Bording, Anders Uddrag fra HÆc est illa dies, qvæ tanti conscia gaudj

VEl an/ min ædle Tot/ Jeg mig
Ey andet kand end glæde/
Naar jeg anseer/ hvor præctelig
J kleder Brudgoms sæde:
Hvor fuld af dyd oc tuct/ hvor skøn/
Hvor rig af ædle stammer/
Den Jomfru er/ som J til løn
Af Himmelen annammer.
Jeg denne dag optegne vil
Med gyldene bogstafver.
Det er den dag/ J stedtze til
Fra barns been/ længtis hafver.
J mindis vel/ hvor mangen gang
J mig den længsel klagde/
Som med sin uregerlig tvang
Paa hiertet eder lagde.
Vel mangen suk J falde lod/
Naar Eder rant i Sinde/
Hvor klagelig det ædle blod
Gaf Eder afskeeds minde.
Hvor tit hun bad/ der J nu bort
Af landet skulde drage/
J vilde det dog giøre kort/
Oc komme snart tilbage.
Nu vel/ den lange tid dog fick
Dismidlertid sin ende:
Den Vandrings færd saa vel afgick:
Os Himmelen hiemsende.
For Eder findis nu bered/
Den glædis løn oc rente/
Som Eders hulde trofasthed
Saa lang en tid fortiente.
Nu kronis Eders ædle dyd
Med Velstandtz herlig smycke.
Nu vaagner Eders lyst oc fryd/
Oc lenge ventet lycke.