Blicher, Steen Steensen II Humanistiske, politiske og religiøse Skrifter

II Humanistiske, politiske og religiøse Skrifter

214

        

215

Bør Jøderne taales i Staten?

- - - Nun saßen die Gegner
Friedsam neben einander, und sahn, voll stiller Bewundrung,
Sonnen und Mond' und Gestirn' aus scheinender Irre geordnet
Zum eintråchtigen Tanz; auch horten sie rauschen harmonisch,
Im viellautigen Chore, der seligen Volker und Engel
Hallelujagesäng', und athmeten Blüte des Lebens.
Aber ihr Herz schwoll über von unausprechlicher Inbrunst;
Und es erhub sich entzückt ihr heller Gesang: "Wir glåuben
All' an Einen Gott!"’
Voß.

Det jødiske Folks Historie er saa forunderlig, saa aldeles eneste, at dersom vi ikke saae det endnu vandre iblant os, skulle vi næsten fristes til at tvivle paa dets Tilværelse. Udspirede af een Mands Lænder, formerer det sig under Slaveaaget til Millioner, afkaster dette Aag, bliver et nomadisk Folk, dernæst et erobrende, mægtigt, riigt, overdaadigt; falder omsider som et Bytte for andre, ryster sine Lænker, men sluttes fastere, indtil det aldeles adsplittes over den hele Verden, hvor det spottes, mishandles, forfølges i flere Aarhundreder, og dog vedbliver det at være en Nation; beholder under alle Revolutioner, under alle Himmelsegne, blant alle Religionspartier, den samme Gudsdyrkelse, det samme Sprog, de samme Vedtægter og Indretninger. Er Kierlighed til sin Religion, sit Fædreland, - det er sine Landsmænd - er Vedhængenhed ved Forfædres Tro og Sæder, naar vi ansee dem for gode, en Dyd? da have Jøderne i lang Tid og høi Grad besiddet denne Dyd. Alle andre Nationer have, naar de bleve betvungne, mistet Religion, eller Sprog, eller Karakter, eller Alt tilsammen. Jøderne have beholdt Alt, uden Fødelandet. Allerede herved bliver dette Folk mærkværdigt, ja agtværdigt, førend vi endnu 216 have overveiet, hvorledes denne Religion, dette Sprog, disse Vedtægter og Indretninger ere. Men ligesom denne Standhaftighed - Intollerancen kalder det Haardnakkenhed - eller Stadighed opvækker vor Beundring, saaledes opvække denne Nations Ulykker, dens to tusinde Aars Ulykker, vor Medlidenhed: Barcboebas Opstand, hvor Myriader myrdedes; Korstogene, hvor Mødre dræbte deres diende Børn for at fri dem fra langsom Død; Emanuels Fanatisme, der rev Børnene ud af Forældrenes Arme; Ferdinands grumme Nidkiærhed, der overgav dem i tiende Leed til Inqvisitionens Rædsler, ere som Paroxysmer i en vedvarende og smertefuld Sygdom. Deres Liv var, liigt de vilde Dyrs, usselt og usikkert; Overtroens Sværd hang i et Haar over deres Hoveder. Nu er Stormen forbi, Forfølgelsens Aand er dødet, men ikke Fordommen mod denne Green af en fælleds Rod. Man slaaer ikke længere til med Sværd, men med Tunge og Pen; og hvad er det egentlig man angriber? Deres Nationalkarakter. Nationalkarakter er egentlig et ubestemt Udtryk; er det enkelte Menneskes Karakter vanskelig at udgrunde, vaklende, dunkel; hvor meget mere et heelt Folks? Ellers tænker jeg man vil være enig med mig i at definere Nationalkarakter ved den Karakter, de Karaktertræk, som ere de almindeligste og mest fremstikkende hos Pluraliteten af et Folk; ifølge denne Definition synes mig de mest i Øine faldende Karaktertræk for Jøderne at være: Religiøsitet; Guddommen dyrkes under mangehaande Former; men naar Dyrkelsen er alvorlig, er Mennesket religiøst, og fortiener som saadan den Vises Medhold og Bifald, enten han tæller Kuglerne paa en Rosenkrands, eller han raaber "Shadaj" hvergang han gaaer ud af sin Dør. Maadelighed: Udsvævelse i stærke Drikke, Ukydskhed, og i Særdeleshed Ægteskabsbrud, ere sieldne Særsyn blant Jøderne. Arbeidsomhed: naar den kan defineres ved Stræben efter at erhverve sig og sine Livs Ophold paa en lovmæssig Maade, ere Jøderne ogsaa arbeidsomme. Godgiørenbed: de sørge ei allene for deres egne Fattige, men vise sig endog gavmilde mod Trængende af andre Religionspartier, og det ikke blot ved offentlige Gaver og Bidrag, hvis Bevæggrunde kunne være tvivlsomme, men og i Løndom; og sielden gaaer en Betler tomhændet fra den velhavende Israelits Dør. Vi have seet den skiønne Side af Maleriet, lad os vende det om, og vi ville finde Pletter: ved Siden af Religiøsitet en kold, dog taus, om ikke Foragt, dog Mangel paa Agtelse for andre Religionspartier. Men denne Mangel paa Agtelse eller Foragt - man mærke vel - er 217 taus. Lad det end være saa; det er uædelt det er ufornuftigt. Ak! men lad os ikke glemme hvor mange Taarer, hvor mange Strømme af Blod der havde været sparet, om de Kristne stedse havde indskrænket deres Intollerance til taus Foragt. O! I Torquemadaer, I Albaer, I Bonnere, I Calviner, havde I endda været Jøder! Endvidere finde vi, ved Siden af Maadelighed og Arbejdsomhed, Karrighed, Higen efter Penge, Mangel paa Oplysning, Ulyst til videnskabelige, ja næsten alle andre Arbeider, undtagen Handelen. Men lad os tage ethvert Træk enkelt for os, lad os see, hvad der for ethvert kan siges, ikke til Forsvar, men til Undskyldning. Et Folk, der i flere Aarhundreder har været fremmed paa Jorden, jaget fra et Land til et andet, haardt beskattet, belagt med Told, - som Qvæg - ja stundom udplyndret af selve Regentere; et saadant Folk kan let blive lidt for omhyggelig i at samle, lidt for karrig i at holde, lidt for ængsteligt for Fremtiden; for at opholde et usikkert Liv, nødtes det til at sætte List mod Magt, Bedragerie mod aabenbare Vold. Men det er ikke mere saaledes som før: man har ophørt at plyndre Jøderne, de have ophørt en Corps, en Nation at bedrage. Rigtig nok er endnu Pluraliteten Handelsmænd, der skal leve af Profitten, men skulde det moderate Handelsprincip: "lidt og tit", være mindre almindeligt hos Israels Børn, end hos kristne Kiøbmænd? "Men", siger man, "det er et Religions-, et Nationalprincip blandt dem at bedrage alle Ikkejøder". Rigtig nok vilde jeg ønske, at ingen Jøde maatte gaa paa Tøfler, fordi han lod sig snyde af en Kristen; - dette er dog altid bedre end om han blev belønnet for at snyde en Kristen - men skiøndt denne Beskyldning har nogen Hiemmel, er Anvendelsen dog ei nær saa farlig som Grundsætningen, og Jødernes meget forandrede Tænkemaade hindrer - om end Statens Love ei giorde det - Udøvelsen af en asiatisk, forældet, ja for Udøveren farlig Maxime. Om endog Nutids Jøder ansaae de Kristne for urene Dyr, saa maa jo ogsaa adskillige kristne Secter ansee dem igien for Kiættere, bestemte til den evige Ild; og dog taales disse evig Fordømte, nyde stundom lige jordisk Frihed med de Udvalgte. Men Sagen er, at Mennesket er ligesaa inkonseqvent i det Onde som i det Gode; at et sædeligt Levnet ofte forenes med slette, og i sin Konseqvence farlige Grundsætninger, og omvendt. Exemplet: Moden, Tidens Aand, er mere Rettesnor for Pluralitetens Handlemaade, end enten egne Principper - dem den har faa eller ingen af - eller Religionsmaximer, hvis Følger den ei er philosophisk nok til at indsee 218 eller udøve. "Men," siger man, "de ere Status in statu, de ere en Kræft for Landet, de fortære dets Marv." - Det er: dets Guld og Sølv. - Ak! I dybtseende Politikere! er Engelland da fattig, eller Norge riig! eller er Krig Veien til Velstand, eller Luxus Kilden til Rigdom? Hvad Ulyst til Videnskaber, Haandværker og Agerdyrkning angaaer, da begynder den allerede at tabe sig, og vil tabe sig mere, jo mere Jødernes Menneskerettigheder erkiendes og hævdes, jo ligere de blive de øvrige Statsborgere - kort: de ville blive Videnskabsmænd, Haandværkere, Agerdyrkere, naar de maa blive det. Og enhver fordomsfrie Agtpaagiver vil erkiende, at der allerede er skeet stor Forandring fra Shakespears Shylock til Ifflands Baruch. Ikke vil man nu finde mange Jøder, der lade sig spotte og drille for Profittens Skyld, saaledes som før var Tilfældet; han sætter Priis paa udvortes Agtelse, han fordrer den ogsaa af Ikkejøder; han har Point d'Honeur, og det er et godt Tegn til moralsk Forbedring. Selv denne tiltagende Luxus er et Omen for hans nærmere Amalgamering med de Kristne. Jeg vil ikke nægte, det hover mig bedre at see dem i Vienervogne paa Dyrehaugsveien, end behængte med gamle Buxer i Læderstræde; bedre at see dem dandsende i vore Quadriller, end strygende Steen til Mizraims Pyramider. Og denne elegantere Levemaade er mere Tegn til større Kultur, end til større Rigdom; de ere ikke rigere nu end før, men de ere liberalere, de nyde, og lade Mammon circulere. Men overfladiske Statslæger kunde ikke finde Sygdommens Kilder andensteds end hos Jøder og Kornpugere. Ikke er det her paa min Vei, at opdage, hvor de ere; men man tillade mig at sige, hvor jeg tror det er forgieves at søge dem.

Dersom det derimod hører til Idealet af en Statsforfatning, at Borgerne ere, saa meget mueligt, lige i Stand, Magt, Formue, Religion, Tænkemaade, da kunne Jøderne rigtig nok aldrig være saa fuldkomne Borgere, som Statens herskende Religions Bekiendere. I Henseende til Stand, Magt og Formue, kan Lighed ei engang finde Sted blandt blot Kristne; og i Henseende til Religion og Nationaltænkemaade, ei mellem Kristne og Jøder; heraf følger, at disse ei heller kunne være saa fuldkomne Borgere, som hine; det er: de kunne ikke naae saa høi Grad af Borgersind, af Kierlighed til Fødeland, Konstitution og Medborgere. Vel sandt, det var en berusende Tanke, om alle Borgere vare Scævolaer, Winkelrieder etc., men det er nu kun en praktisk Drøm, og vi maa være tilfredse med saadanne, der lyde Landets Love og 219 bidrage til dets Tarv; vi maa nøies med, om ikke de bedste, saa blot gode Borgere, og det hindrer Jødernes Religion dem ikke i at være. Kun i det Tilfælde, at de bleve saa talrige, saa rige, saa mægtige, at Statens kristne Borgere af dem vilde trykkes, kun da bleve de, som Jøder, skadelige; men sligt vil en viis Regiering altid vide at forebygge.

Af det Anførte bliver det klart, at Jøderne, som Individer betragtede, ei ere slettere, mere umoralske end de Kristne, og at de, som Nation betragtet, hverken ere skadelige eller farlige Statsborgere. Ja der er Haab til, at de ville tiltage i Oplysning, Arbeidsomhed, Nyttighed for Staten, ligesom Statens herskende Religions Bekiendere tiltage i Oplysning og Tollerance, ligesom de ved vise Love og Indretninger, ved fordomsfri og ædel Behandling virke paa Jøderne til Oplysning og Forædling.

Endnu engang: de have havt de foranførte Feil, de have havt dem i høi Grad, de have dem tildeels endnu; dog i mindre Grad, og mindre almindeligt; men, i Sandhed! det sikkreste Middel til at hindre dem fra at aflægge dem, er at behandle dem med Foragt og uretfærdig 220 Indskrænkelse. En Slave har slavisk Tænkemaade: giør ham frie, og han eller hans Søn, eller da hans Sønnesøn, vil forvandle Slaveaand til Frimandsmod, Hyldene til Aabenhiertighed, Trædskhed til Ærlighed. Eller skal maaske Slaveriet være evigt paa Jorden? Skal eet Folk stedse være fordømt til at føle Pidsken? O Frihed! De frie Spartaner havde sine Heloter, de frie Romere sine Fægtere, de frie Britter sine Katholiker, sine Kalonster! Og det nittende Seculums frie, ædle, dannede, følende Europæers Slaver maa Jøderne være!

Der ere tusinde Veie til Brød i Livet. I de mørke Seclers kristne Regentere! I have spærret dem alle for Kristi Landsmænd; kun een lode I staa aaben, og den førte til Aager og Bedragerie. Hvi aabnede I ikke de øvrige, som Fanatismen havde lukket? Hvi taalte I da Zigeunerne? de havde slet ingen Religion, de levede allene af Tyverie og Rov. Men lad os vende os fra Fanatismens og Tyranniets skumle Dage, og glæde os ved Regentere, der ære og elske Mennesket, hvad enten han hedder Bramin eller Paria, Katholik eller Qvæker, Lutheran eller Jøde.

221

Af: Bedømmelse over Skrivtet Moses og Jesus

Books as affected are as men.
Gay.

Ungünstiges Glück hat Macht und Reichthum vereitelt; was
blieb einem Volk, dem nebst beyden der Glaube an die Leitung
der Umstände fehlte?!... Niche Unglaube, - irrt euch nicht -
Gebrauch des Glaubens; nicht was aus der Fremde nem kommt,
sondern was den Menschen lehrt seyn wer er soll, aus neuen
Bewegungsgründen, fester als zuvor, das ist Aufklärung.

Johannes Muller.

Forerindring.

Rygtet gik, at en Skrivefeide var udbrudt i Kiøbenhavn over Jøderne; men jeg havde ikke læst det mindste heraf, vidste ei engang Forfatternes Navne, da jeg nedskrev og publicerte en liden Afhandling, betitlet: Bør Jøderne taales i Staten. Mængden synger gierne i den Tone, som Enkelte angive; og for at bringe den til at synge godt, behøves blot gode Forsangere. Jeg haabede ved mine fremsatte Meninger at kunne virke til rolig og fordomsfrie Anskuelse af det sælsomme Phoenomen - Jødefolket. Med let Haand berørte jeg denne Streng; fordi jeg ikke troede, den behøvede kraftigere Slag; fordi jeg ikke anede i vort danske Sprog en saadant Skrivt, som siden kom mig for Øine. Ei heller frygtede jeg for at fornærme nogen, da jeg ingen Modstander kiendte, da selv de, der heftigst monne bestride Jødedømmet, intet Fornærmende kunne finde i den ubekiendte Antagonists Adfærd. Min Hensigt var ikke at fremstaa som Jødevæsenets Talsmand, men blot at nedstemme de - i mine Tanker - overdrevne Beskyldninger, jeg havde læst og hørt. Jeg vilde ikke frikiende, ikke fordømme; men lede til en human og upartisk Kritik over Nationen. Nu fik jeg fat paa 222 Moses og Jesus; jeg fandt mere end jeg havde ventet. I Sandhed, dette Skrivts Forfatter er en Forsanger med Stentorstemme, istand til at tage Tonen fra tusinde. Hvilket historisk Overblik! hvilket philosophisk Ræsonnement! hvilke forbausende Resultater! Men ere disse sande, da Farvel Tro paa Dyd og Forsyn; da Farvel daarlige Indbildning om Menneskets Perfectibilitet! her er et heelt Folk, som i tre tusinde Aar har giendrevet disse Drømmerier; et heelt Folk, som aldrig har kunnet, aldrig skal kunne hæve sig over Dyrene, men stedse staaende paa det laveste Trin af Kultur, udmærker sig kun ved Egennytte, Ladhed og Grumhed - Rævens, Oxens og Tigerens Egenskaber. Jeg veed ikke, hvorledes man har optaget dette Skrivt i Forfatterens Fødeland; ei heller veed jeg, hvorledes man har forstaaet, bifaldt eller giendrevet det her; men jeg veed langt mindre, hvorledes Forfatteren til "Hvad har stakkels Neger giort," har kunnet føre over sit Hierte at skrive saadan en Forerindring til saadan en Bog. Men Forfatteren er Philosoph - barbam video - som Saadan maa hans Paastande drøftes; dog aldrig skal jeg - som han - paastaa: At alk de, der ikke give mig Bifald, ikke ere istand til nogen upartisk Undersøgelse, men derimod vel istand til at indbilde sig, at to Gange tre er fem. For at undgaa Vidtløftighed, citeres kun de mest paafaldende Steder i hans Værk; og ønsker jeg, at man under Læsningen af denne Bedømmelse stedse ville lægge det ved Siden, for at undersøge Rigtigheden af min Kommentar. For at lette denne Undersøgelse, følger jeg Forfatteren giennem alle hans Inddelinger. Mit Øiemed er at fremstille og rette det Falske og Skadelige i hans Principer, saavel i Henseende til flere Gienstande i Almindelighed, som i Henseende til Jødedommet i Særdeleshed.

Randlev i Jylland, den 26de Juli 1813.

Forfatterens Fortale og Indledning.

Den største Lyksalighed er den, i hvilken det største Antal deeltager.

Beccaria.

For at kunne betragte et litterært Arbeide fra den rigtigste Synspunkt, er det vigtigt at vide: om reen Sandhedskærlighed eller Lidenskab har styret Forfatterens Pen. Hvad der i dette Værk er Tilfældet, samt 223 hvilken Lidenskab der har behersket dets Autor, viser sig ikke utydeligt i den allerførste Ytring: Efterfølgende Skrift vil indeholde meget Anstødeligt for mange Læsere, da det indeholder meget Nyt. Sammenholdes denne Yttring med følgende Sted i Indledningen 8.4: Overbeviist herom bar han kun eet Ønske at yttre, og dette er, at han maa læses med samme Fordomsfrihed, som han har skrevet fordomsfrit og ærligt. I det mindste haaber han, at Læserne maa give ham det Vidnesbyrd, at han har belyst sin Glenstandfra aldeles nye Sider; og tilfreds med dette Vidnesbyrd, ønsker han blot, at en anden maa overgaa ham etc. - saa vil man see, at han er tilfreds, naar man blot erkiender, at han har skrevet noget Nyt. Nyhed staaer da ovenfor Ærlighed og Fordomsfrihed; kan man blot finde paa noget Nyt, da lad det være saa galt som det være vil! lad det nedrive Religiøsitet, Dyd og Menneskekierlighed - jo galere, jo bedre! man naaer dog sin Hensigt: Celebritet; man faaer dog et Navn, ligegodt om det staaer i samme Rubrik som Herostrats og Carpocrats. Til ydermere Oplysning læse man det mærkelige Sted i Fortalen S. 11: Thi saa ofte man søger at bekiæmpe det Ny ved det Gamle, udmatter man sig forgiæves. Følgelig skal det Ny være rigtigt, just fordi det er nyt; følgelig: jo nyere en Sætning er, jo bedre er den; jo ældre, jo slettere. Dette Princip er i det mindste nyt. Endvidere siger han: Man har overhovedet altid Uret, naar man erklærer en Ting for paradox. Vi have da i selve Fortalen en betydende Vink om Beskaffenheden af Forfatterens Sandhedskierlighed, at den nemlig er hans Nyhedssyge underordnet; vi have et Vink, som vil hielpe os til Forklaringen af de mange - med Tilladelse - Paradoxer, der findes i dette splinterny Værk. En svensk Digter siger: Man har ei Genie fordi man er gal; saa kan man og sige: Man er ei Philosoph fordi man er paradox. Vi ville strax faae endnu mærkeligere Vink om den ny Philosophies Natur, hvortil Historiens Grandskning har hiulpet ham. Alt det - siger han S. 1 - han endnu kan tilføie til sin Undskyldning - dersom han trænger til den - er: han har hverken skrevet for Theologer, ei heller for Jurister, eller for nogen anden Glosse af Haandværkslærde, men for tænkende Statsmænd. En herlig Undskyldning! naar man skriver for Statsmænd, da kan man gierne bomre mod Theologie, mod Jurisprudens, formodentlig ogsaa mod Moral og Philosophie - thi disse høre da og til Haandværksvidenskaberne? - Altsaa er der en Statskonst, som udelukker Religiøsitet og Retfærdighed? En smigrende captatio benevolentiæ til hans tænkende Statsmænd! Den ny Machiauel! ligesom der gaves en sand Statskonst, der stred 224 mod Religion og Moral! ligesom der i alle andre Videnskaber gaves Sandheder, der ikke vare det for Statsmanden! Nei, er Bogen skreven for Statsmænd, da er den og skreven for Theologer, for Jurister, for alle tænkende Statsborgere.

Forfatteren fremstiller os nu den Hovedhiørnesteen, hvorpaa hans Bygning hviler; kunne vi rokke denne Steen, da erklærer han Bygningen for nedreven: Men - hedder det - hvis man endelig skulde angribe hans Skrivt fra dets Indholds Side, saa giør han iforveien opmærksom paa: at det beroer paa at giendrive følgende Sætninger, som ere ligesom Islætten i hans Væv.

  • 1. Det sidste Stats-Øiemeed kan intet andet være: end en kraftfuld Nationalexistents.
  • 2. Al Statsstyrke indeholdes i Statsborgernes Industrie.
  • 3. Hvad der hindrer Industrien, svækker Statsstyrken, og virker dermed mod

Statens Endemaal.

Hvo der kan bevise, det modsatte af disse Sætninger, han modsiger Indholden af efterfølgende Skrivt, hvo der ikke kan det, til ham hedder det: Manum de tabula.

Lad os da prøve Styrken af hans philosophiske Islæt; lad os undersøge Beskaffenheden af hans Syllogismes tredobbelte Major, som - hvis den holdt Stand - maatte supleres saaledes: nu hindre Jøderne Industrien, ergo svække de Statsstyrken. Beroer hans hele Væv paa Styrken af disse Sætninger, da vil det ikke blive vanskeligt at sønderrive baade Islæt og Trendegarn. Det hielper ikke at han har indhyllet sig i en væmmelig Vrimmel af philosophiske Konstord, - denne Kaabe er ikke ny, men har ofte maattet tiene til at skiule aandelig Armod - det redder ham ikke at han har forskandset sig med Bombast, og - hvor han endnu ei har troet sig sikker nok - med Nonsens,* - han giør maaskee Regning paa, at Mængden beundrer meest det den ikke *

225 forstaaer. - Forgieves har han opstablet saa mange Etager paa sit Fundament - Fundamentet er Sand, og hele Kastellet styrter. - Men her vil Beviis til. Jeg vil tage fat paa den anden af hans Hovedsætninger, thi glipper den, er hele Væven i Stykker, og Skrivtets Indhold er ikke allene modsagt, men modbeviist. Al Statsstyrke - siger han - indeholdes i Statsborgernes Industrie. Dette benægter jeg af følgende Grunde: Statens Styrke beroer - efter min Mening - paa Borgernes physiske og moralske Sundhed; til den physiske hører Livets Nødvendigheder, Legemskraft, Evne til og Færdighed i at forsvare sig; til den moralske hører Sæders Reenhed, Tilfredshed med sin borgerlige Forfatning, Kierlighed til den og Medborgere, Mod og Lyst til at forsvare sig. Det der nu befordrer og vedligeholder denne physiske og moralske Sundhed er: en nøie, nær og jevn Forbindelse mellem Borgerne, almindelig Velstand, - bedre Bortfiernelse af Fattigdom - en eifor ulige Fordeling af Livets Nødvendigheder; videre: en almindelig Oplysning, der er af den Art, at den indprænter Religiøsitet, Dyd, Fædrelandssind; endelig: Arbeidsomhed, der nærer og styrker baade den physiske og moralske Sundhed. Er denne Bestemmelse af Statsstyrke rigtig - som jeg troer - saa følger, at Industrie - hvorved Forfatteren ikke mener en Arbeidsomhed, der allene har Livets Ophold til Øiemeed, men en saadan, der tilveiebringer den største Masse af rede Penge - er kun et af Midlerne til Opnaaelse af Statsstyrke, og det endda kun under de Betingelser, at den forskaffer en almindelig udbredt Velstand. Det er da saa langt fra, at al Statsstyrke indeholdes i Industrien, - efter Forfatterens Bestemmelse - at den end ei er et absolut nødvendigt Middel dertil, thi et industriøst Folk kan gierne være et fordærvet Folk, mangle baade physisk og moralsk Sundhed; endvidere ere hos et saadant Folk Rigdommene - den Buchholziske Industries Øiemed - ofte uforholdsmæssig fordeelte, saa at de findes opdyngede hos enkelte Individer eller Stænder, medens den største - ja egentlig industriøse - Deel af Nationen træller i Armod; hvorved Ligevægten og Forbindelsen mellem Borgerne tabes, og ei allene den, men Sæders Reenhed, Tilfredshed med sin Forfatning, Kierlighed til den og Medborgere, Mod og Lyst til at forsvare sig - med to Ord: Statens Styrke. Industrien vil, istedetfor at styrke Staten, endog svække den, med mindre den frembringer en almindelig Velstand; og giør den endog dette, har Staten alligevel ei naaet den fornødne Styrke, hvis ei de ovenfor angivne Betingelser tillige ere opfyldte. Har Buchholz nu skrevet for tænkende Statsmænd, er han allerede giendreven; men har han - som det mere 226 lader til - skrevet for Statsoekonomer, for Finantsministre,* uden Hensyn til sand Statsstyrke eller almindelig Folkelyksalighed, da giør han meget Ret i at tilraabe enhver Theolog, Jurist eller anden tænkende Videnskabsmand: Fingrene af Fadet!

