Bording, Anders Uddrag fra EY ringe det er kunst/ af Barns been op at rende

Vor gode Ven Her Rask/ hvis død vi nu beklage/
Ret eftersiges kand/ at hand af ungdoms dage/
Sig Dydens ædle kjern i hjerte Sjæl och Sind/
Ey tvungen/ men af lyst/ har stedse prentet ind.
Den hadske missgunst ey mod hannem sig forklarde
Saa vredefuld/ hand jo sig viselig forvarde:
Koem saa den rette vey til Ærestand och Nafn/
Och bleef med største prjs sit Fødeland til Gafn.
J medgangs glade tjd hand ydmyghed beviste:
Taalmodighed i Sorg; och altid Himlen priste.
Ja kortelig/ alt det/ som har af Himlen smag/
Det sig hos hannem fandt indtil hans sidste dag.
Men baade først och sidst staaer ey til at beskrifve/
Hvor vel hand hafde lærdt/ fra Verden sig at gifve:
Hvor frisk och u-forsagt hand sig fornemme loed/
Der Hel-bruds haarde værk om hjertet hannem stod.
Nu vel hans ædle Sjæl sit Øye-merk har fundet:
Har efterladt sig pris/ och seyr af Døden vundet.
Kandst du / som lefver end/ det eftergjøre saa/
Hvad maat du vel til freds och glad af Verden gaa.