Bording, Anders Uddrag fra HÆc est illa dies, qvæ tanti conscia gaudj

SAa sterck oc haard jeg ingen veed/
At hand jo maa bevegis/
Naar aff den heede Kierlighed
Hans Sind oc Hierte pregis.
Er pilen fast i vilden hiort
Hand sig til fluct vil vende:
Dog hand saa langt ey løber bort/
Hand pilen kand undrende.
Du deilig skabning pilen est
Os ind til hiertet trænger.
Hvort vil mand fly? man har sin rest:
Hvo kand sig holde længer?
En purpur-mund/ en rosen-kind/
En hældig vink oc facte.
Vor hiertes fæstning tager ind/
Før vi skøt selfver acte.
Hvo vil da regne meget om/
Sin Frihed af at bryde/
Naar hand/ for den/ til eyedom/
En deylig Brud maa nyde?
Hand heller slet er hendis træl/
End self sin egen Herre.
Hvad hun befal/ optagis vel.
Hvad hun vil/ faar at være.
Som Jernet ved Magneten tæt
Aff sin Natur sig heffter:
Saaledis er oc hun alt det/
Hans Hierte længis effter.
Saa langt af land hand med uro
Sin vandring aldrig sætter/
At hun er hans Nørleding jo/
Som hand sig effter retter.
Foruden hende hand sit lif
Som død oc lifløs acter:
29 Hun hun er al hans tidsfordrif/
Oc det hand efftertracter.
O store Dronning Kierlighed/
O Verdens Keyserinde.
Din Virkning blifver ævig ved
Oc aldrig kand forsvinde.
Dit søde regimentes skik/
Os alle maa behage;
Du med din allermindste nik
Os locke kandst oc drage.
Alt det som hafver lif oc aand/
Det maa ved dig regeris/
Ved din bedrift oc mæctig Haand
Det fremmis oc formeeris.
Fast al Naturen sin bestand
Oc gang maa dig tilskrifve.
Foruden dig/ slet intet kand
Een dag ved mact forblifve.
Hvor uforfalskit Kierlighed/
Faar mact sig ind at rode/
Man der al lycke/ lyst oc fred
Oc fremgang maa formode.