Men ogsaa Historien maa vi raadføre os med; af den har jo Forfatteren samlet sin Philosophie; lad os see hvorledes han har studeret den. Phoenicierne udmærkede sig tidlig ved Industrie og Handel, og nøde følgelig en rig, men ingenlunde kraftig Existents; deres Industrie førte dem endog saa meget snarere til Undergang, som den giorde dem rigere. For denne Rigdoms Skyld bleve de aldeles knuste, medens deres fattigere Naboer nøde en langt længere Tilværelse. Det torde da vel være meer end et Paradox,** at Stater nærme sig deres Undergang, ligesom de stige i uhensigtsmæssig Industrie; thi en saadan Industrie føder vel Rigdom, men Fattigdom følger jevnsides med Rigdom; men begge avle alle Synder, og Synderne avle Svækkelse, som er Forbud paa den politiske Død. Er nu en overdreven Industrie Aarsag til Statens Sygdom, da vil ogsaa det, der hindrer en saadan Industrie, styrke Staten, og ikke - som Forfatterens tredie Sætning paastaaer - svække den. Lad os med Historiens Fakkel end klarere belyse denne Sag: Engelland er Nutidens Tyrus; det har i alle Industriens Grene ladet andre Nationer langt efter sig: de ere ifølge deraf langt rigere end alle andre; men just denne Rigdom har tvende hinanden - som det lader - modsatte Følger: Magt og Afmagt - stakket Magt og lang Afmagt, det er: Deres Rigdom skaffer dem vel Midler til at undertvinge nogle, bestikke andre, og indvikle alle i Krig og Forvirring; men disse Konstgreb ere kun Palliativkure, der ei formaae at læge den indvortes Kræft; denne ved Rigdommens Anvendelse erhvervede Overmagt er ikke Styrke; thi List forudsætter Mangel paa Kraft: Guldet skal aabne sig en Vej didhen hvor Jernet ikke formaaer at trænge. Om endog deres stærblinde Statskonst længe seirer, om det end længe lykkes dem at berige sig i den almindelige Forstyrrelse, saa *

* 227 vil den derved kun giøre Statens Undergang saa meget vissere. Industrien har altsaa hos Britterne avlet Rigdom, men Rigdom Hovmod, som gaaer for Fald, og Gierrighed, der som hos det enkelte Menneske stiger, jo nærmere han rykker Døden imøde. Store Nationaluheld, der svækkede deres Handel, vilde altsaa - i det de giorde dem fattigere - giøre dem stærkere, og fierne dem fra Undergang;* de ville giøre dem sundere og ædruere, og svække de plyndrede Nationers Lyst til deres nu formindskede Rigdomme. Saaledes var Nordamerikas Løsrivelse en Amputation, der reddede fra Hælsot, og bragte - for en Tid - de sunde Vædsker i fyrigere Omløb. Saaledes vilde maaskee nu Ostindiens Tab være en Forhaling af den fremilende Katastrophe. At det engelske Ministerium desuagtet stedse søger at berige sig paa andres Bekostning, viser blot, at de ere Buchholzianere, og ikke vide hvori den sande Statsstyrke bestaaer. Lad os igien gaa tilbage til Historien: Scytherne vare det modsatte af et industriøst Folk, de vare derimod i Besiddelse af andre ovenfor anførte Reqvisiter for Stats-styrke, hvilket atter viser, at Industrien, langt fra at være den første, ei engang er en nødvendig Betingelse for kraftfuld Nationalexistens; Scytherne overlevede, ja tilintetgjorde flere industriøse Stater; selv fattige, men sunde, giorde de Ende paa rige Nationers skrantende Tilværelse; selv udbredende deres Erobringer til alle Sider, bleve de indtil denne Dag aldrig af Fremmede betvungne. Men naar andre ved en altfor yppig Blomstren før Tiden vare løbne i Frø og henvisnede, indpodedes friske Grene med ny og kraftig Livssaft af dette fattige uindustriøse Land i de ved Industriens Drivhuusvarme forraadnede Stater. Som Scytherne, saa Araberne; som disse, saa Schweizerne, der afholdt udvortes Vold, og vedligeholdt indvortes Sundhed, indtil Industrie og Handel for endeel inficerte ogsaa dette friske og kraftfulde Legeme. Hvad siger Forfatteren om Lacedæmonerne? De vare saa, ganske det Modsatte af industriøse, at de endog lode deres Slaver forrette det eneste nødvendige Arbeide - Jordens Dyrkning; hvilket er det samme, han bebreider Jøderne, og tilskriver deres politiske Svaghed. De havde intet Guld eller Sølv, hvilket Forfatteren kalder Statens Foment. De havde Jern, og saa længe de ingen Penge eiede, vare de - skiøndt faa - dog uovervindelige; men saasnart de kom i * 228 Besiddelse af Fomentet Guld og Sølv, svandt deres Styrke. Denne giftige Væxt, som Pausanias plantede, og Lysander vandede, groede saa geilt, at en Cleomenes ikke formaaede at udrydde den; hvad Jernet i fem Sekler havde opbygget, nedrev Guldet i eet. Jeg vil endnu til Overflod bevise, hvorfor en ikke-industriøs Nation - naar den opfylder de øvrige Fordringer til Statsstyrke - ved indvortes Nødvendighed maa være stærkere end en industriøs, naar den lader disse Fordringer uopfyldte. Hos denne følger i en uadskillelig Kiede; Industrie, Handel, Rigdom; Rigdoms uforholdsmæssige Fordeling, fordærvende Overflod hos nogle; ligesaa fordærvende Armod hos andre; deraf Foragt og Tyrannie af Rige mod Fattige; Misundelse og Had hos Fattige mod Rige; hos disse physisk og moralsk Svækkelse, Feighed naar det kommer an paa Forsvar og Stræben efter at vælte dette over paa de Fattige; hos disse Ulyst til at paatage sig det; deraf Uenighed, Vankelmodighed, dorsk Ligegyldighed, slavisk Hengivenhed i Skiæbnen - Undergang. Derimod findes hos en uindustriøs Nation Lighed i Formue, som forebygger Had og Misundelse, og bevirker Kierlighed og Sammenhold, en Tilstand, der er lige langt fra forkiælende Overflod og forhærdende Armod; en Tilstand, som forebygger Rigdommens Følger: Overdaad, Stolthed, Tyrannie, Blødhed, Feighed; og Fattigdommens: Misundelse, Bedragerie, Tyverie, Frækhed, Slavesind; alle elske et Land, som tilfredsstiller dets faa Fornødenheder; alle elske hinanden, fordi ingen er rigere, lykkeligere end den anden; alle ere rede til at forsvare den almindelige Lyksalighed, der er uadskillelig forbunden med den individuelle; kort: her er en kraftfuld og freidig Nationalexistens. Saaledes haaber jeg nu at have giendrevet Forfatterens Hovedsætninger, og kunde følgelig, efter hans Indrømmelse, fritages for Bogens detaillerte Bedømmelse; men den er saa fuld af skadelig Ukrud, at jeg maa vedblive Lugningen indtil Enden; jeg maa indtil den sidste Trævl afpille denne Ulv i philosophiske Klæder.

[...]

Medborgere! Lad os ikke bedaare os selv med skiønne Drømme; Oplysningens Soel er endnu langt fra sin Middagshøide. Endnu i det nittende Aarhundredes Morgen fordømmer man en heel Nation; man løser Negerens Lænker, og opløfter Bondens Hoved; men Jøden vil man forstøde som et uforbederligt Barn. Troer ikke Fordommens Røst! Alt hvad der strider mod Begrebet om Menneskets Fuldkornmenheds 229 Evne, dets moralske Natur, strider ogsaa mod Begrebet om en almeen moralsk Verdens Aarsag. Mange ere fordærvede, men ingen er uforbederlig. Jøden er ikke mere fordærvet end den Kristne, men hans Feil ere mere fremstikkende, fordi han lever i et afsondret Selskab, fordi han bliver mere bemærket og mere miskiendt, fordi der er mindre sørget for hans Opdragelse. Og hans Opdragelse er i Regenternes Hænder, de kunne danne ham til virksom og hæderlig Borger; og Ære være hver Regent, der betragter alle sine Undersaatter som ægte Børn, der, besjælet af uindskrænket Kierlighed, opdrager alle med lige faderlig Omhu, der ikke mistvivler om Jødens Forædling, men tillukker sit Øre for blinde Fordommes Stemmer.

230

Mosaiterne, som Stænder-Deputerede.

Jeg kjender intet Land, hvor Disse have nydt større Begunstigelser end i Danmark, under vor nærværende Konges Styrelse. Dette er ædelt af Kongen og glædeligt for alle fordomsfrie Menneskevenner. Men Alting har sin Grændse - for ei at sige Ende - saaledes ogsaa denne Glæde. Efter at have opnaaet en saa høi Grad af Frihed, som hverken de eller deres Forfædre have kjendt, hverken i noget andet Land, ei heller i deres eget Canaans Land, saa bliver nu de (hvad deres Ordfører yttrer, og da de Alle tie stille til eller ikke modsige, maae de jo ansees at billige) med eet, saa at sige desperate, fordi de ikke maae vorde Stænderdeputerede; og der opløftes et Skrig, et Ramaskrig - som han siger Algreen-Ussing - saa man skulde troe Himlen vilde falde ned. Herre Gud! er det da ikke nok, at de have fuldkommen Religionsfrihed? at de - skjøndt af en Religion, der i atten hundrede Aar har staaet i absolut Opposition til den christelige - skjøndt Borgere i en anden Stat, der vel ikke er til i saadan en Form som de Andre, men dog er mere til end endog Frimurernes - at de nu raabe Ak og Vee! fordi de ikke maae være med at styre en fremmed Stat! Jeg siger fremmed, ikke hen i Taaget; thi i det Øieblik, da det Budskab: "I skulle atter være eet Folk og besidde Eders eget Land" lød, og enhver ærlig Jøde, maa jo troe, at det engang vil lyde - mon da ikke enhver ærlig Jøde var, ikke undskyldt fra, men forpligtet til at forlade det Land hvor han da opholdt sig som i et Herberge eller provisorisk Bolig? Mon han da længere kunde kalde dette sit Land? Og hvad mon han skyldte det, mere end Taknemmelighed, naar det fortjente saadant? Hvad vil da dette Samfund? De have nu med Landets oprindelige Beboere, med en nu aldeles dissenterende Religions Bekjendere "Lighed for Loven"; vilde de nu ydermere have Lighed over Loven? Og, fordi de ikke strax faae denne, saa skal Alt være glemt, og alle de mange og store Velgjerninger, Begunstigelser 231 og Friheder være at ansee som Nul og Intet! At den danske Regjering har skjænket dem borgerlig Sikkerhed, Frihed og Lighed, at den har givet dem Adgang til enhver borgerlig Næringsvei - dem undtagne, som deres egen Religion forbyder dem - derfor skal den nu omsider ikke have andet end Utak!

Denne sig saakaldende " Justinus"* har i Jyllandsposten (Tillægsblad Nr. 7) saaledes apostropheret Landets Konge, at havde han gjort dette i nogetsomhelst andet Land, kunde han gjerne blive Justinus Martyr. Han har saaledes apostropheret det danske Folk, at kun dansk Sindighed og Overbærenhed vilde taale dette. Han opfordrer rent ud Algreen-Ussing til at bruge Sværdet indtil "Fjenderne" - det er alle de som ei ville have Jøderne i Stændersalen, altsaa det hele danske Folk, og den danske Konge med - ikke længere staae opreiste!!! følgeligen maae være faldne, nedhuggede! - Hvad mener han da Cancelliet vil sige hertil? Dette Blads Redaction er nu nylig beordret under Tiltale for en Artikel, der berører Stænderinstitutionen; hvo er det Hr. Justinus berører? Fordi nu Kongen efter Hr. Algreen-Ussings Befaling tager en Joseph som Raadgiver, saa skal han høre det gamle Litani om Plagerne ligefra Pharao og til Philip, ligefra Nilen og til Elben!

Er det da saa- og det lader dertil; det har i tre tusinde Aar ladt dertil - at dette Folk ikke kan taale Medgang! ikke vil have det Godt! fordi det aldrig kan faae det godt nok? Det blev forviist fra Ægypten, fordrevet fra Palæstina, udjaget af Spanien og Portugal, Tid efter anden forfulgt, mishandlet saa i et Land saa i et andet (undtagen i Danmark), men det bliver evindelig sig selv ligt - en stedse levende Advarsel mod Overmod i Medgang.

Hvad vil da Hr. Justinus? Hr. Syskind? Den danske Geistlighed er som saadan udelukt fra Stændersalen, den hele Lærestand ligeledes; hvorfor skulde da endelig Jøderne have høiere Rettighed og Værdighed end christelige Præster og Ungdomslærere? I Sandhed deres Skrig er et egentlig Barneskrig. Men, skriger dog ikke for høit! skriger ikke for meget paa Ussings Svada! hans Skarpsindighed! hans Vittighed! (Alle Vaaben kunne I bruge).

Hvad ville I i Stændersalen? Ville I sørge for den christne Geistlighed? for de christelige Lærere? for Landmændene, for Bønderne, der udgjøre de 7/8 Dele af hele Landets Folkemængde? Kjende I noget til *

232 alle disse? til deres Kaar, deres Tarv, deres Trang? Har I særdeles Grunde til at sørge mere for dem, end for Eder selv?

Tie derfor stille Børn, det raades Eder af en Mand, der om det skal komme dertil, ikke er bange for at opslaae sit Vezir.

233

Ikke saameget til B. R. og Sy skind, som om dem til Publicum.

Kort efter mit Inserat "om Jøderne som Stænderdeputerede" læste jeg af den Sidstnævnte nogen Sammenskrivt imod mig, paa hvilket jeg endnu ikke fandt mig foranlediget at svare. Men for et Par Dage siden sender man mig et Tillægsblad til Aalborg Avis, som indeholder et lignende Gadeskrig, men endnu et Par Toner højere. At nu Ingen skal troe: at de ypperste Præsters Skrig har faaet Overhaand, og bragt mig til Taushed, men endnu mere for at vække en højstnødvendig Opmærksomhed paa et Uvæsen, der kan have uberegnelige Virkninger - derfor er det, at jeg i denne Anledning vil anstille nogle Betragtninger.

I min tidlige Barndom, da Udvandrere fra Pfalz og Hessen kom herind og bleve coloniserede paa Alheden, mindes jeg at have seet et satirisk Kobberstykke, som skulde giøre dette Foretagende latterligt; thi der gives altid Nogle, hvem en Regjering i ingen Ting kan gjøre tilpas. Dette Kobber forestillede Jyllands Landkort; det tilgrændsende Tydskland var paatrykt Navnet "Ægypten" , Elben hed "det røde Hav" , paa Halvøen stod "Canaans Land" , og ved den Skare som saaes paa dette røde Hav "Israels Børn." Alt dette hentydede vel dengang paa Tydskerne, der hentedes herind; men hvad om det ikke har været en Spaadom om Jøderne? Tydskland var for dem- og er tildeels endnu - et nyt Ægypten, hvor deres Tilstand ikke var stort bedre end i det gamle; og Danmark ere bleven dem et andet Canaans Land, med den Forskjel, at de ikke endnu ere blevne Eneejere deraf; dog dertil er i sidste halve Seculum gjort Kæmpeskridt. I min Barndom og længe derefter gik de kun enkelte omkring som Bissekræmmere, leed Sult og Kuld, og toge til Takke med Natteleje i et Udhuus. Deres Lod var ikke misundelsesværd. Nu beboe de de smukkeste Huse i vore Kjøbstæder, eje de rigeste Krambode, Bohave og Eqvipager. Dette bør man ej heller misunde dem; jeg antager, at de ere komne dertil paa 234 lovlig Maade. Hermed tykkes mig og, de kunde være vel tilfredse; men det er ikke Tilfældet; de kaste sig over ganske andre Ting, som deels ere dem for høje, deels uvedkommende; de ville give Tonen an i de skjønne Kunster, i Poesie, i Politik m.m. Og hvad det slemmeste er: naar vi Andre - vi Landets egne Børn - ville tale med, eller egentlig imod dem, da udraabe de et Anathema, og tiltale os som Cananiter og Gojim. De gribe efter Ting, der ikke ere gjorte for deres Fingre, f.Ex. Pressen. Den Omhandlede i Aalborg har nu i nogle Aar været i saadanne Hænder; og den er bleven brugt til at skamskænde flere end een agtet Gejstlig. Den ene af disse, som nu her igjen maa holde for, blev for en 8, 9 Aar siden ganske liderlig tilrakket af en anden israelitisk Ordgyder, fordi han - imod denne Herres behagelige Villie - havde begaaet den forvovne Synd: at fremstille det Gode i den danske Folkeforfatning, samt hvad til dette Øjemed var udrettet under Frederik VItes Bestyrelse. Den samme - han er nu Professor i en Videnskab, som ingen Studentere tæller - skal, inden han kastede sig over Statsvidenskab og Finantser, have ageret Smagsdommer, og kjørt i Ring med Malere og Billedhuggere, Musici og Poeter.* Skal det, "som Rygtet siger" være den samme gejstlige Mand, som i Jødefejden 1815 saa kraftigen tog dette Samfunds Parti, og lagde sig ud med sine egne Landsmænd og Troesforvandte, for at frelse Jøderne, da faaer han nu og derfor den gamle Tak og Belønning, som de plejede at yde deres Propheter. Jeg kunde virkelig længes efter at see, om alle de andre Mosaiter her i Danmark ville tie stille til de tidtomnævnte Tvendes Kaadheder. Gjøre de dette, kunde man maaskee ikke saa urettelig anvende: "Hvo som tier, den samtykker" , og derved kunde de Forstandige og Sindige iblandt dem blive skaarne over samme Kam som de Andre; hvorved, i Tingenes mulige Gang, de Uskyldige kom til at bøde lige med de Skyldige. Det er højst besynderligt, at hine To, der have opkastet sig til Repræsentantere for det israelitiske Samfund- og de maae vel antages derfor, saalænge man ikke frakjender *

235 sig (desavouerer) dem som saadanne - slet ikke kaste et eneste betænksomt Blik tilbage paa de mange og haarde Forfølgelser, hvilke de selv lige fra de ældste og indtil de nyeste Tider have paadraget sig. Tvertimod: den Ene af dem han udæsker endog, han gjør en aabenbar Krigserklæring, og kaster nu først et Øje paa de allerseneste Uroligheder, men et Øje som Sejerherren paa sine Triumpher. Det er dog jammerligt! er da Dannerfolket saa dybt sunken, at det i slavisk Taushed maa taale disse Fremmedes Trods ej allene mod det selv, men mod dets ædle og retfærdige Konge, som visselig ikke uden god Grund har udelukt dem fra den stænderiske Raadgivning!

For hundrede Aar siden vare her i Landet neppe flere end hundrede Jøder. Nu ere her maaskee hundrede Gange saamange. Medens den christelige Befolkning kun har tiltaget 60 Procent, har hiin voxet 10,000! Hvad skal Enden herpaa blive? - Men vi spore her i Forsynets Styrelse en Viisdom og Retfærdighed, som ikke skulde lades upaaagtet eller ubenyttet: idet at dette Folk altid itide selv advarer, og som højrøstede Gjæster vækker Verdens Opmærksomhed. Saaledes ogsaa nu her i vort altfor gjæstfri Danmark. Danske! Tager Eder i Agt! De opfordre Eder selv dertil.

Men det er ikke med Ord allene, at de saaledes kalde paa os. Her blot een Handling, der borde være nok til at vække den døsigste Syvsover. For et Par Aar siden spiller en jødisk Kjøbmand Fallit, eller er nær derved. Hvad gjør han nu? Han beskatter den danske tidtomtalte Beskedenhed - en Dyd, der stundom gaaer saa vidt, at den undskylder det gamle: "Die dummen Dänen" ! Hvad gjør han nu? Han kjører omkring her i Jylland til Proprietairer og andre velhavende Folk, og tiltrygler eller tilsnakker sig Laan til at begynde en ny Commerce!!! Han fører med sig to Protocoller, en stor og en lille. I den første indskrives de, som laane ham større Summer; i den sidste de, som ikkun ville rykke ud med smaae, dem til velfortjent Skam. Hvormeget han saaledes fik brandskattet sammen, veed jeg ikke, (skjøndt Rygtet fortæller 20,000 Rbd.), saalidet som om hans senere Kjøbmandsfærd; men det veed jeg, at de Stakler, som siden fortrød deres Enfoldighed, bleve indkaldte til Forligscommissionen for at tvinges til at opfylde deres taabelige Løvter. Jeg kan ikke forestille mig, hvorlunde Frækheden skulde culminere til et højere Punct. Dog det kan maaskee Tiden vise. Allerede er det kommen dertil: at det nu er farligere at skrive - ikke engang imod Jøderne, men blot ikke med dem 236 - at dette er farligere end at skrive mod selve Regjeringen. Naar dette skeer med den tilbørlige Moderation, og bygges paa Grunde og Kjendsgjerninger, da har denne endog tilladt det; men der er skreven saameget uden disse Vilkaar, ja imod dem; og dog har vi nu i 40 Aar ikke seet anden Straf anvendt end smaae Mulcter, som neppe ændses. Da derimod jeg afgav en velgrundet og uigjendrivelig Formening - ikke mod Jøderne, men mod deres Ansættelse i Stænderraadet, da vorder jeg derfor skamskændet. Gaaer det saaledes til nu, da der er kun een Jøde mod tohundrede danske Christne, hvordan mon det da vil staae til, naar de ydermere forflere sig selv og formere deres Pengemagt? Hvordan mon det vil staae til, naar de komme i mere udstrakt Besiddelse af vore Huse, vore Skibe, vore Jorder? Jorderne kunne vi da vel faae Lov at dyrke, Skibene at føre; men for hvis Regning? til hvis Fordeel?

Seer nu selv, I Angribere! Til saadanne Betragtninger lede umiddelbart Eders pøbelagtige Kaadhed og Overmod. Det var maaskee gavnligt for Eder selv og det Samfund, I have paataget Eder at repræsentere, hvis I bleve lidt bange, saaledes som I opirrende og drillende sige til mig. Just for denne gadedrengeagtige Udfordring nævner jeg mig endnu ikke; men finder jeg det engang af andre Aarsager nødvendigt, da kunde det hænde sig, at I fik at see en anden Kjole, end den I har forsøgt at besudle.

237

Om Natmændsfolkene

Disse vare fra gamle Tider af en dybt foragtet og fornedret Menneske-Classe, som tildeels levede af de Arbejder, ved hvilke den ringeste Bonde væmmedes. Om deres Oprindelse kan nok intet med Vished bestemmes. Rimeligst forekommer det mig, at de nedstamme fra vore Hedenske Forfædres Trælle; som maaskee ved Christendommens Indførsel ikke ere anseete for værdige til strax at vorde indlemmede i denne, og saaledes have fortsat Trællehandtering og de af frie Folk foragtede Arbeider; vel ogsaa længere have vedblevet at spise Hestekjød; og derfor er maaskee Hestenes Afslagtning og Flaaning overdraget til dem. Deres Kaar vare saa usle, og Vejen til physisk og moralsk Lyksalighed for dem saa fast tilsperret, at en Regjering som udmærkede sig ved ædel Omhue for at løse alle Sjæls og Legems Baand, som ophøyet over Vindesygens Skingrunde og forældede Misbrug borttog Aaget fra Bondens og Negrens Skuldre, ogsaa forsøgte at hæve hine Ulykkelige fra det lave Trin, hvorpaa de i Aarhundreder stode. Forordningen af 31. Jan. 1794 udstædtes og udslættede hiint Skjændselspræg, og hævede de hvide Slaver til Statsborgeres Værdighed og Rettighed. - Men Frihed kan ikke paa engang erhverves, i det mindste ikke bæres; den moralske maae følge jevnsides med eller gaae foran den politiske - hvis ikke vil denne Frihed som oftest udarte til Tøyleløshed. Om denne Sandhed har Verden store og smertelige Erfaringer, vort Fødeland har her een - skjøndt mindre vægtig og mindre farlig - i disse danske Pariahs hvem endnu ingen Bonde gjerne berører, eller drikker af Kruus med. Neppe meer foragtet er hiin Kaste ved Gangesflodens Bredder, hvis hellige Vand allene mægter at bortskylle Smitten af dens Berørelse, end Natmandscasten i Danmark - især i den vestre Deel af Jylland ikke synderlig mindre nu end før - har været. Hvor en saadan traadde ind i Bondens Huus, søgte han selv sin Plads ved Døren, og efter forrettet 238 Feining eller Flaaning modtog han sammesteds siddende paa en Knub sin Mad i en Potte, som ingen med sin gode Villie eller Vidende siden spiste af, men som tilligemed Skeen blev opbevaret allene til dette Brug. Alt blev rakt ham med lang Arm, og Bondens pjaltede Børn holdt sig høyt oppe i den anden Ende af Stuen. Selv Bondens Hund kjendte Natmanden langt borte, gjøede, tudede, skreeg som om dens Liv strax havde Ende (hvilket og ofte var Tilfældet), - Det var som om de umælende selv saae det Skjændselsmærke en fjern og ukjendt Old havde paatrykt en enkelt Slægt i Samfundet. Hvorledes maa det staae sig med det Menneskes Moralitet, som er foragtet under - jeg kunde gjerne sige - af Hundene? Den skidne, lasede Bondedreng spiser uden Betænkning af Fad med Hønen og Gaasen, med Grisen og Hunden; men ej for sit Liv med Rakkeren! Med hvilke Øjne skal denne ansee sig selv? Hvor skal han finde denne Selvagtelse, som er en Spore til Dyden og et Værn for den? Slavekaar - Slavesind! -

En human Regjering gjengav Slaven hans borgerlige Ære; men han vidste desværre ikke at fortjene dette ham hidtil ubekjendte - uattraaede Gode. Natmanden blev Natmand i sine egne Øjne og i Landalmuens med; ja han tiltog maaskee endog i Frækhed, Ladhed, Tryglerie og Tyverie i samme Forhold som hans forrige Næringskilder tilstoppedes. -

Hverken kuet af Tvang, Arbejde eller Næringssorger, formerer Racen sig nu mægtigt; thi disse Mennesker lyde kun Naturens Bud, gifte sig, eller oftere, avle Børn uden Giftermaal, bytte Koner, løbe sammen, løbe fra hinanden og atter sammen. Børnenes Opdragelse bryder dem ikke; thi de give dem ingen; deres Opfostring ikke heller; thi Bondens Loft og Kjælder staae dem aaben, og denne vogter sig nok for at lukke. Endogsaa den ypperlige Anordning for Fattigvæsenet vide de at benytte og - misbruge, idet de - naar dem saa got synes - tvinge den Fattigvæsenscommissjon, i hvis District de paa deres Vandring ere fødte, eller længst have havt Tilhold, til at forsyne dem med Bolig, Føde, Klæde, Ildebrændsel med mere. Her leve de i sorgløs Uvirksomhed, saae ikke, spinde ikke, samle ikke i Lader - det undtagen, som de trygle og stjæle sammen - men Bonden føder dem alligevel. De vandre trindt omkring i Landet, snart enkelte, snart i store Flokke, tilbetle, eller i Benægtelsesfald - som dog sjælden indtræffer - tiltrue sig alt hvad de behage; fraadse og drikke indbyrdes 239 eller hos Hælere, af hvilke der blandt Bønderne findes nogle hist og her, som nedlade sig til at dele Rovet med dem. I afvigte Vinter, da mangen Huusfader sukkede for Brød, saaes hine dosinviis i 8 a 14 Dage fraadsende, drikkende, spillende, dansende indtil Forraaden var fortæt, og da atter uddrage for at brandskatte den fattige Landmand; og Skatten vovede denne sjælden at forholde dem. Af Erfaring kjender han deres Trudsler, og veed at de ere ikke tomme. Hvo som tvivler herom, vil jeg blot henvise til den rædsomme Mordbrand, som fandt Sted paa Højriis i Hammerum Herred sidst i Decbr. 1819 Klokken syv om Aftenen. Een paa Haveporten opslagen Seddel forkyndte Ejeren Herredsfoged Møller: at hans Gaard afbrændtes, fordi han havde for Indbrud fængslet een af Banden den berygtede og frygtelige Johannes Axelsen, som beboer et af Fattigvæsenet opbygt Huus paa Ørre Hede; "dersom" - hedder det til Slutning - "du nu lader Axel faae Roe, og giver hans Kone en Tønde Rug aarlig" (i egentligste Forstand Brandskat) "saa skal du ogsaa faae Roe, hvis ikke komme vi igjen med Blod!!" Brandbullen var undertegnet med de ominøse Navne "Peder Løve og Niels Ildtænder" !!!

