Bødtcher, Ludvig Uddrag fra DEN GAMLE GREVE

Lidt efter lidt sig rørte træg
Det vante Liv bag Muur og Væg:
Der lød, som halvt i Drømmeri,
En Lyd af Døre op og i
165 Og Trin, som huult med Gjenlyd klang
Og tabte sig i Slottets Gang;
For Morg'nens friske Aandedrag
Blev aabnet hist og her et Fag,
Og Arnens Røg tilsidst man saae
Fra Taget stige mod det Blaae -
Saalunde Morgenen hengled,
Et Billed af den dybe Fred;
Og altsom Solen Styrke vandt,
Den bange Jægers Frygt forsvandt.
"Maaskee var et Mirakel skeet,
Og Greven havde Intet seet - "
Hvert Slag fra Slottets Sejerværk
Af Haab ham gjorde mere stærk,
Og tryg han sysled alt en Stund
Med Bøsse og med Hønsehund
Og takked i sit Hjerte Gud
Og tænkte paa sin lille Brud,
Sin Inger, med en Myrtekrands -
Da Grevens Stemme raabte "Hans!" -
Det traf, som naar et vildt "Hallo!"
Med Et forstyrrer Skovens Ro,
Og op han foer, liig Hjorten sky,
Men hvert et Skridt var tungt som Bly.
"Min gode Jæger, hør et Ord! -
Du jager nok i Andres Spor:
I Andres Spor du jager snildt
Og beder dig det bedste Vildt;
Hvad var det for en Lilievaand,
Du nys saa venlig tog om Haand?"
"Ak!" svared Hans kun lidet glad:
"Det var slet ingen fornem Brad,
166 Det var vor Fiskers Ingerlil,
Min Fæstemø, om Greven vil." -
"Hør du, min gode Jægersmand,
Du føre hende hid paastand!
Det er vor Rettighed og Roes
At kjende Alle paa vort Gods, -
Hun møde her ved Aftenrød,
Hvis du vil spise Grevens Brød!"