissimo Viro Dno Georgio Rossencrantzio
Fautori Suo Religiose Suspiciendo
hane otij Sui partem commendatam cupit
Author
Jomfru Marg[r]ette Juel Jens Dater
[x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x]
Min vis er, at vere Ret Adelig From
Forklaring.

Naar mangen hafuer tancke slig
Huor til mon den skuld' due,
Som kand ey Sielff berømme sig,
Oc være stiff oc true
Da er det min maneer oc vis
J liff oc ord At vere
Ret From, oc Adelig med pris,
deraf saa faar Jeg Ære.
Lad derfor huer ved sin Maneer
Jmedens hand vil forblifue
Af Fromhed, ret og Dyder fleer
vil Jeg mig Ædel skrifue
Naar nogen vil med Actsomhed
Poëters Dyb randsage
Da sees det ey at være skeed
Foruden god Aarsage
At Lærdoms forsuar oc patron
dend Ædle Pallas tegnis
nu som en vacker Mands person
nu for en Jomfru regnis
Thj derved gifues at forstaa
At som en Mand kand lære,
2 Saa kand oc Quinde-kiønet naa,
for Boglig Konster Ære
hui skuld det Ædle Quinde-kiøn
saa vel ey kunde vere
Til Lærdom færdig, snar oc skiøn
som Manden oc Studere
Gud oc Naturen jo saa vel
Har det med hende laffuet
At hun med en fornufftig Siel
oc sandsser er begaffuet
Huor ved hun ved oc vel forstaar
om høye ting at dømme
Ja tit oc offte offuergaar
En Mand i sands oc nemme
Er vejen da til Helicon
For Manden giort allenne
At hand skal enne krands oc Cron'
med lærdom sin fortienne?
Nej de Gudinder tre gang tre,
vel glade schulle verre,
Om det en gang saa kunde schee
at de kun[d]' worde flere
Oc Aons Land med Helicon
der til Parnassus tinder
Kun[d'] fyldis op med Sang oc ton'
af lærde Møer oc Quinder
Oc derfor Lader de det vand
af Aganipp['] vdflyde
Saa vel til Quinde som til Mand
at huo det v[i]l kand nyde
Men det at ingen eller faa
oc helst i disse dage,
Blandt Quinde-kiønnet faar Attraa
til saadan drich at Smage
Det wolder det gemeene pach
Som altid ilde dømmer
oc [hâr] om lærdom saadan snach
at den ey Quinder Sømmer
Ja siger til at det er Noch
Naar Quinder ichun lær[e]
at bruge Naall oc Knipelstoch
og sig med Roch at Nære,
Den Quinde som Er lærd i bog
Er let paa traad oc bliffuer
Sin Mand gemeenlig alt for klog
oc Spot med hannem drifuer
Ja naar hun læsser allermest
oc Streber effter Ære
Ey Doctor, Mester, eller præst
Hun dog i Aar schal verre
O onde tid, o verre seed,
O allerverste daarer
Som prisser Saa vankundighed
Oc den for kunst vdkaarer
Det vnd[r]er mig at Jorden kand
dig Cato Lenger holde
At du Jo schrifuer strax paa stand
Til saadan pach en Skrolde
Som for den Honning-fulde bj
den tomme flue stocker
Oc tit for Rafnens tifuerj
den Simple due plocker.