Det maae dog være paa den høye Tiid, naar Øvrigheden, som skulle sikkre andre, ej engang selv er sikker; og Faren stiger som Banden yngler og formerer sig; som den drager mange andre løse og farlige Folk til sig, og som den endelig ved uskye Ryggesløshed virker høyst fordærveligen paa den sædelige Almue. -

Dette Onde hæves ikke ved de allerede existerende Anordninger; thi ingen Landmand - knap nok nogen Embedsmand - vover at anholde eller til Øvrigheden aflevere nogen af disse saa karakteristisk kaldte Kjæltringer. De hist og her imellem anstilte Klapjagter nytte slet intet; Vildtet veed enhver saadan forud, og selv de som herom ere uvidende staae slet ingen Fare. Jægeren er mere bange for Vildtet, end Vildtet for Jægeren. Jeg har været Vidne til: at en heel Skare bevæbnede Bønder paa en saadan Jagt forsigtigen omgik og undgik et afsides Huus; thi just dette sad fuldt af Kjæltringer! Om endog regulære Tropper opbragde flere eller alle disse Vagabonder - hvad da? hvor skulde de hen? i Fængslerne og Tugthusene? er der Rum til saa mange? og hvad saa? Løsslupne vilde de snart igjen oversvømme Landet og husere som tilforn. -

Vor vise Regjering, som saa kraftig arbejder for at raade Bod paa erhvert Onde, og som har viist, at den villig laaner Øre til Kyndiges Oplysninger, vil vistnok henvende sin Opmærksomhed til denne vigtige 240 Sag, og tage hvad der i bedste Hensigt maatte vorde talt - i nærmere Overvejelse. Allerede have flere klaget over Min Landeplage, hvoriblandt Pastor Zimmer i Fyens Adresse Avis No. 89. 1815- og en Anonym i samme Aars Avis No. 100; endelig samme Aar den lærde Jurist Etatsraad Jørgensen i Viborg i et særskildt udgivet Skrivt. -

Blandt de Forslag, som jeg deels paa Prent deels i Haandskrivt har læst, deels mundtligen hørt fremsatte kjender jeg intet, som tilfreds-sillende løser den vanskelige Opgave: Eet gaaer ud paa, at indsætte alk Natmændsfolk i Tvangs- og Arbeids-Huse; men uanset, at denne Forholdsregel uden Undtagelse sat i Værk torde være for haard - især hvad de yngre angaaer: saa vilde der udfordres flere nye Tvangshuses Opbyggelse; thi de gamle ere vel allerede fulde. Udgivterne vilde blive perennerende ja dertil forøges med Fangernes Formerelse; og endelig vilde et saadant Hjelpemiddel ikkun være palliativt, og hen i Tiden sætte Regjeringen i end større Forlegenhed med disse farlige Mennesker, hvis Moralitet ved en saadan Sammenpakning og idelig Paavirkning og Smitte vist ikke forbedres. - Ligesaa farlige Følger vilde det have, om man - efter et andet Forslag - af dem oprettede permanente Colonier paa Jyllands Heder eller andensteds. Hvad vilde Enden blive? den er ej engang at see; men blot den nærmeste Følge? vi behøve kun at kaste vort Blik paa Forbryder-Colonien i Botanybay, for at ræddes ved ethvert Foretagende af denne Art. - Det er vel visere og ædlere at afsondre og sysselsætte Forbryderne, end at berøve dem Livet, men de maae aldeles ikke forplante sig; thi saa forplante de ogsaa sine Laster, Der er videre foreslaaet: at fordele de fornemmelig i den nordre Deel af Ribe, vestre af Aalborg og nordre, vestre og søndre Deel af Viborg Stift concentrerede Natmændsfolk over hele Landet; men det var kun at inoculere Kræften i de endnu uangrebne Dele, udbrede Byrden, forplante Smitten, og give Banden Leilighed til at speide, udsue, plyndre overalt. - At holde dem i Almuestanden for omsider at sammensmelte dem med denne, var vel af alle hidtil optænkte Planer den bedste som den simpleste; og efter denne er ligefrem den omtalte Forordning affattet, saavelsom Hr. Etatsraadens Afhandling. Men den formodede Virkning udebliver; det forhaabede Resultat opnaaes ikke - Erfaring har allerede afsagt Dommen over et System, der grundedes paa subjectiv ædle, men objectiv urigtige Betingelser. -

Dog - at nedrive uden at opbygge, er ofte værre end at bygge slet; 241 thi anseer jeg det altsaa for min Pligt: til nøyere Prøvelse, muelig Omændring og Udvidelse at fremsætte hvad jeg over dette vigtige Anliggende haver tænkt. -

Jeg bygger paa den Grundsætning: at hiin politiske Sygdom - forældet og indgroet som den er - ikke kan cureres uden radicaliter at udrøddvs: Natmandsracen maae forsvinde til selve Navnet; thi saalænge dette vedbliver, vedbliver ogsaa Almuens Fordomme og hiins Laster. Det Natmandsbarn, som kjendes og kjender sig selv som et saadant, vil ogsaa ringeagtes og ringeagte sig selv, det er: forblive paa det samme lave Trin af physisk og intellectuel Forædling. Lysten til det vante frie, sorgløse Liv vil stedse seirende forjage Arbejdsomhed, Nøysomhed og stadig Pligtopfyldelse. Vi maae sige, vi maae gjøre hvad vi ville: Omløberen griber altid igjen til sin Pose og sin Stav, og vender tilbage til Landevejen. I fire Secler er Zigeuneren uforandret den samme, spaaer, tigger, bedrager, stjæler. Selv hvor hans Forædling ikke er aldeles umulig - som i Ungarn - vedbliver han dog Aar ud og Aar ind ubeblandet med andre sit usle Guldvaskerie. Han kan 242 forædles - det modsatte forbyde den evige Retfærdighed - derpaa giver sidstnævnte Land flere Exempler: ikke faae Zigeunere ere blevne Pibere, Tamburer og Hoboister ved de østerrigske Regimenter, ja een endogsaa Medlem af det keiserlige Capel. Men det er kun enkelte Undtagelser; Massen bliver i sin sædvanlige Fordærvelse: Zigeuneren veed han er Zigeuner, derfor vedbliver han at være det. "Padden hopper i Pølen, sad hun end paa en Guldstol" siger Ordsproget, og Ordsproget siger sandt. Mange Erfaringsbeviser herfor tillader nærværende Afhandlings Omfang ikke, kun eet Exempel, som jeg selv har oplevet maae det tillades mig at anføre: En Natmand i Aarestrup her i Herredet, forsvandt engang som flere af hans, men fremstod igjen efter nogle Aars Forløb for som tilforn at flaae vore Hunde og Katte, rense vore Skorstene og Priveter. Paa Spørgsmaalet: "hvor han saa længe havde været?" fortalte han: "at han havde været i e Sønden (Holsteen) hvor han kom i Tjeneste hos en velhavende Bonde, efter hvis Død han ægtede hans Enke, som naturligviis ikke kjendte hans Herkomst. "Men" - spurgte man - "hvorfor da nu her igjen som Rakker?" Svaret var Ord til andet saaledes: "A veed det hartad it Faar! Hvad der er kommen af Sk..., det vil til Sk..." !!

At der dog herfra gives Undtagelser, og at der findes Rakkere, som ej allene ere tilfredse med (det ere vel alle) men endog stolte af sin Stand viser følgende: En Natmandssøn i Dej bjerg begyndte at gaae omkring og sælge Hægter og andre Smaating; yttrende for Faderen sin Tilbøyelighed til Handelen. Denne søgte at fraraade ham hiin Næringsvej og anbefalede ham sin egen Haandtering, som noget der godt kunde føde sin Mand. Sønnen blev ubevægelig, hvorpaa den opbragte Rakker raabte: saa forlad da din Faders ærlige Haandværk, og bliv til en Kræmmer og en Kjæltring! Dette er blevet til et Mundheld i Omegnen. - Enden er alligevel denne: Baade Rakker uden- og Rakker med esprit de corps er og bliver Rakker saalænge han maae. -

Jeg seer intet virksommere i det mindste intet gjennere Middel til det foresatte Øiemeds Opnaaelse end - Standens og Navnets fuldkomne Tilintetgjørelse. Man misforstaae mig ikke! Jeg mener ingen voldelig Udrøddelse som Guanchernes eller Caraibernes, ingen Fordrivelse som Jødernes af Spanien og Portugal, men een af Regjeringen iværksat Foranstaltning til Natmandslægtens totale Indblanding med de øvrige Borgerclasser, bygget paa retfærdige Grundsætninger, og udfort ligesaavel 243 ved billige og lempelige som sikkre og alvorlige Midler under stadigt Hensyn til det Heles Vel. - Og efter dette Princip er det at jeg foreslaaer følgende:

1.

Paa een Dag, som forud allene er Herreds- og Byfogderne bekjendt, men som holdes aldeles hemmelig lige til Udførelsens Øjeblik, bliver over hele Landet alle boesiddende Natmændsfolk tilligemed de omvankende - samt alle andre Omløbere og Betlere paagrebne og førte til nærmeste Kjøbstæd, hvor Vaaning, Føde med mere i Forvejen og ligesaa hemmeligt er beredt til deres Ankomst. -

Dette Foretagende udføres vel af de civile Autoriteter, dog med fornøden Understøttelse af Militæret - alt under Amtmændenes Overbestyrelse. -

2.

Der anstilles nu Undersøgelser over denne sammenbragte Masse: undvigte Forbrydere afleveres til deres bestemte Steder; Fremmede Omløbere bringes ud af Landet; og alle indenlandske Betlere og Løsgjengere - som ikke høre til Natmandsslægten - henbringes til vedkommende Fattigdistricter til videre Behandling efter Anordningerne. -

3.

Af de tilbageværende egentlige Natmændsfolk, fraskiltes alle de som formedelst Alderdom eller legemlig Brøst ikke kunne ansees som arbeidsdygtige, og forsørges for Livstid i Hospitaler og Fattighuse. -

4.

Endvidere alle Børn fra syv Aars Alder af indtil femten. Disse opdrages i Opfostringshuset eller paa anden Maade besørges opdragne og oplærte af Regjeringen enten til Haandværker, Manufacturarbeide, eller maaskee - hvad Drengene angaaer - til Krigstjenesten. Der sørges af al Magt for at deres Herkomst kan forglemmes og de selv anbringes, hvor saadant kan skee, saasom i Kjøbenhavn og i de danske Colonier i Udlandet. -

244

5.

For de øvrige anlægges paa tvende ubeboede Øer - f.ex. Hesseløen og Hjelmen tvende Colonier: den ene for de arbeidsføre lovlig gifte eller ulovlig samlevende, naar disse sidste have Børn under syv Aar: den anden for alle arbeidsføre ugifte, eller dog ulovlig gifte naar disse sidste ej have Børn under syv Aar. -

a) Den første Colonies Indretning og Bestemmelse.

Der bygges Vaaninger til omtrent hundrede Familier, og til hver Familie udlægges et vist Stykke Jord til Havedyrkning. Der anlægges en eller anden Slags Fabrik, hvori eller hvortil Colonisterne visse Timer om Dagen maae arbejde (de øvrige Timer og hele eller halve Dage om Ugen have de frie til Havedyrkning eller egen Huusgjerning). Fabrikken bestyres af en Fabrikmester, og hiin saavelsom Colonien i det hele af en Inspecteur som efter et vist Tidsrum afløses. Intet Slags Jorddyrkning, hvortil Trældyr udfordres, drives paa Colonien; men det nødvendige Korn - som er Koloniens eneste Indførsel - tilbringes den. Ingen Skole behøves, thi de Børn, som her fødes afgaae - naar de have opnaaet det sjette eller syvende Aar til ovennævnte offentlige Opfostring. De nærmeste Præster skulle for Betaling efter Omgang besøge Øen og holde Gudstjeneste. Et militær Detaschement under en Officers Commando ligger paa Øen for at holde Orden, forhindre Desertion af Colonisterne og al Samkvem med Uberettigede. -

b) Den anden Colonies Indretning og Bestemmelse vilde være liig den førstes; kun maa begge Kjøn boe afsondrede fra hinanden. Giftermaal tillades, men de saalunde giftede flyttes da til den første Colonie. - Omkostningen til begge Coloniers Anlæg og Vedligeholdelse udredes - for saavidt Fabrikkerne intet Overskud eller intet tilstrækkeligt skulle afgive - saaledes: Alle Fattigcasser i Danmark afgive eengang for alle 10 p. C. af deres Beholdning; og de aarlige udforderlige Omkostninger reparteres paa samme Gasser efter Hartkorn eller Folkemængde. -

Om en 50 a 40 Aar ville Colonisterne rimeligen næsten alle være bortdøde, Hensigten opnaaet, og Indretningen altsaa overflødig; med mindre den skulde findes saa nyttig og hensigtssvarende, at den kunde gjøres permanent for andre Omløbere og Forbrydere; hvilke ved 245 saadan Afsondring, nyttigt og stadigt Arbejde, taalelig Levemaade og viis Behandling ville baade være mindre farlige for deres Medborgere og selv nærmere ved en Forbedring, som i de nu bestaaende Forbedringshuse ikke vel er muelig. -

Dersom ovenstaaende Midler nøyagtigt bleve iværksatte da formener jeg at den forønskede Hensigt i en Menneskealder uden Uretfærdighed vilde vorde opnaaet. Jeg siger uden Uretfærdighed; thi den eneste tilsyneladende Haardhed: den at tage Børnene fra Forældrene er i Grunden en Velgjerning især for de første: og den maae kjende meget lidt til hiin raae og for næsten alle blide Følelser afsløvede Menneskerace, der ikke skulle vide: at det høyeste man i Almindelighed her haver at vente, er kun en instinctmæssig Omhue hos Moderen for sit Barn, saalænge dette dier hendes Bryst. Kan noget mildere Middel udfindes, da gribe man dette! hvis ikke da troer jeg sikkert, at hvis ovenbeskrevne Plan med Fasthed begyndtes og fuldendtes, vilde den skadelige, farlige og især i moralsk Henseende beklagelsesværdige Natmandshorde i en temmelig bestemt Tid forsvinde, idet den ikke grusomt udrøddedes, men lempelig sammensmeltedes med det øvrige Borgersamfund. For den end ufødte Afkom vilde Adgang aabnes til alsidig Forædling, og det ved Fordom paatrykte Skjændselsmærke for evigt udslettes, Samfundets Grundvold og Støtte Almuen befriedes for en uværdig og trykkende Beskattelse, for idelig Overhæng og idelig Frygt og en ædel Regjering for den smertelige Nødvendighed uafladelig at straffe Ulykkelige, hvem indgroet Fordom hos andre og indgroet Vane hos dem selv, ligesom fremtvinge til evig Krig mod Staten og dens Love. -

Thorning, i Aaret 1820.

246

Forslag til Redningshuse for faldne Piger

Dersom nogen Synd allerede her i Livet faaer sin Sold i knuget Maade, da er det vel den, hvis Tillokkelser ere de vanskeligste at modstaae, og hvis Følger ere de haardeste for det svagere Kiøn. Der behøves ingen Romanskrivers, ingen Tragoediedigters Phantasie, til at male de Elendigheder, der ere Skiøgens almindelige Lod. Der gives ikke i Ideeverdenen nogen Jammerscene saa skrækkelig, som de, disse Ulykkelige i tusindviis opføre for vore Øine i den virkelige Verden. Hvor mange see vi ikke daglig, i Fortvivlelse, at ende et foragtet og qvalfuldt Liv? Hvor mange henslæbe et, endnu qvalfuldere, i Pesthuse og Daarekister? Hvor mangen - kort forhen blomstrende - Pige hensegner nu en fuul og hentæret Skiændsel i det Land, som fødte hende til huuslig Dyd og Lykke, blandt de Mænd, som i Kys indaandede hende Fordærvelsens Gift, og styrtede hende saa værgeløs ned i Lasternes Afgrund? Der gives paa Verdens store tragiske Skueplads ikke nogen Ulykkelig, der saa vel behøver vore Taarer - Der gives ingen Synder, der saa høit raaber om vor Forbarmelse; og saalænge Staterne taale den paphiske Venus's Templer, burde de vel ogsaa tage sig af hendes arme Præstinder, og ikke lade dem, Hig Offerdyr, hielpeløse pines og døe. - Englænderne have deres Magdalene-Kloster, hvor de betale noget lidet af deres Giæld til Menneskeligheden. Vi Danske have engelske Klæder, engelske Heste, engelske Vogne, og hundrede engelske Daarligheder: skulle vi ikke kunne have en saadan engelsk Veldædighedsanstalt, som han vilde skue med Velbehag, - han den gode Hyrde, der frydes over et forvildet Faars Frelse? Disse Linier være et Forsøg, om der behøves mere end et Vink til det godmodige danske Folk, for at giøre en Begyndelse til denne menneskekiærlige Stiftelse.

247

A.

Redningsselskabets Oprettelse.

Dersom nærværende Forslag finder tilstrækkeligt Bifald, da formener jeg, at et Selskab, som maatte arbeide og samvirke til dette Formaal, lettest kunne organiseres paa følgende Maade: To eller flere Mænd - helst i Hovedstaden - maatte forene sig og raadslaae om Sagen; og derpaa udsende Subskriptionsplaner til Indtrædelse i Selskabet, Indskud og Contingent. Naar et vist Antal var fuldt, kunde en Generalforsamling holdes; i denne maatte da Overbestyrere og Bestyrerinder vælges, hvis Pligter det blev: at sørge for Stiftelsens Opbygning; Valget af de under Litr. B. nævnte Forstanderinder o.s.v.; Lemmernes Optagelse; periodiske Besøg i Stiftelsen, og Opsyn dermed; Regnskab, saavel for Stiftelsens Bestyrelse og Fremgang, som for dens Oeconomie, hvilket blev Selskabet at forelægge ved hver aarlig Generalforsamling.

B.

Redningshusets Beliggenhed og Indretning.

Dets Beliggenhed burde ei være i selve Hovedstaden, for at fierne Faren fra dem, der optoges til Forbedring: ei heller for langt derfra, for des lettere at kunne findes af de Ulykkelige, som maatte tye dertil. Stedet burde altsaa vælges i en stille Egn, 1 a 2 Mile fra Staden.

Huset maatte indrettes til 16 a 24 Medlemmer, hvoraf ethvert maatte have sit særskilte Værelse, og der opholde sig afsondret fra de andre - undtagen ved Middagsspiisningen og Andagtstimerne. Der maatte følgelig være et fælles Spiseværelse, og et for offentlig Andagt. En Have burde heller ikke mangle.

Huset maatte have to Forstanderinder (den ene subordineret den anden) hvis Pligt det var: at være tilstæde ved Spiisningen og Gudstienesten; at holde uafladeligt Opsyn med Lemmernes Forhold; at holde dem til Arbeide, Orden, Reenlighed - kort, at forestaae deres moralske Forbedring. Desforuden maatte ansættes en Huusholderske og tvende Portnere.

Til Forstanderinder kunde maaskee vælges fattige - men til dette Embede duelige - Enker, helst Embedsmænds, da baade disses Pensioner ville hielpe paa Lønningerne, og smaataflagte Enker faae et bedre Udkomme - dem selv og Staten til Gavn.

248

Nærmeste Læge maatte være Stiftelsens; - Sognets Præst eengang ugentlig holde offentlig Gudstjeneste der, samt i Forening med Forstanderinderne virke til Stiftelsens Øiemed.

C.

Lemmernes Optagelse, Behandling og Udgang.

Det maatte bringes til Kundskab, hos hvilken eller hvilke af Bestyrerinderne, de som attraaede at optages i Stiftelsen, kunde melde sig; hvor da enhver, uden Forskiæl, - naar hun enten var et forført eller et offentligt Fruentimmer, maatte tilstædes Adgang til Stiftelsen. Det forstaaer sig, at hendes Sundhedstilstand først maatte undersøges, og Forholdsregler derefter tages til hendes Helbredelse, om hun befandtes syg.

En Maaned eller længere maatte hun optages i Redningshuset paa Prøve; og naar hun efter den Tids Forløb befandtes qvalificeret til endelig Optagelse, indlemmes blandt de øvrige med - hensigtssvarende Formaliteter.

Lemmernes Tid burde deles mellem Arbeide, Underviisning og Andagt; een Dag om Ugen bestemmes til denne. En vis Tid af Dagen anvendes til Recreation, f.Ex. i Haven - den største Tid til almindeligt Arbeide; den mindre til privat, samt hvad derved fortientes, henlægges til enhvers endelige Udgang af Stiftelsen.

Lemmerne kunde skifteviis hielpe Huusholdersken i Madlavning, Vask o.s.v.; hvilket vilde tiene dem baade til behagelig Afvexling, og nyttig Underviisning for Fremtiden.

Straffene for Dovenskab, Forsømmelighed og andre mindre grove Forseelser, kunde bestaae i Udelukkelse fra Huusholdningen, den offentlige Middagsspiisning og Gudstienesten.

Ingen maatte forlade Redningshuset eller dets Omkreds før den endelige Afgang derfra, og ingen Uvedkommende have Adgang i Huset, eller tilstædes Sammenkomst med nogen af Lemmerne, uden Forstanderindens Tilladelse, og i hendes Nærværelse. - Hiint Forbud især anseer jeg for saa vigtigt, at om nogen fandt Leilighed til at overtræde det, burde Stiftelsen for stedse være tillukket for hende. Thi uden fuldkommen stræng og langvarig Afsondring fra Synderindens forrige Verden, vil hendes Gienfødelse ikke være mulig.

Forbedringstiden kunde maaskee ansættes til fem Aar eller længere; 249 thi den fuldkomne Forandring, som Afsondring, Eensomhed, Arbeide, Formaning og Andagt maaskee ikke allene ere istand til at bevirke, den skulde Tiden - som forandrer Alt - fuldføre. Naar et Lem da, efter Forstanderindernes, Præstens, Bestyrernes og Bestyrerindernes Kiendelse, fandtes moden til igjen paa egen Haand at gaae ud i Verden: maatte denne Act foretages med megen Høitidelighed til kraftig Virkning, saavel paa den Udgaaende, som paa de Tilbageblivende. Der maatte f.Ex. holdes en Tale, hvortil Emnet - efter mit Tykke - kunde tages af Fortællingen om Synderinden Joh. 8.; ligesom faa Texter vilde være mere passende, end den faderlige Formaning: "Gak bort, og synd aldrig mere!" -

I Henseende til den Udgaaendes Skiæbne i Fremtiden, da maatte der sørges saaledes for den, at hun ikke skulde udstødes raadvild og huusvikl, og af Mangel styrte sig paa ny i den Elendighed, hvoraf hun var udrevet. Kunde hun givtes bort, da maatte medfølge lidt Medgivt. Havde hun Familie eller Venner, som kunde, vilde, og vare værdige til at modtage hende, kunde hun overleveres til dem. I andet Fald maatte sørges for, at hun, forsynet med de nødvendige Klæder, fik en god Tieneste - helst borte fra Hovedstaden, og paa intet offentligt Sted, at saadant ei anden Gang skulde vorde hendes Dyds og Lyksaligheds Grav.

D.

Om Midlerne til Redningshusets Oprettelse.

Da man ikke kan giøre sig noget bestemt Haab om, at Penge, som indkomme ved frivillige Bidrag, ville være tilstrækkelige: kunde Selskabet vel næppe handle bedre, end naar det androg saa vigtig en Sag for selve Tronen, at Landets kongelige Fader ved et Lovbud ville komme sine velsindede Børn til Hielp. I saa Fald torde jeg allerunderdanigst giøre Forslag til følgende Afgifter, som allene skulle lægges paa Fornøielser, Forlystelser, Daarligheder og Laster. Den gode Borger vilde intet miste, og Moraliteten vinde paa tvende Maader.

1) Da Klubber og dramatiske Selskaber blot have Samlivets Glæder til Formaal, da de fordre ikke ubetydelige Udgifter af alle Deeltagerne, burde ingen af disse undslaae sig for at afgive en liden Skiærv til saa veldædig en Foranstaltning. Man kan vel endog føle sig forvisset om, at intet Lovbud ville udfordres til at formaae de meest dannede 250 Statsborgere til at udøve saa ædel en Daad; og det saameget mindre, som alle disse Selskaber stedse sees med gavmilde Hænder at husvale de Fattige.

Flere Byer - eller rettere - Minoriteten af deres Borgere see sig istand til at opbygge Privattheatre, der maaskee koste ligesaa meget, som den foreslagne Stiftelse: man kan ikke troe, at nogen Actiehaver vilde krympe sig ved at bidrage en 10de, en 20de eller en 10ode Deel af det, han anvender paa sin Fornøielse - til den lidende Menneskeheds Tarv. Man kan ikke formode, at den, som hengiver 10 Rbd. for at fælde Taarer ved opdigtede Ulykker, skulle vægre sig ved at udgive 1 for at lindre de virkelige. Man bør ikke tænke, at Eulalia Meinau skulle være en Dannemands Hierte nærmere, end de Ulykkelige, der vrimle paa vore Gader; eller at hiins forstilte Anger skulle giøre et dybere Indtryk, end de alt for sande Nag og Qvaler, der jage Skarer af Elendige i Døden.

2) Enhver Mand, som er istand til at ernære en Familie, er efter Naturens Love forbundet til at forplante sin Slægt, og, efter Statens, til at forplante og opdrage den, paa en med dens Tarv overensstemmende Maade. Den som alligevel - uagtet han var istand til at giøre disse Fordringer fyldest - henlever ugift, han forsynder sig baade mod Naturen og mod Samfundet, og paadrager sig desuden den sielden ugrundede Tanke: at han opfylder Naturens Bydende paa en Maade, som, i det den strider mod Samfundets Love og Tarv, tillige illuderer den førstes Befalinger, og skuffer dens Øiemed. Det er ikke allene rimeligt, men vist, at Pebersvendenes tiltagende Antal staaer i Forhold til Skiøgernes; og at hines Udsvævelser bidrage meest til at forstørre de Elendigheder, vi ved nærværende Forslag ville afhielpe. Det er altsaa billigt, at de mulcteres for Restanserne af de Skatte, de ei ville svare Naturen og Staten. - Hvo der skulde regnes til de skattepligtige Pebersvende, er let at bestemme ved den Formel: Enhver^ som har Alder og Formue til at ernære en Familie. Men hvad enhver i Forhold til sin Formue skulde yde, vilde - skiøndt lidt vanskeligere - dog ikke være umuligt at fastsætte.

3) Da Staterne hidtil have havt deres Aarsager til at taale Bordeller, burde nærmest disses Værter og Værtinder aarlig afdrages endeel af deres skumle Profit: at saaledes de, som leve af Lasten og for Lasten, kunne tvinges til at arbeide for Angeren og den tilbagevendende Dyd. 251 4) Enhver, som besvangrer et Fruentimmer, maatte - foruden det Loven ellers bestemmer - afgive en Mulct til Redningshuset; var han gift, maatte han give en saameget større.

5) Alle Tracteurer, Billardholdere og andre, som nære Lediggang og Forlystelsessyge, burde beskattes, saavel for at hielpe til benævnte Indretnings Fremme, som for at vanskeliggiøre dem deres for Ungdommen skadelige Næringsveie.

6) Endelig burde alle fremmede Virtuoser, Konstnere, Giøglere 252 o.s.v. ved deres Udreise af Landet aftrækkes endeel af den Told, de lægge paa Folkets Nysgierrighed og Hæng til Forlystelser. -

Der kunne vel tænkes adskillige andre Paalæg f.Ex. paa fremmede Luxusartikler, slibrige Bøger o.fl.; men de anførte maa være nok for at vise Tendentsen i dette Skattesystem.

Her er da Forslaget kortelig udkastet. Meget kunde vist forbedres, forandres, udvides, naar det kommer til en Udførelse, som Forfatterens lave Standpunkt, og snevre Virkekreds blot tillader ham at ønske.

De Indvendinger, der i moralsk og oeconomisk Henseende kunde giøres, ere deels i Forslagets Fremstillelse selv besvarede; deels saa ubetydelige, at det ei var værd at besvare dem, førend nogen skulde faae det Indfald at opkaste dem.

Og nu I danske Mænd og Qvinder! med bankende Hierte sender jeg denne Tanke ud iblandt Eder. Skal det være mere end en kort Berusning, som opfylder min Sjæl? Skal det være andet end et Digt, et sværmerisk Haab, som trænger sig ud af mit svulmende Bryst? Ville I berede Eder selv den himmelske Fryd, at frelse tusinde fra Fordærvelse? at leve i ædel Daad, naar eders Legemer ere forsvundne fra Jordens Overflade? at vedblive i Aarhundreder at aftørre Taarer, naar eders egne forlængst have ophørt at rinde? Er der ingen Tillokkelse i det Haab, at kunne lede et forvildet Barn tilbage i en trøsteløs Families Arme? Er der ingen Glæde i den Bestræbelse, at drage en fortvivlet Medskabning tilbage fra Lasternes Afgrund? Du Kolde! som smiler ad den Ild, hvormed jeg taler, hvad om Dit Barn engang skal martres af Samvittighedens Ild, fordi Du tillukkede din Haand og dit Hierte? Du Rige! som lader haant om et Værk, der ikke her vil bære dig Renter, hvad om en nu usavnet Skiærv vilde redde dit Barnebarn fra Undergang? Du Mand, Du Olding! som har mangen Ungdoms Letsindighed at afsone, Du Dannemand, hvis fromme Hierte ikke tillader Dig at kaste den første Steen paa en falden Synderinde: Du Danneqvinde! hvis Dyd en bedre Skiæbne har bevaret: Du lykkelige Hustru! som ved din Husbondes Haand undgik de Klipper, paa hvilke dine arme Søstres Dyd har strandet! Er der intet Rum i eders Hierter for de Elendigste af alle Ulykkelige? Du Ægtemand, som trykker din kiere Datter til dit Faderbryst! med samme Fryd have tusinde Fædre omfavnet de uskyldige Glutter, som nu ligge Forraadnelsens 253 Bytte og Fortvivlelsens Rov. Du ømme Moder, som med Glædestaarer kysser din smilende Spæde! saaledes have tusinde Mødre kysset de Engle, som Lasten siden krystede i sine qvælende Arme. Saa fauert som din Yndlings, blomstrer mangen Kind, der siden skal blegne under Vellystens giftige Aande.

Og I, den himmelske Læres Tienere! af eders Anseelse, af eders Veltalenhed, af eders Exempel, af eders Kierlighed venter den lidende Menneskehed den første, den kraftigste Bistand til et Værk, hvorfor ubaarne Slægter ville velsigne eders Minde!

254

Endnu en Mindelse om Redningsanstalter for faldne Piger

Det er nu tolv Aar siden jeg i Minerva, Januarhæftet, førstegang bragde et Anliggende paa Bane, der ikke kan være nogen Menneskeven ligegyldigt: om forførte, i Fordærvelsens uudgrundelige Svælg nedsynkende, Kvinders Frelse.

