Bording, Anders

218

XIV Hyrdedigte

123. Daphnidis Klagedictt offuer sin Reysse etc: Siungis som: Med Graad min Wenniste.

1.

Ach aff det haarde band oc lengsels tunge Nød
Som mig for din Skyld 6 [min] Amarylli Sød
Angriber ynckelig, maa Jeg nu Sige rett
Du oc well, 6 ædle Siell
Weedst det mig quæler Slett.

2.

Ach naar Jeg tencker paa huor mangen yndig Dag
Jeg haffver hafft mit lius hos dig foruden klag
Oc derimod hen seer till den vlychens nød
Som fra dig nu skiller mig
Da ynsker Jeg mig død.

3.

Dit unge Hierte, der du gaffst udi min vold
Oc fick med wenskab west betalning mangefold
Da tenckte Jeg vell an, nu fryder sig min Aand
Lycken will, Sielff hielpe till
Knøtt er det Søde Baand.

4.

Derpaa begynte wi, som Himmelen sielff weed
J tuet oc ærlighed, wor tro oc Kierlighed
Tilfellis war wor har [m], til fellis tids fordriff
Dit war mit Oc mit war dit
Du waarst wor Siell oc liff.

5.

O du min Anden Jeg, ô ædle hierte dig
Skall Himlen lønne well oc offverflødelig
219 For ald din trofasthed, oc Jeg om lycken will
Nogen tid mig worde blid
Skall det forskylde till.

6.

Om oc den Hiertens harm dig nu beklemmer hart
En gang omwender sig, som Jeg well haabis snart
Saa stoer en nød mig da ret aldrig møde kand.
At Jeg Jo, will wære fro
Mit i vlyckens wand.

7.

Huor mangt et fremmet land Jeg at besøge faar
Huor mangen kolder wind mig under øjen gaar
Huor mangen salten Søe Jeg arme Seile maa.
Jdelig, skall dog till dig
Min Haab oc Tancke Staa.

8.

Min Strenge Skebnis bud mig nu flux minder hen
det raader Himmelen, naar Jeg dig seer Jgien
Jeg frygter det du først fra Daphni spørge skall[t]
Er at hand, Elendig Mand
aff lengsels nød er qualt.

9.

Far well min skiønne møe, oc naar det spørges saa
Da tenck Jeg i min graf dis bedre Ro kand faa
Om du bekømrer mig, oc det forsickrer dig
At Jeg din, Waar meer end min
Far Well Euindelig.

Finis

124. Modsang: Ak! af det haarde Baand etc.

1.

Ak! af den falske List og hiertelig Fortred,
Som Amaryll' du mig slet uforskylt har teed,
Veed jeg Elendig Hyrde nu at sige ret:
220 Dog jeg vel
O falske Siæl
Veed, det du agter let.

2.

Ak! naar jeg tænker paa, hvor mangen yndig Dag
Jeg haver ilde spilt hos dig og haft Umag,
Og derfor og anseer din Ubestadighed
Som fra dig
Nu skiller mig,
Mig selv er jeg da vred.

3.

Der jeg mit unge Hierte gav udi din Vold,
Og du mig Trofasthed tilsagde mangefold,
Da tænkte jeg vel an, nu fryder sig min Aand,
Lykken vil
Selv hielpe til,
Knøt er det haarde Baand.

4.

Derpaa begynte jeg, som Himmelen selv veed
Med ald Oprigtighed min stadig Kierlighed,
Men ald din Trofasthed fuld snart en Ende tog,
Det saa gik,
En anden fik
Det jeg min Liid tilslog.

5.

O! du min Ungdoms Harm og falske Hierte dig
Skal Himmelen betale vist retfærdelig
For din Letfærdighed, og jeg, om Lykken vil
Nogen Tid
Mig vorde blid,
Skal der og hielpe til.

6.

Og om den fremmed Lyst dig nu angaar saa hart,
Engang kand angre dig, som jeg dog haaber snart,
Saa stor en Nød mig da ret aldrig møde kand,
At jeg jo
Vil være fro
Midt i Ulykkens Vand.

221

7.

Hvor mangen fremmed Egn jeg at besøge faar,
Hvor mangen kaalder Vind mig under Øjne gaar,
Hvor mangen salten Søe jeg arme seigle maa,
Jdelig
Jeg over dig
Dog ønsker Hevn at faa.

8.

Din Ubestandighed mig nu flux minder hen,
Beholt kun derfor frit din ny udkaarne Ven,
Det allerførste du fra hannem spørge skalt,
Da gid hand
J fremmed Land
En anden har udvalt.

9.

Far vel O falske Sind, og naar dig hendes saa,
Da tænk jeg kand dis bedre Roe i Graven faa,
Om din Samvittighed engang kand nage dig,
Jeg er min,
Bliv du kun din
Og hans Evindelig.

125. Myrtillo Klage-Lied eine allerliebste Amaryllis, als sie eine lange Zeit auf frembde Oerter war verreist, vertered paa Dansk af A. B.

1.

Ach Amaryllis hast du denn
Die Walder gar verlassen,
Die ich zum allerbesten kenn'
Und wandelst frembde Strassen,
Gedenckst du nicht
O du mein Licht
Wie sehr Myrtillo klaget
Und taglich nach dir fraget?

[Myrtillo] Klage-Viise over Amaryllis Bortrejse.

1.

Ak! Amaryllis har du slet
Forlat de Skove mange,
Dem jeg tilfulde kiende[r] ret,
Nu fremmed Vej vil gange,
Tænker du ej,
Lius for min Vej,
Hvor hart Myrtillo sørger
Og daglig om dig spørger?

222

2.

Ob ich die Wiesen schon bey Nacht,
Jn Traurigkeit durch gehe,
So fühl ich dennoch deine Macht,
Ob ich dich gleich nicht sehe,
Du bist zwar dort
An frembden Ort,
Und kanst dennoch mich zwingen
Ein Klag-Lied dir zu singen.

3.

Mein schönstes Lieb, du weist ja wol
Ohn dir kan ich nicht leben,
Gefalt es dir denn, dass ich sol
Dem sterben mich ergeben,
Wol an ich bin
O Schäfferin
Bereit nach deinen Willen
Ein schwartzes Grab zu füllen.

4.

Den Himmel ruf ich täglich an,
Zum Zeugen meiner Thränen,
Dieweil ich gar nichts anders kan
Als stets mich nach dir sehnen,
Jch seufftz und schrey,
O Lieb und Treu
Kommt, helffet mir gewinnen
Den Preis der Schäfferinnen.

5.

Drumb Amaryllis lass doch seyn
Die abgelegne Wälder,
Komm über Felsen, Berg und Stein,
Komm über Flus und Felder,
Komm eiligst doch
Eh mich das Joch
Der Lieb hie unterdrücket
Und jämmerlich ersticket.

2.

Om jeg de Enge skiønt om Nat
Bedrøved giennem ganger,
Jeg føl dog, hvor din Magt har fat,
Dog dig i sigt ej fanger,
Vel findes du
Andensteds nu,
Og kand mig dog tiltvinge
En Klag-Sang dig at siunge.

3.

Min Elskov skiøn, vel veedst du det,
Jeg ej fra dig kand være,
Er det din Lyst jeg mig skal slet
Til Døden henlevere,
Vel an gesvind
O Hyrde-ind,
Som du vilt, er jeg reede
Den sorte Grav at klæde.

4.

Jeg Himlen kalder daglig paa
Til Vidne ov'r min' Taare,
Med'ns jeg steds intet andet maa,
End til dig længes saare,
Med Suk og Skrig
Kiere uden Svig,
Kom hielp mig, at jeg vinder
Priis af de Hyrde-inder.

5.

Lad blive Amaryll vidt hen
De Skove, som de ere,
Kom over Klipper, Bierg' og Steen,
Ov'r Flod og Mark spadsere,
Korn hid saa fag,
Før Elskovs Aag
Mig gandske undertrykker
Og jammerlig bortrykker.

223

6.

Und kanst du den so schleunig nicht
Abwenden meine Schmertzen,
So bitt ich sehr, O du mein Licht,
Lass doch in deinem Hertzen
Mich nur allein
Vergraben seyn,
So soll michs nicht verdriesen
Abwesend dein geniesen.

7.

Jmmittelst leb in guter Ruh,
Und so dich jemand fraget
Wohin! so sprich, den Wäldern zu
Da sich Myrtillo klaget,
Jhn muss ich sehn
Ehe kans geschehn,
So wird mein langes Leiden
Verkehrt in lauter Freuden.

6.

Og kandst du ej saa hastelig
Afvende slet min Smerte,
O! du mit Lius, jeg beder dig,
Lad dog udi dit Hierte
Mig eene vær'
Begravet der,
Saa skal jeg ej fortryde
Fraværeis' din at nyde.

7.

Dismidlertid lev i god Fred,
Og om dig nogen spørger:
Hvort hen? saa siig til Skoven ned,
Der som Myrtillo sørger,
Ham maa jeg see,
Ak kand det skee
Min Væ og Længsel leede
Blev da vendt til klar Glæde.

126. Daphnis Kommer fra fremmede Steder och beklager Sin Galatheæ fraverelse.

1.

Ach gaar i Sene Tider gaar
Ser an hvad Lengssel ieg udstaar
O Skrider fast att ieg kand naa
Till den Som er min Siels Attraa.

2.

Till Galathe den Ædle Mø
Den Skiøniste paa Jordens ø
Til Galathe Som ieg med fliid
Har elschit op aff Vngdoms [t]id.

3.

Nu Kommer Jeg aff fremmed Land
Er Mødig aff det salte Vand
Slet ingen hvile kand ieg faa
Før ieg den Skiønne Skue maa.

4.

Ach i Napeer Som her gaa
J grønnen Eng ved klaren Aa
Beretter mig hvor jeg paa Stand
Till min Hyrdinde vandre kand.

5.

Blant eder her Vaar hendis Ro
Att Sanche blomster Altid Jo,
Foruden naar hun sig hensneeg
till mig Som ieg giich med mit Qveg.

224

6.

Jeg Kand och aldrig Vndre noch
Att hun er ey hos eders floch
Ach er det ædle hierte Svagt
Hvi bliffver det ey Daphni sagt.

7.

Med Sorrig drog ieg arme hen
Med Lengssell Jled ieg igien
Men den ieg Jled enist till
Er borte hvad ieg søge Vill.

8.

O klare Lius ò høye Pract
Hvor er din glants och straalers mact
Hvi schiuler du dit Ansict saa
Oc Lader mig i Mørche gaa.

9.

Paa Firmamenten ingen tiid
Sig Phæbus teer saa Klar och blid
Det io er Jdell Natt for mig
O Galathe foruden dig.

10.

Hvad Vill och Nattens Dronning bold
Med Stiernerne Saa mangefold
Din Øynes Lius de Stierner to
Dem Saffner Jeg och har Vro.

11.

Nørleidingen paa Salten Sø
Hand Viiste Vey till Land och Øe
Mens hvor er Stierne[n] der till Land
Mit Haabis Skib Ledsage kand.

12.

Ach Arme Daphnis hvor Vilt du
den som du Saffner finde nu
Hvad om hun nu och Sørgelig
Om Lande gaar och Søger dig.

13.

Du Veedst hvordan det edle blod
Vaar Slet forsagt i Sind och Mod
Den tid Vlychens haarde nød
din Affscheed dig att tage bød.

14.

Ey da Vill ieg med Such och Klag
Ochsaa begrede Natt och dag
Vor Skilsmis att och Echo mig
Jgien Skall Svare Liudelig.

15.

Ey nogen Skov Saa Mørch er till
Jeg den Jo gienemlede Vill
Saa Langt aff sted et Land ey er
Jeg hende io Vil søge der.

16.

Saa Vitt dog Ceres aldrig Kom
Der hun Sin daatter Jorden om
Att Søge gich ieg io med Vee
Vill Spørge der om Galathe.

17.

Men dersom Himlen min attra
Forgieffvis Lader bliffve da
Ei hvad er mig da bedre raad
End Snart til Carons Sorte baad.

18.

Till Carons baad till Lethes flod
Vill ieg da Vandre med friit mod
Men tviler dog om min Attraa
Kand i Elysseers Eng forgaa.

Finis
225

127. En Fæstemand, hvis Fæstemøe døde, græder over hendes Grav. compon. af M. And. Bording. Melodien som Ristii, Ach Amaryllis hast du doch.

1.

Ak hvad er det, at J mig saa
Fra Sorgen ville raade?
J gode Hyrder, min Attraa
Er alt for overmaade.
O tier still
Ej nogen Spil
Kand mig til Fryd bevege,
Vild' end Amphion leege.

2.

Nej vilde mig end Argus her
Sin' Øjne alle laane,
Og Tethys dennem een og hver
En gandske Flod tilspaane,
Det ikke dog
End da forslog
For mig, til at beklage
Den Skiønnes korte Dage.

3.

Nu som jeg først den Elskov nød
Ret efter Ønsk og Minde,
Og legt' i Lykkens eget Skiød
Med dig O min Gudinde,
Kom Clotho strax
Med skarpe Sax
Skar af foruden Naade
Dit yndig Levnets Traade.

4.

Ak grumme Død, Beskeden giv,
Hvo gav dig dertil Evne?
Før dig ikkun en Folke-Tiv
Og fleere vidst' at nævne,
Men jeg nu seer
Du felder fleer
End os eenfoldig Hyrder,
Gudinder du og myrder.

5.

J hvad den høje Himmel kand
Os arme til beskiære,
Det vilde jeg ret nu paa stand
Taalmodelig opbære,
Om Pareerne
Min Galathe
En Tid igien opspunde
Og hende mig vild' unde.

6.

Angreb mig end Jxions poen,
Det vilde jeg ej skiøtte,
Og Sisyphi den ævig Steen
Blev let for mig at fløtte,
Trods dyben Vand
J kaalden Strand
Og Æthna trods din Heede,
Var Galathe tilstede.

7.

Cyclopers Haand, Harpyers Klør
Samt Circes Skaal til Grunde,
Mig ej frygtagtig skulle giør,
Om hun saa reddes kunde,
Men Ak O nej
Jeg ingen Vej
Seer gaa fra Dødsens Porte,
Den Skiønnest er alt borte.

226

8.

O Engel-skiønne Galathe,
Jeg kand dig ej forgiette,
Nørledingen mand før skal see
Hos Titan sig at sette,
Ak, Ak, dit Navn
Fordybt er grav'n
Og prentet i min Tanke,
Hvor Glemsel ej vil vanke.

9.

Brøst derfor, O mit Hierte brøst,
Hvi tøver du saa lenge,
Du faar paa Jorden ingen Trøst,
Søg til Elyser Enge.
Der kandst du naa
Din Siæls Attraa,
Der skal du snarlig finde
Din skiønneste Hyrdinde.

10.

J unge Hyrder, mine Faar
Samt hendes vel forsørger,
For Sorg jeg det ej selv formaar,
Og dersom nogen spørger
Hvi Daphnis saa
Sin Hiord lad'r gaa?
Da svarer: Hand med Møde
Sig sørger selv til døde.

11.