Men Sagt Jes Plets oc far i mag
Jeg vil dig andet lære
Du dømmer alt for læt oc fag
Om Quinder som Studere
Er icke visdom oc Forstand
En dyr oc Ædel gafue
Det boschab ingen vden hand
Er gallen, Jo vil hafue
Er icke visdom saadan ting,
Huor for vj mange sinde
Maa vandre verden trint omkring
før hun sig lader finde
Er icke vissdom saadan Rod,
3 Som afler andre Dyder
Oc webner voris Sind oc Mod
imod de slemme lyder
huor høris det i noget land
at Visdom gode Sæder
Forderfuer eller nogen Mand
til Lyst oc U-tucht leder,
og huor da læris bedre tucht
oc Dyderig bedriffter
Som Mand oc Quinde pryder smucht
End i de lærdis schriffter
Huor læssis det at trotzighed
er nogen Vis tilegnet
Huor finder du Løssagtighed
Er Jo for lyde Regnet
Du læsser aldrig nogen bog
Saa vel af Ny som gamble
Du kandst jo deraf lære dog
oc schiønne dyder samble
Vel er hand Naso plomp oc led,
Kand dog med nytte bruges
Naar Klinten kun med god beskeed
fra hueden vel vdluges
Det er kun dreck oc vden fynd
Det Ennius om queder
Men Maro dog af samme Dynd
det fine Guld vdleder
Den konstig bj af blomstret god
Jo Søden honning Slicker
Men Edderkoppen tuert imod
Forgifften deraf dricker
Nu vel er vissdom oc forstand
Saa høyt i act oc Ære
Oc ingen hende bedre kand,
End vdaf bogen lære
Hui schal da bogen luckis saa
at Quinden ey maa læsse
bescheedenhed oc Dyd at faa
oc sin fornufft at huæsse
hui vil mand oc saa kort et maal
forschri[v'] en Erlig Quinde?
At hun sig schal til traa oc naal
oc Rocken lade binde?
En flittig Quinde bør vel ros
hun er sin mand en baade
Men er hun Dyderig derhos
Det kand slet intet schade
Penelope vel hafde lært
med Vefuen sig at nære,
Men haf[d'] hun ey Bescheeden Vært
hun hafde mist sin Ære
Gemeenlig Jo det saa tilgaar
at ingen gierne beyler
Til den sig icke vel forstaar
oc paa fornufften feyler
Naar daarschab med vankundighed
Vil sig til seng begifue
tench ved dig selv huad Kierlighed
oc Afkom der vil blifue
Elændighed, vanære, nød,
tvist, vrede, Kiff oc klammer
Fortræd, oc had, pust, hug, oc stød
med Armod sult oc jammer
Huor mangen Nødis her oc der
af hiertens harm at raabe
Huor schal ieg hen, huad Raad er ner?
ieg hafuer faaet en toobe
Gud bedre mig ieg skulde faa,
Det onde Rood i sinde
At ieg for Gods oc pending saa
mig nogen-sind' lod binde
hun er vel smuch til brasch oc Pral
Vil ingen U-mag Spare
hun kand oc reede Grød oc kaal
Er dog en Simpel daare
4 Om nogen Kommer i wort huus
oc ieg er ey til stede
Hun tier stille som en Mus
hand bydis ej til sæde
Hun ved om ingen ting beskeed
at gifue ret, oc høre
Oc der med gaar hand vd fuld vred
Saa viss som hand var føre
Huad schal ieg giøre, schal ieg slaae?
det giør ieg icke gierne
Jeg faar dog at lad' Kieppen gaa
hun tor[d'] End samble hierne
Er icke Sligt et Kedsom Spill
Jo vist, det mangen trenger,
det lucker mangens øyne til
Som vel kun[d'] lefuet lenger
Men der imod faar mangen pris
Som faar en Snidig quinde
Der hafuer lærdt at vere viss
Oc hår sin Julle-minde
Mand seer at alting har sin tid
at blande, brygg' og bagge
Til sligt hun hafuer lært med flid
sin Tid J acht at tage
Hun ved af bogen tid oc punct
Naar Nattens Dronning Quelder,
Naar gamelt Slagtis schal oc vngt
Naar gaassen fieder feider
Det er en hiertens lyst at hør'
huor Just oc fix hun Regner
Naar Solhuerf gaar, som schade giør
Paa biegen, om det Regner
hun skiøtter ingen Kierling snach
Men sielf i bøger leder,
Hun troer oc ingen Almanac
Som liuger meer En[d] Sæder,
Hun ved paa fingre huer Sententz
Som Macer oss beskrifuer,
Mod Rossen Kolde Pestilentz
hun offte Raad vdgifuer
Hun reder drick mod sting oc vred,
oc Anden saadan plage,
Som mangen af Bluferdighed
for lægen ej tør Klage
Hun all sin Gierning saa forstaar
at hende huer berømmer,
Sin Mand hun vnder øyne gaar
som det sig bør oc sømmer
Naar hand er vnder tiden vred
som sig vel titt kand hende
Da bruger hun beskeedenhed
til vreden faar en Ende
hun med fornufft oc god forstand
hans hierte ved at vinde
Huad vil ieg sige? Vel den Mand
som faar saa lærd en Quinde
Lad vere, hun [ej] Saadan lof
oc titel kand begiere
Som mangen faar, er dog vel grof,
hun faar dog Ross oc ære
Huad loff fortiente Theia vel
For Vers at schri[v'] oc dichte
Homere Dig (oc det med schiell)
hun ingen fortrin vigte
Til Carons baad hun maatte gaa
var dog kun vinter tiffue
Og Neplig dem, huad meent du da?
haf[d'] hun ble[v'n] lenger i lifue.