I disse tolv Aar har Vellysten uforstyrret vedbleven at fortære sine ulyksalige Offere. Hvor mangen en fortvivlet Sjæl kunde i dette Tidsrum været frelst, om Forslaget havde fundet Bifald til virkelig Udførelse? Men Alt er bleven ved det Gamle: Vandet har, som tilforn, druknet den hjælpeløse Anger, og Pesthuset modtaget de raadnende Legemer; uden at nogen Haand - maaskee kun faa Hjerter - have rørt sig til de allerbeklageligste Medmenneskers Frelse.

Ikke langt fra det Huus, hvor Druknede henlægges til Skue; hvor Faderen kan genkjende den forlorne Datter, Moderen det Barn, hun engang med det gladeste Haab nærede under sit Hjerte, og ved sit Hjerte, hvor Forføreren kan gjensee det væmmelige, af Voldsdøden saa frygteligt vanhældede, Ansigt, der engang i Ungdoms Fylde og Uskylds Ynde opflammede hans vilde Lyster - ikke langt fra denne rædselsfulde Vraa er nu siden opført en kostbar og glimrende Anstalt for Legemets Renselse. - Langt fra mig at ville nedværdige en i og for sig selv vakker og nyttig Indretning; men Vejen til Badehuset falder tæt forbi Liighuset!

En gjæv Dannemand bebudede, i Foranledning af hiint mit Forslag, "at en saadan Indretning allerede var paatænkt, og kunde ventes istandbragt;" men der ventes endnu!

Hvorfra skulle Pengene komme? det er Knuden, som neppe vorder løst ved privat Magt. Frivillige Gaver ville neppe stige til en Sum af 20 à 30,000 Rbdlr. eengang for alle; og derforuden en 8 à 10,000 aarlig.

Om endogsaa hver, som udgiver et Par Mark i Badehuset, afgav et 255 Par Skilling til Redningshuset: det vilde kun lidet forslaae; men retfærdige Paabud fra den lovgivende Magt ville lettelig bringe Planen til Modenhed.

Jeg vovede hiingang at paavise adskillige Kilder, hvoraf hele Afgivten uden Tryk og uden Ubillighed kunde øses. Een eneste vilde desvaerre- og desbedre - findes riigholdig nok.

Der fødes i det egentlige Danmark omtrent 5,000 Børn udenfor Ægteskab; i det ringeste til 4,000 af disse udlægges Barnefædre. Var det vel haardt eller uretfærdigt at belægge denne Brøde mod Religion, Moral og Stat med passende Pengebøder? Aabenbart Skriftemaal og Fængselsstraf er gaaet ud af Brug - skulde en Forbrydelse, der sætter paa Spil, og oftere ganske forspilder nogle tusinde Pigers Velfærd, der berøver nogle tusinde Børn faderlig Opdragelse, og kaster dem halvfremmede, heel hussvilde, betegnede med et skæmmende Fødselsmærke, ud i Verden; der beskatter Communerne, og vælter Bøderne over paa Ægtemænd og Familiefædre: skulde - siger jeg - en saadan Forbrydelse gaae ganske uændset hen? - Det arbitrære Alimentations-Paalæg er næsten altid utilstrækkeligt, og Mangfoldige vide endogsaa at unddrage sig dette. I enhver Menighed gives der Karle og Ægtemænd, som have 1,2,3,4 uægte Børn at skulle forsørge; kan Een af disse faae en halv Snees Daler, skal det kaldes godt - de Andre? Faderen erklærer, han har Intet at betale med, uden sin liderlige Krop - vel! saa kan han et Par Dage spæge Kjødet med Vand og Brød (om intet Bedre kan haves) og dermed er den Ting jevnet. Var det ubilligt: om Enhver, der satte Slegfredbørn i Verden, og med det samme arbejdede paa Mødrenes Fordærvelse, afgav en Kjendelse til Redningshuset for forførte Piger? Om Ægtemanden, den rige Pebersvend, den Velhavende, den Fornemme paalagdes forholdsmæssig større Mulcter? To Rigsdaler for den fattigste Bondekarl, eller Haandværksvend, var visselig ikke formeget. - Her er Penge nok til mere end eet Redningshuus.

Maatte disse Linier dog komme for Øjne, der vaage over Landets Vel! Maatte de trænge didop, hvor der er baade Magt og Villie!

Men jeg seer Somme, med suffisante Smiil og Rynker paa viisdomsfulde Pander, trække paa Skuldrene: "Præstepladder! Philantropie! romantisk Følsomhed! I London, der kan Sligt maaskee behøves, men her?"

Saamænd, mine Herrer! De kunne sige til mig som Don Juans 256 Forbillede til sin enfoldige Tjener Sganarell: "Hélas, maitre sot! vous sçavez que je vous ai dit, que je n'aime pas les faiseurs de remontrances - - songeons seulement à ce qui peut nous donner du plaisir!* Som De behager! tænk De paa deres Fornøjelse! men tillad Andre at tænke paa de ulykkelige Offere for denne Fornøjelse! Ak! der ere alt for mange af dem; og Somme ville mene, at der ikke findes ulyksaligere Væsner, end dem, der opofre sig til et vist Slags Fornøjelse.

Den Tid vil komme - Gid den kun ikke maatte være for langt borte! - da den vaagnende Anger finder et Fristed, og Dydens atter opluende Gnist ikke længere slukkes i Hovedstadens Canaler. - Den vil komme. Man høre kun, hvad min Ven Peer Spillemand (der med al sin Spydighed dog ikke er ganske hjerteløs) har meddeelt mig af Nisseavisen for 1928! Denne Artikel lyder saaledes:

"Tredie Søndag efter Trinitatis fejrede det kjøbenhavnske Magdalenehuus sin Stiftelsesdag. Da dette var den eneste Dag om Aaret, paa hvilken Uvedkommende tilstædes Adgang, vare Billetterne - som kun uddeles til Embedsmænd og deres Koner - allerede 14 Dage iforvejen optagne. Det var et imponerende Syn, da Magdalenerne - alle beslørede og klædte i Haabets Farve - med deres værdige Forstanderinde i Spidsen, indtoge deres Pladser i en Halvkreds foran Alteret. Med dæmpet Røst, under Ledsagelse af Orgelet, istemmede de af den ny Psalmebog:

"Gud og Fader! jeg har syndet,
Jeg er sunken dybt i Dyndet;
Lystens Strømme rev mig ned.
Jeg er haanet allevegne,
Fremmed selv for mine Egne;
Frels mig for din Miskundhed!"

(Davids 69de Psalme paraphraseret.)

"Derpaa besteeg Præsten Prædikestolen, som er lige over Alteret; hans Thema, i Overeensstemmelse med Evangeliets Slutning (Lucas 15, 10), var: "Synderens Redning - Glæde i Himmelen og paa Jorden." I det Øjeblik, han sluttede sin Tale, intonerede et usynligt Chor fra Orgelet ovenover Prædikestolen:

* 257

"Min Sjæl, priis Herren! opad hæv dit Øje,
Op til Forbarmeren udi det Høje.
Saa højt sig Himlen hvælver over Jorden,
Saa vidt fra Vest er Øst, og Syd fra Norden
Bortfjerner han vor store Syndegjæld,
Og renser os i bundløst Naadevæld." o.s.v.

(Davids 103die Psalme.)

"Nu kom det meest rørende Moment i hele denne hellige Act: Præsten traadte bag ved Alterbordet, tre af Magdalenerne nærmede sig langsomt og knælede paa Fodtrinnet (det var dem, der nu skulde forlade Stiftelsen). Efter en inderlig Formaningstale over Frelserens Ord: "Gak bort, og synd aldrig mere!" bød han de Knælende at rejse sig, nævnede enhver af dem ved Navn og sagde: "N.N. træd atter ind i det menneskelige Selskab! Din Anger har gjengivet Dig din Ære - bevar din gjenvundne Dyd!" Derpaa traadte Forstanderinden til, og idet hun aftog Sløret, sagde hun: "Viis Verden dit Ansigt, som Du nu tør vise Himlen dit Hjerte!" Og deres Ansigter, blussende vædede af Taarer, udtrykte virkelig den reneste Glæde."

"I den store Forsamlingssal modtoges den Ene af en gammel hæderlig Matrone, til hvem hun af Directeurerne var fæstet i Tjeneste; den Anden af sin Moder, der andengang trykkede sit frelste Barn til sit Hjerte; den Tredie af - sin Brudgom, en agtbar Haandværker, der tilforn havde kjendt og elsket hende, under hendes treaarige Ophold i Stiftelsen jevnligen erkyndiget sig om hende, og paa Grund af de fordeelagtigste Vidnesbyrd - tilbudet hende sin Haand."

"Velsignet være den kongelige Stifters Minde!"

258

Om Herredsfogdernes Bopæle

Der er intet meer naturligt, end at en Embedsmand boer i sin Virkekreds. Amtmanden boer i sit Amt, Præsten i sit Pastorat, Byfogden i sin Bye; men nogle Herredsfogder boe i den ene Ende af deres District, Nogle reent udenfor dem. Herredsfogden er til for sin Jurisdictions Beboere - disse ikke for ham; hvad var da billigere, ja i mange Tilfælde nødvendigere, end at han boede iblandt dem, hvis Tarv han skal paasee og beskytte, og hvis Legalitet han skal controllere?

Her boe i Jylland Herredsfogder, som - vi ville af visse Grunde ikke sige: at de selv have 4, 5 Miil til Mange af deres Districtsbeboere; men disse have det dog til hine. Her gives Tusinder, som med Sandhed kunne sige - at de skulle synge det, kan man ikke vente, med mindre Melodien var i Mol - "Skilt fra Dig ved Bølger, Bjerg og Dale". Hvilke Besværligheder, ja ofte uovervindelige Vanskeligheder - vi ville her gandske tilsidesætte de mange andre Retstilfælde - f.Ex. i Politiesager, der fordre snar Afgjørelse uden Tids- og Arbeidsspilde! Een finder sig nødsaget til at lade et forsømmeligt, et opsætsigt Tyende afstraffe eller tvinge til sine Pligters Opfyldelse; dette indtræffer derhos i en meget travl Tid; og han maa spilde en heel Dagmaaskee to - fra dette Tyendes Arbeide, fra sit eget, fra flere af sine Tyendes, istedetfor at den halve Vei kunde sparet ham den halve - ja vi kunne ofte antage - den dobbelte Tid. Hvo taber da almindeligt meest herved? Fornærmeren eller den Fornærmede? Den sidste seer sig virkelig med Hensyn hertil ofte, om ikke tvungen, saa dog foranlediget til at lade Sagen falde, give sin lovlige Ret bort, udsættes for hyppigere og grovere Fornærmelser, og give andre Tyender en Slags passiv Opmuntring til at efterfølge det heldig givne Exempel. Ja, allene den Omstændighed: at det er vel vitterligt for Tyendet, hvormeget Hosbonden - formedelst den fjerne Afstand fra Dommeren - krymper sig ved at paatale ikke alt for store Forurettelser, da Reiser og Arbeidsforsømmelser staae i et skjærende Misforhold til Erstatningen, 259 dette ei allene kan opmuntre, men i uopregnelige Tilfælde virkelig leder mindre veltænkende Tjenestefolk til at dovne, forsømme, trodse. Hvo, der kjender Noget til den jydske Almues Tyendeklasse, kjender den lidt vel store Frihed - Skjødesløshed, Ligegyldighed, eller hvad man vil kalde det - i Jydernes practiske Bondepædagogik; hvo der kjender det, næsten uden Undtagelse, almindelige Forhold mellem den jydske Bonde og hans Tjenestefolk, der temmelig nøie ligner det, der i Revolutionstiden fandt Sted mellem Ludvig den 16de og Nationalconventet,* den vil vistnok ogsaa erkjende den lidet glædelige *

260 Sandhed, at en Hosbonde og en Madmoder, ved den lange Afstand fra Herredsfogden, sættes i en endnu tungere Afhængighedstilstand.

Der gives Egne i Jylland, hvor Landets Konge sees oftere end Herredets. Dette er ikke allene, men dog tildeels en Følge af Herredsfogdens ecateriske Standpunkt. Hvem see de da? Hans Fuldmægtig, som da betragtes med omtrent samme Ærefrygt som Pavens Legat i de catholske Lande. Det Udraab: "Der kommer Fuldmægtigen!" electriserer stærkere end det: "Der kommer Kongen!" Han betragtes, om ei som almægtig, saa dog som saare mægtig. Men stundom see de og Een minorum gentium, en Skriverkarl, som ei er constitueret, ei engang har taget juridisk Examen. Stundom see de, istedetfor Herredsfogden, endog Sognefogden; og dette er virkelig ikke det ubehageligste Syn. Denne Herredsfogdens - med sjeldne Afbrydelser - bestandige Usynlighed (undtagen paa Thinget og Contoiret) er for ham- og følgelig for Beboerne ligesaa - i mange Henseender saare mislig, han er og han bliver Fremmed for Sine; han er vel endog mere hjemme i den fremmede Jurisdiction, i hvilken han boer, end i sin egen; han maa især i Politievæsenets mange Grene, hvad f.Ex. angaaer Veivæsen, Natlieie, Sviir, Vinkelkroer, Slagsmaal m.v., sjelden vente andre Oplysninger, end dem han kan faae leilighedsviis i offentlige Blade, hvor han vel allernødigst vil see dem; hvor han maaskee altsaa overseer dem, hvis han tør, eller - som ei har været uden Exempel - søger at indhylle dem i det forrige beqvemme Mørke.

261

Om Legestuer

Der gives Forbud mod disse, Indskrænkninger i dem, Mulcter for dem; men det gaaer endnu stedse med Legestuerne, som med saa mange andre Anomalier; Bissekræmmere gaae deres gamle Gang, omstreifende tydske Haandværkssvende trygle som før, etc. etc. etc. "Der ere mange Ting under Himlen" - troer jeg Shakespeare siger -"som man ikke drømmer om" (nemlig paa Jorden). Vi kunne localisere dette, og sige: "Der ere mange Ting i Jylland, som man ikke drømmer om" (nemlig i Kjøbenhavn).

Den humane og velmeente Yttring: "Hvorfor maa Bonden ikke ligesaavel more sig ved Dandselystighed som de Høiere?" har jeg ofte hørt, og aldrig modsagt. Men vide I, alle mine kjære Læsere: hvad en Legestue er? Vide I det, alle I kjære Jyder? Jeg tvivler. Men jeg vil sige Eder det.

En Legestue er et Institut, en Pensionsanstalt, en Skole, hvor der undervises i Sviir, Slagsmaal og Horerie.* Det er en Klub, hvis Medlemmer bestaae af Tjenestefolk og Børn, som Intet bidrage til Fruekirke, men dog til at fylde i Kirkebogen den Rubrik om uægte Børns Fødsel. Det er en Restauration, hvor Værten hastigt og fordeelagtigt *

262 afsætter sin hjemmelavede Brændeviinsgeist,* Det er en Recreation hvor man rigtignok ikke udhviler sig fra Dagens Arbeide, men hvorfra man dog ved Nattens Ende vender hjem, for at recreere sig næste Dag ved den velsignede Søvn. Det er en Congres, paa hvilken der forhandles sjelden om Fred - men som oftest om Krig.** Det er et Gymnasium - jeg troer, Gymnasium kommer af Gymnos - i hvilket Bondeungdommen oprykker fra Elementarskolen for at erhverve sig practisk Færdighed i den høiere Gymnastik, ja selv under den primære Skolegang og Præstens Veiledning til Confirmationen finde Mange Leilighed til at skride frem foran deres Alder, og freqventere mangt et frugtbringende Cursus i Experimentalphysiken.

Men nok af Ironie! Sagen er i sig selv saare alvorlig. Ungdommen forfører og forføres til flere Slags Udsvævelser, til Ødselhed, Dovenskab, Selvraadighed; Hosbonden lider i oeconomisk Henseende umiddelbart og haardest herved; han maae savne sit Tyende ved den ene Dags Arbeide, og see det trægt og sludskende ved den andens. Hans Kone kan - nok bebyrdet alligevel med smaae Børn, med temporær Ildebefindende - faae Lov til endnu at belæsse sig med Pigens Arbeide - Manden med Karlens. Han maae finde sig i, at denne tager een af hans Heste - vist ikke den sletteste- og tumler den i Vaadt og Tørt fra een Bye til en anden - thi ofte maa to, tre Legestuer besøges i een Nat. At ville ophæve, ja blot at tale imod disse jydske Saturnalier, var det samme som - ingen Tjenestefolk at kunne faae eller holde. De romerske Saturnalier vare kun en saare kort Spas, et Par Dages Maskerade, *

* 263 en haanende Parodie; men vores ere permanente, en umaskeret haanende Trods af Tjenere mod Herrer. I et Arrondissement af 4 à 5 Sogne veed jeg, at der fra Mikkelsdag til Nyaar - 3 Maaneder, 90 Dage, har været holdne 90 Legestuer; og at Mange have deeltaget i de halve, Mange i de 3/4 Dele af Disse. Mon Mange af Eder, I muntre, I rige Kjøbenhavnere! komme saa tidt paa Bal?

        

264

Om Dødsstraffe

Den første selskabelige Forfatning, hvori Menneskene indtræde fra den vilde, afsondrede Tilstand, er den patriarchalske. Denne oprindelig ældste Regjeringsform er - uagtet Medlemmernes endnu vedvarende Raahed og Grumhed - mild i sin Lovgivning; de Straffe, den tilsiger, ere altid ringere, end Forbrydelserne; den er meget sparsom med Blod og udgyder kun sine Fjenders. Ligesom Selskabet voxer, som Familiernes Antal tiltager og Medlemmerne vorde mere fremmede for hverandre: vorder det ogsaa vanskeligere at have Øje med deres Opførsel; og Regjeringen antager en strængere og barskere Caracteer; Straffen bliver haardere; Ejendommene beskyttes ved skarpere Tvangsmidler; Loven kræver Øje for Øje, og Liv for Liv.

Staternes Opdragelse er Børneopdragelse i det Store. Jo flere Børn, Forældrene have, jo strængere ere de almindeligviis i deres Optugtelse; thi jo flere, jo vanskeligere falder Opdragelsen, jo mere deelt vorder Kjerligheden.

Men i Forhold til Straffenes Størrelse og Hyppighed tiltage gjerne Forseelserne: de strængeste Forældre have som oftest de vanartigste, meest forhærdede Børn; Risets idelige Brug gjør dem trædske, løgnagtige, falske, forstokkede. En blid Opdragelse, som i sine Straffe alene tager Hensyn til Forbedring, som anvender Formaning, Advarsel, Tvang og Indskrænkning istedetfor legemlig Tugtelse, danner frimodige, aabenhjertige, uforstilte og ædelsindede Mennesker.

Hiin Strænghed har sin Oprindelse deels af Vrede og Stolthed, deels af Magelighed og U duelighed i Børneopdragelse: Opdrageren kjender ikke de bedre, men langsommere Forbedringsmidler, eller er for magelig til at søge og bruge dem; han vil naae sin Hensigt strax og med Magt, istedet for at bruge Overlæg og Eftertanke, og vente de langsomt modnende Frugter af venlig Blidhed og klog Sindighed.

Den fornuftige Opdrager anvender endelig til Øjemedets Opnaaelse 265 hellere Belønning end Straf; han lokker langt mere end han truer; opmuntrer mere end skrækker. De bedste Børn have oftere smagt Forældrenes Kys, end deres Riis.

Skulde Staterne ikke kunne opdrages efter samme Grundsætninger?

Leopold - siden tydsk Kejser - gjorde som Storhertug af Toscana et Forsøg, og - det lykkedes. Han ophævede ganske Dødsstraffene i sit Land, og see! Forbrydelserne bleve i denne Mildheds-Periode stedse færre. Kejserinde Elisabeth gjorde et endnu større i det uhyre russiske Rige: ogsaa her blev ingen Aarsag til at fortryde det. Men paa begge Steder gik Alt igjen tilbage til det Gamle. Det er nemmere at dræbe Forbrydere, end at forbedre dem.

Flere Stemmer - blandt Andre vor Landsmand Heibergs - have opløftet sig i dette for Menneskeheden saa vigtige Anliggende. Vi ville forsøge at fremstille de vigtigste Grunde for Dødsstraffenes Afskaffelse; et saadant Æmne kan ikke for ofte bringes paa Bane.

Dødsstraf! Straf! Et Ord, som indbefatter et uædelt Begreb; thi hvad er Straf Andet, end Hævn, udøvet i Medhold af Lovene? og disse burde dog aldrig være Lidenskabernes Dictater. Skulle vi lægge en værdigere Betydning i dette Ord, da maa det betegne: Advarsel, Forbedring, Betryggelse. Kun disse trende Hensigter af Dødsstraffe tør Fornuft og Moral antage; men vi skulle see, hvorlidet den er istand til at opfylde dem.

I. At advare, afskrække! Mon Dødsstraf dertil skulde være det eneste, det ufejlbare Middel? Nej, desværre! tusinde Erfaringer benægte dette: Tyven stjæler under selve Galgen; og ved Siden af det blodige Skaffot smeddes blodige Anslag. Blandt Tilskuerne modnes nye Candidater til Retterstedet; den dræbende Øxe udkaarer sig friske Offere. Var Middelet probat, maatte det forlængst have gjort sin Virkning; vi see tvertimod de halsløse Forbrydelser dagligen tiltage. - For Mange have de offentlige Henrettelser - som i og for sig selv ere oprørende og barbariske* - en Slags rædsom Tillokkelse, en Fortryllelse, *

266 lig Klapperslangens: det Højtidelige, Religieuse i Samme har en frygtelig Virkning paa mystisk stemte Gemytter; hvor mange ere ikke blevne Mordere alene for at døe en saadan festlig, og - efter sværmende Sjæles Formening - salig Død? - Lægge vi hertil: at Døden for visse Tungsindige ej alene ikke er skrækkelig, men ydermere ønskelig og velkommen- og dette er ligesaa vist som Selvmord: saa maae vi erkjende, at Døden ikke engang altid er en Straf. Fængsel derimod er det stedse. - Det er endelig - som Beccaria siger - ikke Straffenes Størrelse, men deres Vished, der skal afskrække. Og ere disse mindre, da ere de og selv derved desto vissere; thi for Dødsstraf gives ofte Fritagelser og maa gives: Benaadningsretten er en ønskelig Magt over grusomme Love i de Vældiges Hænder. - Mordbrænderen, Barnemordersken kunne - underviste ved mange Exempler - haabe Formildelse; men er evigt Fængsel den opdagede Misgjernings uudeblivelige Følge, da vil alle en saadan Tilstands uundgaaelige Rædsler langt snarere afskrække fra den paatænkte Udaad, end de uvisse, dunkle Forestillinger om en Theaterhenrettelse, om Indspærring paa uvis Tid, og maaskee Benaadelse og Frihed i Baggrunden. - Saa see vi da, og see det af tusindaarig Erfaring: at Livsstraf kun saare slet opfylder sin første og vigtigste Hensigt.

II. At forbedre Ildgjerningsmanden burde jo ogsaa være Straffens Hensigt - derfor sættes ringere Forbrydere i Forbedringshuse - hvorledes opnaaes denne? Den tilintetgjøres med et eneste Hug. Den Dødsdømte opgives, som et aldeles forhærdet, fuldkommen uforbederligt Medlem af det menneskelige Selskab. Er her ikke en Forvovenhed, en Formastelse? Hvo tør fordriste sig til at erklære en Medskabning for uforbederlig, aldeles fortabt? Hvo tør sætte Grændsepælen for Omvendelse, og kaste Broder eller Søster for den evige Retfærdigheds Domstoel? Kunde den dødsdømte Røver ile fra Korset til Paradiset, hvem tør vi da opgive? Mon nogen Anden kan vove at sige: "Du skalt døe!" end den, som alene kan sige: "Du skal leve!" - Tiden, Fængslets Eensomhed, Eftertanke, Religionen, dens Formaninger, dens Løvter og Forhaabninger - mon alle disse Midler ikke skulle være bedre, end Strikke og Staal? - Er det da saa afgjort umuligt med Lempe at løse den Forhærdelses Knude, som Øxen vældelig overhugger? - Og hvi da denne Beredelse til Døden og Meddelelse af Naadens Sacrament? I troe da, at Synderen kan omvendes, siden I skikke ham en Sjælesørger? Denne maa jo ansee ham - om ikke for 267 heel omvendt - saa dog paa Vejen dertil ved oprigtig Fortrydelse, naar han bestyrker ham i Troen paa Guds Tilgivelse? Thi I ville dog hverken skuffe Synderen, eller skjemte med det Hellige? Og nu - da han har gjort det første Skridt til Forbedring, formene I ham at gaae videre! Nu da han begynder ret at kjende, at elske Guds Villie, Dyden, forbyde I ham at øve den! Nu da han gjerne vilde afsone sin Brøde ved et bedre Liv, berøve I ham dette! I samme Øjeblik, som I love ham den Allerhelligstes Naade, nægte I ham eders egen! I straffe ham ikke alene her; men skyde ham ogsaa uforbedret, hovedkuls ind for den Dommer, som siger: "Hvad et Menneske saaer, skal han ogsaa bøste!" I vide, at det ikke er nok at anraabe Herrens Navn, men at gjøre hans Villie; og dog gjøre I det Sidste umuligt for den angerfulde Synder? Visselig, I ere strængere end Gud; men for denne eders Strænghed have I nu ingen anden Besmykkelse, end eders egen Sikkerhed.

III. Sikkerhed ville I forskaffe Staten? Vel! er Døden det eneste Middel dertil? Ingenlunde: I have Fængsler, I have Lænker og Baand, tykke Mure og stærkt Jern. I kunne sikkerlig bevogte den farlige Forbryder, naar I blot ville have Ulejlighed og Bekostning dermed; til begge Dele kan dog nok blive Raad.

"Men -" spørge I "- hvor bliver Sikkerheden i Krigs- og Oprørs-Tid?" - Ja! - svare vi - her tier Fornuftens og Barmhjertighedens Røst; thi hele Samfundet svæver nu i Fare. Her maa Voldsmanden døe, at de fredelige Borgere kunne leve. Men Krig og Oprør er ogsaa en lovløs Tilstand, som forstyrrer Samfundets Væsen, hæver dets Vedtægter, suspenderer dets Love og sætter Staten tilbage i den oprindelige Naturstand, hvor ingen Ret gjælder uden den Stærkeres og Selvopholdelsens myndige Bud raaber: "Forsvar Dig selv!"

Vi have hidtil talet efter menneskelig Viis; men Dødsstraffenes Forsvarere ville ogsaa skyde sig ind under guddommelige Love: lader os da adspørge disse!

Iste Mose Bog 9. 6, siger Gud til Noach: "Hvo, som udøser Menneskets Blod, ved Mennesket skal hans Blod udøses!" I disse Ord vil Man da finde Livsstraffe udtrykkelig paabudne. Om vi end indrømme dette; om vi end ikke ville hentye til den Exegese: "Du skal ikke slaae ihjel; thi i saa Fald vil Drabet vorde hævnet paa dig;" om vi end ikke ville begrunde denne Udlæggelse med andre Bud i det gamle Testamente, hvor Menneskenes Aflivelse i ethvert Tilfælde uden 268 Undtagelse synes at vorde forbudet, saasom: "Du skal ikke slaae ihjel!" 2. Mos. 20. 13. og flere; om end selv det paaberaabte Skriftsted ikke indeholder et Forbud for al Slags Menneskemord, da der lægges til: "thi i Guds Billede gjorde Gud Mennesket," og Forbryderen er jo ogsaa et Menneske? skabt i Guds Billede? - Om vi end - gjentager jeg - indrømme, at Dødsstraffe virkelig ere af Gud umiddelbart paabudne i det gamle Testamente, kan da ikke denne - som andre flere - have været provisorisk? for en Tid? blandt dem, som Paulus omtaler i 2 Cor. 3,7, som - "skjøndt herlige" (i hine Raaheds og Ugudeligheds Dage fuldkomne og nødvendige) dog skulle afskaffes? Og siger han ikke lige foran: Bogstaven (Mose Lov, det gamle Testament) ihjelslaaer; men Aanden (Jesu Evangelium, det ny Testamente) "levendegjør?"