Nej, kiere Daphnis, sørg ej saa,
Det kand mig intet baade,
Vor unge Lam du jo ej maa
Saa trøsteløse lade.
Jeg er i Ro,
Vor Elskovs Tro
Nok over Verden mindes,
Ja ej i Graven endes.

128. Daphnis erbiuder sig at Vilde gaa i døden for sin Amaryllis.

1.

Ach hvad schall dog Daphnis hyrde
Hvad schall hand sig tage till
Hand Veed iche hvad hand Vill
Skall hand selffver sig nu myrde
Ach min Amaryllis hør,
Hvad schall hand dog før hand døer.
Hand Vill effter ald din Vilie
Alting stedsse Vell bestille.

2.

Skall hand Lencher paa sig tage
Skall hand udi fengssell gae
Eller och hos Løffver staae,
Skall hand udi Krigen drage
Eller uden nogen roe
Hos forgifftig Slanger boe,
Ja hand Vill end andet mere
Ene for din Skyld udføre.

3.

Eller schall hand Sig begiffve
Paa hin sorte Vilden haff
Och Sig tage der sin graff,
Skall hand udi Søen bliffve
Hvor de bølger stor' och sma
Titt hen op till Skyen gaa
Och Saa tiit naar de Sig røre
Need hen till Affgrunden føre.

227

4.

Skall hand sine frender hade
Skall hand rømme slett herfra
Och fra sine Venner gaa
Skall hand fædernland forlade
Fare hen [f]or ey att see
Andit [m]er end kuld och sne
Hvor ey soell ey mane schinner
Och ey nogen stierne glimrer.

5.

Skall hand græselige biørne
Spise med Sit egit bloed
Skall hand voffve ær' och mod
J det sidste V[er]dsens hiørne
Ja hand Vill end Lenger gaa
Och for dig dett alt udstaa,
Skall hand med stor heede stride
Ja hand Vill end mere Lide.

6.

Hand Vill alting Vell forrette
Ja hand Vill sin egen Krop
For dig Amaryllis op
Jmod ald Vlyche Sette
Siig ô Amaryllis till
For din Skyld hand gierne Vill.
Hvad du ichun Vilt ombede
Dig min Kieriste tilstede.

Finis

129. Daphnis Vdi een fremmed Egn Klager offver Sin Lengssel till den Skiønne Galathea.

1.

Ach mit Hierte Vill besvime
Krafft och mod forsvinde slett
Naar ieg arme tencher rett
Paa den Sorrigfulde time
Der Saa snart henviste mig
Ædle Galathe fra dig.

2.

Der mit Haabis Skib med glæde
Vell belad fra Lychens Land
Sig i tryggen haffn befand
Kom Vlychens Strenge Vrede
Med Sin Storm och den strax hen
Dreff till Sorgens haff igien.

3.

Thi ieg Arme fich att Lyde
Dett Som Himlen offver mig
Haffde Sluttit underlig
Att ieg Lenger mot[t'] ey nyde
for den tynde Skebne roe
Och hos dig i Glæde boe.

4.

Dybe Such och Salte taare
Som Vii baade hver for sig
Feldit offuerflødelig
Om Vor Sorrig Vidne baare
Kunde dog ey hindre dett
Vii [io motte] schillis Slett.

5.

Fremmed Egn Vkiendte steder
Siden ieg fra dig henfoer
Sørgelig ieg nu beboer.
Hvor alt det Som andre glæder
Mig i min bedrøffved Stand
Mer ichon bedrøffve Kand.

228

6.

Her i Vilden ørch ieg Vancher
Her ieg driffver mine faar
Her med Legomit ieg gaar,
Men mitt hierte Sind och tancher
Er hos min Hyrdinde Sød,
Vill och bliffve till min død.

7.

Din forstand ô Sinderige
Din beleffuenhed och tuct
Dine Dyders yndig Luct
Mig aff hiertet aldrig Vige
J mit Sind din trofasthed
Staer et Altere bereed.

8.

Phæbus Som till minde dragis
Hvad hand Selff aff Lengseis Væ,
Leed hos grønne Lavrbertræ
Gider iche Seet mig plagis
Men med mørche Skyer Sig
Offuerklæder Sørgelig.

9.

Aff medynch och Luna blegner
Naar hun min elendighed
Seer aff Firmamenten ned.
Lufften graad och taare regner
Och udi min Smerte Vill
Mig att grede hielpe till.

10.

Echo Sieleløse Stemme
Jeg din Spott och Lide maa
Och naar ieg Vill raabe Saa
Ach hvad Skall ieg nu fornemme
For den Skiønnes Venlighed
Hun da svarer Enlighed.

11.

Er Jeg da elendig Hyrde
Slett tilldømt ô Galathe
Dig att aldrig mere See.
Skall den tunge Lengsells byrde
Tvinge mig till att ieg saa
Mig Slett offvergiffve maa.

12.

Ey Saa Kom mig att bestride
Blæge død och giør mig fri
fra Vlychens Tiranni.
Att ieg daa Kand freidig Lide
Dine Skud och gierne dø
For dig Kieris[t'] Hyrdemø.

Finis

130. Om Galathe oc Mopsa. Autore A. B. C

1.

At en huer sig monne bucke
For min Galathe den smucke
Volder at hun haffuer lærd
Sæder som er ere wærd.

2.

Men at Mopsa sidder inde
Naar sig andre i gilde finde
Volder hun sig icke kand
Skicke ret hos nogen Mand.

229

3.

Galathe kand artig dantze
Oc aff Roser binde krantze
Mopsa sidder sig at klaae
Slem oc skiden i en wraae.

4.

Galathe Poëter priser
Siunger ocsaa smucke wijser
Mopsa siger det ey bør
At en Jomfru saadant giør.

5.

Galathe kand kunster mange
Slynge, weffue, Kniple, sprange
Mopsa kand ey sye en Serck
Siger sligt er skøge werck.

6.

Mopsa sig der offuer fortørner
Jlde seer i alle Hiørner
Det giør hende Sorg oc wæ
At mand priser Galathe.

7.

Mopsa Rosens blomme lille
Wredis ey det staar dig ilde
Du dog ey forhindre Kand
Solen Jo maa skinn' i wand.

8.

Galathe will Jeg dog ære
Galathe will min oc wære
Galathe staaer i min Hu
Det du end skull bryst' i tu.

9.

Nactergalens sang maa wige
Naar som Vglen de[n] maa s[k]rige
Giøgen Eene prisen bær
For Kuck, Kuck, saa gaar det her.

10.

Jeg dig ey tilltroed at sige
Huad som well anstaaer en pige
Thestylis tør dig ey troe
Till at malc[k'] en skien Koe.

11.

Du som Ørnen haffuer negle
Fingre som hin krumme segle
Wenlig est du reen oc huid
Som en Sou om Sommers tid.

12.

Øynene som Marmorsteene
Tenderne som Guld hin reene
Læberne Sapphiren-blaa
Halsen Jaspis ligne maa.

13.

Som en Vg[l'] i Hul du praler
Hører Jlde, wære taler
Springer om saa lett paa been
Som en Snegel paa tornegren.

14.

Mangen Een kand Armod hindre
Beyle har dog ey dis mindre
Men en Hyrd' er dig for fiin
Det end Gygis ring war din.

15.

Her er ingen Hyrde plumper
End Menalcas den Koebomper
D[o]g gaff hand før ud en Stud
Før hand tog dig till sin brud.

16.

Wille da Fortuna feile
Naar Jeg engang skulle beile
At Jeg ey fick Galathe
Jeg da fick saadanne tre.

230

17.

Jeg saa will de tuende laffue
Pluto dig till Morgengaffue
At du wille mig med hast
Skille wed den tredie gast.

Finis

131. [Blinde Dreng, huis Piil oc bue.]

1.

Blinde Dreng, huis Piil oc bue
Kand alt det, som lefver, kue,
Huorfor er du mig saa vred,
Oc io meer oc mere ned
Sencker mig i Kierlighed.

2.

Længe nok har ieg din fane
Følget paa den vrange bane
Løbet hen i Raserie
Blandt det Narre compagnie
Maatte nu vel være fri.

3.

Siele Stormer, Sind bedrøfver,
Nemmerust, oc tiderøfver,
Glædetiuf oc Pinesmed,
Slip mig løs, du tør ey ved,
Mig at giøre meer ufred.

4.

Søfnebryder, Kindeblæger,
Taareperse, Styrkespæger,
Ach! huad var miin lycke god,
Førend ieg mit unge blod
Af diin magt indtage lod.

5.

Tasketømmer, gafvekræfver,
Røkteskiender, grillevefver,
Alle dyders undergang,
Ach! huad tiden blef mig lang,
Siden du mig fik i tvang.
6.
Tankeplager, Hiertekrenker,
Sandtzeblinder, galdeskienker,
Svigemester, skadeglad,
Ach! ieg moxen veed ey huad,
Jeg alt nok hâr lyd dig ad.

7.

Dine grif oc falske Svinker
Du med yndig farfve sminker,
Du med sucker oc zibet
ofverstrør oc pudrer tet
Din forgifftig beedske Ret.

8.

Huad vil ieg Apollo svare,
Naar hand mig vil ofverfare
For ieg nu saa lang een tiid,
Har forsømt at komme did,
Som hand øfver Konstens iid?

9.

Mon ieg andet da kand sige,
End at ieg een Hyrdepige
Hafver alt for nøye tient
Oc miin unge tid anvent
Under Amors Regiment.

10.

Ach! de søde ni gudinder!
Naar ieg ald den lyst besinder,
Jeg hos dennem først opbar,
Ey, huor mangen salten taar
Mig paa Kinden da nedgaar.

231

11.

Jeg hos Aons liflig Kilde
Mig igien vel ønske vilde
At mig hendis læresafft
Kunde gifve saadan Krafft,
Som ieg har tilforne hafft.

12.

Men, huad hielper mig miin Klagen?
Jeg af Amor er bedragen,
Faar at see mig om fordi,
Huor ieg best kand vorde fri
For hands strenge Tyrannie.

13.

Løfvens Vrede best udsluckis,
Naar hand ey for hart indluckis;
Tvingis hand med tycken muur,
Oc med Jern oc Kobberbuur
Hand da bruger sin Natur.

14.

Hafde du med mindre smerte
ofverhengt mit unge Hierte,
Jeg mig ey maaskee saa giendt
Fra dit Selskab hafde Vendt,
Men endnu dig længer tiendt.

15.

Spend derfor kun af diin bue,
Du skal mig ey længer kue,
Du mig aldrig er saa vred,
Jeg med magt io demper ned,
Ald diin iid oc Kierlighed.

132. Den trofaste Hyrde Celadon forsichrer den Høyærede Magdalis om Sin bestandige Kierlighed Ved beggis deris oprictige Ven Myrtillo.

1.

Celadon ey mere Klager
Hand er glad i hu och Sind
Att hands Kieriste Hyrdind,
Hannem till Sin Ven optager
Siger der for ieg er din
Och du Magdalis est min.

2.

Bad mig nogen fordum siunge
Waar dett skiønt end Galathe
Wilde ieg dog Lade See
Att mig intet kunde tvinge
Førend ieg er bleffven din
Och du Magdalis est min.

3.

Jeg Vill ey om Fillis Viide
Flora maa nu pache Sig
Jngen andre uden dig
Kand ieg Magdalis nu Lide
Derfor er ieg bleffven din
Och du Magdalis est min.

4.

Dig Vill ieg mitt hierte giffve
Magdalis titt offver hen
du, du est min Søde Ven.
Och din Celadon schall bliffve
Vdaff hiertet stedtze din
thi du Magdalis est min.

232

5.

Jngen schall mig dett forbiude
Att ieg troelig elsche maa
Dig min Sødiste Attraa.
Jngen Sorrig Angist och Qvide
Skall os schule ieg er din
Och du Magdalis est min.

6.

Magdalis min roe och Lise
Magdalis ieg svær dig till
At ieg her med altid Vill
Huld- og Troschab dig beviise
her saa Lenge Jeg er din
Och du endnu bliffver min.

Finis

133. Af Dapbnis Cimbrica tidsat paa Danske med Flid af A. B. C. 1645.

1.

Daphnis gik for nogle Dage
Over den Græs-grønne Eng,
Hastig tog hand til at klage
Ov'r sin Skiebne haard og streng,
Sang af højbedrøvet Hierte
Om Elskovens store Smerte,
Nu er mig af Hiertet væe
For min skiønnest Galathe.

2.

Hisset monne Træ'rne stande,
Om jeg ellers vist kand see,
Hvor jeg hos de rindend' Vande
Hviled' med min Galathe,
Hvilket der jeg nu betænker,
Heftig mig i Sindet krænker,
Saa mig er i Hiertet væe
For min skiønnest Galathe.

3.

Gid jeg stod hos Solens Lue
Midt om klare Middags Tid,
O! hvor vilde jeg da skue
Hendes Deilighed med Flid,
Tusind Straaler vild' jeg skyde
Hendes Øjensiun at nyde:
Thi mig er af Hiertet væe
For min skiønnest Galathe.

4.

Kunde jeg i Luften sveve,
Som de vilde Fugle smaa,
O! hvor vilde jeg da streve
Hos din Side snart at staa,
Og dig tusind Kysse give,
Det var min Lyst her i Live:
Thi mig er af Hiertet væe
For min skiønnest Galathe.

5.

Maa det da nu ikke være,
At jeg til dig komme kand,
Ey saa er det min Begiære,
Tag de Suk og Taare an,
Som mit Hierte til dig sender
Jndtil Lykken sig omvender,
Og jeg dig med Fryd kand see,
Allerskiønnest Galathe.

233

6.

Vejr og Vind de skulle føre
Mine Suk alt med en Fart:
Fleere Ord kand jeg ej giøre,
Sorgen trænger mig saa hart,
Mine Taar' dertil leverer,
Som min Øjen præsenterer,
For de dig ej kunde see
Allerskiønnest Galathe.

7.

O! J Fugle smaa, som vender
Eders Krop i Luften blaa,
Siger, at jeg eder sender
Af stor Længsel og Attraa,
Siger hende, at hun vanker
Nat og Dag i mine Tanker,
Thi mig er af Hiertet væe
For min kiærest Galathe.

8.

Galathe tag dog for fulde
Disse Vejr og Fugle smaa,
Din' og mine Tiener skulde,
Thi jeg dig ej selv kand naa,
O! hvad de dig vil for[kynde],
Lad dit Hierte det vel ynde,
Jndtil jeg dig selv kand see
Allerskiønnest Galathe.

134. Daphnis tager affsched fra sin allerkieriste, hyrdtinde efftersomb hun iche ville beqvemme sig till nogen venlighed,

1.

Dend schønne Huis tienner och egen Jeg er,
Och jeg har udkaarid for alle och huer,
Giør Feldenis klædning, hin huideste snee,
Sampt Haffvernis rødeste Rosser til spee.

2.

Olympus vell artig maa smycke sit huus,
Med gyldene stierners utallige Hus,
Lad phæbus og luna selff stande derhos,
Min Pige for schiønhed bør høiere Roes,

3.

Men ligesaa prectig fuldkommen oc klar,
Som hinde naturen udmesterit har,
Saa modig hofferdig fortræden oc stoldt,
har hun sig [rett] hidindtil idelig holt,

234

4.