Sulpitia ieg maatte mig
forwente vist en glosse
Om ieg vil[d'] her forglemme dig
for kunst oc Dyd at Rosse;
Enddog din schrifft om Kierlighed
oc Saadan tuctig brynde,
Som ey forkrencher Erlighed
5 Din lof kand best forkynde
Den onde lyst du jager hen
Som Sands oc Sind forblinder,
Dig bur[d'] at læsse huer oc En
oc helst hin vnge Quinder
Dig Martialis i sin bog
ret fin oc hellig kalder
Er hand en[d] plump, hand der i dog
fra Sandhed icke falder.

Cleobuline Lærd oc fin
dig faar ieg oc at prisse
Cleobulus var fader din
En af de Greckers Visse,
Sit Nafn oc Visdom hand dig gaff
Du vi[d]st' det at formeere
Din Jomfrudom dig fuld' i graf,
Men ej din lof oc ære.

Corinna, schal ieg tie dig?
Det vil sig ey bequemme
Jeg kan ey noch for vndre mig
Paa din forstand oc nemme
Med Pindaro du [kunde] gaa
i [Verse] Kamp oc vinde
Den pris du wanst af kampen da
den staar endnu til minde.

Pytagoras din Fader god,
O Dama, dammers kronne
For strecke been mot holde fod,
Som ingen vil forskoone
Men det var dig kun leeg oc schempt
hans schriffter at forsuare,
huad hand i sin tid hafde glemt,
det Kunde du forklare
Ret lige som den Klare Soel
Er Andre stierne[r]s Herre,
Saa varst du paa din Faders stoel
en deylig Soel oc Ære
Om nogen Jomfru nu om stund
Saa døchtig Kunde vere
Oc offentlig med Søden Mund
J skolen vilde lære
Paa huad M[a]nner vort sind oc mod
Skal settis ret i lafue
oc huad for Nafn det høyest god'
For alting bør at hafue
Huad Aarsag er til Regn oc snee,
til vinter oc til sommer,
Oc huor fra Vejer oc torden schee
oc Flod oc Ebbe Kommer,
Huor af sig Jordens Klode vil
Beuege tit oc Ryst[e]
huad Soel oc Maane tuinge til
Dens schin oc liuss at miste
Huad trenge, tillob oc [for ferd]
mon der vel schulde vorde
med ung oc gammel, leeg oc lærd
Skuld' vrimble benck og borde
Ja den tilforn J Kroerhuuss
var vandt at set[t'] oc søbe
Skuld Kaste bretspil Kort oc Krus
oc hen til skolen løbe
Slet ingen skulde vorde Keed,
af læssning slig at høre,
Det schulde synche dyber ned
J hierne, Sind oc ørre
End om der stod med prall oc [Priis]
En Spruder oc En Sprader
Som Kalder sig allene Viss
oc Konstens oldefader
Der taler ord som torden-Slag
oc vil for ingen Vige,
Som hand allen' forstod den sag
oc ingen Var hans lige
6 Men dette siger ieg forsand
Slet ingen at beskiemme
Her meenis ingen Erlig Mand
Som Konst oc Dyd vil fremme.