Og lader os adspørge Mesteren selv! Kvinden, der blev greben i Hoer, havde efter det gamle Testamentes Lov (3 Mos. 20, 10) forbrudt sit Liv; men Jesus holdt Morderne tilbage, og løsgav hende med den Advarsel: "Gak bort og synd aldrig mere!" Har han ikke herved afskaffet hin Lov? De, som arbejdede paa Sabbathen, vare ogsaa efter 4Mos. 15. 32. skyldige at døe; men Jesus arbejdede selv om Sabbathen: "Min Fader arbejder indtil nu, og jeg arbejder" sagde han: altsaa denne Dødsstraf ligeledes afskaffet. Og hvorfor ikke al Dødsstraf? der strider saa udtrykkeligt mod hine tidt indskjærpede Befalinger: "at elske Næsten, som sig selv;" "at tilgive sin Broder 7 Gange 70 Gange," det er: ligesaa ofte han forseer sig. Og overalt: kunne Livsstraffe fordrage sig med den Forsonlighed, Langmodighed, og - over alle Ting - den Kjerlighed, som er Evangeliets Alpha og Omega?

Medens Kanonen tier og Sværdet hviler, udøses endnu, under Skyggen af Fredens Palme, Menneskeblod ved Menneskehaand - Hvorlænge? spørger Menneskevennen. Det veed kun den Alvidende. Men at der kommer en Tid, da Dødsstraffe ville ophøre med Slavehandel. Dueller og Tallotterier, det er trøsteligt at troe. Og at den Regjering, som først sønderbrød de sorte Medbrødres Lænker, ogsaa vil give det første Exempel paa Forbryderes mildere Behandling - det er rimeligt at haabe.

269

Af: Sommerreise i Sverrig Aar 1836

I Domkirken bivaanede jeg en Søndags-Gudstjeneste. Af den Tale, der holdtes fra Choret, kunde jeg desværre neppe fatte Mere, end af dem jeg har hørt i Christiansborgs Slotskirke, og det af samme Aarsag: den uheldige Resonance, der forhindrer Andre end de Nærmeststaaende i at samle Talerens Ord. Til at bortrydde denne Hindring havde man i Lunds Kirke gjort et Forsøg, som langtfra ikke tilstrækkeligt opfyldte sin Hensigt. Præsten havde nemlig et conisk Trætalerør - ikke uligt en collosalsk Damestraahat - hvilken Hovedprydelse ikke gjorde noget høitideligt eller andægtigt Indtryk. Jeg har tænkt mig et andet Middel, og undret mig over, at Ingen Akoustiker har faaet det anvendt i vor Slotskirke: et uldent Teppe nemlig, som naar Talen skulde begyndes, kunde nedrulles for enhver af de Piller, mod hvilke hans Røst slaaer an og tilbage.

Der var endnu Eet, som langt mindre vandt mit Bifald. Alleraederst i Kirkens midterste Gang, allene ved en Stump uhøvlet Træbænkalle de øvrige heelt op i Gangen vare malede - stod en midaldrende Mand, under hele Gudstjenesten stiv som en Støtte. Alle de forreste Bænke vare fuldbesatte, og da det trætter mig at staae længe, traadte jeg til, for at sætte mig paa Mandens Bænk. Men Een greb mig om Armen og hvidskede: "Kors! hvad vil Ni der?" Det var da en Forbryder, som næste Dag skulde i Slaveriet. Jeg betragtede ham fra Siden: hans liigblege Ansigt viste Anger, Sønderknuselse; fra hans nedadvendte Øine randt Taarer uafladelig - Steengulvet ved hans Fødder var vaadt af dem. Visselig! Gabestokken skulde ikke været ham en nær saa dybt fornedrende Skændsel, som denne i Naadens og Barmhjertighedens Tempel. Saadan aabenbar Skrifte ei engang af Præsten, men af hele Menighedens Øine, den satte mig næsten hundrede Aar tilbage i Tiden; men jeg kom dog hastigt igjen ned til de nærværende ved at tænke paa " Brændemærker." En Galeislave sagde til 270 Frankrigs Howard, der løftede paa hans Lænker, og beklagede ham formedelst disses Tyngde: "O!" fremsnærrede han, "Lænken og Aaren og Tampen ere som en Fjeder mod det ene Bogstav F." (Fourbe Kjeltring.) Men det oplyste, det humane Europa er jo i Criminal-væsenet ikke kommen stort videre, end til at straffe - ikke til forbedre re. At kalde et Tugthuus, et aandeligt Pesthuus, en Lasternes Høiskole - at kalde det et Forbedringshuus - det er en græsselig Ironie.

Forstemt - nedstemt forlod jeg det Huus, hvor Kjerlighed skal indoculeres i Troens og Haabets rene Stammer.

[...]

Regimentspastoren E......, der tidligere havde været Tugthuuspræst, indbød mig til, i hans Selskab at besee de stockholmske Straffeanstalter. Der vare vel over tusinde Studenter af begge Kjøn; og da der vare mange samlede i hver Værelse - som hos os - kan man nok begribe, at den indbyrdes Underviisning ogsaa dersteds blev dreven med Held. I intet andet Værelse blev det mig saa trangt om Hjertet, som i Barnemorderskernes. Disse Elendige sadde her ved Vævene, blege som Linet, ventende i dyrisk Sløvhed, eller i eddret Anger, paa det Øieblik, da Atropos vilde afklippe det usle Livs Traad. Der sadde de, Gamle og Unge blandt hverandre, sig selv til indbyrdes Spot og Spee, og enhver Anden til Gru og Væmmelse. Er det da virkelig eet tusinde, otte hundrede og fyrgetive Aar siden Han kom til Verden, der frelste Synderinden fra Stening! Steningsdøden er Barmhjertighed mod saadan Fordømmelse paa Livstid. Alas! poor Howard!

271

272

Liigprædlken.

Misolunghi er tilintetgjort, forvandlet - som Echo fordum - til en Lyd; men en Lyd, som aldrig uddøer, en Lyd, som igjennem alle kommende Secler skal bringe ethvert Kristenhjerte til at banke af Smerte og Harme. Misolunghi! dit Navn skal igjennem tusinde Led overgyde hver Kristens Aasyn med Skamfuldheds Rødme, og fylde Øiet med Medlidenheds Taarer. Ufødte Slægter skal blues ved Fædrenes Forvorpenhed, og stirre med Forbauselse og dyb Foragt paa det sorteste Blad af Verdens Historie. Den blodige Tyrk, den vilde Barbar, som knuste sin Fiende, sin Religions Modstander, skal fremtræde i Helteskikkelse ved Siden af den oplyste, dannede Kristen, der med nederdrægtig Kulde og Ligegyldighed tillod sin Broder og Medkristen langsomt at pines tildøde. Den betrængte Græker omfavnede hans Knæe; men sparkedes tilbage mod Tyrkernes Sabler. Som hine forkjæletgrumme Romere sade rolige om den blodige Skueplads, hvor Løver og Tigre sønderreve deres Medmennesker; som de med satanisk Haan tilraabte den døende Gladiator: "morere decenter," saaledes sade Europas ædle Kristne omkring det bloddampende Hellas, opflammede dets arme Børn til at kjæmpe mod den uhyre Overmagt, og skrege omsider ogsaa til de i Dødskampen Gispende deres spottende: "døe med Anstand!" I rolig Betragtning omgave de den Circus, hvor en heel Nation myrdedes - rolig? nei, ei engang dette: medens nogle holdt de hjælpende Hænder, rakte andre Morderne Vaaben og vederqvægede dem med Spise. Saalænge Vinden rører Middelhavets Bølger, skal deres Brusen minde om den Tid, da kristne Snekker førte Afrikas Barbarer til det allerede halv frelste Grækenland, fyldte Tyrkernes Fæstninger med Føde og Vaaben, og deres Rækker med kristne Anførere. Saalænge Frankrig staaer, skal Verden vide, at dets Sønner traadte paa Korset og svoer til den blodige Halvmaane; at de stillede Kannibalens Kanoner og kastede hans Brandkugler ind i kristelige 273 Templer; medens andre derhjemme i Munkers og barbenede Bedesøstres Selskab krøb afsted i gudsbespottelige Processioner, vist nok for at nedbede Held over Hedningenes Morderstaal; thi Munke og Janitskarer ere - i forskjellig Uniform - Djævels-Despotismens Livvagt. Glæd dig Sultan! glæd dig Pave! snart skulle I over legemlig og aandelig Friheds Grav, over Ruinerne af Fornuftens, Oplysningens, Dydens og den sande Gudfrygtigheds Templer række hverandre de blodbesudlede Hænder. Men skjælver, alle I evangeliske Kristne! I ere Kjættere saavelsom Grækerne! Kan Krumsablen ikke naae eder, da udstrækker sig Krumstaven efter eder og efter eders Beherskeres paa Religion og Love opbyggede Troner. Siger ikke: hvorledes skal dette skee? Skuer mod Syden! seer Røgen af Inquisitionens Baal, af Ipsaras og Misolunghis Ruiner, og skjælver! Glæd dig, du iisomgivne Egennytte! du som i Bloddaaben fik Navn af Politik! Glæd dig Kræmmersjæl, du som myrder med Ild og Sværd og Hunger, du som i Aarhundreder mæskede dig med Negerkjød! sluk nu din Tørst med Guld og Kristenblod! udgyd af din overfyldte Offerskaal paa Barbarernes tørre Kyster! slik Støvet for den foragteligste, feigeste Tyrans, for Tyrkedespotens, for Vezirens og hans Slaves Fødder! kys Romerpræstens Fodsaale og læg din Nakke under Sultanens Hæl! Smiil under hans Spark og hans velfortjente: "Giaur!" Og er der endnu nogen, som løfter et ærligt Sværd til Uskyldiges Frelse og Barbarernes Undergang, saa grib det, og hold din Haand ømt og beskyttende over Islamismens hellige Hoved! - Misolunghi er ikke mere! med Sværd og Spyd, med kristne Kanoner og Bajonetter ringes nu til Grækenlands Liigfærd: samler Penge til Gravøllet, I Herrer og Damer! nu er det paa Tiden. I 5 Aar har Europa med mageløs Sindighed seet paa Dødskampen - den nærmer sig til Enden: stræber nu at være med i Liigfølget! kjøber Kvinder til at græde og Riimsmedde til at hyle! Maaskee kunde I faae Deel i Arven; maaskee kan der - mod pligtmæssig Skat til den høie Port - blive Ørkener at befolke med forhungrede Fabrikarbejdere, med landflygtige Højlændere. - Iler nu til de helleniske Ørkener, I Oldgranskere! og rager i Gruset efter Marmorstumper og Potteskaar! Iler did, I Malere, med Pensel og Staffelie, og giver os en Afbildning paa Ødelæggelsens Vederstyggelighed: hvorledes nøgne Kvinder og Børn sprælle paa Tyrkernes Spyd, hvorledes Havet vrimler af Liig! Iler did paa eders Snekker, I vindskibelige Kjøbmænd! henter kristne Been til at gjøde

        

274 eders Landsmænds Agre! lad det ikke fortryde eder at betale dem andengang! I have jo en dobbelt Fordeel - Fordeel lugter altid godt, og saa gjør en død Medbeiler. Iler hid, I omskaarne og uomskaarne! skakkrer med Bøddelen om de Henrettedes Klæder! og indgaaer - om I kunne - en nye Handel; frygter ikke for eders Penge! Han med Hestehalen giver Anviisning paa ham med Hestefoden; og denne skal nok acceptere, honorere og betale a vista - Amen! -

        

275

Danmarks nærværende Tilstand

Det er en Erfaringssandhed, langt ældre end Horats, og ligesaa gammel som Menneskenes Indtrædelse i lovbundet Samfund: "at Ingen er ret tilfreds med sin Stilling i Livet, hvad enten denne er Skjæbnens Værk, eller bestemt ved Individets eget frie Valg." Enhver føler sin Stands Besværligheder, og anslaaer dem ubilligen højere end alle Andres, hvis lyse Side falder ham i Øjnene, men hvis Skyggeside han ikke seer. - Denne Misfornøjelse, eller bedre: indbyrdes Misundelse, hvormed Stænder betragte hinanden, strækker sig kun hos saare Faa og under særegne Omstændigheder til Statsborgerne, som saadanne, og med Hensyn til fremmede Nationer. Vel gives der Mange, som end ej vorde tilfredse med eget Land og egen Regjering, som altid vide at forstørre virkelige Fejl og Mangler, og i Indbildningen at frembringe dem, der i Virkeligheden ikke finde Sted; men opfordres disse Radicaler, Carbonarer, Agraviados - eller hvad de nu kalde sig - til at anstille en Sammenligning mellem eget Land og fremmede: da ville kun saare Faa af dem give nogetsomhelst af de sidste Fortrinnet; hvad enten Grunden hertil ligger i Nationalstolthed, eller Fædrelanclskjerlighed.

At Fædrelandskjerlighed virker saaledes hos os Danske, er vitterligt baade for os selv og Andre; men at den hos intet andet Folk er bygget paa fastere Grundvold, eller fremkaldet af større og sandere Fortrin: at vise dette er Øjemedet af nærværende Skildring, der foranlediges af een for vort hele Samfund højst vigtig, forhaabningsfuld og glædelig Begivenhed.

Dersom Enkeltmænd vilde vurdere sine Kaar alene efter det, der mangler dem i Lyksalighed, de skulde aldrig vorde tilfredse, vare de end de lykkeligste paa Jorden; men toge de med i Beregningen de Goder, af hvilke de ere i Besiddelse, da kan der findes utallige, som have grundet Aarsag til at være fornøjede med Skjæbnen. Og vilde en 276 Statsborger alene optælle Manglerne ved den Forfatning, under hvilken han lever, istedet for at undersøge dens Fortrinligheder, den Beskyttelse og den Grad af Frihed, Samme yder ham; dersom han glemmer, at alle menneskelige Indretninger stedse ere ufuldkomne, just fordi de ere menneskelige, fordi de ere i en stedse fremskridende Tilstand; kort, dersom han vilde fordre, hvad aldrig vorder det indskrænkede Menneske givet: i Sandhed! hans daarlige Fordringer vilde vorde stedse uopfyldte.

Thi er det da her vor Hensigt: fornemmelig at kjende hvad vi have, eftersom vi heri - især med Hensyn til andre Nationer - ville finde tilstrækkelig Grund for den Kjerlighed, vi nære til Konge og Fædreneland.

Den første Gjenstand for vore Betragtninger vorder naturligviis Regjeringsformen selv, eller snarere Regjeringsmaaden. - "Den bedste Regjeringsform er den, der regjerer bedst" siger en berømt Tænker. Er denne Grundsætning rigtig, saa er ogsaa Danmark i Besiddelse af den bedste.

Menneskene have i Tidens Løb gjort mange, kostbare og blodige Forsøg paa at opnaae et tilfredsstillende Resultat: Demokratier, Aristokratier, absolute og indskrænkede Monarchier ere vexelviis prøvede, forkastede og atter fornyede; de have alle havt deres ejendommelige Mangler og Fordele, I dem alle har Frihed været Øjemedet, og dette meer eller mindre forfejlet: Clenodiet er bleven Nogle til Deel - snart Flere snart Færre - men aldrig almindelig Ejendom. Hvor det gik højest, fik enkelte Stænder: her den militaire, hist den gejstlige, her Adelen og hisset Kjøbmandstanden Overvælden; de øvrige udeluktes fra Frihedens Nydelse. Efter Formen have mange Stater været frie, Theorien har været fortræffelig; men med Praxis, i Gjerningen saae det stedse misligt ud. Man raabte paa Friheden i plurali; men Man søgte den i singulari; "vi ville vorde frie" var Løsenet; men "jeg vil være frie" var Meningen. De stærkeste, eller de Klogeste, eller de Rigeste svømmede i alle politiske Gjæringer stedse ovenpaa; de Svage, de Enfoldige, de Fattige bleve underneden. Ethvert Blad i Verdens Aarbøger bærer Vidne om denne Sandhed: I Athenen herskede Demagoger, i Lacodæmon Ephorer, i Rom Patricier,* derefter Prætorianer, *

277 derefter Cardinaler; i Persien Satraper, i Tyrkiet Paschaer, i Engelland Kjøbmænd; men allevegne var Resultatet det samme: Pluraliteten, levende i Afhængighed, var enten Friheden berøvet, eller nød den under store og trykkende Indskrænkninger.

Lader os derfor ikke spørge: hvor stor Magt har denne, eller hiin Regering? men: hvorledes bruger den Samme? - Vel sandt: Magten i en Enestes Haand kan misbruges; men skeer ikke ogsaa dette, naar den er fordeelt i Fleres? og jeg mener: at jo flere Hænder, jo flere Misbrug. Hvad hjelper hiin konstige Ligevægt i de constitutionelle Statsmaskiner? Tvende eller flere Drivhjul istedet for eet; tvende eller flere Partier, Magter, Corporationer, der stride indbyrdes - hvorom? om Herredømmet over hele det øvrige Folk.

Jeg elsker Friheden, jeg attraaer den, som det forenede Menneskesamfunds største, kosteligste Gode; men jeg forventer den aldrig i idealsk Fuldkommenhed; jeg søger den ikke under Former, de maae klinge nok saa tryllende, love nok saa smigrende; jeg søger, jeg priser den, hvor jeg finder den i største Udstrækning; hvor mit Liv, min Ejendom, mine lovlige Handlinger, mine ikke lovstridige Meningsyt-tringer ere mig bedst sikkrede og meest uformeente - der har jeg fundet hvad jeg søger; og jeg mener at have fundet det i mit eget Fædreneland.

Danmarks Regjeringsform er efter Navnet absolut monarchisk: Kongen er aldeles uindskrænket af nogensomhelst anden menneskelig Magt, han staaer kun Gud alene til Ansvar for sine Handlinger; han erklærer Krig og slutter Fred, paalægger Skatte, indsætter og afsætter Embedsmænd, giver Love og raader selv for deres Udøvelse - han er aldeles enevældig. En saadan Magt er af ham ikke erobret eller anmasset; men ham af hele Folket af samtlige Stænder frivilligen overdraget. At en saa ubegrændset Vælde kan misbruges, hvo tør nægte 278 dette; men fra at kunne til at være gjælder intet apriorisk Raisonnement; lad os ikke alene spørge: Hvad kan Kongen giøre? men meget mere: hvad gjør han?

Analysere vi for det første selve Formen, undersøge vi den hele Statsmaskine i sin Sammensætning, da ville vi ikke finde den saa absolut, som den ved et løseligt Øjekast kan forekomme. Den er meget mere at ansee, som et i sin indbyrdes Forbindelse vidtløftigt og mangfoldigt, i sin Bestyrelse simpelt og derfor desto dygtigere Værk, som Maskinmesteren blot efterseer og vedligeholder; men i hvilket han ingen væsentlig Forandring enten behøver, eller i nogen Henseende kunde ønske at gjøre. Et saadant Indgreb i Maskineriets Gang vilde baade være unyttigt og voveligt. - Kongen regjerer ikke ved vilkaarligt Magtsprog, men 1) ved Love og 2) ved disses Udøvere: Collegier og deres underordnede Embedsmænd.

Lovene giver han vel selv, forandrer eller afskaffer dem efter Behag; men deres Menneskelighed, Retfærdighed og Upartiskhed ere almindelig erkjendte, og deres Magt er saa stor, at ej alene de underordnede Executorer ere dem undergivne; men endogsaa Kongen selv respecterer dem, og tillader sig kun Indgreb i Samme, naar Naade skal gaae for Ret, og Aanden mildne Bogstavens Strænghed. - Hvor betryggende for Liv, Frihed og Ejendom ere ikke de danske Love? Ingen kan domfældes uden de soleklareste Beviser, uden Fleres paalidelige samstemmende Vidnesbyrd, ja ej engang uden egen Tilstaaelse; og denne fordres ikke med nogen Strænghed, undtagen den er at ansee som en blot Formalitet til endelig Fyldestgjørelse for Lovens Bogstav.* Ej alene alle Omstændigheder ved en Anklagets formeentlige Brøde vorde paa det nøjeste undersøgte, men og Sammes hele forhen førte Vandel, hans Temperament og Oplysningsgrad; saa at ej alene Handlingen, men ogsaa dens Motiver lægges klart for Dommerens *

279 Øjne.* Naar omsider Lovene have fordømt, har Kongen forbeholdet sig Ret til at benaade, og anvender denne med Hensyn til de indhentede Oplysninger. At en saadan Fremgangsmaade i Criminalsager er langt at foretrække for en Jury, herom kan kun være een Mening.** Dertil ere endelig alle Domme offentlige, motiverede, raisonnerede, underlagte Medborgeres Bedømmelse og underkastede højere Autoriteters Control. - Hvor der vaages med saa faderlig Ømhed over Landsaatternes Liv og Frihed, der antager Man let uden andet Beviis, at Ejendomsretten maae være ligesaa fast betrygget. Yderst sjældne ere de Exempler, at Trædskhed i denne Henseende har faaet Magt med Lovenes Viisdom, endnu sjældnere saaes Magten at gjøre vilkaarlige Ingreb i disse.***

Er Lovgivningen viist, retfærdigt og fast organiseret, da er den executive Magt det ikke mindre.

Umiddelbart under Kongen staaer Collegierne, der dele mellem sig de forskjellige Grene af Forvaltningen, og føre et Overopsyn med Samme. Under dem sortere igjen de enkelte Embedsmænd i alle Fag og Stænder, og til dem maae de aflægge Regnskab for Bestyrelsen af *

* * 280 de dem anbetroede Poster. Forsømmelighed, Underslæb, Uretfærdighed forebygges saavidt muligt er, og hvor den indtræffer, findes den lettelig, og hemmes og straffes uden Persons Anseelse,

Men den udøvende Magt overdrages ei heller til nogen enkelt Stand eller Corporation: Duelighed alene aabner Adgang til alle Embeder, selv de allerhøjeste og vigtigste. Adelen har herpaa intet for de øvrige Landsaatter fornærmeligt Privilegium.* - Hver Stand, hver Kjøbstad, hver Commune har ved Medlemmer af sin egen Midte Deel i Oppebørsler, Jurisdiction og Politivæsen.

I Jurisdictionen ere tre Instantser. I den første have selv Borgere og Bønder Sæde; i den anden og tredie reviderer et Samfund af Adelige og Borgerlige - men alle Mænd af offentlig prøvet og erkjendt juridisk Dygtighed - den førstes Domme. Gjennemgaaet saa mange Sigtelser, er det ikke andet end naturligt, at Sandhed maae komme for Lyset, og Retfærdigheden sejrende træde op til Monarkens Trone.

Politievæsenet i alle sine Grene begynder ligeledes nedenfra ved Bondefogden, og stiger i en viis Gradation til Herredsfoged, Amtmand, Cancellie og - Konge.

Saaledes vil det da findes, at den danske Regjering med Hensyn til Formen er ypperligt anlagt, og at den, nøje undersøgt, ikke i almindelig Bemærkelse tilkommer Navn af absolut eller uindskrænket, men snarere bør kaldes patriarchalsk. Thi den store Familiefader har ikke blot Overherredømme over alle Medlemmerne; men 168 Aars Erfaring viser: at siden han erholdt denne, siden en enkelt Stand maatte overgive den usurperede og misbrugte Magt i hans Hænder, har han udøvet Samme med en god Faders hele Mildhed, Retfærd og Upartiskhed; *

281 ja bragt Danmark fra en forvirret, underkuet og forarmet Tilstand til en Grad af almeen Lyksalighed, hvortil intet andet Rige kan vise Mage. Den ene Regent efter den anden af det oldenborgske Dynastie har stadigen fulgt de samme Grundsætninger, og den nuværende har endog fordoblet sine Forfædres Skridt, og bragt nær til Fuldendelse hvad hine have begyndt og fortsat.

Før 1807 var Danmark hævet til et Trin af Cultur og Velstand, som maatte opvække alle Fremmedes Beundring og Manges Misundelse. Videnskaber, Kunster, Handel, Industrie, Agerdyrkning blomstrede under vise Loves og en mild Regjerings Ægide saa herligt, at Digternes fabulerede Guldalder syntes at vorde til i Virkeligheden, og den saturniske Periode for Alvor at være vendt tilbage til Danmark. Indvortes Orden og udvortes Fred vedligeholdtes under alle de voldsomme Storme, der rystede den øvrige Verden, og vendte op og ned paa alle guddommelige og menneskelige Ting. Det danske Cabinets Politik var Billighed og Ærlighed. Dets Symbolum var Folkets gamle oprigtige Ønske: "Os vel og Ingen ilde," og her saae Man Rigtigheden af det ægte danske Ordsprog: "Ærlighed varer længst" om den end ikke holder evindelig ud mod List og Rænker. Løvter og Trusler vare lige uformaaende til at rokke den danske Regjerings vise Fasthed; og først da List i Forening med Vold med uhyre Overvægt angreb det fredelige, uskyldige Land, henreves det - haardelig mod sin Villie - i den Malstrøm, der hidtil kun brusede fjernt, og magtesløs skyllede forbi den Dæmning, Monarkens Viisdom og Kjerlighed til sit Folk havde opført og bevogtet. - I syv Aar gjorde vore mange mægtige Fjender Alt for at nedrive Aarhundreders skjønne Værk: Floden ranedes, Skibsfarten standsedes og Handelen og Creditten tilintetgjordes; og først da vor ulykkelige Allierede var styrtet, kunde Freden gjenkjøbes ved Sønderriveisen af et Baand, der var mere dyrebart for sin Ælde, formedelst det gjensidige Venskab, den Lighed i Sprog, Sæder og Tænkemaade, der havde knyttet og befæstet Samme, end vigtigt i oeconomisk eller militair Henseende. - Danmark kunde vel nu, efter rimelig Calcule, at vore Fjender ansees for ruineret, og selv mange Mistrøstige af vore Egne spaaede det intet ringere, end nærforestaaende Nationalbankerot.

Og dog ere nu - efter kun fjorten Aars Forløb - de fleste Saar lægte og alle lindrede: Pengevæsenet har atter naaet Fasthed og Tiltroe; Skibsfart og Handel er igjen i ønskelig Fremvæxt; Industrie og Agerdyrkning 282 ere bragte til en langt højere Grad af Fuldkommenhed, end de før Krigen havde naaet; Almeenoplysning ligesaa, og alle den indvortes Oeconomies Grene fremblomstre paany, efter en lang og hærgende Vinter, i frejdig og haabefuld Foraars Ungdom og Styrke.

At Nationalcreditten kun kunde frelses og Pengevæsenet gjenrejses ved en gjennemgribende og for mange smertelig Operation; at dens, eller bedre, for at gaae lige til Aarsagen, Krigens Efterveer maatte vexelviis føles af alle Stænder - dette var ligesaa billigt som nødvendigt. Handelstanden, Militairet, Civiletaten, og sidst og længst Landmanden og Landgejstligheden* have efter hinanden maattet gjøre Opoffringer for det fælleds Vel. Haandværkerstanden er den, som af alle har lidt mindst, og naturligt; thi den lønner sig selv, bestemmer selv Prisen paa sit Arbejde, og er altsaa istand til, under enhver saadan Crisis at sætte Tæring efter Næring.

Men lader os kortelig Stykke for Stykke gjennemsee det vigtigste, som af den nuværende Regjering - saavel umiddelbart ved dens Foranstaltninger, som middelbart ved dens Beskyttelse og Understøttelse - er udrettet til Danmarks almindelige Velstand!

Bonden er Statens Styrke; han er for de øvrige Stænder hvad Hænderne ere for de andre Legemets Lemmer; saaledes tænkte Statens Hoved, og løste derfor de bundne Hænder. - Allerede hans høje Forfædre havde, saasnart de selv fik Hænderne frie, gjort Almuens Opkomst til Gjenstand for deres alvorligste Bestræbelser; de havde viselig indseet: at Oplysning bør gaae forud, eller - da dette kun saare sjældent lader sig gjøre - dog i det mindste Side om Side med Friheden; men endnu vare Lehnsvæsenets Rødder ikke ganske oprykkede, *

283 og Modstanden for stærk. Kong Frederik den Sjette var det forbeholdet at udføre sine ædle Navneres skjønne Plan. Han sønderrev Stavnsbaandet: han afskaffede Hoveriet, eller satte det - hvor Modstanden ogsaa her var haard - saa bestemte og billige Grændser, at det Trykkende og Vilkaarlige deri forsvandt: han opmuntrede, tilskyndede og ved mange hensigtsmæssige Foranstaltninger lettede Bonden sin Friheds Erholdelse; han besørgede Fælledskabets Ophævelse.* - Men ikke herved blev Kongen staaende: han vidste, at Frihed uden Oplysning er en farlig Gave - en Kniv i det umyndige Barns Haand - derfor organiserede han Skolevæsenet paa en saadan Fod, at intet Almuesbarn kan i Danmark længere mangle de for Standen nødvendige og nyttige Kundskaber; ja - hvad mere er - at Ingen kan engang slippe for at erholde dem.** - Andre Folks Indretninger ere herved afbenyttede, dog sædvanlig modificerede og lempede efter vort eget Lands Lejlighed. Seminarier anlagdes, duelige Skolelærere dannedes, deres forhen saa usle Indkomster forøgedes og reguleredes paa en passende og anstændig Fod. Præsterne tilholdtes at tage stadig og alvorlig Andeel i Ungdommens Underviisning. Exarnener anordnedes, gode Læse- og Lærebøger indførtes, og endelig er nu paa det sidste sørget for den legemlige Dannelse, der hidtil havde været uforsvarligen forsømt og højst ubilligen anseet med Ligegyldighed, eller Foragt.

