Bording, Anders Uddrag fra HVor mangen høy bedrift oc herlig Mandoms prøfve

HVor mangen høy bedrift oc herlig Mandoms prøfve
Viltu bevjse vel/ o friske Gyldenløfve?
Før sig dit Helte-mod oc strjd-begiærlighed
Omsider stille kand/ oc vorde krjgen vred.
Hvor længe viltu saa den tunge Kyritz slide?
Hvor længe lyster dig i spidsen først at ride?
Hvor længe viltu dog din alders beste Tjd
Vdmatte self/ udi saa mangen farlig strjd?
Naar faar en bugtit krog din blancke hielm at bære?
Naar skal dit skarpe suerd/ nock mæt af seyr oc ære/
J balgen stickis ind? Naar skal mand engang tro/
At du vilt endelig begifve dig til ro?
Er det/ o modig Helt/ om høyhed giort at vinde?
Er det om herligt nafn oc ævig ryctis minde?
Du længe siden det med allerstørste lof
J Marcken vundit har/ oc meer' ey har behoff.
Den herlig Fynske seyr/ som aldrig har haft lige/
Din ædle dapperhed ey nocksom kand udsige:
Du der bevjste det/ som Tidens skarpe tand/
Huor graadig den oc er/ ret aldrig tære kand.
Den trodsig Fiende dig ey kunde der forfærde:
Af dig/ huor stolt hand var/ en anden sang hand lærde/
Der du hans orden brødst/ ham kiørde ryttersk om/
At al hans mægtig Hær slet i forvirring kom.
104 Da kiende paa/ huad æt oc rod du varst af kommen.
Du frisk-behiertit varst/ oc icke sky for Trommen.
Den allermindste klo nock da til siune lod/
At du varst Løfve-fød/ oc hafde Løvens mod.
Ha/ tænckte mangen da: huad vil af hannem blifve?
Vil hand saa stoore ting udi sin ungdom drifve?
Er hand saa mandelig oc ey forskreckis kand/
End oc før hand er ret til fulde vorden Mand?
Hvad vil hand giøre da/ naar hand med Tiden ganger
Til ret fuldtagenhed/ oc lowlig alder fanger?
Hvad vil hand rutte da med Fienden frisk her om/
Huor mangen sadel vil hand da vel giøre tom.
Den strjdbar Hector da for hannem need skal falde:
Achilles sig it barn mod hannem self skal kalde:
Ja self den haarde Mars/ hvor vred hand være kand/
Ey vofve skal engang/ at see til voris Land.
Den ædle Krigs-hælt Skack/ som voris Hær anførde/
Med høy forundring saa'/ huorledis du dig rørde.
Hand raabte: seer/ hvor vel den ædling sig bestaar/
Huor stoore slag hand her paa Fiendens nacke slaar.
O seer/ huorledis hand paa klingens od opsetter
Sin velfærd/ Lif oc blod/ ja skøt sig self forgietter:
Hand ey tilbage seer/ til fluct ey tilfluct hâr/
Men til sit høye nafn oc Løfve-titel suâr.
O tager eftersiun/ oc lærer her at fecte/
Saa vel af Adel J/ som J besoldings-knecte/
Som acte nogen tid at vinde prjsligt nafn/
Som meene Kongen vel/ oc søge Landsens gafn.
Huo var saa Bonde-feyg? Huo kunde da sig bare?
Hand skulde jo/ med dig/ sit føde-Land forsuare.
Den mægtig Himmel hialp/ oc self paa fienden dref/
Saa den fuldkommen seyr omsider voris blef.
En fast utallig hob i marcken laa needslagen/
Om naade resten bad/ oc blef til fange tagen.
Slet intet ofverblef af al den Fientlig flock/
Som jo kom os til deel/ en huer fick bytte nock.
Den glade Fama sig paa reysen strax henskynte/
Oc din Heroisk jd al verden om forkynte.
105 Den skønne Brabands Egn/ ved Skaldens strjde flod/
Med allerlængste maal din prjs udmaale lod.