Ach huad er det dog en ulidelig sag,
At under saa pynthet och prechtig et tag,
Huor Amor selff haffver berammit en fest,
her berris och bygger saa traadtzig en giest.

5.

Men schiønne du matte vel tenche dig om,
Och en gang bevisse dig venlig och from,
D[u] der med fortienne langt høiere loff,
End alle Gudinder i jupiters hoff.

6.

Huad ære dig stedtze jeg haffver beteed,
Huor Jeg har dig bedet i Mindelighed,
Huor trolig och smaalig Jeg haffuer dig tient,
Det er jo dig selff och ald verden bekiendt,

7.

Men huad Jeg i gien har opbaaret till løn,
huor offte min tienist och idelig bøn
Er bleffven kun haanlig omtaldt oc forsmaad
Det kand Jeg ej sige foruden med graad.

8.

Wellan saa [da] tvinger din vrede mig till
At sige god nat [i] huor nødig Jeg vill
Dend ædelste Rosse Jeg ventede mig,
For megit med torne befuebnede] sig,

9.

Dog schall det imidlertid verre min roe,
At Jeg har saa stadelig holdet min troe,
Och voffvit at Elsche saa prechtig en Møe,
For huilchen Jeg icke tør schammis at døe.

Finis

135. Doris Sørgelig afften Sang For Dorinde lod sig aff en anden Nyde.

235

1.

Det sidste Mand Fra Doris hørde
Før Hand saa slett drog ud aff land,
Var at hand ønchelig fremførde
Sit klagemaal Ved salten strand
Fordi hans Kieriste Dorinde
Sig aff en anden suend lod vinde.

2.

Sin hiord til vilden Ørch och Mosse
Hand ubevocted lod hengaa
Bort kaste staff oc hyrde posse
Slog piben sin i stycker smaa
Och sig saa till haffbredden schyndte
Och saa Væmodelig begyndte.

3.

Jeg nu ret Aldrig meere siunger
Jeg tacher ald min Elschen aff
Min hiertens sorrig mig till tvinger
at lengis Effter Mørchen graff
Bort bort ald verssens Lyst oc glæde
Jeg mig till døde slett vill græde.

4.

J klare stierner som nu Rende
Dend gandsche Himmel Runden om
Aff siger mellem mig och hinde
En vpartisch, dog billig dom
Om Jeg saa bør och schall med rette
For hindis schyld mit liff tilsette.

5.

Kand nogen mig det efftersige,
Sandferdelig och offuer tee,
At Jeg till nogen anden Pige,
begierlighed har hafft at see,
Da giid mig offver salten bølge,
Ald ulychsalighed maa Følge.

6.

Jeg Hyrderne som hos mig dreffve
Ja huert et træ som grønttis der
Sampt strømmen der hos gaar vill kreffve
Till vidnis byrd huor hart och nær,
Jeg hindis gaffn lod mig angange
Jeg slett var hindis træll oc fange,

7.

Med lyst Jeg baade Regn oc tyrche,
For hindis schyld vell tiit for drog,
Stod natten ud i Kuld oc Mørche,
For hindis dør och luthen slog,
Alt det huor aff forlystis kunde,
Det effterlod Jeg ingenlunde.

8.

Min Egen hiord Jeg slet forsømbte,
Huad schytter dend som elscher ret,
Jeg selff mig ulychssalig dømbte,
Bleff [ey] af hindis blomster mett,
Jeg hindis haffve groff och saade,
Lod saa min egen self sig Raade,

9.

Jeg hende Mangen schench paa nøde,
Jeg stal saa got som det fra mig,
Hun med min beste Melch sig føde,
hun med min vld beklæded sig,
Jeg ej naar hun sin pracht fich dreffven,
Fortrød at gange selffver nøgen,

10.

Huis Jeg med møjsomhed fortiente,
Det nød hun saasom egit sit
Jeg mig i tancher lod Jndprente,
Det hindis var oc iche mitt
Mig lychen aldrig gaff dend gaffve,
Dorinde fich dend Jo at haffve,

11.

Huad har Jeg nu for mine gaffver,
For al min flid oc trofasthed,
En anden paa dend ager graffver,
Jeg haffde tencht till mig var fred,
236 En fremmed niuder nu dend rentte,
For huilchen Jeg saa smaalig tientte,

12.

Huad vill Jeg arme da nu giøre
Jeg kand dog ej Forandre det
Dog Veed Jeg Vist Mand schal snart høre,
Det hende sielff schal angre tætt
Huor lenge straffen end sig dølger
Uløche dog paa falsched følger,

13.

Ej at mig hendis straff och schade,
Forlyste kand och giøre froe
Ach Nej schal Jeg end liffvit lade
Jeg bliffver dog Dorinde troe
Dorinde Jeg Ret aldrig glemmer,
Før blægen død mit hierte klemmer,

14.

Jeg allereede selff beklager,
Dend høie Farlighed och nød,
Som hun sig offver halssen drager,
J det hun volder mig min død,
Hun i sin siæll, det kand Jeg vide,
For min schyld mangen sting vil lide,

15.

Mens ach huad klager Jeg oc Raaber,
Mit Fulde Forsætt døden er,
Der med at ende snart Jeg haaber,
Ald det Jeg aff besuigis her,
Huad Jeg har sluttet for at tage,
Det kand oc vill Jeg ej Forsage,

16.

Wellan hui star JEg her saa lenge,
Far Vel Min hiord oc haf forloff,
Far vel i slette March oc Enge,
Far æ-vig Vell du grønne schouff,
Kom Vesten kom mig at hienføre,
Till Mig hun aldrig saa schall høre,

17.

Sin Fischer Baad hand der med giorde,
Seil ferdig och stach ud fra land,
Huad sorrig hannem inden borde,
Medfulte, huer vell vide kand,
Men huor hand er til lande dreffven,
Det os saa ubekant er bleffven,

18.

Hans fæde hiord tog aff och døde,
hielsørget er Phylax hans hund,
Hans hytte nu staar tom och øde,
Vdyrchit liger gaar och grund,
Ald Engen der omkring hart sørger,
Och daglig effter hannem spørger,

19.

Huad heller h[a]n aff hiertens qvide
Slet qvaltis eller leffver end,
Mand vel med tiden Faar at vide,
Men ingen erlig hyrdesuend,
Her effter lade sig besuige
Aff slig en ubestandig Pige,

20.

Det Priss[']lig Nauffn och efftermæle,
Som hand sig her tillbage lod,
Skal for ald verden her fortælle,
hans trofasthed och ædle mod
Hans Sinderige dichters ære
Blant oss och æ-vig her schall være.

Finis
237

136. [Dybe Hiertens Tancher.] Siunges som, Vel den der [langt] fra høie sager.

1.

Dybe Hiertens Tancher
Lengsei such, graad fryct fortred
Oc hvis mere vancher
J din [Skole] kiærlighed
har min ubetvungen hu
Aldrig før af viist som nu.

2.

Prectig Skabnings sminche
Mangen sig forgaber paa
Lychens gafver Vinch[e]
Mangen svend hans frihed fra
Men den ædle dydens pract
Jeg allene paa gaff act.

3.

Lychelig den lyche
Til min haand omsider kom
Himlens raad oc tyche
som jeg hafde bedet om
Siuntis sielf at vise mig
Ædelste Dorinde dig.

4.

Der oc der blef fangen
Alle mine Tanchers jid
Ald min Friheds prangen
Mig forgich, jeg ald min tid
Mig hengaf at blifue din
Meere fast end egen min.

5.

[En]tten nu min Skiønne,
Du din Tienner vil forsmaa,
Eller oc belønne
Som jeg har dog til attraa
See det staer alt i din haand
Jeg er i din mact oc baand.

6.

Rhiin oc Elfvens strømme
der til Beldt oc Øresund
Lade sig udtømme
Ved den mindste fluis mund
Før du mig af thancher gaar
Nei min siel for Trofast staar.

7.

Sørge, Sørge, Sørge
Vil jeg baade dag oc nat
Jndtil du schal spørge
Jeg i mørchen graf er sat
Uden lychen gifver mig
Alle dyders Crone dig.

8.

Derfor Naade naade
Før jeg lengis slet ihiel
Ach lad himlen raade
Som dig himmel verde siæl
den i æren byder til
dig ret aldrig svige vil.

Finis
238

137. Daphnis begræder Sin Allerkieriste Galatbe dødelig affgang, oc ynsker hand sielff strax maatte døe.

1.

Ej nogen tid aff Aganippes kilde
Saa mangen Taar udrinde kand
Som Jeg er plictig till, oc gierne wilde
Vdøse frit Jeg arme mand
Ja om Oceanen kunde
Samlis i min øine Slett
Kunde Jeg dog ingenlunde
Sorgen min begræde rætt.

2.

Min Anden Jeg min Siæls ophold oc glæde
Min Hiertens trøst ô Galatbe
Din Affgang maa Jeg dag fra dag begræde
Med Hiertens lengsell harm oc wæ
At med mig oc Soelens lue
haffver sielff medlidenhed
Oc aff Firmamentens bue
yncker min Elendighed.

3.

For all den Lyst Jeg war tilwant at driffue
Med dig ô Søde Galathe
Maa Jeg i Sorg forladt oc Eenlig bliffue
Oc min Fortred kund daglig see
For min lengsels haarde pine
Ere Suck de beste raad
Oc at ieg aff Øyne mine
Felder offuerflødig Graad.

4.

Men ach huad will Jeg dog med Sorgen uinde
Huad hielper mig min Suck oc graad
Mon derfor Lachesis mig skulle spinde
Dis kortere min leffnets traad
Ney! Vlyckens Strenge wrede
sparer mig till større straff
Oc will ey saa snart tilstede
mig at leggis i min Graff.

5.

O wrede Død lad aff, lad aff at spare
Hui skulde Jeg gaa meere frj
Hui stiller du oc ej for mig din Snare
Din Skonsell er kon Tyrannie
Oc huor smuck det skulle vorde
paa wor graff at skreffuen see
Her sig huiler Vnder Jorde
Daphnis med sin Galathe.

6.

Den byrdes wect Jeg troer well tung at uære
Som Atlas paa sin Skuldre bær
Men seer hen till den lengsel Jeg maa bære
Da finder Jeg den tunger Er
Lod kun Atlas himlen falde
Oc borttog min lengsell slett
O huor snart hand skulde kalde
Himmelen en byrde lett.

7.

Naturen sielff kand all sin gierning driffue
Till wisse tider ordentlig
Naar Phæbus sig will paa sin reyse giffue
Maa Luna wige sactelig
Wil hun oc paa Wact fremtrine
Phæbus strax da skiuler sig
Men min hiertens nød oc pine
Siunis slett uendelig.

239

8.

Gack Dapbnis gack [nu] till de skiønne lunde
Till Grønnen Eng till mørcken skow
Huor du [tillforn saa Lifflig siunge kunde]
Om hendis ære, Dyd oc Loff
Huor oc hun den offverskiønne
Dig well hundredtusind gang
Pleyed med sig sielff at lønne
For din Artig dict oc Sang.

9.

Men ac[h] til huad for Enge Lund oc Skowe
Huor finder du din Siels attraa
Ach huor er den du der oc skulde loffue
Ja huo will dig belønne Saa
Huor er nu din glants oc Krone
Huor er den som altid gaff
Piben din Sin liud oc Tone
ach alt i den mørcke Graff.

10.

Dog naar Jeg mig nu ret monne besinde
Da tencker Jeg, mon dødsens nød
Fick offuerhaand mod slig en skiøn gudinde
Mon Galathe skall wære Død
Ney men Himlens trinde bue
Hende tog till Euig Fred
Jorden waar ej werd at skue
Slig en pract oc Herlighed.

11.

O ædle Siell, saa fremt du noget finder
aff huis her skeer paa Jorderig
Tag nu den graad, som for dig her udrinder
det er den pant Jeg offrer dig
Oc wilt du deraff forfare
Huor det gaar her neder mig
Strax da skulde den dig suare
Daphnis lider ynckelig.

12.

Jeg haabis at det warer dog ey lenge
at Himlen sig forbarmer Jo
Da will Jeg snart [i] de Elyser Enge
Forglemme slet all min uroe
Ach da skall os ey fortryde
Woris gode Kierlighed
O huor will Jeg mig da fryde
Hos dig i all Euighed.

13.

Far derfor well far wel min Morgenstierne
Din Graff Jeg nu bepryde will
Dog Himlen weed Jeg giorde sligt ej gierne
Men lagdis heller sielff der till
J Napeer smucke Piger
Det er Eders plict oc Rett
Att J Blomster Strøer oc Siger
Sorte Jord wær hende lett.

138. Et Menniskes Stemme berømmes over alle Diurs, Fugles og Jnstrumenters Lyd, componeret af M. A. Bord. i Ulfborg Præstegaard 1654. En meget liflig siungende Dame til Ære. Melodien: Lucidor. Voigtlännders. 71.

240

1.

Engel-søde Galathe,
At jeg med mit unge Fæ
Mangen sinde kommen er
Dig i grønnen Eng saa nær,
Ak din Sang og Stemme klar
Mig dertil bedraget har.

2.

Lerken terilerer let,
Stillitsen er og ej slet,
Nattergalen prises høyt,
Jrisken kand artig fløyt,
Alt giør du dog Galathe
Dem med søden Røst til Spee.

3.

Strengeleeg lad Orpheus faa,
Lad Amphion Harpen slaa,
Lad og de Gudinder Ni
Stemme med Apollo i,
Dennem dog du tusind gang
Trænger med din artig Sang.

4.

Mange Urter Marken bær,
Mangt et Diur i Skoven er,
Mangen Fisk i Floden gaar,
Mangen Fugl i Luften far,
Men dig Himmelen i tal
Fleere Lykker give skal.

5.

Aldrig nogen her paa Jord
Tale kand saa vigtig' Ord,
Som til din Berømmels hør,
At mand det jo meere bør,
Hvor kand da din høje Ton'
Æres nok af Coridon.

6.

Diur af Skoven stor og smaa
Før ved Havsens Bunde gaa,
Jægeren med Høg og Hund
Jager op i grønnen Lund
Fisken af den vilde Strand,
Før din Lof udslettes kand.

7.

Skal Sireners Sang den Magt
Have, som for mig er sagt,
Stemmen din kand meere da
Een sin Frihed lokke fra,
At hans Hiertes Skib maa sig
Overgive endelig.

8.

Det vil, søde Galathe
Volde mangen Ak og Væ,
At du nu vilt tie qvær,
Men om det ej andet er,
Ey saa giv O ædle Skat
Mig et Kys til gode Nat!

139. Floridon Klager sig offver dend Skiønniste Florabellæ umedlidenhed.

1.

For din schiønhed[s] høie trone
Træder Jeg ydmygelig
Florabella Nymphors krone
lad det ej mis hage dig
241 At Jeg end nu mig fordrister
Till at [loche] venschabs gnister
Aff dit hiertis haarde Flint
Før mig døden faar berent.

2.

Tench 6 schiønne Møe till bage
Tench ved dig huor mangen tid
Jeg med hiertens such oc Klage
Kummerlig har giennemstrid
Och min unge tid er henne
Medenss Jeg till dig alene
Sørgelig har grædt oc Raabt
Oc medlidenhed forhaabt.