Ligesaa fortreffeligt er Fattigforsørgelsen reguleret, og lader virkelig fra Regjeringens Side Intet tilbage at ønske: Hver Commune plejer ved egen Beskattelse sine egne Fattige. De kunne aldeles ikke mangle det Nødtørftige. De Arbejdsdygtige holdes til Virksomhed, og understøttes i Samme; de fuldkommen Hjelpeløse forsørges aldeles; Betleriet er næsten ganske hemmet; øves det endnu hist og her, er det sandeligen ikke Regjeringens Skyld. Og med alt dette er Fattigskatten (ligesom og Skoleskatten), især paa Landet, en umærkelig Byrde.* *

* * 284 Vi tør frit paastaae: at i Danmark lægger intet Menneske siguden egen Skyld og Brøde - nogen Aften hungrig tilsengs, og opstaaer ikke nogen Morgen uden at vide, hvorfra det skal tage Dagens Nødvendigheder.

Til Landvæsenets Fremme i alle sine Dele er givet mange fortrinlige Anordninger. Og Landhuusholdingsselskabet, som under Regjeringens Auspicier af Private er oprettet, understøttes af denne paa det kraftigste med store aarlige Pengesummer; saaat ved Sammes Bestræbelser Agerdyrkning, Høeavl, Havevæsen, Skovplantning og Huusflid opmuntres, belønnes og fremelskes i stedse tiltagende Progression. For Heste- og Qvægavlens Forbedring er desuden sørget umiddelbart af Kongen selv; ligesaa for Kornvarenes Forædling og Afsætning. Utallige ere understøttede med offentlige Pengelaan, saavel til at erhverve Selvejendom, som til at forbedre denne, endogsaa til Gaardes Udflytning paa beqvemmere Steder og bedre Opbyggelse har Kongen rakt rund og hjelpende Haand. Til Heders Opdyrkning er meddeelt opmuntrende Friheder, og mange øde Strækninger derved gjorte frugtbringende. - Men det vilde føre for vidt ud over nærværende Afhandlings foresatte Grændser: om alle Regjeringens Foranstaltninger til Landvæsenets Fremme her skulde opregnes; Vi ville aleneste til Slutning betragte Virkningerne: Udførselen af Korn og Fedevare, af Fisk og alle andre Producter har i et Tidsrum af faa Aar mere end fordoblet sig; og uagtet en syvaarig fordærvelig Krig, uagtet Skatternes betydelige Forhøjelse, uagtet de lave Kornpriser, befinder sig en stor Deel af Landalmuen i Velstand, Fleerheden bar ønskeligt Udkomme, og Alles Kaar ere uden Sammenligning bedre, end to Generationer tilbage i Tiden; og endeligen har Oplysning og Sædelighed holdt Skridt med den idelig stigende oeconomiske Velfærd.

Ej heller ere de øvrige Klasser af Næringsstanden tabte af Sigte: Industrien er fremskyndet paa mangfoldige Maader; Fabriker og Manufacturer ej alene begunstigede, men ogsaa anlagte af Regjeringen selv, og Fabrikaternes højst mulige Forædling gjort til en af de utallige Gjenstande for dens ufortrødne Omhue, der end ej er bleven svækket ved mødende Hindringer, eller forsætligt Misbrug af dens Ædelmodighed. Mange nyttige Forholdsregler ere trufne til at bringe 285 Haandværker til større Fuldkommenhed, samt til at hemme de skadelige Følger af Laugsvæsenet. Nogle Forbud fra ældre Tider ere hævede, og andre ventes at ville vorde det; skjøndt den kloge Sindighed og mangesidige Overveielse ikke altid kan holde Skridt med det raske Ønske. Flere heterogene og locale Erhvervskilder: saasom Lærredsfabrication, Fiskerie og mange andre ere baade directe og indirecte ophjulpne.

Træde vi nu fra den egentlige Næringsstand op til de højere, da finde vi den samme Aand besjæle alle den danske Regjerings Foretagender: i dem alle er Almeenvellet Øjemed, og Midlerne dertil valgte efter Klogskabs Regler og Retfærdigheds Grundsætninger. Den stræber derfor at forskaffe sine Embedsmænd i ethvert Fag tilstrækkelige Kundskaber og forneden Duelighed. Til den Ende ere for det Første de lærde Forberedelsesskoler, efter flere successive Forbedringer, endelig undergaaede en Hovedreform, der paa den videnskabelige Ungdoms intellectuelle og moralske Dannelse har øjensynligt havt den ønskeligste Indvirkning. Det gamle Pedanterie er forjaget, tilligemed Tyranniet; Aandsevnerne faae nu, under en frie og uforkuet Udvikling, ædlere Retning og fleersidig Cultur. Højskolen - der nu virkelig fortjener Navn af Universitet - fuldbringer det velanlagte Værk: dygtige 286 Lærere, hensigtsmæssig Vejledning paa enhversomhelst udvalgt Bane, alvorlige og upartiske Prøvelser sikkrer Staten duelige Candidater, være sig til Kirken, til Skrankerne, eller Hygæas Tjeneste; selv Krigeren erholder nu en videnskabelig og vidt omfattende Dannelse, der, idet den udvider hans Forstand, forædler hans Caracteer og forfiner hans Sæder, sætter ham i et værdigt og rigtigt Forhold til de øvrige Stænder. - Særskilt Udvikling af Regjeringens store Fortjenester i denne Henseende vilde vorde for vidtløftig; men nævne kunne vi dog: de mangehaande Understøttelser for uformuende Studerende i alle Fag, Collegier, Legater, Rejsestipendier, Præmier, Pengebidrag til nyttige Værkers Publication, og offentlige Bibliotheker; samt at andre nyttige - kun ej som Brødstudia nødvendige - Videnskaber; Physik, Astronomie, Botanik, Veterinairvidenskab med flere, lige saalidet mangle Hjelp som Opmuntring. Endelig have de egentlige skjønne Videnskaber og Konster i Danmark fundet en saa stor og mangfoldig Understøttelse, at deres nuværende Standpunkt her ikke tillader deres Dyrkere at misunde deres gamle Forgængere i Grækenlands bedste Dage.

Berøre bør vi endvidere Regjeringens vigtigste Foranstaltninger til Undersaatternes almindelige Sikkerhed, Beqvemmeligheder og Tarv.

Sundhedspolitiet er hos os indrettet paa det fortrinligste: Districtslæger ere allevegne ansatte passende Virkekredse, deres Functioner beskyttes og understøttes af den verdslige Øvrighed: ligeledes ere videnskabeligt oplærte Gjordemødre etablerede i mindre Arrondissementer: Qvaksalveriet nemmes. For smitsomme Sygdommes Standsning er tilstrækkeligen sørget. Qvarantaine-Indretningen betrygger mod Pesten. Vaccinationen er ved Regjeringens kraftige Forholdsregler bragt til en Fuldkommenhed, som lader selve Opfindelsens Fødeland langt tilbage. Endogsaa mod Smitsots Udbredelse blandt Huusdyrene finder Landmanden sig sikkret. Brandanordningerne forebygge mangen Ildsvaade, betager de virkelig udbrudte deres Farlighed og kommer de Brandlidte paa kraftigste Maade til Hjelp, saa at ingen længere - undtagen formedelst egen Ligegyldighed - tør befrygte uopretteligt Tab ved en slig Begivenhed. - Med Dæmningers Vedligeholdelse mod Havets Indbrud har Regjeringen stadigt og alvorligt Tilsyn, og sørger faderligen for at lindre de Uhæld, som ikke kunne forebygges. Endog Sandflugter ere ved dens Omsorg dæmpede. - Skovene, som af enkelte Vindesyge stode Fare for at udryddes 287 til ubodeligt Tab for følgende Slægter, ere tagne under offentlig Skyts; og derforuden ere store Skovstrækninger indfredede og Ørkener beplantede af Kongen selv. - Til stor Beqvemmelighed og Nytte for Samqvem og Færdsel ere baade offentlige Landeveje ypperligt anlagte, og Biveje ligeledes i aarlig tiltagende Forbedring.

Denne korte, men troe Skildring af Danmarks nærværende Tilstand forklarer naturligst den Kjerlighed, som Folket bærer for Konge, Statsforfatning og Fædreland: den indvortes Ro, som her uforstyrret har hersket under alle udvendige Storme; og den gjensidige Tillid, der har viist sig urokkeligen grundfæstet mellem Regjeringen og Nationen, medens alle andre Statsformer enten omstyrtedes eller dog maatte udholde de voldsomste Rystelser. Intet Folk revolterer uden Aarsag; og hvor ingen Saadan findes, er Revolution umulig. Thi hvad skulde vel bevæge den, der nyder sit Liv, sin Friehed, sin Ejendom i Fred og Sikkerhed til at sætte alle disse Goder i Vove? Medens derfor een Trone faldt og andre skjalv, stod den danske fast; og den gode retfærdige Konge, som beklædte Samme, hvilte tryggelig i sit troe Folks Arme. Intet hemmeligt Politie, ingen Bajonetter behøvedes for at kue Statens Borgere; tvertimod gav Kongen selve disse Vaaben ihænde, for at værne mod fremmet Vold om deres egen Friehed og Lykke. - Under en Tidspunct, da andensteds den offentlige Stemme var et forbudet Ord, Klubber en Statsforbrydelse, og Frihed belagt med et Anathema: oversatte vi her Marseillanerhymnen og Pyrenæermarschen, og i alle Klubber sang glade og lykkelige Borgere - ja lige under Kongens Vinduer - i høje Chor: "Frihed paa den hele Jord!" - Ordene: "Revolution, Partie, Faction, Reform, Umtriebe" ere os fremmede, ligesom Tingene, de betegne, og kunne ikke engang passende oversættes i vort Sprog. Liberale ere baade Konge og Undersaatter, og skal her findes Demagoger, da er Frederik den Sjette den første og største.

Kongens personlige Elskværdighed, der er et arveligt Familietræk, hans uforstilte Omgængelighed, der staaer i en saa skjøn Harmonie med Folkets Nationalcaracteer, har virkelig hævet dettes Kjerlighed til en Højde, som torde synes Udlændinge hartad uforklarlig. Den besværlige Hofetikette - fremmet Opfindelse - er afskaffet; alle uden Undtagelse have Adgang til Tronen, og alle Stænder uden Forskjæl Deel i hans paastandløse, trohjertige og hjertevindende Omgang. 288 En saa fastgrandet og harmonisk Statsbygning, en saa uplettet Hæder, en saa trofast og inderlig Folkekjerlighed skal Kong Frederik den Sjette engang - Gud give sildigt - overlade i Arv til sin Efterfølger. Med stærke Forhaabninger hviler Nationens Blikke paa det tilkommende Kongepar - tvende Grene af een og samme ældgamle Stamme, dem han forener til Hegn og Skygge, til Glæde og Velsignelse for sit kjere, lykkelige Danmark. Himmelen opfylde vore retfærdige Ønsker, befæste Scepteret i saa værdige Hænder, og lade Frederik den Syvende og hans Maria længe og lykkeligt vandre i Forfædres rene og lysende Fodspor!

289

Medens vi endnu have - -

Medens vi endnu have vor gode Fader Frederik i Provindsen, er det ikke afvejen at bringe til almindelig Kundskab herinde nogle Yttringer om Danmarks Konge og Statsforfatning, der for ikke længe siden har staaet i de engelske Journaler: Westminster-review og Edinburgh-review, under Løbet af en politisk Pennefejde. - Spørgsmaalet er: hvilken Regjeringsform der er den bedste? "Visse Philosopher" - siger den Ene - "have antaget, at af alle Regjeringsformer er uindskrønket Monarchie den bedste - - - Erfaring synes at være deelt i denne Henseende; thi eet Sted findes Caligulaer og et andet Sted danske Konger." Forfatteren sætter altsaa vor Konge som en Antipode af Caligula; han tager i Historien de fuldkomneste Mønstere paa Tyran og Folkefader, som han kan finde, og - mærkeligt nok - gjennemløber et Tidsrum af atten Secler, løber fra Rom igjennem Europa og lige op til Øresund, for at vise paa vores Frederik. Saaledes tænker en Engelskmand; kan der vel gives nogen Dannemand, der ikke er af samme Mening?

"Dersom vi antage" - siger denne Forfatters Antagonist - vel at mærke! - "at en Regjerings Maal og Ende er at beskytte Borgernes Personer og Eiendom, saa maae vi ogsaa erkjende, at hvor dette Maal naaes, der findes det gode Regjeringsprincip. Dersom dette Maal naaes baade i Danmark og i de forenede Stater af Nordamerica, saa maa det, der gjør Regjering god, existere under hvilkensomhelst Titel eller Navn, baade i Danmark og i de forenede Stater." - Det er indlysende, at Forfatteren her udvælger det bedste Monarchie og den bedste Republik, han kjender, og finder, som hans Modstander, det første i Danmark.

"Om Menneskene" - vedbliver han - "levede i Frygt for deres Liv og Eiendomme under Nero og under Nationalconventet, saa følger deraf: at de Aarsager, hvoraf slet Bestyrelse reiser sig, existerede 290 baade i det romerske Despotie, og I det franske Democratie. Hvad er da det, som, funden baade i Danmark og i de forenede Stater, men ikke funden i det romerske Kejserdømme, ej heller under Robes-pierres Vælde, gjør Regjeringer, der ere saa vidt forskjællige i Form, saa practisk gode? Det være hvad det være vil, men det er visselig ikke - - en democratisk representativ Forfatning; for de Danske have ingen saadan."

Vi tør maaskee svare den gode Britte: Aarsagen ligger i den oldenborgske Kongerækkes Caracteer og i Nationens. Despotie kunde ikke engang trives i Danmark - undtagen ved fremmed Hjælp, og da var det Invasion, Erobring - thi en Despot maa have saa mange Håndlangere, at han kan opstille en overvejende Magt mod den despotiserte Deel af Nationen. Af gamle Exempler see vi nu, hvor frugtesløse Forsøg af denne Natur have været; og hvad fordum ikke lod sig gjøre, vilde under nærværende større Oplysning være umuligt. Dette sidste indrømmer Britten selv, idet han siger: "En Konge i Danmark, i theroretisk Henseende den meest uindskrænkede Fyrste, vilde i praktisk Henseende finde det yderst misligt at anvende Grusomhed eller hengive sig til Tøjlesløshed." Hvor forskjællig er ikke denne Udlændings Mening fra vor berømte Landsmands Heibergs: at Danmark ingen Constitution har? og fra en Anonyms i Maanedskrivtet for Litteratur: at den danske Forfatning ikke taaler at discutteres?

Ved at tale om Ligevægten i Staten, siger den Ene: "Ligevægtens Theorie er denne, at Folkets Hjelp vil søges af Aristocraterne, naar de trykkes af Kongen, og af Kongen naar han trykkes af Aristocraterne; og at Folket til Belønning vil erholde noget for sig selv, hvilket det just har i Danmark!" - Kan Forfatteren mene Andet, end den nødvendige og velgjørende Statsforandring af 1660?

"Der er vistnok et Aristocratie i England, og vi frygte at dets Magt er større, end det borde være!" - Engellænderen tilstaaer her hvad Indsenderen i en vis Anledning havde paastaaet, og hvorfor han blev sigtet, som den der foer med Usandhed. - Lad os høre videre: "Det er øjensynligt, at den virkelige Fordeling af Magt, og ikke Navne eller Forsikkrelser, bestemmer Nationens Lyksalighed. Det representative System, skjøndt upaatvivlelig en stor og kostelig Opdagelse i Politiken, er dog blot een af de mange Maader, hvorpaa den democratiske Deel af Samfundet kan holde de regjerende Faa Stangen. At visse Mænd ere udvalgte som Folkets Deputerede - at der er et Stykke 291 Papiir, som hjemler saadanne Deputerede en vis Magt - disse Omstændigheder give i og for sig selv ikke nogen Sikkerhed for god Regjering. Saadan en Constitution havde Frankrig - i Navnet! - medens - i Gjerningen! - et Oligarchie af Commiteer og Klubber traadte paa eengang de Vælgende og de Valgte under Fødder. - - Hvo er bedst istand til at forsvare sig selv: en stærk Mand med sine blotte Næver, eller en Krøbling betynget med et Sværd, som han ej er istand til at løfte? Saaledes, troe vi, er Forskjællen mellem Danmark og visse nye Republiker, i hvilke de forenede Staters constitutionelle Former med Ivrighed ere efterabede. - See til det lange Parlament, paa den Dag da Carl (den 1ste) kom for at fængsle dets Medlemmer; og see saa igjen til dette samme Parlament, da Cromwell stampede med Foden paa dets Gulv! Paa hvilken Dag var dets tilsyneladende (formelle, nominelle) Magt størst? Paa hvilken Dag var dets virkelige Magt mindst? Nominel Undersaatlig, var det istand til at bekæmpe Suverænen - nominel Suveræn blev det kastet paa Døren af een af dets Tjenere. - Constitutioner ere i Politiken det selv samme som Papiirpenge i Handelen: de yde store Lettelser og Bekvemmeligheder; men vi maa ikke tillægge dem samme Værd som det, hvorfor de ere kun Representativer. De ere ikke Magt, men Symboler paa Magt; og ville i Nødstilfælde vise sig aldeles unyttige, med mindre den Magt, de representere, selv træder frem."

Da Indsenderens, i sin Tid fremsatte, Anskuelse af Danmarks Forfatning - bittert angreben af Een, som i Arotone og Potu aldrig var kommen til at gjøre mere end eet Project - kun fremkaldte een Lands-mands Forsvar, tør han vel, til Bilag ved sin politiske Troesbekjendelse, vedlægge Ovenstaaende af Udlændinge.

Forsynet bevare den danske Constitution! og Nationalitet! og give Fremtids Konger Frederik den Sjettes Aand og Hjerte!

292

En Røst, men ikke i Ørken

Den, der med opmærksomt Øje følger vor nuværende Konges hele lange Regjering, vil finde, at den er en uafbrudt Bestræbelse for at uddanne, hæve og grundfæste Nationens legemlige og aandelige Frihed. Midlerne, som anvendtes til Opnaaelsen af dette Maal, vare overensstemmende med Folkekarakteren, med sund Politik, med selve Naturens Virkemaade, milde og langsomme, men derfor og sikre, og uden hine bedrøvelige Tilbagegange eller Reaktioner, hvilke i andre Lande have vist sig som Følger, ej alene af pludselige Revolutioner, men endog af enhver overilet Indgriben i Tingenes Gang. Denne Tendens i Danerigets Bestyrelse, dette dens Grundprincip kan ikke tilskrives Underbestyrerne, som vare mange og flere Gange skiftede og umuligen kunde have aldeles lige Anskuelse i Statsvæsenet; det maa søges hos En - hos Kongen selv; og kan det aldeles ikke formindske hans Fortjeneste, at hans Valg af Bihjælpere var klogt, eller om man saa vil heldigt. - Saaledes og ene af denne Aarsag gik det ikke her som andetsteds - f.Ex. i det saa højt anpriste England - at Grundsætningerne for indvortes og udvortes Politik omskiftedes med Ministrene og fremstillede sig afvexlende snart som liberale og snart som servile. Under slige Frem- og Tilbage-Spring vide Nationerne aldrig, enten de ere kjøbte eller solgte.

Efter at Frederik den Sjette paa mange Maader, men især ved stigende Oplysnings bestandige Fremme, havde forberedt sit Folk og gjort det modtageligt for en med dets forhøjede Kulturgrad overensstemmende Forfatning, grundlagde han samme ved "Stændernes Indførelse". Men hele Bygningen af dette kongelige Storværk kan ikkun fuldføres til den nødvendige Fasthed og Varighed ved hin kloge, sindige og stadige Fremskriden, med hvilken Materialerne efter-haanden samledes.

Netop nu, i dette lyseste Tidspunkt af Danmarks Historie, nu da 293 Monarken ved en frisindet Institution viser, hvortil hans hele Regentfærd sigtede, nu fremtræder aabenlyst en revolutionær Opposition, der er saa meget urimeligere, som den ingen Gjenstand har, Intet at opponere imod; men - ligesom de religiøse Sværmere - fægter mod Fjender, som ingen Anden ser, stormer drabelig løs mod Vejrmøller, der kun ere til i deres egen ophidsede Indbildning, og gjør en Spetakel, som om vi "i Landet havde Tyrken eller Paven". - Anholtskrigen gjentager sig, men under en Form og under Omstændigheder, som ej alene gjør den til Gjenstand for Latter, men meget mere for alvorlig Bekymring. "Hvilke Følger", spørger den Sindige, "kunne muligen opstaa af denne ukloge Fremfusenhed, denne utidige, fast barnagtige Higen efter at afryste Frugten, førend den er moden, denne utaknemmelige Riven til sig af hin Kongelige Gave?" Vel har den med Dannefolkets Sind og Tænkemaade ganske uoverensstemmende, mod Kongens Visdom og Faderlighed fornærmelige Tone, der udtaler sig i det Blad, der bærer den pompøse, men falske Titel "Fædrelandet", kun fundet Gjenldang hos en stor Minoritet; men Majoriteten tier - det er urigtigt; det kan vorde skadeligt. Medborgere! vi skylde Kongen, vi skylde os selv, vort statsborgerlige Del, at udtale den almindelige Stemme. Slaar eder ikke til Taals ved den gamle magelige Trøst: "lad dem skraale! det falder hen af sig selv - de ere for Faa til at kunne udrette Noget". - Faa? Jakobinerne vare ogsaa Faa fra Begyndelsen. Man skal tælle et Parti, som man tæller Soldater - man skal veje Aanden, der besjæler det. Lad os nøjere betragte denne.

Allerede for flere Aar siden begyndte den at spøge i "Robe" og Doktorhat. Den klagede vel ikke ligefrem paa Kongen, men søgte dog at vække utilfredshed med det Lands Tilstand, som han bestyrede, og talte profetisk om andre Tider. Men aldrig saa snart havde han lovet Stænders Indførelse, før den, visende sig i en end mere ærefrygtbydende Skikkelse med langt filosofisk Skjæg og en rød Hue under Hatten, hævede Tonen, og proklamerede Friheden hartad som deres eget Værk! Deres Dristighed steg efterhaanden saa højt, at den ikke længere blot ignorerede Kongen, men endog under let skeletterede Sofisterier søgte at undergrave hans Magt og konstituere sig selv som Dannemarks Frelser. Dersom et saadant Indgreb, en saa fræk Anmasselse skulde have foranlediget en - med Hensyn maaske til fjernere, for Indviede kun bekjendte, Forholde - nødvendig Indskrænkning

        

294 i den af Kongen selv givne, saa længe beskyttede, og nu af dens egne foregivne Talsmand misbrugte Trykkefrihed, hvem havde vi da derfor at takke? Hvormed vil Professor David - om han endog skal anses af hans Parti for en Kong Salomon - hvormed vil han erstatte Nationen et saadant ved ham forvoldt Tab? Vil han maaske give os en Republik, med en Skyggekonge, med Ministre, der dukke op og ned lig de kartesianske Djævle, med Kamre, der evindelig klamres, indtil en Intervention - dog Kong Frederik lever endnu. Han vil sikkerlig finde den rette Vej, saavel til at bortrødde Hindringerne for sit Værk, som til at værne om den Aandsfrihed, han selv haver opelsket.

Naar man læser disse Demagogers Ramaraab, skulde man ikke tro, at Danmark stod paa Afgrundens Rand? Og hvad er da egenlig sket siden Forordn, af 28, Maj? Har Kongen gjort et eneste Tilbageskridt? Har han til Datum gjort mindste Indskrænkning i den af ham selv udvidede Frihed? Har de Deputerede smigret ham? have de forraadt Folket og dets Rettigheder? - Det synes virkelig, som disse blinde Sværmere (for at bruge det mildeste Navn) ret med Flid og Forsæt lagde an paa at det skulde ske, som de kæmpe for at forhindre; ja ret med tirrende Trods udæskede Kongen til Kamp om Danmarks Regering. Er det virkelig ikke, som om de ville sige: "lad os en Gang se, om Deres Majestæt tør indskrænke Trykkefriheden? om De tør sammenkalde Stænderne? hvem vi nu i Forvejen have bearbejdet og lagt i Munden hvad og hvorledes de skulle tale".

Men det er nu saa deres Manér at bekæmpe Fjender, hvor ingen ere, at skjændes uden at have nogen at skjændes med, at mane usynlige Aander. - Velan! lad dem da faa virkelige Gjenstande for deres revolutionære Iver! Lad os vise, at vi have en bedre Mening om vort Lands Tilstand, en taknemmelig Erindring om de allerede iværksatte Forbedringer og afhjulpne Mangler, og et lysere Haab med Hensyn til de endnu tilstedeværende, om hvilke Kongen netop ved Stænderne ønsker at komme til Kundskab! - Lad os offentlig bekjende vor Tillid til Frederik den Sjettes nu snart gjennem tvende Slægtfølger prøvede statskloge Omsyn, dybttrængende Indsigt og uforandrede Kjærlighed for sit trofaste Folk!

295

Om Publiciteten, med Hensyn til Embedsvilkaarlighed

Vor nuværende Konge, der saa utrættelig og paa saa mangfoldige Maader har virket for at fremme og bestyrke den eneste sande - den lovbegrundede Borgerfrihed, har og til et Værn for samme opløftet det stærkeste - vi kunne sige det eneste sikkre Palladium - Trykkefriheden. Han indsaae, at dette var det eneste paalidelige Middel til at erholde Kundskab, ei alene om mulige Mangler og Misligheder ved de bestaaende Love, men - hvad der endnu var langt vigtigere - om mulige Misbrug, Fordreielser og Tilsidesættelse af disse. For Domstolen at anklage en Embedsmand, som misbruger sin Magt til Undertrykkelse, til Udsuelse, var nok tilladt; men at faae ham overbeviist og dømt, medførte saa store Vanskeligheder og Farer, at kun Faa iblandt Millioner forbandt det Mod, den Klogskab, den Sindighed, de Kundskaber med den Uafhængighed, at han turde vove sig i en saadan Kamp, i hvilken, om den end var nok saa retfærdig, han havde Intet at vinde, men Alt at tabe, lige til Æren. Frederik den Sjette rejste en anden Domstol', fra hvilken Had og Avind, Gunst og Gave, ere aldeles udelukte, en Domstol, for hvilken den juridiske Dommer frygter, og som ikkun den aldeles Forhærdede vover at trodse. En samvittighedsløs Embedsmand kan i sin Kreds regjere paa Tyrkisk, saalænge- og det kan være meget længe - det lykkes ham at blænde sine Overautoriteter. Sine andre Fiender holder han i Ave ved Frygt, eller, om det kommer dertil, ved alle juridiske Fægterkneb. Men angribes han paa Prent, da maa han vige sit Sæde og afskedige sine Stokkemænd - disse ofte døvstumme Statister. I dets Sted maa han nu selv møde for Publicitetens Høiesteret, hvor Tusinder oplyste, retsindige af alle Stænder ere Meddomsmænd. Ingen trøste sig her med det Gamle: "Loven er lige for os Alle." Den er det nok i sig selv, men ikke i sin Udøvelse. Den kan ikke vorde det, førend alle dens Haandhævere vorde alvise, og dens Giver - Kongen - alvidende.

