Bording, Anders Uddrag fra EN Trofast ven/ som teer sig huld

O Fokke Tyff/ O slemme Død/
O Seyerløse Kempe/
Nu giffuer du for haarde stød/
Saa sandt dig HErren dempe.
Var det ey nock du nylig giord'
Saa mange Moderløse?
Oc paa vor Slect din Vrede tord'
J fremmed Land vdøse?
Nu kommer du endnu her til/
Med dette dristig stycke/
At mand (huor nødig mand oc vil)
Med Sorg maa Sorg vdslycke.
Nu tenckte mand du skulde dig
Til andre Slecter fløtte.
Men see huor w-formodelig
Vort Slectis beste støtte/
Ved din Blodgierrig Tyranij
Nu feldis ned i Grunde.
Den stund du mangen gaar forbij
Der bedre sagnis kunde.
Men sig dog huad du tenckte paa/
Der du med saadan Velde/
Lodst din forgifftig skud affgaa/
Til slig en mand at felde:
Til slig en mand at myrde plat/
Som med stor Roes oc ære/
For sin Fornumstighed var sat
Til Øffrighed at være:
Den mand som var Velsignet vel/
Med Rijgdom aff vor HErre/
Men var dog ingen Mammons træl
Som mange nu desverre:
Den mand som undte huer mand vel:
Der Sandhed tord' udsige:
Der giorde Lige Ret oc Skiel/
Mod Arme oc mod Rijge.
Oc den som for Gudfryctighed/
Med andre Dyder flere/
Vel maatte kaldis med beskeed/
Den Verdslig statis ære.
Ja den som mere got bedreff/
Den stund hand var i Liffve/
End jeg paa dette ringe Breff/
Med suagen Pen kand skriffue.