Men seer, ieg Roer for Vit fra land
oc søger gamble Dage
V[o]r [e]gen tid oc Alder kand
Exempel noch fremdrage,
Elisabeth o Dronning Stoer
O Sk[o]t lands Ross oc Ære,
Oc Engelenderss Edle flôr,
huor mon din lige Verre,
Din store lærdom oc forstand,
oc sindsens gafuer høye
Fortiene, at du nefnis kand
Ret lærdoms liuss oc øye
Saa lenge Solen schinne maa
Oc Atlas ørck' at bere
Sin byrde, da schal ey forgaa,
dit Nafn, men Æuigt vere
O huor lychsalig Er det land,
Som har en lærder konning,
Men mee[r'] enda som hafue kand
Tillig' saa lærd en dronning
J medens den Hollandsch Musa gaar
i suang schal altid blifue
Den lof hun Anna Roemers faar
for verss oc dicht at schrifue
De lærde Mænd i Nederland
Saa Gott som Kiempes alle
huo saadant best berømme kand
oc Mest med hinde pral[e].

Oc du mit Kiere [Færne] land,
dig maa ieg ej forgiette,
for Quinde-lærdom oc forstand,
Bør dig oc pris med rette.
Den Edle Tott som er saa lærd
Og hun Af Belovs stamme
Som er saa høyt i pris og Værd,
af Slig' kand danschen bramme
Jeg vidste vel til deris lof
fuld megtig at fortelge,
Men ingen hafuer krandtz behof
Til win, sig self kand selge
Jeg haar af Fyen en Pige kiendt,
Men Nafnet ved ieg icke
Som kun[d'] det gredske Testament
Forklare ret til priche
og [gie] det paa Latin saa Klar,
som nogen schul[d'] begiere,
Om hun var den tid fiorten Aar,
da var det icke merre
Huad var det schäm oc schade dog,
oc Aldrig verdt at høre
At nogen grof Fantast og drog
Ved saadan en schul[d'] røre?

Exempler slige fandt ieg fle[r']
om ieg der til var tuungen,
Men nu faar ieg at tie Quer
Min Mindste Quint er sprungen
Op derfor Ædle Quinde Kiøn,
Som acter pris at Vinde
Til Helicon det er min bøn
Du Kanst [ey] altid spinde
Naar tiden sig begifuer saa
Da tag en bog i hende
Dend tid som ellers schul[d'] forgaa
Kand ingen bed[r] Anvende
Lad Momus storme [mens] hand vil.
Du Vedst hand alle tider
Fortaler huer oc liuger til
oc Bl[a]ckis hest vdrider
Søg du Kun hen til Visdoms hafn,
Der Kandst du sicher Vere
oc vinde let [baad'] lyst oc gafn
oc ofuer alt stor Ære.

7

2. Studenters Rente-Camer.

MJn kappe lu-bar er saa nær/
Min pung ey meget veyer:
Jeg/ som den gode Bias/ bær
Med mig alt det jeg eyer.
Men vilde med vel rjg en Mand
Dog icke derfor bytte:
Thi det jeg haffver lærdt oc kand/
Mig kommer vel til nytte.
Min kiærist er Philosophj/
Frjt mod er min vertinde/
Mit Hoffved er mit liberj/
Min pen mig brød skal vinde.

Jt andet
JEg gick fra første barns been aff
J Skolen som jeg burde
Aff rjs oc færle slag oc straff
Sampt anden tuang udtur'de
Til sengs jeg offte tørstig gick/
Vel tynd var tit min føde/
Min halffve søffn Jeg siælden fick/
Jeg leed frost kuld oc møde.
Jeg sleed mig frem/ oc bleff Student/
Min attestatz jeg haffver/
Jeg oc/ som got folck er bekient/
Har skiællig maal oc gaffver.
Om jeg kun tre ting nu kand naa/
Da faar jeg glædsens tone/
Begyndelsen der til er kaa/
Det er Kald/ Kiortel/ Kone.