3.

Ach Jeg vilde kun begiere
Dig Cupido lagde paa
En dags Kierlighed at bære
En dags lengssel at udstaa
Ej huor du da schulle Fige
till din hyrde suend oc sige
Floridon Jeg i min siæll
Finder nu dig scher uschiell.

4.

Har du nogen tid befundet
At Jeg dig har giort Fortræd
Har och nogen offver vundet
Mig i trofast Kierlighed
Haffver Jeg som mangen giøre
Mig aff andre ladt forføre
Nej min siel och hierte sig
Alt for hart har Knøtt til dig.

5.

Som en himmelens gudinde
Jeg dig stedtze [dyrchit] har
Alle schouffvens grønne linde
Der om vinder Aabenbar
Deris unge barch udvisser
At Jeg dig allene priisser
Huis Jeg der har tegned paa
Medenss schouffven staar, schall staa.

6.

Huad Jeg i de dybe dale
siunget hâr ô Florabell
Det med gienliud at udtalle
vide biergene fuld vell
Nachter gallens søde tunge
haffver Jeg tiit lerdt at siunge
Florabella tag dig an
Din Fortrengde Floridan.

7.

Nattens Kuld och dagens heede
Med stor glæde Jeg udstaar
Naar du mig till vilden heede
visser ud med dine Faar
Maanens sting mig ilde sehender
Solens brand mig meere brender
Men din umedlidenhed
giør mig allermeest Fortræd.

8.

Hyrderne som hoes mig dr[i]ffve
Mig tiit giffve saadant raad
At Jeg schal dig offver giffve
Medens Jeg er saa forsmadt
At det och din schiønhed volder
Du mig saa foractlig holder
At dig och min faare floch
Siunis ej mangfoldig noch.

9.

Jeg bestaar vell schiønne Pige
Det Naturen dig har giort
Huid oc dejlig uden lige
Mens Jeg er ej der for sort
242 Norden vejr kand hastig øde
Rosser baade huid oc Røde
Tidens Rust och scharpe tand
Ald vor pracht nedfelde kand.

10.

Lychens laad och Rige gaffver
Du vell [har] i haabe tall
Men tench Jeg det haab och haffver
Lychen mig ej glemme schall
Lychen kommer, lychen viger
Jeg mig Rig och mechtig siiger
Naar Jeg har en liden Floch
Nøysomhed er Rigdom noch.

11.

Har Jeg lidet har Jeg meget
Det er alt ô schiønne dit
Du der offver som dit egit
haffver at befale friit
Egen din Jeg selff tillige
bliffve vill och aldrig suige
Medens Jeg har siel och liff
Mig dit hierte derfor giff.

Finis

140. En Kiærligheds Viise.

1.

Fuld af Sorg og Hiertens Qvide
J bedrøved Eensomhed,
Ved den klare Bekkes Side,
Kom den Hyrde Thyrsis need,
Og begyndte sig at klage
Saa væmodelig og tet,
Førend hand af Nød og Plage
Ned i Graven lagdes slet.

2.

Alting laae i Roe og stille,
Natten stilte sig flux frem,
Hver Mand gangen var til Hvile,
Da forloed hand Huus og Hiem,
Og med ret bedrøvet Hierte,
Talte om den store Tvang,
Som hand daglig bar med Smerte,
Og begyndte saa sin Sang.

3.

Ald min Lyst og Fryd har Ende,
Er omvendt til Angst og Nød,
Elskov mig den Gave sende,
At hun voldte mig min Død,
Jeg er skilt ved all min Glæde,
Længes efter mørken Grav,
Og tildømt at sukk' og græde,
Det var Trøsten hun mig gav.

4.

Lykkelig mand den maa kalde,
Som dog eengang haabe maae,
At den Pine hannem qvalde,
Sin Forandring dog kand faae,
Men det som mit Haab skal føde,
En u-muelig Ting jeg seer,
Og det tvinger mig til døde
Hos mig boer ej Glæden meer.

5.

Dog skal skiønne Hyrde-Pige,
Min trofaste Kierlighed,
Fra Bestandighed ej vige,
Mens til Enden blive ved,
243 Jeg til Døden din skal være,
Og til Døden blive troe,
Siden skal min Siæl dig ære,
Naar min Krop i Graven boer.

6.

Vilde du dog, Engel-Skiønne
Sylvia, din Hyrde-Svend,
Med den mindste Gunst belønne,
Jeg da levde længer end;
Kunde jeg dit Sind formilde,
Kunde jeg bevege dig
Til Medlidenhed, jeg vilde
Døden trodse dristelig.

7.

Himlen jeg til Vidne kalder,
Himlen maa jo dømme ret,
Heller, om det saa befalder,
Til dig selv jeg setter det,
Hvor trohiertig jeg har været,
Og hvor højt og inderlig
Jeg dig elsket har og æret,
Og opofret gandske mig.

8.

Ach hvad vilde jeg u-gierne
Du varst Aarsag til min Død,
Min u-milde Fødsels Stierne
Jeg langt heller der paa skiød,
Men hvo kand sin Sandhed spare,
Naar hand ser sin Død saa nær?
Tiden skal snart aabenbare
Hvo der meest i skyldig er.

9.

Denne Nat skal fyldest giøre,
Jeg ej Morgen faaer at see,
Det som du fra mig skal spørge
Dig indbilder ej maa skee,
Her i denne Grav og Hule,
Jeg mit Levnet ende vil,
Graven den min Krop skal skiule,
Siælen finder ej der til.

10.

Gaar nu mine Faar og Lamme,
Gak min gode Hiord og Flok,
Eder andre maa annamme,
Jeg har eder vogted nok,
Dig Filax Forlov jeg giver,
Søg en anden Herres Brød,
Siig til hannem, hvo det bliver,
Thyrsis er af Længsel død.

11.

Du min ædle Falk og ikke,
Meere nu bemøjes skal,
Flyv hvor Lykken dig vil skikke,
Du din Frihed have skal,
Hav god Nat og min Skalmeje,
Far og du min Cither vel,
Lad en anden eder eje,
Thyrsis sørged sig ihiel.

12.

Farer vel J fromme Hyrder,
Som mig lenge haver kiendt,
Siger hende, jeg fuldbyrder
Det jeg aldrig havde tenkt,
Siger at jeg ynsker hende
Himlens Gunst mangfoldelig,
Og naar hun har seet min Ende,
Lykkelig maa finde sig.

13.

Beder, hun vil ej forglemme
Den trofaste Kierlighed,
Som jeg arme loed fornemme,
Før mig Døden lagde need,
Viser hende hvo hun mister,
Naar som jeg er skilt her fra,
Hvo veed ej om Elskovs Gnister
Hendes Siæl vil minde da?

244

14.

Nattens Dronning klare Maane,
Jeg nok seer din Ynksomhed,
Du dig skiuler under Blaane,
Gider ikke seet her ned;
Alle Himlens Stierner grue,
Ved min Undergang at see,
Jngen haver Lyst at skue
Min Elendighed og Vee.

15.

Dog, o Skiønne, dig til Ære,
Dig til Lyst og Velbehag,
Jeg ej Livsfrist vil begiere,
Mens vil see min sidste Dag,
Siunes end min Død ubillig,
Og imod alt det som bør,
Er jeg dog af Hiertet villig,
For din skyld jeg gierne døer.

16.

Nu vel an, min Tid sig skynder,
Jeg ej meere mægter mig,
Dødsens kaalde Slum begynder
Mig at tvinge kiendelig,
Sandserne fra mig henviger,
Hiertet lader af at slaa,
Tungen neppelig kand sige:
Far nu vel o Sylvia.

17.

Andet mand ej lang Tid vidste
End at hand var rejst af Land,
Førend mand dog paa det sidste
Hannem død i Graven fandt,
Der hos stoed en Lind og grode,
Som hand havde skaared paa,
De som sig derpaa forstode,
Sagde der stoed skrevet saa:

18.

»Thyrsis klemt af Elskovs Møde,
Selv i Graven lagde sig,
Thyrsis her sig selv til døde
Sørget haver ynkelig.
Mens om du vilt hannem ære,
Med et Suk, o Sylvia,
Hand sig neppe død at være
Synes lade vil endda.«

19.

Jngen var jo tyktes ilde,
Jngen sig jo gremmede,
Sylvia, mens dog forsiide,
Selv vel hart og sukkede,
Hver sin Haandfuld Jord tillagde,
Krandser blev og ej forgiæt,
Alle til Beslutning sagde:
Sorte Jord vær hannem læt!

141. De Osculo.

1.

Galathea Streng oc wild
Saa maa du wel heede
Du est Aarsag till min Jld
Oc min Elskows Hæde
Aarsag est du till min nød
Oc maa skee well till min død
Vden Jeg maa dysse
Dig oc wenlig Kysse.

245

2.

Kyssen er det beste werck
Jeg paa Jorden kiender
thi det mig kand giøre sterck
Naar mit Hierte brender
Derfor lad mig Sødelig
vden wegring Kysse dig
Beder det mig smager
End Som Honning Kager.

3.

Well er Kyssen meget Sød
Naar den wenlig Phyllis
Kysser mig med munden rød
Eller Amaryllis
Men naar Galathea skiøn
Giffuer mig et Kys til Løn
Maa derfor tillige
Wijn oc Nectar wige.

4.

Alt med Kyssen offuer bord
Hebe Skaalen rørde
Jndtill Jupiter fra Jord
Ganymedem førde
Men wist Jupiter huad Lyst
det medførd' at haffue kyst
Galathe den smucke
Drengen fick at bucke.

5.

Galathe din Roesens Mund
Kand mig eene suale.
Giff mig Kyss Jeg sammelun[d]
Skall med kyss betale
Tusind Kyss oc tusind till
Jeg dig skiønne giffue will
paa din røde Lipper
Førend ieg dig slipper.

6.

Wilt du da min Galathe
Gaa bort mod min wille
Saa tag med En Kys, to, trej,
Jngen skall os skille
Huo det spørger eller ey
Jeg i [søde Kysse-rej]
Dog min Frihed miste
Der Jeg dig først kyste.

Finis

142. Daphnis bedrøffvelige Klagemaal mod Sin Galathe.

1.

Har da hver een Jordens ende
Sig besvoren imod mig
Will da ingen mere Kiende
Daphnen som saa sørgelig
Dag fra dag aff Sorgen trengis
Stedtze effter døden Lenges
Kand dog udi ald hands Væe
Jche nogen ende See.

2.

Siden hun er fra mig dragit
Den ieg steds i hiertit bær,
Har mig Jngen Lyst behagit
Jngen glæde kom mig nær
Jntet vaar udi mit hierte
Wden stedse pin och Smerte
Saa at dette hver en tiid
Vaar ichun min daglig iid.

246

3.

Vidner ô i træer och Skove
Har ieg Vell aff hiertet Leedt
Siden der ieg hende Soffve
Vnder eder haffver seet,
Ney, det kand i bedre sige
Att der ingen aff min lige
Saa som ieg aff hu och Sind
Haffver elschit sin Hyrdind.

4.

Lad ô Venus Lad de taare
Tale om min Kierlighed
De Som flyde tijt och Saare
Aff de vaade Kinder ned
Lad dem sige her Jeg Klager
Och mig idelige plager
Dag och natt med vidsom Hu
Galathea det giør du.

143. Hvor u-forvindelig.

1. Hvad kand ulykken nu Laura
Mod mig optænke Laura
Som meere kand min hu Laura
Med sorrig krænke
Ney ney min Sjæl af ingen nød och trængsel
anfictes kand saa sterk
Det er Jo leegeverk
Mod hjerte længsel.

2. O skønne Lavra dig
Ey kand tilskrifves
At Jeg saa Jammerlig
Af Lykken drifves
Och nu saa lang en tjd fra dig maa være
Min egen Skæbnes magt
Maa skee har ofverlagt
Mig at besvære.

3. Lad hvad forderve kand
och farligt næfnes
At øde mig paa stand
Til hobe stæfnes
Mit hjerte dog ey skulde derfor grue
Om Himlen undte mig
O Engel skønne dig
Jgjen at skue.

247

4. Gaar Solen under sky
Den dog gjenkommer
Och skinner frem af ny
til bliden Sommer
Sig vinteren forandre kand och vende,
Men ach min længsel sig
Teer uforanderlig
och uden ende.

5. Er det om natter tid
Er det om dagen
Al min idræt och jd
Er suk och klagen.
Hvad Jeg paa slaaer och hvor som heldst Jeg findes,
Hvert øyeblik Jeg maa
Med kummer ofverslaae
Och Lavra mindes.

6. Ret som Jeg var et Haf
och ævig kilde
Min graad ey lader af
her ned at trilde
Naar jeg vil den fremfarne tid begrunde
Der mig din høye dyd
med daglig lyst och fryd
Fornøye kunde.

7. Tit i den mørke nat
med dybe tanker
J vilden Skow och krat
Jeg arme vanker
Pandora snart hver morgen der mig finder
Af sorg udmartret saa
at hende derved maa
self blægnes kinder.

8. Om døden end opstoed
mig strax at dræbe
Jeg vilde der imoed
ey meget stræbe
Men ney; hvad vil Jeg efter Døden fige
Hvad Himlen gjør och vil
det stander ikke til
imod at sige.

9. Til dig o Lavra det
alenne settes
Lad ey din Damon slet
hos dig forgjettes
tænk hvad hand skal for din skyld gjemmel drifve
Hand tilforplicter sig
Hand dog ævindelig
vil din forblifve.

144. [Hvor viit skal o Dorinde Sig.] Siungis Som Ach Sorrig oc nød Tvinger mig til død. A. Bording.

I.

Hvor viit skal ô Dorinde Sig
Din ofverdaad udbrede
Maa schee mand skulle saa til dig
Som til en helgen bede
248 Nei stolte nei
Du tørst dig ei
Med Slige Tancher plage
Min Frier hu
som før, ej nu
Den Trældom kand fordrage.

2.

Varst du af ædle kongers roed
Til kronen fød oc spire
Sig kunde dog din ofverdaad
ei meere Ladet fiire
Jeg dog ei veed
Den lydighed
Jeg mig io kand afprise
Jeg egen min
ei var som din
Du, du min Siæl gafst lise.

3.

Saa mangen hyrde mig har kient
Med Skiel [om] mig kand sige
At jeg har alt for nøie tient
En uregierlig pige
Jeg self oc maa
Tiit undre paa
Hvor jeg saa vel oc lenge
Den Trods fordrog
Jeg vilde dog
Ei lade mig aftrenge.

4.

Bestandig hyrde hvad vilt du
Med hende nu begynde
Du io tilnødis hende nu
Din Troskab at opkynde
Vel an det maa
Friit vere saa
Det Aag vil synderbrydes
Det først maa schee
Med hiertens vee
Af hende slet fortrydis.

5.

Ret aldrig seer du nogen brand
huort du dig vil henvende
At den for sig alleene kand
vel blifve ved at brende
Hvo elschis vil
Maa tenche til
Sig venlig at frembyde
Den Kierlighed
snart blifver keed
Som ei sin skyld maa nyde.

6.