296

Der er talt, skrevet, forestillet, insinueret, instigeret i Læsseviis om Trykkefrihedens Misbrug, og denne er ligesaa afgjort vis, som at man kan drukne sig i Vand, hænge sig i Reeb, skjære sig Halsen over med Kniv, drikke sig ihjel, og æde sig ihjel; men det er endnu aldrig faldet selv den værste Despot ind at forbyde Brugen af Vand, Reeb, Kniv Mad eller Drikke. Misbrug er uadskillelig fra Brug. At ville aldeles udelukke det Første, var det samme som aldeles at tilintetgjøre det Sidste. Det er derfor een af de skjønneste Perler i Frederik den Sjettes Hæderskrands, at han har kæmpet en lang og standhaftig Kamp for at bevare sit Folk et Gode, uden hvilket alle de øvrige vilde være tvivlsomme og flygtige. Erfaringen taler: Jo længere fra Kjøbenhavn, eller egentlig, jo længere fra Tænkefrihedens Organer: de kjøbenhavnske Dagblade, jo større Embedsvilkaarlighed. - Fortællingen af nogle Exempler herpaa vakte en saadan Forbauselse hos en Ven af mig - en brav og agtet Justitsembedsmand i Sjælland, at han med sammenslagne Hænder udraabte: "Nu seer jeg, at jeg har gandske glemt min Geographie; thi jeg vidste virkelig ikke andet, end at Jylland hørte til Kongeriget Danmark." - At den antydede store Forskjellighed i speciel Bestyrelse for ikke saa meget længe siden har fundet Sted, ville mange endnu levende Mennesker kunne bekræfte, der nok have kjendt " Kongen i Ebeltoft, Kongen i Grenaae, Kongen i Randers" osv. osv.; thi hartad enhver Kjøbstad, ethvert Herred, havde sin egen Næssekonge, der rigtignok stod under Overkongen, men som oftest var langt mere frygtet end denne. At det jo nu i nærværende Tid er bleven langt bedre, det er vist; men at der endnu maaskee kunde være nogle Levninger tilbage af den gamle Feudalforfatning, derom kunde i det mindste een for Domstolene svævende Sag give en ikke gandske ugrundet Formodning. Skulde ellers nogen anden Commune eller District troe at føle lignende Tryk, da er jo nu Jyllandsposten optraadt for at modtage enhver grundet og beviislig Anke. Dette den offentlige Menings Organ - som vi haabe - fremkommer lykkeligvis samtidig med den høist vigtige og ypperlige Lov om en forandret og i Sandhed forbedret Communalbestyrelse; hvilken Lov dens vise og ædle Giver altsaa har anseet som nødvendig, og som følgelig afgiver et vægtigt Beviis for, at ei heller denne Afhandling er overflødig eller grundløs.

Skulde, som sagt, flere Misbrug af Embedsmyndighed finde Sted her i Provindsen, da vil maaskee Udfaldet af den Rodske Proces 297 bestemme, om de skulle komme til offentlig Kundskab, eller vedblive at: drives og trives i det forrige Tusmørke.

Høist mærkværdig er den Kjendsgjerning: at jo høiere man gaaer op i de Bestyrendes Rader, jo mindre har man at befrygte af Vilkaarlighed: at det blot er i de nederste, hvor Vanskeligheder stundom have viist sig, men er man først sluppen derigjennem, da har det siden ingen Fare.

Vore mange brave og retsindige Underembedsmænd ville dog vel aldrig troe, at det er deres Stand overhovedet jeg vil tillivs. Ingenlunde! ei engang noget enkelt Individ af samme. Jeg har en gandske anden Hensigt: at undersøge, og at see Andre undersøge, hvorfor de antydede Abnormiteter have fundet Sted just i denne Embedsklasse mere end i nogen anden. Gaae vi f.Ex. til Amtmændene, der de jure bar en langt mere uindskrænket Virkekreds, en større Anledning til Vilkaarlighed, da er en saadan de facto saa sjelden, at jeg i det mindste ingen væsentlig kjender udøvet af nogen Nulevende. Skulde jeg som Grundene hertil antage: ømmere Samvittighed eller høiere Æresfølelse? Dette vilde være en Ubillighed mod de dem underordnede Embedsklasser, og almindeligviis en Urimelighed. Hvori stikker altsaa Feilen - om der er nogen? Ikke oprindelig hos Individerne, men i Organisationen af deres Embedsvirksomhed. Denne Anskuelse tør vel antages, ogsaa at have foranlediget nysnævnte Comnmnallov.

For det første ville vi henvende vor Opmærksomhed paa Embedsmændenes Lønningsmaade. De Overordnede lønnes af Staten, og komme altsaa i denne Henseende ikke i Berørelse med Populationen i det af dem bestyrede District. For dem udelukkes altsaa Muligheden af Kniberie, Pinerie, overdreven Sportulering etc.etc. De underordnede Embedsmænd derimod tage, paa ubetydeligt nær, deres Indtægter umiddelbart af deres Jurisdictions-Beboere; og denne er derhos ikke saa tydelig stavileret, at Yderne i alle Tilfælde - maaskee kun faa - kunne vide hvad de have at erlægge; ja hvad der er endnu sælsommere: Embedsmændene ere ofte ikke visse paa, hvad de have at fordre. Et Beviis herpaa afgiver den ubestridelige Kjendsgjerning: at Sportuleringen ikke alene ei er eens i alle Jurisdictioner, men tvertimod saa forskellig, at Differencen virkelig er forbausende. Vi ville blot her udpege Skiftevæsenet, i hvilket Salairet er temmelig arbitrairt. Og medens vi nu ere komne ind paa dette vide Territorium, ville 298 vi endvidere henpege paa den Raadighed - den lange, og længe ucontrollerede Raadighed over fremmed Eiendom, ofte høist betydelig Eiendom, her indrømmes eet eneste Menneske, paa den Fristelse, den Farlighed, det Resico, som dette ene Menneske herved underkastes.

Den anden, i det mindste betænkelige, Omstændighed, er Underretsdommernes isolerede Stilling. Overretten er sammensat af flere Meddommere, Høiesteret af endnu flere; men Byfogden, Herredsfogden, Birkefogden, sidder alene paa sit Dommersæde. Han har Ingen ved Siden af sig, der kan dele hans ei alene mulige, men ifølge Indskrænkeisen af de menneskelige Forstandsevner, ofte stedfindende Eensidighed i Anskuelsen af en Sag, og belyse de ofte vigtige Puncter, som for ham ligge i Skygge. Han har Ingen imod sig, der kan modarbeide hans forudfattede og muligen vrange Meninger; Ingen der kan bekæmpe de Lidenskaber, det Had, den Egennytte, som muligen driver ham ud af Retfærdighedens lige Vei. Jeg tænker vel ikke, at Nogen her skulde minde mig om hans Meddomsmænd - hvem jeg dog heller vil benævne med det mere betydningsfulde Stokkemænd; thi enten disse vare der selv, eller constituerede deres Stokke, vilde omtrent komme ud paa eet. Udfaldet af en Sag i sidste Instants beroer paa dens Behandling i første Instants. De høiere Retter have ingen Selvundersøgelse at lægge til Grund for deres Kjendelser; men maa bygge paa den enkelte Underdommer. Han leder alene Vidneforhørerne; han kan i disse muligen lade vigtige Forklaringer upaaagtede; han kan - om han ikke er fri for alle hine Lidenskaber, eller ikke stærk nok til at betvinge dem - vildlede, forvirre, imponere Vidnerne, og fra sin høie Standpunkt indvirke skadeligt paa deres Udsagn. Og som han derhos tillige er Skriver - dette Fald finder paa Landet næsten allevegne Sted - da behøves intet vidtløftigt Beviis for at godtgjøre: at det til en Retssags Afgjørelse ei alene kommer an paa hans Dygtighed, men og, ja men endog paa hans Samvittighed; thi for en Embedsmands Dygtighed er hans respective Facultet Borgen, men for Sammes Rigtighed kunne ikke Alverdens Faculteter cavere.

Hvad nu angaaer den første - om man saa vil - Betænkelighed, Maaden nemlig, paa hvilken Underdommeren hæver sine Indtægter, eller Sportuleringen, da tykkes mig en Forandring i denne Oppebørselsmaade ligesaa let iværksættelig, som ønskelig. Det er mig virkelig gandske umuligt at indsee hvorfor en Amtmand og en Collegial-Embedsmand, 299 en Overretsdommer, en Højesteretsdommer skulle have fast Lønning, mere end en Underdommer. Man kan dog ikke antage, at Sportelsystemet skulde være mere fristende og farligt for hiin end for denne. Men det er ei alene med Hensyn til Fristelse og Farlighed, at man nødvendig - om ei ved Erfaring - saa dog simpelthen ved lidt Psychologie og Logik, maa finde sig stemt mod berørte Oppebørselsmaade. Her kommer en anden - for at blive ved dette Ord - Betænkelighed til: at de omhandlede Embeder, formedelst Sportelsystemet, vorde saa høist forskjellige med Hensyn til selve Lønningens Størrelse. Denne Forskjel er i Gjerningen saa enorm, at af tvende Embedsmænd, hinanden lige i Duelighed, Alder, Retskaffenhed, kan den Ene have fem-seks-dobbelt saa stor Lønning som den Anden, og meer. Det er kun Undergeistligheden som i denne Henseende befinder sig i et lignende Forhold; men efter en mindre Scala. At een Præst skal have fem-sexdobbelt saa stor Løn og derover, som den der under alle Hensyn staaer ved Siden af ham, eller over ham, ja maaskee større end hans Biskop, end hans Foresatte i Cancelliet, er ikke mindre sælsomt, end at en Herredsfoged har større Indtægter end en Amtmand og en Collegiedeputeret. Vel vide vi, at der for begge Klasser Underembedsmænd gives Forflyttelser til Forbedring; vel troe vi, at saadanne Forflyttelser styres af Retfærdigheden; men hvorfor finder saadant Sted i nogle Stænder og ikke i andre? eller hvorfor saa gandske meget mere i de tvende omtalte?

At Haab om Forbedring i Embedsløn jo kan virke til Nidkjærhed i Embedsførelse, vil Ingen nægte; men naar nu Haabet er opfyldt? monne da ikke det gamle "cessante causa cessat effectus" kunde være at befrygte? Naar en Embedsmand har været driftig, retfærdig, nidkjær i det Haab, at vorde belønnet med et rigere Embede, hvad skal saa drive ham, naar han har erholdet dette? Sin Præmie har han vunden; hvad har han da mere at kæmpe for, end at han blot kan beholde den? Maalet har han naaet; hvad har han mere at løbe efter? Hvad har han andet tilbage, end at hvile paa sine Laurbær, og saa passe paa, at hans Fuldmægtig - hans Næstkommanderende - ikke stjæler dem bort under ham? - Men her kommer endnu en Betænkelighed til ved disse Forflyttelser. Forfatteren af disse Betænkeligheder hører selv til een af de meernævnte Klasser, er Præst, har et godt Embede, staaer i et ønskeligt Forhold til sin Menighed; men han har dog, tvungen af den haarde Nødvendighed, maattet flytte fra en 300 anden Menighed, til hvilken han stod i et lignende Forhold, og paa hvilken han - uden hiin haarde Nødvendighed - helst skulde have vedblevet at virke, og skue Frugterne af sin Virksomhed. Man tilgive Præsten, at han standser lidt ved dette Punct. Naar han blev, fordi han kunde blive, sin Embedstid hos een og samme Menighed, hvilken Drivefjeder meer for ham til Nidkjærhed og Samvittighedsfuldhed i hans hele Embedsførelse? Hvilken Drivefjeder meer for Menigheden til at lyde hans Formaninger? Hvilket stærkt, hvilket helligt Baand meer mellem Begge? - Naar der er Vacance i et lille Præstekald - eet af dem, der emphatisk kaldes Poenitence-Kald, og af disse ere der ikke saa faa - da spørger Menigheden sig selv (jeg siger det, fordi jeg veed det): "Hvem mon vi nu skal have igjen? Duer han noget, beholde vi ham vel ikke længe." Og hvad siger Menigheden i et godt Kald? "Hvem mon vi nu faae igjen? En Gammel Een vel, som vi ikke beholde ret længe" - Den Præst, som saaledes flytter fra Sted til andet - vi kjende jo dem som have flyttet fire, fem Gange - kommer altid Fremmed til hvert af dem, og faaer sjelden Tid til at blive hjemme paa noget af dem. Værst faren er i saa Fald den Præst, som flytter fra en Landsby til en Kjøbstæd, eller omvendt, eller - hvad endnu er misligere - fra een Provinds til en anden. Hvo der vil være ret practisk Præst- og det bør dog Alle ville - han maa lige fra sin Embedstiltrædelse af begynde at studere Menighedens almindelige Caracteer, og Individernes særskilte; og dette er i Sandhed et vanskeligt Studium, og et langsomt. Men naar han nu har gjort Fremgang heri, saa skal han et andet Sted hen, og - begynde forfra. Hvo der kjender Almuen - vi ville endda blot tale om Landalmuen - veed ogsaa, hvilken Caracteerforskjellighed der finder Sted, ei alene i forskjellige Provindser, men endog i een Provinds, i eet Stift, i eet Herred. Og dette, om ei altid med Hensyn til Grundcaracteren - den generelle - saa dog altid og allevegne med Hensyn til den specielle. Og heraf: hvilket Arbeide! Hvilke Feiltagelser! Hvilke Misgreb! Hvilke Skuffelser! Hvormangen forfeilet Hensigt! Hvor mangt et mislykket Værk! - Men nu en anden Følge, en langt sørgeligere- og den udebliver desværre ikke allevegne: - den Præst, som venter, som higer efter Forflyttelse, forsømmer maaskee undertiden, ei alene sin Marks Forbedring, sin Præstegaards Forbedring, men endog - sin Menigheds. "Hvad kan det hjelpe", tænker han maaskee, "at jeg tager mig det saa nær? Inden jeg faaer vel begyndt, maae jeg dog forlade Værket, overlade det til en 301 Anden, som maaskee arbeider paa en anden Maade, efter andre Principer, efter andre baade religieuse og moralske Anskuelser, og saaledes nedriver min svage Grundvold, for at lægge en anden - maaskee endnu svagere?" Og i dette sidste har han som oftest - i det mindste for en Deel, Ret. - Nu Menigheden: den har begyndt at blive fortrolig med en Lærers Prækemaade, med hans hele Omgangsmaade. Der kommer en ny: Han har i det Hele en gandske anden Maade; den er fremmed, den er uvant; nu skal man vænne sig til den - om man kan. Og kan man endelig, saa faaer man atter en ny, skal ligeledes begynde forfra, og endelig - kjedes man maaskee ved dette skuffende Arbeide; man lader den ene Præst efter den anden præke, cathekisere, copulere, døbe, begrave, yder sin Tiende, sit Offer og øvrige Emolumenter 302 - de sidste vel endda saa sparsomt som muligt. Hvorfor? Der ere ingen andre Baand imellem Præst og Menighed end disse; og disse ere kun løse. - Men dem, som ere faste og skjønne tillige, flettes saare seent; ja de erholde først deres rette Fasthed og Skjønhed, naar det vides, at ikkun Døden skal løse dem. Den Præst, som gammel kommer til en Menighed, er i denne ung, og ung i ingen god Betydning. Men den som er bleven gammel i Menigheden, han - naar han er en rigtig Præst - "kjender siney og kjendes af dem." Denne har han døbt, underviist, bekræftet i sin Daabspagt - denne har han endvidere forenet med dens nærmeste Ledsager paa Livets Vei - disse har han veiledet, formanet, trøstet, raadet, beroliget under mangehaande Livets Afvexlinger - disse har han med megen Møie under langvarig Bestræbelse reddet fra Fordærvelse. Kort: han ei alene kaldes, men er sin Menigheds Fader. Men kun i det opgivne Tilfælde tør han haabe at fortjene dette Navn i sin fulde Betydning.

"Men hvorfor denne lange Tale om Præsten? Hvilken Sammenhæng mellem denne og den begyndte Materie?" Den vil vise sig - som jeg haaber; thi der er virkelig mere Overeensstemmelse i Præstens og Fogdens Forhold til Menighed og District, end ved løse Overblik kan iagttages. En rigtig Foged behøver sandelig og at studere sin Menigheds Caracteer, - saa vel generaliter som specialiter; og et saadant længe fortsat Studium vil ofte være hans sikkreste - stundom maaskee den eneste Veiledning i mangen forviklet Sag, i mangehaande tvivlsomme Tilfælde. Men dette psychologiske Cursus er for ham endnu vanskeligere at gjennemgaae end for Præsten, eftersom hans Terrain er større, hans Berørelse med Beboerne sjeldnere, kortere og koldere; eftersom hans Menighed staaer fjernere fra ham, og kun tvungen, med Forbeholdenhed, ja maaskee med Forstillelse nærmer sig ham. Men, er han ikke netop for største Delen opvoxet i den Egn, hvor han siden vorder ansat som Embedsmand; kommer han endog fra en anden Provinds, da forstaaer han ei engang sine Underhavende; thi deres eiendommelige Mundord er ham fremmed; den har mangfoldige særegne Ord, Talemaader, Vendinger, hvis Betydning han slet ikke, eller ikke nøie nok fatter. Hvilke Vanskeligheder møde ham ikke her - fornemmelig i de ofte for Velfærd og Liv afgjørende Vidneforhør! Vil han bøde paa sin egen Mangel paa Dialectkundskab, maae han tye til Dialectlexica og Tolke, og endda kan han ikke være fuldkommen sikker.

303

Har han omsider studeret sig ind ogsaa i dette Fag, saa kommer han maaskee hen i en gandske anden Egn, for der at begynde et nyt Cursus, eller - gandske opgive dette i sig selv slet ikke lette, og for den aldrende Mand endnu besværligere Arbeide. - Dersom nogen Øboer er kommen her til Jylland f.Ex.- og kommer her første Gang som Herredsfoged, da vil jeg gandske tillidsfuldt spørge ham; om der ikke er noget i det som Præsten siger?

Men nu i Henseende til hiin vel vide Frastand, villige Fjernelse, nødige Nærmelse, skulle disse ikke ønskelige Forhold andet end befæstes - ja forværres ved Omskiftning af Foged? Jeg mener og siger: Jo! Men derfor mener jeg og, at en retskaffen Herredsfoged under livslang Embedsid vil - om ei saa let som Præsten - alligevel kunne vinde Herredsboernes baade Tillid og Agtelse. - Men vi maae, efter dette Sidespring - som dog ikke var gandske ud af Veien - tilbage til Sportelvæsenet. Og kan saa Præsten igjen begynde hos sig selv. Han har og sine Sportler; og disse falde meest paa et Sted, som egentlig ikke skulde afbenyttes til Sportulering. Men han kan ikke - som Fogden - forud bestemme og kræve dem. Han maa stundom endog paa et saa helligt Sted see Ugunst, Had, Hevngjerrighed yttre sig i denne ham saa nedværdigende Sportulering. Har han revset Forargelser, har han straffet Skoleforsømmelser, har han i Fattigskattens Ligning ikke begunstiget Karrighed og Nærighed, har han ikke givet Afslag i sine bestemte Embedsindtægter, da maa han stundom modtage de ubestemte meer eller mindre afknappede: og dette paa et Alter, hvis egentlige Bestemmelse er Takoffer og ikke Pengeoffer. Nu, han see dertil! Hans Sognefolk kunne i al Fald ikke klage over, at de give ham for meget Offer. Anderledes har det sig med Fogdens Offer; dette bestemmer han selv, og her hjelper ingen Kniben.

Kunde denne Indtægtsmaade ikke forandres for Begge? For Præsten kunde gives et Regulativ, efter hvilket han havde noget Bestemt at fordre for alle sine ministerielle Forretninger, saavelsom for Høitidsoffere, Alt i Forhold til Enhvers Stilling, Næringsvei, Hartkorn osv. Eller - hvad der endnu var bedre: dersom Præsterne bleve satte paa fast Gage, og Tienderne, hvis Pengebeløb kunde erlægges paa Amtstuen, vilde strække til, da kunde og Almuen befries fra Offerudgivten. - I Danmark ere - naar fradrages Kjøbstæderne, Capellanierne, Bornholm, Island, Grønland, Colonierne, Øerne i Vesterhavet og den Deel af Ribe Stift, som ligger i Sønderjylland, i hvilke 304 allesammen Præsterne lønnes paa en anden Maade - henved 900 Sognekald paa Landet. Da mange af disse have kun een Kirke, kunde Antallet gjerne reduceres til 800. Til disse Landsby kald høre omtrent 380,000 Tønder tiendeydende Hartkorn. Hver af disse i Gjennemsnit 1 Skp. Rug 2 Skp. Byg og 3 Skp. Havre, som udgjør efter en Gjen-nemsnitspriis omtrent 2 Rbd. pr. Td. Hartkorn, det Hele til et Beløb af: 760,000 Rbd. Vilde man nu endelig med Hensyn til Examenscaracteer, Alder, Dygtighed eller andre væsentlige Omstændigheder have Kaldene inddeelte i 3 Klasser, kunde dog nederste Klasse - beregnet til 200 Præster - have, foruden sin Embedsjord, en aarlig vis Indtægt af 600 Rbd.; anden Klasse - ligeledes 200 - en Indtægt af 800 Rbd. og øverste Klasse - bestaaende af 400 - have 1000 Rbd. Indtægt. Saaledes udkommer 700,000 Rbd. og blev da tilovers 60,000 Rbd. til Statskassen som Vederlag for Skatten, for hvilken Præsten i saa Fald maatte være fri, paa Communeafgivten nær. At en saadan Totalforandring først efter en vis Tids Forløb maatte finde Sted, følger af Retfærdighed. Uimodsigeligt er det, at Pluraliteten- og det en højt overveiende - vilde finde sig vel tjent herved, og Almuen ligesaa.

Men en lignende Forandring var vel endnu lettere at iværksætte med Hensyn til Sportuleringen: alle Sportler nemlig- og NB. tydeligere bestemte endnu - kunde efter Fogdens Paategning paa vedkommende Documenter indbetales paa Amtstuen. De skulle tilforladelig nok udgjøre saameget, at Staten kunde lønne sine Fogder meget anstændigt. Nu ere der jo hartad ingen Poenitence-Fogderier; men den største Deel er vel ovenikjøbet fede Kalde, paa hvilke der endog holdes Fuldmægtige (om denne Borgerklasse ved Leilighed mere) og stundom overcomplette Contoirbetjente.

Nu med Hensyn til Fogderiets monarchiske Form, da vilde jeg - istedetfor de før berørte Stokkemænd - foreslaae til Bisiddere paa Thinget: 1) een, eller til at skiftes, to Procuratorer, dog af en anden Jurisdiction; 2) een af Districtets Forligelses-Commissairer - altsaa og to til at skifte; - 3) een af de større Landeiendomsbesiddere; men denne og af et fremmed District. At No. 1 og 3 vare fra een af Fogden uafhængig Jurisdiction, er vist nok ikke uhensigtsmæssigt; ei heller dette, at No. 2 allerede før Fogden har været indviet i saamangen en Retssags Mysterier. Hver af disse Bisiddere maatte da have een Stemme, 305 og Fogden to; dette tykkes mig at ville bringe Afstemningen i et passende Æqvilibrium.

Bisiddernes Diæter (maaske fra 1 til 2 Rbd. foruden Befordring) kunde uden følelig Afkortning udredes ad Sportelkassen.

"Exempla illustront," om endog nogle af dem for samme kunne være odiosa". Thi ville vi, til nærmere Betragtning fremføre nogle i Et og Alt sandfærdige Exempler paa Embedsvilkaarlighed, hvilke vil have fundet Sted i vore Tider; men vedkommende Fogder ere alle ved Døden exiperede fra alle Fora - i det mindste her paa Jorden.

I en vis Landsby holdtes en af de saaledes ret caracteristisk benævnede Legestuer. Ved samme havde indfundet sig en gammelagtig Bondekarl fra Byen, som formedelst sin fjantede og næsten til Vanvid temmelig nær grændsende Sindsbeskaffenhed var en jevnlig og velkommen Lyseholder ved slige Forsamlinger. Da Selskabet havde ladet ham indtage den sædvanlige Ladning af den velbekjendte hjemmelavede jydske Wisky, syntes man dog, at han denne Gang fuldkommen skulde tilpakkes; hvilken Beslutning af de unge Bondekarle udførtes paa følgende cannibalske Maade. Den Ulykkelige, som veltilfreds med sin lille Pidsk ikke med det Gode var at formaae til at svælge mere, førtes nu ud i Haugen, hvor han af Nogle holdtes, medens Andre opspærrede Munden og hældede saa meget Brændeviin i Svælget som dette vilde modtage. Ikke nok hermed: men nu tilproppede man ham Mund og Hals med Røgtobak, og efter korte men frygtelige Piinsler opgav han Aanden imellem deres Hænder. Forbrydelsen blev anmeldt for Herredsfogden, der og for et Syn Skyld optog et Slags Forhør, hvoraf Resultatet blev dette: at Morderne frikjendtes for al videre Tiltale og - hvo, som have Ører at høre med, han hører! - at tvende Personer som ikke havde deeltaget i Festen, men i en tilgrændsende Hauge været Vidne til Mordet, bleve mulcterede fordi de ikke hindrede samme.

Denne ultra-tyrkiske Retspleie fandt den nu ogsaa bortdøde Amtmand sig ikke foranlediget til videre at paaanke. Jeg har læst mange Anecdoter om den chinesiske Retspleie; men hvad det naive angaaer, da staaer de alle langt tilbage for denne jydske. Nu en anden Historie!

En velhavende Kjæltring af en Bonde, som i tvende Sogne eiede 306 tvende forskjellige Gaarde, fik - som saa mange Andre - Lyst til at svie den ene af, eftersom dens Bygninger vare yderst forfaldne, men af ham selv for nylig besørgede meget høit assureret. Denne meget almindelige Finantsoperation iværksætter han paa en ikke gandske almindelig Maade. Han lader Pigen lave til Bagning, og da Brødene er slaaede op, viser han alle Mennesker i Gaarden bort under et eller andet Paaskud. Kun en gammel Røgter lader han blive tilbage; og med denne begynder han at ilde Ovnen, som sædvanligt der i Egnen, med Lyng. Endelig viser han ogsaa Denne ud; men igjennem Dørsprækken seer Røgteren, hvorledes Herren paa en Fork tager brændende Lyngviske af Ovnen og dermed stak Ild paa flere Steder indvendig i det sodede Tag. Dette fængede meget villigen, og inden en Time lagdes Gaarden lykkelig i Aske. - "Naa! og hvad saa?"

Som Du min kjære Læser skal høre: Forhøret blev optaget; Røgterens Udsagn slet ikke ændset; de øvrige Husets Folk slet ikke forlangt, og Mordbrænderen fik sig en smuk ny Gaard. At denne tilligemed Folkene jog alle Kreaturer ud af Gaarden, og at han i Forveien med roesværdig Betænksomhed havde henført alt det Bohave, der duede noget, er ogsaa i sin Orden.

For at sætte Kronen paa sin glimrende Daad vandrede den rige Mand længe efter omkring i det halve Land og tiggede Brandhjælp. Jeg spurgte engang Herredsfogden, som forresten var en dygtig Mand, og aldeles ikke mistænkt for at lade sig bestikke: "om han virkelig ikke troede at N. N. havde selv afbrændt sin Gaard." Han gav mig det bizarre Svar: "Jeg ikke alene troer det, men veed det; men da Straffen for Mordbrand, udøvet paa egen Eiendom, tykkes mig for haard til Forbrydelsen, lader jeg den helst gaae ustraffet hen, naar den ikke er forbunden med andre Misgjerninger.

Lignende Begivenheder kunne samles i Skokkeviis. Men for det første kan man vel nøies med disse som Exempler paa negativ Smaadespotie; paa den positive er heller ingen Mangel.

307

Betænkninger

ved Assessor Algreen-Ussings Skrivt "om en

Forening af begge de danske Stænderforsamlinger."

1.

Enhver Dannemand maa visselig være enig med Forfatteren i at ønske begge Forsamlinger sammensmeltede. De Grunde, der vække og nære dette Ønske, ere af ham saa klart fremsatte, at der under dette Hensyn intet Væsentligt savnes. Men jeg- og vel Flere end jeg - gaaer endnu videre med mit Ønske: at nemlig Sønderjylland - som det rettelig bør kaldes - ogsaa forenede sine Deputerede med Nfirrejyllands og Øernes.