Jt andet.
JT lystigt Sind/ med vjn it glas/
Der til en vacker Pige/
Det er Studentens rette pass/
Det er hans Kongerjge.
Lad Hesten fylde sig med vand/
Lad Muncken sig udskiære/
Lad græmme sig den gamle Mand/
Jeg nu vil lystig være.
Frisk op/ frisk lystig/ det er ret
Studentic[x][x] at leffve/
Skaff op her vert/ den sag er let/
Jeg snart faar vexel-breffve.

Jt andet
STuderit har jeg vel min Bog/
Hebræisk oc Grædsk kand snacke/
Maa som en anden Betler dog
Mig giemmel Verden pracke.
Men før jeg mig til bogen slog/
Jeg maatte lært at skacke;
Jeg haffde noget huor jeg drog/
Vel fundit an at packe.
Dog ney: jeg der til ey var klog/
Det haffde brut min nacke;
Jeg derfor nu vel gierne tog
Jt Degnekald til tacke.

Jt andet
JEg troer Studenten efftergaar
Bevegelige Fester/
Jeg Doctor var det første Aar/
Det andet Aar en Mester/
8 En Baccalaureus der nest/
Men i det fierde siden
En slet Student/ oc simpel giest/
Ja mindre snart end liden.
Mig selff jeg nu først kiender ret/
Jeg nu med Harm maa klage/
Jeg intet kand/ min pung er let/
En søfft jeg ind maa tage.

Jt andet.
JEg gaar med bettel-breff om Land/
Oc største nød maa lide/
Dog jeg de siu frj kunster kand/
Studenter bør at vide.
Men viste jeg den enne kunst/
Som er fix op at skiære/
Hos mange jeg vel da fick gunst/
Dertil stor løn oc ære.

Jt andet
JOhannes in eodem vil
Studenten nødig hede:
Men in eâdem er hans Spil/
Hand gierne tien sig Klæde.

3. Nyse-kruds eller Snuu-tobackis berømmelse och brug, Satyrisk vjs fremsat.

J store giecker, J, som høyre vill' opstige
End den gemeyne Mand, och vide meer' at sige
End Just besøger, som i sidst forgangen Aar,
Med nefas mere fick, end fem gang femten Faar.
Huorledis mener J, vor Urte-kræmers næring
Forskar, och stoppe kand hans udgift och fortæring?
Ney ney vor kiøbsted-pract och Adel-ljge stand
Ved den sædvaanlig brug ved magt ey holdis kand
Her nu vil mere til, her vil en karm udredis
Her vil en smaadreng och en Suompetrycker kledis
Vor unge Moder vil sit Hualsfinds harnisk-lif
Paa ryggen hafve snørt och gaa vel strunck och stif
Vor snefre Stadsmø vil ret som en malit ducke
Stofferis ud, och skøt ey for en Froiken bucke
Hun vil besnøris tæt hun vil bepudris graa
Vil paa Comædi leeg och Børsen huer dag gaa
Saa mange taftes baand' och voris hat maa klede
At vi forgiefvis tit om hatten self maa lede.
9 Vor Franske vadmels Jack med mange knappers kram
Maa giøre dyr tid til Parjs och Amsterdam
Her efterabis maa Frandsosen och de tydske
Sampt det Polacken hâr for penge lært de Jydske
Her vil med tøsser tolf ukiende retter mad
Tracteris endelig, och med, Jeg veed ey huad.
Mon nogen drifve kand saa bade-rjg en handel
Med Jngefer, Safran, Rosiner, Figen, Mandel,
Med Sucker och Kaneel, samt anden leckerj
At hand for Kræmer-bog och talstock sig kand frj