Dig hver Mand elskte der/ oc vilde færdig være/
Til at bevjse dig fast Prindsslig stads oc ære/
Din yndig hæld med sin forborgen locke-kunst/
Lod døren op for dig til alles hiert'lig gunst.
Huor du fremkomst udi det Frandske Land oc Rjge/
Mand siælden hafde seet i dapperhed din lige.
Du for dig fandst dit nafn oc høye dyders lof
Opskrefven høyt/ end oc i Kongens prægtig hof.
Huo kand med suagen pen tilbørligen afmale?
Huo kand med tunge ret oc egentlig udtale/
Hvor vel du varst omlat/ hvor ofvermaade kiær
Du blefst i Spanien antagen hos en hver?
Den mægtig Konge der/ beteede dig den ære/
Som høye Førster self forgiefvis tit begiære.
Hand dig ophøyede til deris værd oc stand/
Som kaldes stoore Mænd oc Grandes der i Land.
Naar du til hannem komst/ om noget at forrette/
Hand paa dit hoved dig bad hatten frjt at sette/
Oc der med vjste smuckt/ at du ret hafde dig
Den ædle frjheds Hat forhuerfvit ridderlig.
Saa vjt hans Grendsers maal oc herskab sig udbreder/
Gaf hand dig Borger-ræt oc frjhed alle steder.
Med røden Guld til dig hans rjge Tagus flød;
Hans dybbe Calybs dig Krigs-vaaben nock tilbød.
Huad dyrbart Jndus gaf/ hand jette dig til gafve.
Gaff Peru Sølf oc Guld/ du du fickst det at hafve.
For dig var intet spart/ alt at hand kunde dig/
Til sine Rigers værn/ beholde der hos sig.
Sit eget Folck hand bad for dig at staa til side/
Paa jorden ingen var/ hand torde saa paa lide/
Som kæcke Løfve dig: hand dig tiltroode best/
At være General for sig til fods oc hest.
Var det ey ære nock/ saa høyt at vorde regnit?
Huor findis nogensteds ved lærd Mands pen optægnit/
At nogen Nordisk Helt udi sin ungdoms floor/
Med dapperhed oc suerd sig hafver giort saa stoor?
106 Lad Grædske Fabeler om stercke Kæmper tale/
Lad Franske Chrønicker med deris Roland prale/
Lad voris egen Gram oc Holger komme frem/
Af marcken icke du for nogen gaar af dem.
Mon skarpen Dyrendal/ mon Skrep oc Bertings klinge/
Mon gylden kølvis vect/ vel kunde den betvinge/
Der ey forskreckis kand for død'lig lod oc krud/
Som disse Tiders Mars af pibe skiuder ud?
Ney Falkonettens skrald/ Kartowens grofve Torden/
Musquettens haarde smald/ est du saa vaan ved vorden/
At icke sig Vulcan/ den Tordens mester smed/
Saa diærf oc dristig nær tør giøre self der ved.
Naar til alarm oc strjd klarjn i Marcken høris/
Tuær-piben biuder an/ oc huulen tromme røris/
Dit friske hierte da behiertis allerbest/
Ja der ved glader er/ end ved en brylups fest.
Til Hare-fanen lad den feyge sig begifve/
Som heller vil uskad paa luur bag oonen blifve/
End lucte lunt' oc krud/ oc følge med paa tog/
Oc ey diss mindre vil for Adel regnis dog.
Men dig ey siunis nock/ alenist at annamme
Sit nafn oc Adelskab af høyen æt oc stamme.
Men med pistol oc suerd huo self sig Adle kand/
Hand dig (oc uden skiold) er dobbelt Adels Mand.
Dog det al Verden veed/ at du for dyd oc ære
Langt heller stræbe vilt/ end høye Titler bære.
Mand for den ringe vjn af løw udhenger krands:
Sig Dyden self er nock udi sin egen glands.
Huo sig den rette dyd i bryst oc hierte prænter/
Hand ey saa meget hart af andre roos forventer/
Som hand er med sig self til freds/ oc nøyes nock/
Det end al Verden var saa taugs som steen oc stock.