Far derfor vel ô Stolte Mø
Du mig ei meere binder
For din skyld vil jeg iche dø
Jeg sagt din lige finder
Oc derhos viid
At alle Tiid
Min faders Søn sig skatter
Af siegt oc mod
Saa bold oc god
Som du din Moders daatter.

Ende
249

145. [Til den schiønne Sylvia.]

1.

Klare Stierne Sylvia
Kand Jeg da
Leffve naar du gaar her fra
Ney du schal her effter Spørge
Dett Jeg mig
Ynchelig
Jhiel maa Sørge.

2.

Alle marchens Blomster Leer
Naar de Seer
Solens glandtz oc Sig beteer
Luct oc Farffve meget Smucke
Men naar den
Viger hen
De Sig tilluche.

3.

Ret aff idel lengsel maa
Jeg ochsaa
Qvæles Slet oc undergaa
Naar din Skønne glandtzes Lue
Skiuler Sig
Och Jeg dig
Ej maa beschue.

4.

Er det da min schiønne ret
du Saa Slet
Din Sylvander har forgiet.
Har hand da forgieffves været
Stedse din
Meer end Sin
O du Høyæret.

5.

Naar Jeg gaar om middags tid
hid oc did
Med min hiord i marchen vid
Ach! huor Sorgen mig da klemmer
Naar Jeg dig
Ey hos mig
Mere fornemmer.

6.

Bierget Ætna med sin Brand
Sluches kand
Tørres oc den vilde strand
Før Jeg fatter nogen glæde
J min Hu
Medens du
Est ey tilstede.

7.

Derfor du min Skønne bliff
Och begiff
Att forspilde Saa mit liff
Betench huorsomhelst du ganger
Du igien
Slig en ven
Ret aldrig fanger.

250

146. Daphnis biuder Sin Kieriste Galathe hen till sin Bolig.

1.

Kom ô Skiønnist Hyrdemøe
Kom Siæletuingerinde
Wed den fiskerige Søe
Som med de Skiønne linde
Er aff Naturen yndelig
Omkronet alle Stæder
Huor ocsaa mangen blomster sig
J grønnen Eng udbreder.

2.

Huor Rørdrummen i de Rør
Sin Huule Bass udsnurrer
Stæren oc sit beste giør
Oc Ringelduen kurrer
Huor oc den Søde Nactergall
Med spæden næb oc tunge
Sampt andre Fugle i haabetall
Saa lystelig opsiung[e].

3.

Echo der i dyben Dall
Sig lader oc Fornemme
Tall kon hun dig suare skall
Med Siufold effterstemme
Jeg sielff oc nys har sammensatt
En yndig Hyrdewiise
Huor med Jeg dig min ædle Skat
will ære der oc prise.

4.

Hasseler sig finde der
Som tiener snart at bancke
Spulinger oc Kirsebær
Der offuerflødig wancke
Om du dig oc till Jorden ned
For andre bær will bøye
Med fleere Slag, end Jeg fast weed
Skall hun dig strax fornøye.

5.

Sommerpærer Jeg oc kand
dig plucke well saa mange
Tenderne mig titt i wand
For een aff dem mon gange
Till mig sielff Jeg dog siger saa
Det Træ lad aff at røre
Du læckertand huis der er paa
Min Kierist skall tillhøre.

6.

Jeg den Feedist Eng har Fred
For wilde Diur oc tamme
Fersken wand oc der Jn[d]led
Till dine faar oc Lamme
At naar du Skiønne Galathe
der kommer hen at bede
Da skall du see dit unge fæ
Skall Jdell Blomster æde.

7.

Garen oc Kraag os skulde nock
Aff Ferske Fisk indtage
Agerhønss Flock offuer Flock
Dem skall min Falck oc tage
Min Leps aff Busken os till Steeg
Skall skaffe mangen hare
Den Stund Filax for os wor Quæg
J Skuggen skall beuare.

8.

Huis Jeg meere kand formaa
Oc her will ey opregne
det skall dig tulrede staa
Kom det dig at tillegne,
251 Ach, ach huad det dog skulde mig
aff hiertens Grund fortryde
Slig Herlighed foruden dig
J lengseil her at nyde.

9.

Alle Nympher der omkring
For dig aff Jdell glæde
Skulle dantze smuckt i ring
Oc dig welkommen hede
Apollo sielff med Harpen will
For din Skyld ferdig wære
Hans Jomfru Chor med sange spill
Din tilkomst oc will ære.

10.

Venus op oc forespend
Lad Diurene sig røre
Amor du wær Kiøre-suend
At J mig snart tilføre
Det Skiønne, Ja det Skiønneste
Naturens Mesterstycke
Det er den Skønne Galathe
Min Glæde trøst oc Lycke.

11.

Kom min Rose, kom min Blom
O, kom min blancke Stierne
Kom min ædle Krone, kom
Jeg beder, Jo saa gierne
Tilsted dog ej min lengsell sig
Nu lenger at forøge
Kom snart, kom fast, kom hastelig
Din Daphnis at besøge.

Finis

147. Till Sin Skiønne.

1.

Kom ædle Lius ald verdenss øye
du klare Soel och høye Pract
Som ald Naturen kand fornøye
Med klaren Skin och Vermis mact
Hvi bader du dig nu paa stand
Saa Len[g'] i Oceanens Vand
Langt her fra Land.

2.

Aff Elschov tvungen du beschuer
Maa Skee med Lengsell och Attraa
Hin hvide Møer och Haffiomfruer
Som paa de Salte bølger gaa
Och derudoffuer ey som før
Din Lette Vogn och heste rør
Men Langsom kiør.

3.

Rør Svøben, hui, Lad Athon rende
Med Phlegon och de andre to
Lad Sig de sene timer ende
Den Mørche Natt Lad Skride Jo
Att Sig den klare dag kand tee
Paa hvilchen ieg igien maa see,
Min Galathe.

4.

En Skiønnere du schalt ey finde
Naar du faar offver vand och Ø,
Trots, hver een Skov[-] och Eng[g]udinde
Trots Daphne Selff din egen Mø
De blanche Liliers hvide Sne
Med Rosens Rødme Slaar till spe
Mod Galathe.

252

5.

Hvi tøffver du Langt offver tiden
Din blæge Søster er alt klar
Oc haar afflefflet Lenge siden
Endymion udsoffvet haar,
Den Søde Lerche, Nogle gang
Har Siungit ud med Lifflig Klang
Sin Morgensang.

6.

Kom Jlig Som der Amors Bue
Dig Lærde først at Løbe Lett
Dog faar du min Hyrdind att schue
Det grønne Træ du glemmer Slett.
Ach Saa du kon den Ædle blom
Hvad gielder det din Vogn da kom
Fuld snart her om.

7.

Dog Vill ieg dig Tillforn advare
Fatt ey Till hende kierlighed
thi kom end alle Guders Skare
For hendis gunst aff Himlen need
Hun Lod dog ey forføre Sig
Men holt det [som] hun idelig
Har Loffvet mig.

Finis

148. Daphnis beklager sin fraverelse fra den Skiønne Galathe.

1.

Kunde nogen ting forhindre
Den Vlychens Tyranni
Som mig arme giør Vfri
Kunde Such och taare Lindre
Lengsels nød ô Galathe
Som mig giør i hiertit Vee,
Ach daa Vilde ieg mig dømme
Salig och min Nød berømme.

2.

Alt det Vand Neptunus drager
Klariste Nipsaa dig fra
Vilde ieg mig ønsche daa
Att den Pine Som mig plager
Kunde rett beklagis Saa
Och engang een ende faa
Men 6 ney dett faar att bæris
Som aff Himmelen beschieris.

3.

Reyser ieg endschønt aff Landet
Galathe Langt hen fra dig
Ach min Siel dog Jdelig
Bliffve schall hos dig, ey andet
Følger mig den Vey saa Lang
End den Lengsels haarde tvang
Som mig Vist aff dage tager
Eller Snart tilbage drager.

4.

Egen din ô ædle Pige
Egen din ô Skiønne Mø,
Vill ieg baade Leff[v'] och dø!
Skulde ieg end Slet henvige
Offver Salten haff och Sø
Till den sidste Jordens ø
Du med Smerte schalt dog Vanche
Jnderlig udi min Tanche.

5.

Naar alt det Som Sig beveger
Vnder Voris Horizont
Glemmer baade gott och ont
Oc med Søffn Sig vederqvæger
253 Naar att Titan Skiuler Sig
Offuer Jorden hastelig,
Endelig schalt du mig Spørge
Din fraverel[s'] att besørge.

6.

Klagetegn i Lind och Bøge
Och hvert træ ieg kommer till
Sørgelig ieg graffve Vill.
Floderne Vill ieg forøge
Med min Øynis graad och Vand
Jndtill ieg ey mere kand
Himlen Sielff Sig træt schall høre
Paa min nød och Redning giøre.

7.

Dog Vill Jeg for alting bede
Lad din Klage Sorg och Væ
Fare bort ô Galathe
Spørger ieg hen offver hede
Dett dig Sorrig alt for hart
Klemmer Ach da faar ieg snart
Sorgen din til min att Slide
Vill for dig och døden Lide.

Finis

149. Till den Blide Soell at hun icke wille natten for hastelig fremkomme.

1.

Milde Soel hui lader du
Natten komme frem
Det er icke tid endnu
Till at driffue hiem
Sylvia den skiønne
Wilde nu først lønne
Med Sin liffsalig klang
Min middags brynde-sang.

2.

Er eous da saa trett
Er oc Æthon heed
Har Pyrous nu forgiett
all sin fyrighed
Will ey Phlegon løbe
Lenger for din Suøbe
att du saa tidelig
Till huile giffuer dig.

3.

Tøff en føie tid, oc woff
End een liden beed
Siden har du fri forloff
Dig at putte ned
Du well sielff skall sige
Naar den smucke pige
Sin Engeltunge rør
at du forsnart henkiør.

4.

Trotz den Jomfru Skare fijn
Helicon beboer
Trotz oc Eegen harpe din
med de mange Chor
Saadant ingen acter
med de døde tacter
oc Trillens lifflighed
hun offuer Kunsten Ved.

254

5.

Ey huort hen du mørcke natt
med din tycke Sky
Tencker du den ædle Skatt
lengis end till By
Eller kanstu meene
det dig skulle tiene
det dig saa sød en klang
For øren kom engang.

6.

Jcke saa det er mit raad
Thi well er din art
Mørck oc kold, oc der til vaad
Hun dog kunde snart
Dig med Elskov brende
Oc i lue optende
Saa bleff till Lius omwendt
ditt mørcke Regiment.

7.

Dog maa skee du sorte Natt
det misunder mig
At Jeg er saa well omlatt
Trotz det er for dig
Derfor skall min pige
Før Jeg will henuige
Dig till fortred oc harm
Slett luckis i min Arm.

Finis

150. [Mincia.]

1.

Mincia Hyrdinders Ære,
Du, du Allerdejligste,
Skal det nu omsider være?
Vil du fra os med dit Fæe?
Fra vor Enge? fra vor Lunde?
Fra vor heele Hyrde-Flok?
Der du kunde allen stunde
Ziir og Glæde giøre nok!

2.

Vil du mig nu GUd befale,
Skal det være denne Stund,
Skal jeg faae det tunge Vale
Af din Nectar-søde Mund,
Kand dig ingen Ting behage
J vor smukke Enge her,
Du jo fage vilt u[n]ddrage
Dig fra Tienner din og fleer?

3.

Det er tungt, maa jeg bekiende,
Ja mig falder meget hart,
At du dig vilt fra mig vende,
Og jeg skilles maa saa brat,
Thi min' Øjne Taare sanker,
Suk mit Mæle tager hen,
Lange Tanker hos mig vanker
Naar jeg dig skal see igien.

4.

Vil du dig dog selv ej bøje
Fra det faste sat Forsæt;
Dyden din skal mig fornøje;
Jeg har kiendt dig, nok er det.
Men naar du far bort i Glæde,
Da forbliv min hulde Ven!
Jeg vil bede jeg maa heede
Din tro Tienner steds igien.

255

5.

Saa far ævig vel min Pige!
Far, far vel min Venniste!
Jeg kand ikke meere sige,
O min Mincia Adieu!
GUd vil jeg dig overgive,
Far, far vel du Dejligste,
Jeg skal blive, her i Live
Ja end døe din Tiennere.

151. Daphnis Vill Sige Werden och Sin [Galathe] gode Natt.

1.

Min Smerte er Saa megit stor
Att hun mig stedze plager,
Ach! Sorrig i mit hierte boer
Som mig till døden drager,
Som giører mig Ved Verden Leed
Att ieg att Leffve bliffver kæd,

2.

Jtt Mennisc[h'] ichun Volder dett,
dett maa ieg Skylden giffve,
dett Samme Vill Jeg elsche rett
dets Vil Jeg ene bliffve,
Jndtill att ieg noch Leffvet har
Och Caron mig i baaden Târ.

3.

Naar ieg paa hende giffver act,
Paa hendis Skiønne dyder
Paa de straalschiudend' øynis mact
Som ieg allene nyder,
Mit hierte i mig slett forgaar,
Och ieg itt enist Such formaar.

4.

Jeg er fast Ligesom halff død
Mit Sind och Sands berøffvit
Och till med i min Store nød
End mere nu bedrøffvit
Fordi min Skiøne Galathe
Will ey engang hen till mig see.

5.

Ach motte ieg i dyben haff,
Mig selff een sted oplede
Hvor att ieg kunde mig min graff
Med mange Such berede
Da Vilde ieg med stoer atrae
Ned i den sorten haff nedgaa.

6.

Ach død Ach død kom snart till mig
Mig Vill her ingen trøste
Jeg Lengis saare effter dig
Mit hierte Vill nu brøste
Far Vel Far Vell ieg kand ey see
Jeg døer Ach Ach ô Galathe.

152. [Til Sylvia.]

1.

Min ædle perle Sylvia
du skiønne dydens Contrafej
Min Nectar oc Ambrosia
Kand Jeg det dølge lenger? nej
256 Mand Jldens heede brand
Well noget tuinge kand,
Men Jngen hende skiuler saa
Hun Jo med mact udbryde maa.

2.

Mon Jeg det skall bekiende? Ja
den høie nød udkreffuer det
Men huad skall Jeg først sige? da
Jeg er din tiener: Er for Slet
Thi det er oc en huer
Som Staff oc taske bær
det faar her ud dog Endelig
Jeg el- Jeg el- Jeg elsker dig.

3.

Ei meere Jeg nu sige tør
Men der oc der giør tornen wæ
till dig alleene trøsten hør
Om du will ellers naaden tee
Ach Wedste du kon rett
Huor høit betrengt oc trett
Min Siell aff lengseil finder sig
du skulle snart forbarme dig.

4.

Medlidenhed, Medlidenhed
Før Jeg opbrender Skiønne mø
Medlidenhed før Jeg gaar ned
Till mørcken graff oc Slett maa dø
dit ædle Creatur
Medlidenheds Natur
Best Sømmer oc op høie kand
Till Himmelske gudinders Stand.

5.

Endog Jeg kiender Sielff oc weed
At Slig en Himmel pract oc glants
Gaar offuer min uwærdighed
Oc Jeg med Suagen Sind oc Sants
Ei kand Jndbilde mig
At nogen dødelig
din Gunst fortiene kand med skiell
Saa brender Jeg dog lige well.