Ney Peber-posen kand alenne sligt ey giøre.
Man veed en bedre kunst, os rjgdom kand tilføre,
Det er, at rede til den ædle Nyse-kruud,
Som til de store kand med vinding selgis ud.
Den Muus er taabelig, och saare god at fange,
Der sig kun it hul veed, naar Puus paa Jact vil gange.
Hin fine Knaster gods en huer ey smøge kand
Det af en huer och ey vil tyggis under tand.
Mand derfor det angaar saaledis om at skabe
At ingen, uden hand er ret en giæck och Abe
Jo der af kiøbe vil, heldst naar hand mercker ret,
Huor liflig-sødt det er, .och giør hans hierne let.
Huad vil Anticyra med sin Helebors grøde
Huis bidske kraft det giør at Næsen tit maa bløde
Ja bryst och hofved saa betynger mangen gang
At sandserne gaa' bort, och Aanden vorder trang.
Lad grofve B[ø]nder-folck, som terske korn och pløye
Med saadan skarp recept alenne dem fornøye
Thi dieris haarde krop ey bedr[e] Doctris kand
En pose fuld af sligt best tien en Bondemand.
Men den som sin fornuft och tancker skal udstrecke
Til det som victigt er och stedse hiernen suecke
Med høye kunsters jd, hues dybe grund och art
Ey vil randsagis ud och hænge ved saa snart
Hans Blod er tyndt och let hans krop er tør och bleger
Maa derfor hafve det som bedre vederqueger
En fjn och dyrbar skaal af Porcelan och glar
10 Maa skyllis varliger end brygger-spand och kar.
Den Pozzibuntzer Munck, huis klogskabs nafn och minde
Saa længe Verden staar ret aldrig kand forsuinde
Ved hans dybsindig kunst och høy forfaren fljd
En mild're snuu-toback til os er kommen hid
Trods Nardus dyre luct som Jndien os sender
Trods Balsams ædlist' art som nogen veed och kiender
Trods Pontisk Mithridat Alkermes Theriak
Mand nu langt større hielp befinder i Toback
Euphorb och Avicen sig nu slet ofvergifve
Sig Rhasis icke tør fordriste meer' at skrifve
Ey self Galen och Gels af Gummi vext och saft
Hâr nogen lægdom giort, som er af større kraft.

