Bødtcher, Ludvig Uddrag fra ATHENODORUS

↩ Han drog ham bort, og med en dæmpet Røst,
Afbrudt af Hulken og af Raseri,
Gav Ynglingen sit pinte Hjerte Luft.
Alt som han hvisked, rynked Oldingen
Sit hvide Bryn, og et sarkastisk Smil
Oplyste som et Lynglimt blegt hans Aasyn:
"Klart er det Hele," mumled han tilsidst,
"Din Hustru er, hvad Verden kalder dejlig,
Og Kejseren har Smag - og Magt tillige,
Og nu vil han - naar, siger Du, er Tiden?
- Alt om en Time! ja, for store Herrer
Er Tiden kostbar - nu vil han i Løndom
Sin Bærestol i Nattens Time sende, -
Vær stille, Søn! Vil nu paany Du rase?
Du vil tilbage? Nei, ved Stjernen hist,
Som ufravigelig sin Bane gaaer,
Nu skal Du rolig lede mine Fjed
Hjem til dit Arnested og uforstyrret
Mig lade klare mine Tankers Strøm,
Maaskee jeg skimter da lidt Guld paa Bunden."