6.

Dog du dumdristig tunge du
Hun sig maa skee fortørne will
Ach Ja min Skiønne Jeg oc nu
will binde tungen gierne till
Mit pinetuungen skrog
Med biegen farffue dog
For dig udwiste aabenbar
at sig min Siell forelsket har.

Finis

153. Daphnis sørger sig til døde for sin skiønneste Phyllis, som ikke vilde være hannem gunstig.

1.

Min ædle Phyllis om du er
End streng, det intet hinder,
Du dog for alle kronen bær,
Det alting overvinder
Det maa jeg sig'
Du har ey lig',
O skiønneste hyrdinde,
Hielp Gud jeg dig kund vinde.

2.

Du est den frommest af natur
Der findes kand paa jorden,
Ja ingen himmelske figur
Kand med dig komm' i orden,
257 Kom kydske hiert'
Tag bort min smert',
Og lad dig ey fortryde,
At jeg din gunst maa nyde.

3.

Hvad er det sig at undre paa,
Jeg lider største smerte,
Og mig saa daglig pine maae
For din skyld kierist' hierte,
At din gestalt
Slet overalt
Mig monne best befalde,
Jeg elsker dig for alde.

4.

Kom mig til hielp udi min nød,
O Phillis hierte syster,
Seer jeg dig ey, da er jeg død,
J mig mit hierte bryster.
Din høflighed
Som alle sted
Høyt bliver holt i ære,
Min største trøst skal være.

5.

Vil du mig ey din gunst betee,
Og trolig med mig stræbe,
Skal alle det vist hør og see,
Jeg vil mig selver dræbe,
Saa at mit bloed
Af hierte roed,
Paa jorden skal udflyde.
Den lykke maae jeg nyde.

6.

Jeg veed vel at jeg villig kand
For din skyld døden lide
Ah! svømm' udi drøvelsens vand,
J smert' og største qvide,
Thi jeg nu seer
Dig aldrig meer,
Ah! ah jeg kan ey lenger,
Thi døden mig hart trenger.

7.

Jeg beder dig du med bedagt
D[in] hielp mig vilt tilsende,
At jeg skal ey i mordrens magt
Mit liv saa ynklig ende,
Dog skal det vær',
Da hielp mig her
Jeg kand i jorden komme,
Adjeu min rosens blomme.

154. Den allerskiøniste Charitnis berømmis aff hendis som plictschyldigste saa och ævig elschende Tienere och Ven.

1.

Maa ieg ey med Lette Vinger
Flyffve som den Himmellspringer
Pegasus i Lufftens egn,
Kand ieg ey Som ieg med rette
Burde med min Stiil opsette
Dig et ævigt Æretegn,
Charitnis dig mit hierte schall
Opløffte dog till Himlens Sall
Blant Guders och Gudinders tall.

2.

Er endschiønt min Hyrdetunge
Till din Loff och priis att Siunge
Jordisch och aff Liden krafft
258 Ej saa kand dett dog ey Vere
Att din høye dyd och Ære
giffver den io der till Safft
Att naar ieg fanger høyt berømt
Dig Skiønne ieg da bliffver dømt
Wed Aaons brønd att haffve drømt.

3.

Till dett blanche Sverd att røre
Och mod fienden Vern att giøre
dersom Hector Vaar bereed
Vilde paa den anden Side
Selff Achilles hefftig stride
for een qvindes deylighed,
Hvo Vilde da besverge sig
Sin pen att røre konstelig
O Engelsøde Møe for dig.

4.

Trodts Fru Junos blanche Stierne
Trodts och den som aff din Hierne
Jupiter udsprungen er,
Trodts den halte Smed hands Frue,
Som med Elschovs Søde Lue
Martern haffver fiern och nær
Dem alle min Charitnis Veed
At offvervinde mangeleed
J Pract, forstand och yndighed.

5.

Ey hvad maa Naturen Vere
Stolt och høyt sit hoffvit bære
for hun sig saa mild hâr teed
Der hun sig antog att smyche,
Dig sit ædle mesterstyche
Med saa stor en herlighed,
Ach, Ach at hun och [ikke] sig
Beflittet har tillige dig
Att giøre Slett udødelig.

6.

Haffde ieg ald himlens Velde
Och min mact den maatte gieide
Till att raade Lychens gang
Ald Lychsalighed och Ære
Som du Vilde selff begiere
Skulde gaa for dig i svang
De strenge Parcers Lov ochsaa
Rett aldrig schulle sig formaa
Dit Leffnets traad at sønderslaae.

7.

Dog hvad Vill min Svage tone
Loffve dig ô Skiønne Krone
Ney den er for schrøbelig
Hvis Apelles ey affmaler
Under bølgerne dog praaler
Min fornufft och Sencher sig,
Udi forundrings bølge ned
Och till din priis ey bedre Veed
End idell Stilletienhed.

Finis

155. Ode Altera. Sylvia berømmes etc.

1.

Maatte jeg af Hippocren
Faa den rette Saft,
Som kand giøre Stemmen reen
Med forborgen Kraft:
259 Jdelig min Tunge
Til din Priis at siunge
Sig skal røre da,
O ædle Sylvia.

2.

Enten jeg til Engen drev
Eller Heede-Jord,
Eller og i Skuggen blev
Med min unge Hiord,
Ald den Tid jeg vilde
Tænke mig at spilde,
Som ikke blev bested
Til din Fornøj'lighed.

3.

Thi den Himmel-klare Glands
Som udsmykker dig,
Med Fornuftens høje Sands
Blandes artelig:
At jeg ej kand giette
Hvad jeg først skal sætte,
Naar Skiønhed Ære bør,
Forstand og Lof tilhør.

4.

Tusind høvske Møer jeg veed
Som berømmes maa,
Men i Sæders Hældighed
Jngen dig kand naa:
Hvad du vilt begynde
Har forborgen Ynde,
Ja tvinge kand enhver
Til dig at have kier.

5.

Ey hvad maa den Hyrde-Svend
Højt berømme sig,
Som kand blive dygtig kiend
Til at tiene dig:
Ey hvor maa sig fryde
Den som faar at nyde
Saa dyderig en Brud?
Ach! der brast Siugen ud.

6.

Heller jeg ald Jordens Skat,
Dersom jeg fik Kaar,
Overgav og miste plat
End jeg dig ombaar:
Jeg mig lod fornøje
Med din Gunst at eje,
Din Gunst og hulde Tro
Var ald min Verdsens Ro.

7.

Dog naar jeg, O Skiønne, vil
Mig besinde ret,
Jeg da kiender mig dertil
Meer end alt for slet:
Kand dog ej des mindre
Hiertet aldrig hindre,
Det hendes Ynsk jo er,
Dog Tungen tier qvær.

156. Ode Jambica. 1647.

1.

Naar Bierge, Dall og Skove
Med Folk og Diur hensove
Den gandske Nat saa lang,
Og veed af ingen Tvang,
Da gaar min Sorg i svang.

260

2.

Saa modelig og saare
Maa jeg da fælde Taare
Her for din døve Dør.
Men du plat intet hør
Det Klagemaal jeg giør.

3.

Jeg sukker dybt og græder,
Jeg raaber og jeg beder,
Men du foruden Klag
Dog sover hen i Mag
Alt til den liuse Dag.

4.

Dit Hierte, Sind og Øre,
Saa vel som dine Dørre
Tillukkes saare tet,
Den Stund jeg her saa slet
J mørke staar forgiet.

5.

Du paa den Nød ej tænker
Som mig til døde krænker,
Og her med Vold og Magt
Mig lær at holde Vagt,
Naar andre sove sagt.

6.

Det regner fast og sluder,
Det stormer og det tuder,
Jeg staar i Frost og Snee
Foruden Ly og Læe,
Lad op, O Galathe.

7.

Lad op, lad op, O Skiønne,
Dig skal Cupido lønne,
Cupido Venus Søn,
Med Elskovs søde Løn,
Om du mig vider Bøn.

8.

Hvi plages jeg Ælende,
Jeg er dog ej din Fiende,
Det kiendes paa min Ton'
At jeg er Coridon,
Din Tiener, skiønne Kron.

9.

Af Amor overvunden
Er jeg, og saa forsvunden,
At ikke nu som før
For mig oplukkes tør
Den heele vide Dør.

10.

Ak! kund' jeg mig behende
Som Jupiter, omvende
Til gylden Regn og Vand,
Da vilde jeg paa stand
Faa boed paa Elskovs Brand.

11.

Jeg vild' og ikke skaane
At komme som en Svane,
Og favne sødelig
O anden Leda dig,
Saa tvinger Elskov mig.

12.

O vilde du kun mærke,
Hvad Kierlighed hin stærke
For klaglig Drab og Mord
Med sin Forgift har giord,
Og mangen lagt i Jord.

13.

Anaxarete strenge
Sin Vrede drev saa længe,
Til Iphis ynkelig
En Nat for Strenghed slig
Ophængde selver sig.

261

14.

Men Straffen hende fulde,
Som det sig burd' og skulde,
Hun blev sig selv til Meen,
Med Seener, Kiød og Been
Omvend til haarden Steen.

15.

Hvad Gavn det er en Hyrde
Saa jammerlig at myrde
Med Længsels haarde Væ,
Det kandst du deraf see,
O strenge Galathe.

16.

Men før jeg nogenlunde
Dig saadan Straf vil unde,
Jeg heller vilde da
Til døde selver gaa,
Saa stilles min Attraa.

17.

Kom derfor Folke-myrder,
Som letter alle Byrder,
Giør Ende paa min Klag,
Giv mig min Afskeed fag,
Den Skiønne til Behag.

18.

Men Ak! hvad vil jeg arme
Mig selv med Sorrig harme,
Forgieves giøre mat,
Jeg staar dog her forlat
Den gandske lange Nat.

19.

Aurora før oprinder,
Diana slet forsvinder,
De Stierner sagtelig
Af Himlen snige sig,
Før hun vil høre mig.

20.

Thi nødes jeg tillige
Med Natten at afvige
Saa trøsteløs, O væ!
Hen til mit unge Fæ,
Far vel O Galathe.

21.

Far vel, og naar du finder
De Taare, som her rinder
For dig paa Jorden ned,
Da tænk paa den Fortræd
Din Coridon hand leed.

157. Daphnis beklager Sin Lengsell och Skilsmiss fra Sin Kiæriste Hyrdinde Charitnis.

1.

Naar Himlen Sielff ey Vill udgyde
Sin høye gunst aff runden hand
Och med sin Almact sønderbryde
Ulychens mact och haarde baand
Hvad Anslag da kand fremgang faa.
Hvo kand med egen krafft formaa
[S]in Skiebnis [maal] att offvergaa.

2.

Charitni Skiønniste Hyrdinde
J Lyst och Nød min trøst och Liid
Du Veedst Vell sielff h[v]or mangen Sinde
Wj med Vlychen haffde striid,
Vii Trode fast os Vaar bestemt
En bedre dag som Lychens Skiemt
For os kon Lidet haffde giemt.

262

3.

Ja giemt ô Væ ia giemt forlenge
Ja den tiid giemt saa Vell som endt
Jeg flux min Sang min Pi[b'] och Strenge
Som giorde mig J Marchen kiendt
Mit unge fæ ia det som mig
Mest krencher ô Charitni dig
Forlade maa elendelig.

4.

Dermed fich ald Vor haab een ende
Och Slett i Sorgens haff forgich
Ach att Vor Lengseil och Elende
Tillige med een Ende fich
O onde dag ô Vrede tiid
Hvi komst du dog saa snarlig hiid
Och spilte Voris haab och Liid,

5.

Cynthius med Sin Sorte Kaabe
aff ynchsomhed da Skiulte sig
De tyche Skyer mangen drabe
For os udøste modelig,
Ja hvad Naturen har bereed
Med Such och Klage tet begræd
Vor Skilsmis och elendighed.

6.

O Fromme Siell Jeg kand ey glemme
Mig Sielff Jeg før forglemmer plat
Din Ach, Ach Væ, din Svage Stemme
Din Such och graad du till god Natt
Mig Arme gaffst ieg Veed att du
Titt tencher oc hvordan min Hu
Vaar daa beklemt och er endnu.

7.

Ach Ach Skall ieg nu Slett ombære
Dig Engelskiønne till min død
Skall ieg rett aldrig nyde mere
Din Venlighed och tale Sød.
Som ieg fornummet har och Veed
Med dyd och Ære Vaar bekleed
Och offver alt med trofasthed.

8.

Daa Vill ieg mig till Marchen giffve
Hvor ieg min Smerte Klagelig
Begræde vill och Enlig bliffve
Och Saa till døde Sørge mig,
Kom did kom snart ô blæge død
Løs op mit lengsels haarde Nød
Och giff mig der den Sidste stød.

9.

Och naar du Skiønne faar att spørge
Min død och till min graff Vill gaa
Vær trøstig da, Lad aff att sørge
Och Skriff kon saa der offven paa
Her hviler Daphnis dydefuld
Som Vaar Sin kierist altid huld
Ja Lengis end i Sorten Muld.

10.

Daa veed ieg Vell dit ædle Hierte
Sig iche saa kand holde daa
Att du io dig aff Lengsels Smerte
Din Affscheed ynscher snart herfra,
Men Still din Such och Klagessang
Du faar snart bod for ald din tvang
Din Tid Vill her ey bliffve Lang.

11.

Trodts saa Trodts ald Vlychens Vrede
Trodts hendes Vforschyldte Straff
Naar Vore Siele boer i glæde
Och Legemern udi een graff
thi far nu Vell och kom till mig
Naar Himlen saa beschierer dig
Far Vell Far Vell Ævindelig.

Finis
263

158. Ode Throchaica.

1.

O min Siell huor mange Dage
Wilt du dig med Sorgen plage
Lad dog fare din attraa
Det du sørget end saa lenge
Maa du dog urørt lad henge
den Fruct som du kanst ey naa.

2.

Weiret blæs oc Skyen driffuer
Himlen Regn oc Soelskin giffuer
Nat for Dagen gaar sin Wey
Effter anden aarlig kommer
Høsten Winter Waar oc Sommer
Haffuet altid bruser ey.

3.

Jeg paa Jorden intet kiender
Sig omskiffter Jo oc wender
Hui skall Coridon ey nu
Jo s[aa] well oc maa forlade
Den som bruger ingen naade
Galathe ô det est du.

4.

Hej nu gaar Jeg hen at finde
den mig haffuer Kier Dorinde
der hun gaar i grønnen Eng
Hende will Jeg wenlig bede
Oc for hende pib' oc quæde
Hun skall icke wære Streng.

5.

Fruct i Kurff oc Wijn i Flaske
der till Staff oc Hyrdetaske
det er for en Hyrde nock,
det will Jeg Dorinde giffue
Oc hos hende siden bliffue
Med min Hiord oc Faare flock.

6.

Hidindtill naar andre Soffue
Haffr Jeg raabt i Marck oc Skoffue
Galathe den gandske Nat
Men forgieffuis den mig skuld høre
Lucte Hierte Sind oc Øre
Coridon bleff udelat.

7.