Naar det Monarchen gaar ret efter ynsk och minde
Hans undersater sig och derved vel befinde
Men skyder Lycken ryg och ey med hannem staar
Det gandske Land och Folck med hannem undergaar
Saa snart som Hofvedet, som er for Kroppen Herre
Med siugdom gribis an, sig lemmerne forverre
Det gandske legome strax sin bygfældigheed
Fornæmme kand och ey sig self at raade veed
Den tøre gane da vil ingen mad begiære
Den kaald[e] Mafve kand sin foder ey fortære
Sig Bugen finder øm, och er paa veye tit
Kand dog ey blifve sin forgiemte baglast quit
Med nød mand tale kand med den forhidsit tunge
Mand føler pjnlig sting i hierte milt och lunge
Her tyngis arm och haand; den suage food och saa
Sin ofver-bygnings vect at bær' ey kand formaa'
Nu vil mand raade til, hand suæde skal och bade
Nu vil mand pulsen slaa, nu lefver-Aren lade
Nu gifvis hannem ind for Skørbug græsskar vand
For Suindesoet hand faa'r alt det som stoppe kand
Den enne siger: hand af Rosen vist maa piagis
Den anden siger: ney, med Kaalden hand betagis
Hent bøsse-kruud strax hid, hent Peber, Brændevjn
Mon hand ey hielpis kand med saft af Rosmarjn
11 End om mand bud hen til Mads Bonde-Doctor sende
Huo veed? hand os maa skee vel vidste raad at kiende
Endog at hand er plump och folck afvjse t[ø]r
Med Spidssglas och Mercur hand dog tit prøfve giør
Men ney, mand seer hand ey meer' actis af de store
Thi siden det blef spurt, at hand den pockit Hore
Sig under haanden tog, tør ingen trygelig
Med hannem gangis om och deert befatte sig
Mon den Catholisk Munck, som brugis af saa mange
Sig ey paatage skal, til Fader hid at gange?
Mon icke Farfveren med sin forborgen skrift
Skal vide raad, at faa' det onde strax paa drift
Mand och vel stundom tør en signe-kiærling tage
Som hannem korse skal med Fader vor tilbage
Hun hun skal raade boed med vjed Jord och Muld
Med Kircke-rænders vand, med gammelt arfve-guld
O skarn, er det en synd, de fleeste folck da synde
Dog tøs! mand det ey tør for huermand strax forkynde
Vor Præst och det saa Just ey skal at vide faa
En huer som fattis Jld i Asken leede maa
Med sældsom kors och tegn til dørs hun siugen minder
For Guul- och Moedsoet hun och Tartar-knuden binder
Hun næfner Helg'nes nafn i femten tylter tal
Och siger det vel snart med hannem gottis skal
Hun med hans morgenvand, sampt skiorte, nægler, locker
Slet stilletjendis hen ud af huset rocker.
En daler eller sex hun med sig fanger hiem.
Hun lader saa, som hun ey vil, dog tager dem
Men ach den arme Mand ey hielpis dog af knibe
Hun ved ey kunsten fix, hâr icke lært i Ribe
Ney ney den Geystrup Gud och gamle Ringelfyr
De vidste mangt it raad och sældsom eventyr.
Huad raad er best och nest? her intet vil forhalis
Mand lowlig middel veed; her vil med lægen talis
Strax sendis kudsk och karm til Bartholin och Mot
Fabritz och Ostenfeld sampt Møynken lofvis got
Men see det er forgiefs det er for sildig tagit
Det onde sig ret ind til hiertet hafver slagit
12 Hand ved utidig raad och Kiærling quackleri
Saa slet forderfvit er och staar ey til at fri
Mand sancker vennerne, Paa testament her tænckis
J Blodet ingen er Jo Siælegafve skenckis
Til Kircken gafs vel och: Men see huor hand ret nu
Blef moxen sandseløs, och kom ey det i hu
Den gode Sognepræst udi de lange Kleder
Omsider hentis maa, thi nøden ey tilsteder
Lang udslag nu. Ney see, der ligger hand i nød
Der ligger hand, forlat, imellom lif och død
Saa vel hand kunde slig en farlighed undværit,
Om hand, den tid hand først sig fant med flod besuærit
Kun hafde tagit af den Kraftig nyse Kruud
Udi sin næse strax, och lockit flodden ud
Han Kunde da vel end, med Ess och Konge stuckit,
Och mangen lystig pæl med gode venner druckit,
J den sted, hand er nu foruden hielp och raad,
Och hâr den enne food i Carons sorte baad,
Huad hindring kunde det for hannem hafve værit,
Om hand en næse-dug, af grofve Closter-lærit
Til tuætten skulde sendt; mon Posten fattis vand
Mon och ey seebe nock hos Jægern kiøbis kand?
Paa Floor och Cammerdug paa Sølf- och Gyldenstycke
Som fast paa Grefve-vjs hans døde krop skal smycke
Nu meere gaar end hand i femten Aare plat
Self femte kunde paa got Pozzibuntze sat.

O ædle vext Toback, o urters Keyserinde
Huo kand din høye værd, som det sig bør besinde?
Du drifver snue bort, du dæmper tænders verck,
Du kandst hukommelsen och siunen giøre sterck.
Den skønne Flora self paa dig en ævig ære
Sig har indlagt och vel sit hofved høyt maa bære
Apollo siger hand blandt hendis blomster Kram
Saa krafte-rjg en urt ey nogen tid fornam
Hand vil om kongebref hos Jupiter ansøge
Det dig slet ingen maa med pibe-røg opsmøge
Saa sant hand paa sit been ulemmelæst vil gaa
13 Mand veed vel huo det er hand der med mucker paa
Den halte Smed Vulcan, en krycke det vil volde
Til den hand før ved gick, saa fremt som hand vil holde
Ved sin sædvanlig smøg. Saa faar hand det hand bør
Och blifver hanrey vist, om hand det ey var før
Den store Jupiter med al sin Himmel-skare
Din uskateerlig kraft och dyder kand forfare
Hans Dronning meener och, at hand formedelst dig
J sengen giøris let och teer sig rytterlig
Den kæcke krigshelt Mars, huad heller hand uddrager
Til fectning eller och sin vey til Venus tager
Ved dig faar mood och kraft och som en dapper [mand]
J begge slags gevær sig fix forsuare kand.