O huor well min Hiord den treffuis
For Jeg elskte saa forgieffuis
Slet forsømpt den siden er
O huor Haard oc tung en Byrde
Da saa well for Hiord som Hyrde
Har den Elskow wæret her.

8.

Slig oc anden nød at driffue
Will Jeg her ey lenger bliffue
See Huor Jeg er bleffuen tung
See huor bleg oc tynd om Kinder
Bliffuer Jeg oc Slet forsuinder
Jeg som før waar braff oc ung.

9.

Derfor op min vnge Lamme
Wærer J kon Still oc Tamme
Jeg will Eder driffue ret
Till den Sted jeg har i sinde
At omfaffne min Dorinde
Før det afften bliffuer slett.

264

10.

Før Jeg gaar dog som Jeg meener
Tenck dig om huad for en tiener
Galathe du worder quit
Oc om du mig siden wilde
Haffu' Jgien er det for silde
Weck oc borte det er it.

11.

Far nu well oc bliff i glæde
Jeg dig aldrig meer skall bede
Wreden din fordreff mig hen.
Naar Filax oc Lebs min Hunde
Finder Jcke Diur J Lunde
Kommer Jeg til dig igien.

Finis

159. Kiærligheds Bestandig Længsel Vdi en Liden pastorelle oc Hiurde viise forblommede viis vdført vdi huilchen Lucidor saa høyligen klager offver sin modstridige Skæffne at hand iche maa være hos sin deiligste oc Kiæreste Chryssillis alle Troelschende lengselbunden Hierter til forlystelse vdi deris Kierligheds fengsel korteligen sammenschreffven.

1.

Op hiertens suck oc graad vær rede,
Op alt det som til sorgen hør!
Op op [oc] hielper mig at græde,
For min Crysilis, som sig bør,

2.

Naar ieg den morgenstund bisinder
Der ieg dig sidst for Øyen saa
Saa strid[e] mig paa kinden rinder
For dig de salte Taare da.

3.

Huor mangen gang med øyen vaade
Gaf ieg god nat kom dog igen
Huor mangen Such vi fældet Baade
Mig førde dog min schefne hen.

4.

Hos dig at blifve var min glæde
Oc anden [ey] var min attraa
Nu maa ieg her i vilden heede
Hos Oceanen eene gaa.

5.

For vilden djur er marchen øde
Her nærer ingen hyrde sig
For Nagtergalens sang hin søde
Hør jeg om natten ugle schrig.

6.

For Lyst oc leeg mig schulde fryde
For min Crycillis artig sang
Maa jeg bedrøffved stedse lyde
Paa [Tritons] strenge knur och klang.

7.

Dend gandsche lange dag til ende
Anfechter mig Melancholie
Alt huis jeg tager mig til hende
Er ichun idel Fantasie.

8.

Hvad jeg om dagen her maa lide
ved himmels høie firmament
Hvad jeg udstaar om nattetide
Er dig, o Luna, best bekjent.

265

9.

Naar Morpheus mig med søffnens schaale
Tildricher dog det scheer ei tiit
Mig siunis da med dig at tale
Oc ald min sorrig at være qvit.

10.

Da klager jeg och aabenbarer
For dig mit gandsche hjertis grund
aff ynchsomhed du iche spare[r]
For mig din Nectars søde mund.

11.

Da kysser jeg och venlig fauffner
Da dantzer jeg med dig omkring
Men naar jeg pludselig opvaagner
Seer jeg ichun slet mørche ting.

12.

Da [s]auffner jeg de grønne lunde
Hvor jeg dig kyste tusind gang
Der vi hin anden offte funde
Der dagen var aff heede trang.

13.

Der du mig plejed krants at gjøre
Aff rosen och aff hjertens fryd
Der jeg med dig var vant at høre
Paa fuglens lifflig sang och liud.

14.

Hvo schulle ô Chrysilen være
De schjønne krandsis Ejermand
Din Lucidor dem schulle bære
Af lengsel dør i fremmed land.

15.

Forlefflet oc med røde kinder
Aurora deylig komme kand
Men blægner snart oc slet forsuinder
Af lengsel til den gamle Mand.

16.

At jeg saa iammerlig forsuinder
Det giør min lengsels haarde væ
At ieg er mauffr oc bleg om kinder
Det giør attra, min ven at see.

17.

Naar Phæbus jorden vil optende,
Af tyche schy da regner vand,
Men Amor vil mig slet opbrende,
Ey graad ey taar det hindre kand.

18.

Ja effter regn sees solens lue,
Men ieg maa daglig haffv u-ro
Maa stedse sørge dog ey schue
Min ven, oc ey hos hende boe.

19.

Apollo dig med søden stemme
Sampt de Gudinder tre gang tre
Er ieg tiltungen at forglemme
Oc Siunge om min venniste.

20.

Min gode pi[b'] ey meere klinger

Om Aga[nip] oc Helicon

Alt det ieg hende der tiltvinger

Er dog Chrysillis Thon.

21.

O Titan alle stiærners Herre,
Skynd dig at tiden Hastig gaar,
En time mig en dag mon være,
En dag fast lenger end et Aar.

22.

O strænge schæffne lad dig bede,
Giør mig en gang fra sorgen fri,
Huorlenge vilt du mig omleede
Saa mangen vildsom vey oc stie.

266

23.

Vlysses reist i vinter tyffve
Fant dog Penelope sin ven
O schulle det end længer bliffve
Førde ieg dog Chrysille hiem.

24.

Før schal huad atlas har at bære
Til Jorden falde schal du see
Med ild schal vand i venschab være
Før ieg schal glemme Chrysille.

25.

Men huad vil ieg mig arme klage
Hvi raaber ieg hun hører ey
Min vngdoms tid som strømmen fage
Forgæffvis flyder hen sin vey.

26.

Den Traad lachesis hun [mig] Spinder
Af tidens hør paa dødsens Teen
oc Atropos paa Teenen vinder,
Skiær af o Clotho vær ey seen.

27.

Her vil Jeg i den sorte heede
Mig sørge self til døde slet
Her vil Jeg mig en graf beræde
Oc giøre dødsens schaale ret.

28.

Dog schal du først til hende føre,
Mit klage-rnaal o Borea!
Det sidste ord som ieg schal giøre
Er Chrysilis sig hende saa.

29.

Saa sandt som Solen Jorden tører
Saa sandt som Jld giør varm oc heed
Saa sandt Chrysille mig paafører
Dend grumme Skæfne streng oc led.

30.

Der effter schal ald verden sige
Sampt alle Nympher huer oc en
Tach være den som for sin pige
Sig giffver saa i døden hen.

160. Ode mixta, componeret 1647.

1.

O skiønne Galathe,
det er Væ,
Foruden god Beskeed
est du vred
Og ikke meere gaar
med din Faar
Din gamle Vej,
og skiøtter ej
Min søde Pibes Klang
eller Sang.

2.

Den Trofasthed saa slet
er forgiet,
Du først med Haand og Mund
allenstund
[T]il død' at holde fast
uden Last,
Og derfor maa
jeg saadan gaa
Med dybe Suk og Klag
Nat og Dag.

267

3.

Det Græs i grønnen Eng
var min Seng,
Og Svan min Hund saa sagt
holdte Vagt,
Hvad venlig Ord da falt
og blev talt,
Den Nattegal
Som paa vor Tal'
Da lyde, derom veed
god Beskeed.

4.

Da heed jeg Coridon
og min Kron
Da var du gandske min
og jeg din,
Da laae jeg i din Arm
uden Harm,
Da taltes ej
om saadan Rej,
Du nu med Tyrsis har
aabenbar.

5.

Alt ved min gode Stav
jeg dig gav,
Og ved den Krands jeg hiem
fik igien
Maa jeg nu ligne vel
og med skiel
Baad' Elskov min,
og Troskab din:
Din Krands forsvandt, min Staf,
ej tog af.

6.

Jeg er slet ingen Spog
eller Drog
Som Tyrsis og saa slem
plump og grem,
Det mig hin stille Vand
sige kand,
Jeg har og nok
saa stor en Flok
Af Geeder, Lam og Faar
hvor det gaar.

7.

Det skader ikke stort,
jeg er sort,
Det haver Solen giort
hos den Hiord,
Jeg vogted baad' for mig
ogsaa dig.
Den bruune Nød
er gierne sød,
Men hvit med Sorg forgaar
og henfar.

8.

Mig elsker Phyllis skiøn
udi Løn,
Og bruger mangen Konst
for min Gunst,
Dog skiøtter jeg ej Løn
eller Bøn:
Den maatt' det vær
dig lod passeer
Og overgav dig slet
ja vel let.

9.

Og Amaryllis hvid
som en Krid,
Til mig vel langen Tid
slog sin Lid,
Og drev for mig at see
sin' smaa Fæ
268 Hver Middags stund
til Rosens Lund,
Men jeg for hende dog
mig undslog.

10.

Jeg kund' dig giort fuld vel
samme skiel
Og ladet mig forfør,
som du giør,
Men jeg er alt for ret
og for slet,
Og elsker dig
for inderlig,
Og det er til min Klag
en Aarsag.

11.

Naar mig Myrtillo seer
hand da leer
Og sig'r hvor mag'r est du
bleven nu
Du savner Galathe
kand jeg see,
Giv dig tilfreds
hun andensteds
Hos Tyrsis er i Læ
med sit Fæ.

12.

O hiertens Harm, at mig
saa for dig
Skal gives Spot af hver
hist og her,
Og jeg end dertil maa
taalig gaa,
Men det blev got
med saadan Spot
Lodst du med Tid'n dig end
da omvend.

13.

Driv hid dit unge Fæ,
Galathe,
Det her i Græs kand gaa
hos den Aae,
Her staar og Busk i Ring
trint omkring,
Her skal du find'
baad' Bøg og Lind
Som dig for Solens Brand
skiule kand.

14.

Jeg har et Raa saa tam
som et Lam,
Af Ringel-duer har
Jeg et Par,
Til dig alleene spart
og forvart,
Min ringest Kost
er Smør og Ost,
Salat og Artiskok
har jeg nok.

15.

Begiær du ferske Fisk
paa din Disk,
En Gedd', en Aborr' skarp
og en Karp,
Jeg dennem strax i Land
drage kand,
Og hvad du vilt
baad' tam og vildt,
Det skal du faa, kom hid,
og vær blid.

16.

Men ak! hvad est du blind
udi Sind,
269 Og agter alt for ring'
ald den Ting,
Som jeg tilbiuder dig
uden Svig,
Ja Suk og Taar'
de ej formaar,
At du til mig vilt slaa
din Attraa.

17.

Du skalt dog ej saa læng'
være streng,
At Coridon dog vil
jo sit Spil
Baad' vidt og bret lad hør'
nu som før
Om Galathe,
hvo veed maa skee
Det end den gamle Brand
tænde kand.

18.

Far vel, med'ns jeg har Væ,
Galathe,
Farvel, og tænk dig om,
og vær from,
Og naar min Pibes klang
nogen gang
Til dig henfar,
da tænk jeg var
Din trofast Ven og Svend,
og er end.

161. Till den Wanckelmodige Amaryllis. Siungis Som Mein ædle Fillis hastu gleich.

1.

O Wrede Sind ô haarde Steen
O du Jiskolde Hierte
Hui giør du med Fortred oc meen
Mig altid Saadan Smerte
Er det da rett
En Wen Saa Slett
Oc haanlig at afflønne
der paa kandstu well skønne.

2.

Thi kunde dig min modig Graad
[Till] nogen medynck bøye
Da wilde Jeg faa gode Raad
Till dig flux at fornøye
En gandske Flod
Jeg med frit Mod
Vdaff min Øynes Kilde
For dig udøse wilde.

3.

Mig rinder fast i Sinde nu
Huad Troskab du tilsagde
For Wenskabs Altere der du
Med mig først wenskab lagde
Men huad nu skeer
Oc du beteer
Kand aff min graad well kiendis
Men Jngenlunde wendis.

4.

Giff act paa den fremfarne Tid
Der wi tilsammen bode
Huor sterck du slogst till mig din lijd
Huor well Jeg dig oc trode
Tilfellis da
War wor Attraa
Tilfellis war wor Læde
Tilfellis Sorg oc Glæde.

270

5.

Fremførte du din artig Sang
Jeg strax med dig istemte
Ei nogen tid os siuntis lang
Naar wi begynt at skiemte
Men Ach det fick
Snart Anden skick
Din Pibe liuden Wende
dermed fick Wenskab Ende.

6.

Jeg haffde tenckt det Søde baand
Som uden Falskheds lyde
Saa fast bleff knyt med mund oc Haand
Stod aldrig till att bryde
Det kolde wand
J dyben Strand
Jeg trode før att kunde
Opbrendis Slett i Grunde.

7.

Nu Well Jeg arme nødes till
Sligt taalig at annamme
Men tenck dig at det Samme will
dig Sielff oc engang ramme.
Huad Gielder dett
du da well lett
Din Strenghed skall fortryde
Men mig igien ei [ny]de.

8.

Jeg Weed at den Som effter mig
Din gunstis Arffuing bliffuer
Dig aldrig saa oprictelig
Sitt gandske Hierte giffuer
Søg hid oc did
J Werden Wiid
Oc finder du min lige
Da Will Jeg gierne Wige.

9.

Oc du som siunis nu frit hen
J lyckens Skiød at soffue
Kand snart opwogne oc den Wen
Du nu foracter loffue
Men huo will da
Med dig fast staa
Da skall dig nøden lære
Huad dyre Wenner ere.

10.

Dog ynsker Jeg at Himlen trind
God Lycke dig forleener
Men derhos oc et bedre Sind
End du beteer din tiener
Som nu saa plat
Glemt oc forlatt
Hengaar till wilden heede
Din Strenghed at begrede.

11.

Oc maatte Jeg saa glad en Dag
For all min Sor[ri]g leffue
At Lycken sig antog min Sag
Oc Wi Foreente bleffue
Jeg wilde Slett
all den Vrett
Aff Sindet strax udslette
Oc Hiertelig forgiette.

12.

Altingist har sin Wisse gang
Till Soelskin Regn omwendis
Den mørcke nat er ej saa lang
Den Jo med Dagen endis
For Waaren blid
Gaar Winters Tid
Men Jngen ende tage
Den Strenghed er min plage.

271

13.

Saa tuinger da dit Hierte Wred
Mig till at heden wandre
Slet bort er all medlidenhed
Du Wilt dig ey forandre
Far derfor well
O Haarde Siell
Leff Well i Fryd oc ære
Jeg seer dig aldrig meere.

Finis

162. [Skal det Endelig nu være.]

1.

Skall det Endelig nu wære
Skall Jeg dig min Edle Skat
Nu saa lang en tid ombære
Wilt du sige nu god natt
Wilt du nu de grønne Skowe
lade Slet oc dig henwowe
Till En fremmet Egn oc Land
Offuer Haffsens dybe wand.

2.

Maa Jeg ey med dig henwancke
Galathe paa Bølgen blaa
da skall dog min Siell oc tancke
Følge dig med stor attraa
Huort dig Lycken will henføie
did skall sig mit Hierte bøie
did oc dig ieg Sende will
Tusind Suck oc Tusind till.

3.

Sielff Neptunus glad skall wære
For det bliffuer ham tillat
paa sin waade ryg at bære
Slig en Edel pant oc Skat
Hand for din skyld sine bølger
Jeffner ud oc saa fordølger
at du skiønne Galathe
Skall der i dit Ansict see.

4.

Kommer snart i Suane Sønner
Castor kom med Pollux hid
Liuser frem oc well paaskiønner
Naar det er best Seiletid
See den prectigste gudinde
Mand paa Jorden weed at finde
Seile will fra woris Egn
Giffuer Lycke oc got tegn.

5.

Eders Egen skiønne Moder
aldrig war saa smuck den tid
Der hun wed de klare floder
Giecket bleff aff Suanen huid
Der med Eder kom aff Skale
wed all werden om at tale
Men en skiønne Hyrde mø
Ganger nu till wilden Sø.

6.

Æole du Som bereder
Windene med deris mact
Oc aff Jordens mørcke Steder
Holler baade Sterck oc Sact
Storm oc ili[n]g ei lad komme
Lad den Edle Rosens blomme
Som mit Hierte med sig før
Seile for en Jomfru bør.

272

7.

O i Stride Rosnis drenge
Som den fiskerige belt
Tit udsender til at trenge
Mangen well Søfaren Helt
Ducker Eder ned i tide
J den pract ej kunde lide
Eder hendis klare glantz
Will berøffue Sind oc Santz.

8.

Men holt stille Skipper, Skipper
Medens Jeg end engang maa
Hendis rosen røde lipper
Kysse før wi skillis saa
Wiste du huor lengsels smerte
plage will mit unge Hierte
Jeg ei troer du dig da
Skyndede saa snart her fra.

9.

Du Well haffuer mangen Sinde
Seilet hen i Salten haff
Som Fru venus den Gudinde
Haffuer sin oprindels aff
Men paa Kierlighedsens brynde
Du dog aldrig har hafft kynde
Din utidig hastighed
Derom giffuer nock beskeed.

10.

O Jeg haffde meer at bede
Men det nu will slaa mig feil
Retten Wind Jeg allerede
Haffuer seet i Silcke Seil
Smacken tager til at Skride
Staffnen gaar i Skum hin wide
Thi far well till liff oc Siell
Edle Galathe far well.

11.

Nu will Jeg mig hen begiffue
Till det Rancke Bierg hist staar
Huor Jeg will saa lenge bliffue
Till hun mig aff Siune gaar
Der Skall hun mig Siden spørge
Baade nat oc Dag at Sørge
der will Jeg med lengsels wæ
daglig effter hende see.

Finis

163. Coridons Forpligt til sin Galate. Siunges som: Eengang der jeg lystig var. Eller som: Broder, hvi est du saa mut.

1.

Skiønne Galate, hvort hen?
Vendt tilbage, kom igien,
Hør dog, hvad jeg tænker
Dig at love tryggelig,
Og at hold' uryggelig
Uden Svig og Renker.

2.

Solen skal i Nør opgaa,
Maanen liuse skal ogsaa
Midt om Middags Stunde,
Polus skal til Østen sig
Hen forføje, før jeg dig
Skuffer nogenlunde.

273

3.

Phoebus skal forlade slet
Helicon, og blive tret
Af Gudinders Stemme,
Gifte skal Diana sig
Med Actæon endelig
Før jeg dig skal glemme.

4.

Æolus udsende før
Sønden-Vejr og Storm fra Nør,
Vinteren skal blive
Som den søde Sommer blid,
Før jeg mod dig nogen Tid
Falskhed skal bedrive.

5.

Jorden af sig give skal
Stierner udi tusind Tal,
Strømme staae og stille,
Kampen graa skal bære Løv,
Før jeg nogen Svig skal øv',
Og mig fra dig skille.

6.

Vand omskiftes skal til Jld,
Torsken og den blanke Sild
Op til Himlen vippe,
Vilden Hav skal pløjes da,
Hvallen skal paa Marken gaa,
Før jeg dig skal glippe.

7.

Før Demanten bliver blød,
Før og Galde vorder sød
Som en Honning-Kage,
Førend Flinten lader sig
Smelte bort, skal ingen mig
Heden fra dig drage.

8.

Jern og Bly skal flyd' i Vand,
Skibe som i dyben Strand
Skal i Træ-top seile,
Myggen med sin lille Snud
Drikke skal os Elven ud,
Før jeg dig skal feile.

9.

Duen jager Falken graa,
Kyllingen skal Glinten slaa,
Lerken Garn udsætter
For Fuglfænger[en], og faar
Hannem fangen i sin Snar',
Før jeg dig forgietter.

10.

Tranen gaar for Ploven før,
Agerhønen Harren kiør,
Uglen qvinkelerer
Liflig som en Nattergal,
Storken siunger som en Sval,
Før jeg dig fixerer.

11.

Ørnen tigger gierne Roe,
Falder ned for Spurrens Kloe,
Hannem Herre kalder,
Ræven med sin røde Bel
Er betroed hos Gaasen vel,
Før jeg dig undfalder.

12.

Oxen skal i Luften blaa
Flyve let og Skyen naa,
Sneglen Priis skal bære
For sit Løb; men rasken Raa
Skal med Spot tilbage staa,
Før jeg falsk skal være.

274

13.

Elme-Træ med grønnen Lind
Elsker Storm og Norden Vind,
Pilen Vædske hader,
Jsop, Løg og Timian
Voxer over højest Gran,
Før jeg dig forlader.

14.

Tornen før skal Druer bær',
Eeg med Lind og Bøge-Træ'r
Træd' i Dants tillige,
Hiorten sig ej trænge lod,
Skoven stod ej fast ved Roed
Før jeg dig skal svige.

15.

Ulven før opklekker Lam,
Lossen før gaar om med Kram,
Brokken Sukker bager,
Biørnen selv skal vogte Faar,
Haren tryg for Hunden gaar,
Før jeg dig bedrager.

16.

Laaland, Samsø, Sild og Før
Flytter sig til Orken-Ør
Uden Sejl og Aare,
Bove-Bierg og Skavens Sand
Fløtte bort hen til Jisland,
Før jeg dig skal daare.

17.

Hekkenfeld før slykkes ud,
Atlas knøttes i en Klud,
Over Havet sendes,
Dovrefield skal feile Steen,
Førend vores Venskab reen
Skal før Døden endes.

18.

Skiønne Galate jeg meer
Ej kand love som du seer,
Men til at fuldbyrde
Hvis jeg her udlovet har,
Der til jeg dig rede staar
Som en ærlig Hyrde.

164. La Mostarde.

1.

Skiønne men dog Skarpe Rose
Lavra du det Volder mig
Att ieg her i Vilden Mose
Vanener om saa Sørgelig
Medens du Saa Lystig driffver
Hen till Engen dine Faar,
Oc dig ingen tanche giffver
Hvor det din Myrtillo gaar.

2.

Kandstu Strenge Tyraninde
Glemme saa det faste baand
Dragis iche dig till minde
Det som du med mund och haand
Mig evindelig till sagde
Der Vii først i grønnen Lund
Wed de klare Strømme Lagde
Till Vor tro den første grund.

3.

Jupiter før Skulde taale
Sig att Lad['] aff handen slaa
Tordenpilens heede Strale
Før Skuld' Hercules ochsaa
275 Kølffven sig Lade affvinde
Ja end lide meer fortred
Førend du dig nogen Sinde
Skulde Ladet saadant Skeed.

4.

Ach den Klare floed som hørde
din forplictels høye eed,
Med sig hen till Tzetin førde
din oprictig trofasthed
Skovens Pract med Løff och blaade
Falmed och fich Anden Skich
Men ieg Saa med harm och Skade
Att din Tro dog før forgich.

5.

Strømmene ret aldrig driffve
Saa till Haffvit hastelig
Klipperne Jo stedtze giffve
Mer['] och Mere Vand aff Sig
Du mig altid same Lunde
Skiencher och aff Sorgens flod
Aldrig kand ieg dog udgrunde
[Weldet] till det Stolte Mod.

6.

Winteren hvert Aar forøder
Skovens grønne Sommerpract
Waaren den igien dog føder
Med Sin blide Vannis Mact
Men dit hiertis Vinter øffver
Jdelig sin Vredis kuld
Sielff Cupido den ey døffver
Med sin Elschovs Piil aff Guld.

7.

Skall det da belønning Wære
For min Søde dict och Sang
Som ieg haffver dig till Ære
Siungit her Saa mangen gang
Har ieg paa de grønne Linde
Derfor Skreffvit offte Saa
Lavra bliffver min Hyrdinde
Medens træer i Skoven staae.

8.

Har du daa aff en Løvinde
Eller och aff Tigerdiur
Som i Lybien sig finde
Saa Vredactig een Natur
Att den haarde Lengsels plage
Som min attrae tvinger Saa
Och fork[or]ter mine dage
Kand dig ey till hierte gaa.

9.

Wilstu Strenge Lavra bliffve
Saa Tyrannisch allen tiid
Ey Velan saa maa ieg giffve
Mig i dødsens Sidste Strid
Men Vill dog i rette steffne
Dig for Himmelen som Veed
Hvad ieg Leed och mig saa heffne
Paa din Vmedlidenhed.

Finis

165. Ode Mixta Andr. Bordingii, Qvi sub persona Sylviæ Poësin Danicam denotantis, suam infelidtatem conqveritur qvòd à studio hoc divulsus sit, invitus qvidem & mæstus. Poëtens Klagemaal over sin tynde Lykke.

276

1.

Sylvia, hvor længe
Skal din Vrede strenge
Plage mig
og jeg dig
Kierlighed betale,
Skal det da
Være saa,
Er det slet
Dit Forsæt
Aldrig at husvale.

2.

Sylvia (mig arme)
Vil sig ej forbarme,
Jeg derfor
Saadan gaar
Og melancholerer:
Min Jdræt
Er kun slet
Tvungen Verk,
J hvor sterk
Jeg derpaa studerer.

3.

Ynkelig jeg raaber
Og forgieves haaber
Nat og Dag
Med stor Klag
Til dig min Gudinde,
Mens jeg plat
Er forlat,
Suk og Taar
Ej formaar
Dig at overvinde.

4.

Med fuld dybe Tanker
Jeg belad omvanker,
Mens jeg ej
Nogen Vej
Finde kand til Glæde,
Thi jeg seer
Jkke meer
Dig min Sjæl
Og min Deel,
Som mig skulle leede.

5.

Blant de Buske vilde
Sorgen at formilde
Jeg tit maa
Lyde paa
Liflig Fugle-Stemme:
Mens O nej,
Jeg kand ej
Glemme dig
Før jeg mig
Selver kand forglemme.

6.

Andre mig saa spørge,
Hvorfor vilt du sørge?
Naar eengang
Skal din Sang
Os, Sylvander, glæde?
Jeg derpaa
Svarer saa:
Jeg det giør
Aldrig, før
Sylvia vil bede.

277

7.

Jnstrumenter søde
Mig til Fryd skal nøde,
Maa nu staa
J en Vraa,
Hvo vil derpaa spille?
Fiol og Lut
Er nu brut,
Harpe sød
Du min Nød
Svaler ej, tie stille.

8.

Skrifter af de beste
Flittelig jeg læsde,
Mens nu fort
Urfe bort
Bort med Sydneys Herrer,
Tscherning, Rist,
Catz, Opitz
Amadiis,
Som bør Priis,
Møl og Muul nu tærer.

9.

Coridon sin Phyllis,
Tityr Amaryllis
Kysser tit
Uforvidt,
Mopso Nisa gives,
Tyrsis see,
Galate
Er din Ven:
Jeg alleen
Ynkelig fordrives.

10.

Vilt du saa belønne
Kierlighed, O Skiønne,
Hvordan da
Vil det gaa
Den som dig mon hade?
Er ej sligt
Underligt,
Dejlighed
Og Fortræd
Hos dig findes baade.

11.

See naar Phoebus stiger,
Nattens Dronning viger,
Vaaren blid
Vinters Tid
Aarlig kand fordrive,
Mens med Væ
Maa jeg see
Strenghed din
Pinen min
Uden Ende bliver.

12.

Gift mod Gift kand gives,
Sorg med Sorg bortdrives,
Grumme Død
Paa min Nød
Giør der paa en Ende,
[Du det] vand
Est som kand
Brønden tet
Slukke slet,
At den ej skal brænde.

278

166. [Daphnis beklager sin Lengseil oc Skilsmiss fra sin Kieriste Hyrdinde.] Siunges som Zerbricht o traurigs hertz. oder Die Sorge dieser welt ist mir benommen etc.

1.

Vil mig ulychen da
Slet ofverile
Ach ædle Sylvia
de lange mile
Som mig o væ saa langt fra dig afskille
Oc jeg med lengsel maa
Saa lenge vandre paa
Ej endis vill[e].

2.

Ach, ach hvor jammerlig
Jeg arme slider
J lengsel uden dig
Min ungdoms tider
Min siel oc Aand som er med Amors belte
Til dig saa fast indknyt
Forsager oc maa skyt
J sorgen smelte.

3.

Jeg siger i min hu,
vel mangen sinde
Ach at jeg kunde nu
Den kunst paafinde
Som Dædalus oc sielf mig vinger giøre
der kunde [mig] paa stand
hen over salten vand
Til hende føre.

4.

Men nei Sylvander nei
Din Elschous heede
Snart maatte paa den vei
Slet voxet breede
At du som Jcarus derofver kunde
Ei andet faa til graf
End vilden Strand oc haf
Oc gaae til grunde.

5.

Jeg dog ei frycter mig
Mit lif at spilde
Jeg tusind gang for dig
O Skiønne vilde
Mig sielf i dødsens strid frivillig gifve
Men hvor var siden den
der skulle mig igien
Saa trofast blifve.

6.

Ach at du vidste ret
hvor mangen sinde
Jeg modelig har gret
ved disse linde
Som jeg seerdelis her har mig indhegnet
Paa huilche jeg ocsaa
Min lengsel at forstaa
Dit nafn har tegnet.

279

7.

Dit søde nafn jeg vil
Saa dybt indskiære
Men dyber i min siel
Jeg det vil bære
Naar disse træer for tid oc alder vige
Oc falder alle ned
Mand af min trofasthed
Endda skal sige.

8.

J klare floder i
Som daglig vige
Til hafved her forbi
best kunde sige
hvor tiit min øien[s] veld maa sig udtømme
hvor ofverflødelig
Min graad oc blander sig
Blant eders strømme.

9.

J min ælendighed
Mig det opholder
At jeg forsichret veed
da det ei volder
Min egen skabnings mact mig io forbyder
Til dig at komme diid,
Dig sielf den lange tid
Oc hart forbyder.

10.

Saa vrede skebne saa
kand du mig hindre
Oc mig min ynsk afslaa.
Jeg ei dismindre
Med min forgredte røst oc svage Tunge
Vor høie kierlighed
Som blifver ævig ved
Vil her besiunge.

11.

Jeg vil da haabis til
det snart faar ende
Naar Sig ulycken vil
Fra os omvende.
Oc os i gledsens hafn engang indsette
Jmidlertid far vel
Jeg dig o fromme siæl
Ei vil forgiette.

Finis