4. I. I. S. H.

Saa lidet som en Sole grand
Den klare Sol forhindrer/
Den ofver Jordens Egn och Land
Jo skinner frem och tindrer:
Saa lidet kand en Konges glands
Af Spottere beskades.
Ney/ det er Dydens ærekrands/
At hun af Missgunst hades.
Hvad krigs fortræd ulowligen
Af Svensken os tilføyes/
Til at betale staaer igjen
Och kunde nok fordøyes:
Men for den meens ubillighed
Kand aldrig skee forsoning/
Som hand har nyligen beteed
Jmod vor Daner Koning.
End dog hans Majestæt vel seer
Sig Middel nok och æfne:
Paa saadan skammelig maneer
Hand sig ey dog vil hæfne:
Men der ad leer ikkun/ och det
Høymodelig foracter:
Ja til sin gode Sag och Ret
Med prjs at komme tracter.
Sig hans Herois[k'] Sind och Mood
Med skændsel ey befatter:
Ney/ der til hand sig alt for good
Och Majestætisk skatter.
Nu seer en hver skinbarligen/
De gamle Svenskens griller
At komme for en Dag igjen/
J det hand sligt bestiller.
Tør hand en mægtig Potentat/
Som Gud self Gud vil kalde/
Tør hand hans værdighed och Stat
Saa skammelig anfalde?
Vil hand udi sin rasenhed
En høy Monarch beskæmme?
Vil hand slet Dyden træde need/
Och ærbarhed forglemme?
14 Sin Konges høye nafn och bud
Hand det vel med besminker:
Men Ijuger dog udi sin hud/
Och vidt fra Sandhed hinker.
Thi det sig aldrig rime kand/
At nogen prisslig Herre
Tilsteder mod sin Ligemand
At gjøres slig vanære.
Dem vel kand mellom være strjd:
De dog ey saa forhaane
Hver andres rycte nogen tjd:
Ney/ Konger Konger skaane.
Det for uhørligt er och stygt/
Och kand ey kommen være
Fra nogen Første/ som har bygt
Sin Stand paa Dyd och Ære.
Men at en skalk af sin vanart
Har saadant self paafundet/
Det torde jeg paa sverge snart.
Men hvad har hand dog vundet?
De Skonske hjerters trofasthed/
Som aldrig Danmark glemmer/
Den var hans act/ at dæmpe need:
Men tvert imod fornemmer.
Thi der med hand langt mere dem
Ophidser och afskrækker
Fra sig/ och til at fare frem
Med vaabens magt/ opvækker.

O du fortrædne Creatur/
Som torde sligt beskaffe/
Hvad Orme-taarn och Kaabber Tjur
Kand din udyd nok straffe?
Self Himmel/ Haf och Jord och Jld
Skal din forderf forfremme.
Self al Naturens kraft umild
Skal lade sig fornemme.
Din arrighed skal yde dig
Forbandelse til rente/
Til du bekommer endelig
Den løn/ som du fortjente.

Dissmidlertjd o Cimberland/
Er det din plict och ære/
Med alt det som optænkes kand
Til hæfn/ at færdig være.
Betænk/ at her misshandlet er
Jmod et Salvet Hofved/
Som Himlens Gud velsignelser
Och ære self har lofvet.
Ansee/ hvad her imod er gjort
Den beste Jordens Herre/
Som Æren self sin ære port
Vidt op for bør at spærre.
Forhaab/ din Fiendes ofvermood
Er fald och tab i hænde.
Lad derfor ey foruden blood
Sig hans ugierning ende.
Sæt an med Helte Mood/ och lad
Ey sverd i balg indstikkes/
Før den bevjste spot och had
J Spotteren inddrikkes.

den 8. April A. 1677.