Der har i langsommelige Tider hersket et sælsomt Hang til at skille saavidt muligt det gjennem Aarhundreder meer og meer udstykkede Danmark ved Sønderjylland. Alt skulde der saavidt muligt fortydskes; endskjøndt Folket er dansk, og taler dansk næsten lige til Eideren. Holsteen er tydsk og hører som saadan til det tydske Rige; men Sønderjylland er dansk; hvorfor maa det da ikke høre til det danske Rige? Vel har denne Provinds en anden Lovforfatning, en anden Codex - desværre for den! Spækket med barbarisk Latin, som kun de lærde Jurister forstaae - en anden Toldforfatning, kort: andre Friheder, (f.Ex. Brænderie) og andre Byrder, (f.Ex. Mølletvang og Ølbrygningstvang); men er det derfor saa urimeligt, at, ved en Forening af de tvende Stænderdeputerede, Nogle eller Noget af Hine kunde meddeles det øvrige Danmark, og Nogle af Disse lettes for Sønderjyderne?

Øestifterne og Nørrejylland have rigtignok een Lovgivning; men hvorfor er da deres Stænderforsamling foreløbig adskilt i tvende? Fordi den ene Deel er i mange Henseender localforskjellig fra den anden, og det endog i den Grad, at en aldeles lige Lovgivning i mange Henseender ikke passer for Begge. Vi ville foreløbig alene nævne: Anordning for Skolevæsenet, Fred- og Hegns-Forordningen, den om Landbrænderierne, Toldlovgivningen, den som angaaer Natmændsfolkene, og den om 308 Bissekræmmerne, I alle disse og flere vigtige Poster have Nørre- og Sønderjylland næsten fuldkommen fælleds Lighed, fælleds Interesse: for Begge finder det modsatte Sted med Hensyn til Øerne. Kan og bør altsaa den Nørrejydske Stænderforsamling i Tiden sammensmelte med Øernes, da maa og det samme antages om den Sønderjydske,

2.

Tiden, naar denne Forening burde finde Sted, er fra Regjeringens Side ikke fastbestemt, og dette ansee vi for velgjort; thi Erfaring skal først lære det: naar nemlig Resultaterne af de særskilte Samlingers Forhandlinger godtgjøre, at de ere modnede til Sammensmeltning. Om denne kunde ansees for tilstrækkelig forberedt ved tvende Sessioner, tør vi ikke paastaae; meget mere kunde vi, ved Betragtning af hvad der er discuteret i den Første, finde en noget længere Udsættelse ønskelig.

Vi sige endnu engang: det er velgjort, at Øernes og Nørrejyllands Forsamlinger for det Første blive adskilte. Havde de været forenede, da behøves kun et halvt Øie for at see, at den Første gandske vilde have taget Luven og Stemmen fra den Sidste; at dennes eller dens Committenteres Interesse i mange Henseender vilde bleven tilsidesat - eller i det mindste opsat; og at Jyderne i dette høist vigtige Anliggende - som og i andrevilde have mærket, at de havde længst til Kjøbenhavn.

De mange særegne Forhold, som alene finde Sted i Jylland; de mange Modificationer i de nu gjældende Anordninger og dem som kunne ventes, til Gavn for denne Provinds, tykkes os først at burde kjendes og drøftes inden hiin Forening finder Sted. Og disse Poster ere saa mange og saa vigtige - som siden efterhaanden skal godtgjøres - at een Stænderforsamlings Session til neppe vil være tilstrækkelig til deres fuldstændige Discusion; og det saa meget mindre, som kun saare faa i den første Samling bleve afhandlede. Desuden kan man vel, uden i mindste Maade at vilde nedsætte de brave jydske Deputerede, ansee det for gavnligt, at disse erhvervede sig endnu større Selvstændighed og parlamentarisk Dygtighed, inden de sluttede sig til Øestifternes, blandt hvilke vistnok den sidste Egenskab endnu maa antages at være mere almindelig.

309

3.

Angaaende Forsamlingsstedet for de forenede Deputerede af hele Danmark, da kunde vi ei heller være enig med den ærede Forfatter.

Det er vist værd at lægge Mærke til, at Hs. M. Kongen, fra hvem Institutionen er udgaaet, ikke har bestemt Kjøbenhavn men Roeskilde til Samlingssted. At forkorte Reisen for de Deputerede fra de andre Øer, kan ikke have været Hensigten, da det lille Stykke fra sidste til første Stad ikke kunde have medført noget føleligt Tab, enten af Penge eller Tid. Men vel tør vi antage, at Institutionens ædle Giver har villet fjerne enhver Tanke om høiere Indflydelse paa Forsamlingen, og saaledes antyde den Frihed og Selvstændighed, med hvilke den burde virke. Overensstemmende hermed, samt for de allerfleste af de Deputerede fordeelagtigt med Hensyn til Tid og Bekostning, formene vi, at Odense eller Fredericia, eller begge skifteviis, bestemtes til Samlingssted for Rigets forenede Deputerede.

4.

Hvad hernæst angaaer de Deputeredes Antal og Stand, da ere vi i tvende Henseender temmelig enige med Forfatteren. For det Første nemlig, antage vi: at naar begge (eller maaskee alle tre) Forsamlinger forenedes, kunde, til Besparelse for Landet og uden Tab for Institutionen, Antallet noget formindskes. Med Hensyn ogsaa til Folkemængden turde vi maaskee foreslaa 10 for Kjøbenhavn og Sjælland, 12 for Fyens og Lollands Stift, 24 for Nørrejylland, og for Sønderjylland 16, ialt 72, hvortil videre kunde lægges de 3 Medlemmer for Island og Færøerne (maaskee 1 for Bornholm), samt tvende Professorer, hvorved udkommer, paa 2 nær, det samme Antal som Algreen-Ussing har foreslaaet, naar nemlig Kongen, efter samme Forslag, renuncerede paa eget Valg af 8 Grundeiere. Da begge Forsamlinger, efter nuværende Indretning, bestaae af 125 Medlemmer, sparedes paa denne Maade Omkostningerne for 47; og forenedes Sønderjyllands med de 2de andre, blev Besparingen endnu langt større. - At dette Antal skulde være for lidet, have vi ikke Grund til at antage. Andre Stater, som have en repræsentativ Forfatning, stille, i Forhold til deres Folkemængde ikke flere Deputerede: England, naar vi endog tage begge Huse sammen, 1 Repræsentant af 20,000; Frankrig 1 af 38,000, og Nordamerika har endnu færre Deputerede, i Forhold til 310 Folkemængden. I Danmark vilde dette, efter den foreslagne Maade blive lignende med det som i England finder Sted.

Hvad for det Andet de Deputeredes Stand og Stilling angaaer, da har Algreen-Ussing foreslaaet: at ogsaa Landsbyepræster burde optages som valgte Deputerede i Forsamlingen, nemlig i de mindre Landeiendoms-Besidderes Klasse. Men da han forud har foreslaaet 4 andre Gejstlige, vilde, naar Bønderne allevegne bleve enige om at vælge Præster, disses Antal vorde for stort, i Forhold til de Øvrige. Et mere passende tykkes os at vilde finde Sted, naar 1 Landsbyepræst udvalgtes i hvert Stift, da de dog saaledes vilde udgjøre en 10de Deel af Repræsentanternes Antal.

At Landsbyepræsters Optagelse i Forsamlingen vilde være højst gavnligt, saavel for den hele geistlige Stands egen Interesse, og for deres, der staae i umiddelbar Forhold til dem som geistlige Embedsmænd, men endnu meget mere for den hele Bondestand, er klart indlysende. - Den første Erfaring har tilfulde godtgjort, at Bondestanden endnu ikke har naaet den aandelige Culturgrad, at den kan repræsentere sig selv. Mangen Bonde kan vel tænke klart og grundigt over sit særegne Forhold til Staten; men hvor Mange ere vel istand til i en saadan Forsamling at gjøre deres Meninger gjældende, enten ved Pennen eller Munden? De maae vente til Noget dem angaaende bliver bragt paa Bane af de andre Stænder, høre paa Disses Debatter, og føle først deres Tilværelse ved den tause Afstemning. Hans Præst derimod kjender hans Forfatning ligesaa godt som han selv, og hans Stilling i Staten endnu bedre, end han selv; men han kan tillige baade skrive og tale, og kan, med Hensyn til den sidste Egenskab, ikke ventes overgaaet af Andre, end Høiesteretsadvocater. Vidtløftigt at bevise dette, tykkes overflødigt. Og endelig ville vi her bemærke: at Præsten endog har en selvegen Interesse ved at tale Bondens Sag.

Men naar videre Hr. Assessoren foreslaaer ogsaa Landsbyeskolelærere til Optagelse i Forsamlingen, da kunne vi ingenlunde tiltræde hans Mening. Vel maa Denne antages, i Almindelighed at skrive bedre end Bonden, ogsaa tale bedre end han; men paa faa Undtagelser nær, vil denne Klasse ikke kunde optræde med væsentlig Virksomhed i de øvrige Deputeredes Kreds; ei alene af de nu berørte Grunde, men ogsaa fordi Skolelæreren mangler - hvad Præsten har - Indsigt i de øvrige Statsforhold.

311

5.

Hvad det reciproqve Forhold af de Deputeredes Antal, med Hensyn til Stand og Stilling, angaaer, da troe vi at kunne calculere det saaledes:

a) Juridiske Embedsmænd og tillige Grundbesiddere = 1:10.
b) Geistlige Embedsmænd = 1:10.
c) Sædegaardseiere = 3:10.
d) Kjøbstædrepræsentanter = 3:10.
e) Mindre Landeiendomsbesiddere = 2:10.

Herved bemærkes: 1) at da Grundeiendom- og det af velkjendte gyldige Grunde - ansættes som en Betingelse for Valgbarhed, kan en Embedsmand, hvad enten verdslig eller geistlig, skjøndt han kun for Embedstid er beneficeret med en saadan Eiendom, under dette Hensyn, ansees endnu lidt bedre qvalificeret til Stænderdeputeret, end en Fæstebonde; thi denne staaer dog langt større og langt oftere Fare for at miste den berørte Egenskab, og saaledes hans Basis for Valgbarhed, end hine Embedsmænd. Dette indtræffer hvert evige Aar med mange mange Fæstebønder, men med Embedsmænd kun een iblandt Tusinder, Ja Disse ere i Gjerningen langt sikkrere paa at blive i Besiddelse af deres Beneficiater, end Grundbesidderne af deres Selveiendom. I længste Fald besidde hverken Herremand, Bonde eller Præst deres Eiendomme længere end Livet.

Hernæst bemærkes: 2) at hvad vi tilforn har sagt om, at Bønderne vilde være vel tjente med at vælge Landsbyepræster til deres Stands Repræsentanter, ikke kunde forstaaes saaledes, som om bare Præster af dem skulde udvælges; thi derved maatte jo denne Stand erholde en næsten uimodstaaelig Overvægt, hvilken let kunde føre eller forføre til Misbrug. Og mangen dygtig Repræsentant blandt de mindre Landeiendomsbesiddere - en Wulff, en Kirk, ere dog ikke de Eneste der kunde findes - vilde saaledes udelukkes. Desuden bør man og betænke, at det ikke er alle Deputeredes Sag at skrive eller tale, men at børe, og ved Stemmegivningen at følde Dom. Hvormange egentlige Talere findes vel i det brittiske Underhuus eller i de Franskes Deputeredekammer? Ikke Een af Ti. Og er vel i vore Forsamlinger alle Kjøb-stædmænd, eller alle Herremænd Ordførere? Nei! men enhver af disse Klasser har dog Sine. Det er, hvad Bondestanden var nær ved at 312 mangle. Og det er denne Mangel, som paa den foreslagne Maade, og vistnok paa denne alene, kan ventes afhjulpen.

Vi komme nu til eet Forslag af tidtnævnte skarpsindige Forfatter som oprigtig tilstaaet - meget har forundret os, nemlig: at ogsaa Medlemmer af den mosaiske Troe skulle tillægges Valgbarhed. At der blandt denne Religions Bekjendere findes Enkelte baade duelige og værdige til Stænderdeputerede, maae indrømmes Sandheden til Ære; men hvormange ere disse, og hvor findes de? Vi kunne - uden enten at træde Sandheden eller det mosaiske Samfund for nær - hertil svare: gandske Faa, og, i Kjøbenhavn, hvor der findes fleer end nok af Christne for det der vælgende Antal. Men gaae vi udenfor Hovedstaden, da ere de vel snart talte, hvis Kundskaber, hvis Interesse strækker sig udenfor Boutiken, Contoiret, Slagterboden eller Værkstedet. Og det var vel ikke langt fra en Fornærmelse mod vore egne Troesforvandte og ret egentlige Landsmænd, at troe, at der i nogen Kjøbstad skulde være en saa total Mangel paa værdige Deputerede blandt disse, at man nødvendig maatte kaste sine Øine paa de faa Mosaiter, som i yderst liden Minoritet befinde sig i samme. Og hvad om der blandt disse Faa dog befandt sig Den eller De, som i Rigdom overveiede de Christne, og som uagtet deres Mangel paa Dygtighed eller Patriotisme, eller begge Dele, dog, formedelst deres pecuniaire Kraft, kunde have afgjort Indflydelse paa Valgene? Hvad var da heraf at vente? For det offentlige Bedste neppe noget ønskeligt.

Hvad nu sluttelig angaaer Forslaget om Landsbyeskolelærernes Valgbarhed, da stemme vi aldeles derimod, og det af flere - som os tykkes - vægtige Grunde. Skal Grundbesiddelse, være sig: Selveiendom, Fæste eller Beneficiat, opstilles som een af Hovedbetingelserne for Valgbarhed- og dette betragte vi som almindelig antaget - da mangle jo Skolelærere, som Saadanne, denne Egenskab, og kunne ikkun stilles ved Siden af Huusmænd; hvilke tilligemed en afgjort overveiende Majoritet af Gaardmænd ere udelukkede af den valgbare Klasse. - Endvidere: vel maa Skolelæreren have erhvervet sig en høiere Aandskultur end Bonden, men vi maae lægge Mærke til, at denne intellectuelle Dannelse har ene og alene Elementarunderviisningen til Øiemed, og aldeles ingen Tendents til Statsoeconomie, Lovforfatning, eller med eet Ord: til at forskaffe Indsigter i de statsborgerlige Forhold, der skulle være Gjenstanden for Stænderforsamlingens Virksomhed. Det er kun en høist sjelden Undtagelse, at en Landsbyeskolelærer kan paa egen 313 Haand have erhvervet sig saadanne, hans Fag saa gandske uvedkommende, Kundskaber, og derhos en saadan Skrive- og Tale-Dygtighed, at han qvalificerer sig til Stænderdeputeret; at han, navnligen til saadant Valg, kan heldigen concurrere med et - for ei at sige for meget - hundrededobbelt Antal af Præster, der - for ei at tale om deres ti, tyve, tredive Gange større Beneficiater - ere langt forud for ham i de vigtigere Egenskaber: alsidig Kundskab i de borgerlige Forhold, mangesidig Erfaring, samt Færdighed i baade at skrive og tale. Men der er endnu en meget vigtig Betænkelighed ved saaledes at rive ham ud af hans snevre Sphære - hans Skole, og opløfte ham i en høiere og videre, i hvilken han vanskelig eller dog for seent vilde kunde orientere sig; og om han endogsaa her, efter en kortere eller længere Svimmelhed, faaer et sikkert Fodfæste, hvorledes mon han da vil befinde sig, naar han siden omskifter Forsamlingssalen med Skolen? et udvalgt Selskab af dannede Mænd med raae Skolepeblinger? politiske Discussioner med "Abc" og "een Gang een?" indbyrdes Opklarelse i de vigtigste Borgerforhold med den indbyrdes Underviisning? Enten vil han sandelig føle sig ikke hjemme i Skolen, eller ogsaa have været fremmed i Stænderforsamlingen.

Til Slutning ville vi frit ud bekjende: at vi ikke indsee enten Nytten eller Nødvendigheden af denne Stands særskilte Repræsentation; thi denne sammensmelter meget naturligt med Præstestandens - at sige: naar denne repræsenteres; og er da Skolelærerklassen langt sikkrere paa at see sine billige Krav paatalte, end enten Haandværksklassen eller adskillige andre borgerlige Samfund.

Med disse Betænkninger over Hr. Overretsassessor Algreen-Ussings vigtige Skrivt, fornemmelig hvad angaaer hans Mening: at der fra først af kun burde været een Forsamling - sammenholde man saavel de i Bladets foregaaende Nummere fremsatte "Sager til Behandling i Stænderforsamlingen" som de der herefter af samme Forfatter ville vorde underkastede - som vi haabe - videre Betragtning og nøiere Drøftelse.

314

Sammenligning mellem Collegial- og Ministerial-Bestyrelse

Første formelle Forskjæl bestaaer deri: at hiin er pluralisk, denne singularisk. Lad os adspørge Historien, for at lære, hvilken Fortrinet tilkommer.

Det jødiske Synedrium, det spartanske Ephorat, det romerske Senat vare alle Collegier, større og mindre. Disse, og andre lignende Institutioner, medførte flere og store Ulemper. Men frygteligst, ja hartad uafhjelpelig var Nationalelendigheden der, hvor baade den lovgivende og den udøvende Magt var forenet i eet Collegium - som i Venedig - hvor Adelen allene udgjorde Staten, de Fyrgetive den offentlige Bestyrelse, og de Ti den hemmelige, hvor det synlige Overhoved var kun Skildtet paa Statsværtskabet, og Folket Opvartere - villieløse Trælle. Aaget var saa tungt, at det ikke kunde afkastes, men allene opløses af Ælde.

Med Regjeringsformen ere gjorte mange kostbare og blodige Experimenter; men de meest oplyste Nationer have tilsidst sluttet Rækken af deres Forsøg, ligesom de begyndte den, med - Monarchie. Dette giver Noget at tænke paa.

Paa disse Monarchier haves nu mange Variationer, nogle i Majore og nogle i Minore. Af første Art see vi en Prøve i Stambul, af sidste i London. Denne har nu været udraabt og priset som et Nonplusultra baade dersteds og andensteds. Og dog see vi, at Kongeembedet der er, som allerbedst, en feed Sinecure; og at naar Kongen vil være meer end Overceremoniemester ved Parlamentets Aabning, saa gaaer det ikke godt. Vi see, at begge Collegier klamres med hverandre; men at Overhuset i vigtige Sager er ovenpaa, og hedder derfor ganske træffende "Herrehuset" (house of Lords) og at Underhuset, der i Striden oftest bukker under kaldes "Almuehuset" (house of Commons). Ja vi see, at man hverken der eller i Paris er enten tilfreds eller færdig med Maskineriet. (Og hvormed bliver man endelig det her i Verden?)

315

Naar nu en Monarch er, hvad Ordet betyder, en "Eneherre", saa maa han, for at overkomme sit Arbejde, have Tjenere, dem man har givet det latinske Navn "Ministre" - en Benævnelse, som Ulærde troe, er eenstydig med "Herre", skjøndt det mere passende kunde svare til det danske "Fuldmægtig". Naar flere saadanne Fuldmægtige ere forenede i een Corporation, da plejer man at kalde denne "et Collegium". Og er det et sligt Tjenerskabs Væsen, vi først ville stræbe at randsage og udvikle.

Et saadant kan enten være ligegod om alle Bestillinger, eller og Enhver af dem kan have sin egen Bestilling, dog saaledes, at den vedkjendes af det hele Samfund. Men i Ansvarlighed eller Ikkean-svarlighed ere de Begge lige. De svare "Een (Præsidenten) for Alle, og Alle for Een".

Heraf følger: at det enkelte Medlem af Collegiet nyder en større Sikkerhed, en Grad af Uansvarlighed, der staaer i aabenbar Misforhold til hans Embede, idet han nemlig Ene bestyrer dette, men har flere Colleger, som, uden at deeltage i hans specielle Bestyrelse, alligevel underskrive med ham, staae Last og Brast med ham; hvorvel de kun indviede i, og fuldtop beskæftigede med deres egen Branche, ikke kunne have klar Indsigt i hans Embedsvirksomhed. Denne, med Hensyn til Kundskab og Virksomhed underordnede, med Hensyn til Ansvar ligeordnede Embedsstilling er fælleds for alle Medlemmerne. Een er paa sin Post commanderende General, alle de Andre Adjutanter eller Adjoints. Dette giver et saadant Samfund en Styrke, der hverken er ønskelig for en Konge eller gavnlig for et Folk. Der kan, saa i den Retning, saa i den, begaaes Misgreb, Ulovligheder; men af hvem, de facto af Een, men de jure af Alle. Skal den forurettede Borger klage over Alle under Eet? eller Kongen straffe dem Alle for Een? Begge Dele kan være ligesaa mislige som sjældne.

"Men hvorfor skulle vi endelig antage Misgreb og Ulovligheder hos et Collegium mere end hos den isolerede Minister?"

Vi kunne simpelthen svare: fordi vi see dem. Men Feilen kan ikke mere tilregnes Collegieherren end Ministeren; den stikker i Formen, i Formen, der saa meget begunstiger menneskelig Skrøbelighed.

Ministeren, naar han er ansvarlig- og det maa han være baade for Kongen og Folket - har ingen Hjelpetropper at stole paa. Han opererer allene uden Allierede. Deraf vorder han forsigtig, retfærdig; dette stikker ogsaa i Formen.

316

Ministeren har blot sin egen Branche, han er fri for at kikke med et halvt Øje ind i Andres, uden Hjelp for disse, men med Tab for hans egen. Thi kan han med udeelt Kraft og uforstyrret Øjekast over- og gjennemskue sit eget Fag; og kan han og gjøre mere, bedre og hurtigere Arbejde. Men ved Ministerialbestyrelse spares meer end Tid - hvilket dog oftest er af megen Vigtighed - der spares ogsaa Mennesker, Penne og Papiir, hvilket altsammen koster Penge, mange Penge.

Forseer Ministeren sig, saa veed Konge og Folk, hvem de have at holde sig til. Og skulde han vise sig mindre duelig, eller mere myndig, end det bør ham at være, da kan han snart vige for en Anden. Jeg forudsætter stedse: at en Minister ikke skal være Satrap, Pascha, Generalgouvernør eller Amtsfuldmægtig; og at et Ministerium ej heller i Sammensættelse og Opløsning beholder Collegieformen, hvilken i de nyere constitutionelle Stater viser sig at være væsentlige Misligheder underkastet.

317

Politik

Enhver er sig selv nærmest. Dette er eet paa Menneskenaturen begrundet Sandsagn. Egenkjærlighed er uadskillelig fra vort Væsen. Men Religionen lærer os, med denne at forene Kjærlighed til vore Medmennesker; og det statsborgerlige Forhold udkræver dette. Politiken, den sande Politik, den eneste rigtige Politik, byder os: først at elske vort eget Borgersamfund, og derhos at udvise Retfærdighed mod Andre. Den Slags Politik, som vil fremme egen Stats Vel, Magt og Rigdom paa Andres Bekostning, søge eget Gavn ved Andres Skade, saadan Politik er falsk, farlig. Den udæsker til Gjengjæld, til Kamp, mercantilsk, industriel, pecuniær, og omsider - militær. Man svækker hverandre; eller den Ene ødelægger den Anden. Den falske Politik bevirker - snarere eller senere - at de smaae Stater opsluges, og at de store sønderlemmes.

For de gamle Romere var Rom Alt - den øvrige Verden Intet. Rom opslugte alle andre Starer - tilsidst slugte den sig selv. Lemmerne løste sig fra Kroppen; Kroppen indskrumpedes; Hovedet sattes paa Stage - et frygteligt Vartegn, en truende Advarsel mod falsk Politik, "der springer over sig selv, og f alder ned paa dm anden Side" som han siger, Skjalden fra Stratford.

"Os vel! og ingen ilde!" Denne gammeldags Skaal borde hæftes med gylden Skrivt over alle Cabinetsdøre. Men skulde den ærligen antyde somme Cabinetters Politik, borde istedetfor "Ingen" staae "Andre". Og Resultatet af en saadan Politik, af Noter, Conferencer, Congresser vilde omsider vorde: "Alk ilde" At overvælde en Anden, det kan lykkes, og det skeer. At overliste en Anden, det gaaer ogsaa an. Men "det kommer igjen," skjøndt Fædrenes Misgjerninger som oftest først "straffes paa Børnene"; og det stundom ude i flere Led, saa de med Drøvelse maae sande Profetens Ord: "Fædrene aad sure Æbler; derfor ere Børnenes Tænder ømme."

318

Der var en Periode, da man talte meget, skrev mere, sloges endnu mere om " Europas Ligevægt." Det var den sande, den sunde Politik i det Ord "Ligevægt"; men det var ikke alvorlig meent; thi man tænkte kun paa egen "Overvægt" og Andres " Undervægt" ; og derfor kunde Skaalerne, saa fyldte med Tractater, saa med Penge, saa med Blod, aldrig bringes til at balancere. Naar nu Intet udrettedes med Penge, Papirer og Soldater, greb man til større og tungere Masser; man kastede andre Smaastater, eller Stumper af dem, i Skaalerne; men det blev endnu misligere end ellers med denne Balance. Værst farne ved al denne Vejen og Maalen ere vistnok Smaastaterne; og da vi høre til disse, kan det ikke være hensigtsløst, at tænke lidt paa

Danmarks Politik

Vort lille Land havde fordum tilvundet sig stor Overvægt. Men det varede ikke længe: saa skred Engelland ud af Skaalen, saa kastede vi selv Sverrig bort; og saa toge de Andre Norge væk; og nu have vi da kun os selv tilbage. Vi komme til at see os vel for, om vi ville beholde denne dyrebare Rest.

At værge om den med Gaasefjeren, det hjælper ikke længere end Ørnen vil. Politisk Klogskab, Snildhed, List? Ja, dermed skal vi komme langt! Som om der ikke vare Folk oppe i de andre Cabinetter! Eller maaskee vi skulle kaste os i Armene saa paa Den, og saa paa Den? Ja, og giøre os selv til Fjederbold. Sætte vort Haab til de store Magters Enighed? Ja, det var et falsk Haab. Nej, vi skulle sætte vort Haab til vor egen Enighed, vor egen forenede Styrke. Lader os lære at forsvare os selv! saa vil man nok betænke sig paa at angribe os. Søge vor Beskyttelse ene bos os selv, udvise Retfærdigbed og Ærligbed mod Andre - see her Hovedsummen af vor hele Statsklogskab.

Vel var endnu Eet i høj Grad ønskeligt; men det staaer ikke i vor egen Magt allene: et inderligt og fast Forsvarsforbund mellem de tre nordiske Riger, og dette grundfæstet paa sund og ægte

Scandinavisk Politik

Et saadant Forbund, og det endnu nøjere, er jo allerede for halvfemte Aarhundreder siden stiftet. Men den sørgelige Opløsning af samme viste, at Folkeslagene endnu ikke vare modne til et saadant Statsværk. 319 Det Ene kunde ikke glemme - eller dog lade som det glemte, sin hidtil bestaaende Overvægt. Det vilde være Staten - et nordisk Rom- og de Andre skulde finde sig i at være Socii, Stater af underordnet Rang. Saa kom da ogsaa en uberegnet Magtstreg til, for pludselig at sønderrive det allerede skjørnede Baand. Fordærvelige, langvarige, stedsevarende viste sig Følgerne af denne unaturlige Sønderlemmelse. Vi maae, vi skulle kalde den unaturlig, da fælleds Herkomst, Tungemaal, Sæder og Skikke, Folkesind, Religion, Beliggenhed, fælleds Fordeel havde dicteret Unionen. Hvilke vare disse Følger? Brødrestaterne svækkede hverandre indbyrdes, sloges om - ødelagde Arveparter, der borde være fælleds, hellig Ejendom; de søgte - Hig uenige Ægtefolk - fremmed Venskab, fremmed Bistand. Men denne blev ogsaa derefter. Fremmede Ministre sadde i vore Cabinetter med Guld i den ene Haand, Staal i den anden, og Scandinaviens Landkort foran sig. De tilkjøbte, eller tiltruede sig Stemmer paa Rigsdagene, ja mere endnu: vort eget Blod, som udøstes i fremmede Lande, for fremmede, os uvedkommende, stundom foragtelige Interesser.

Der er i Stater, saa snart de erholde Overvægt, en Tendents, et Instinct til at forøge denne, til at forstørre sig, og det uden at sætte, uden at kunne sætte sig nogen bestemt Grændse. Denne Forstørrel-sesdrivt er ganske uafhængig af Regjeringens Form, den er tilfælleds for Monarchier og Republiker, I den sidst er den endog permanent, i de første intermitterende; thi i disse er Nationalaanden ikke i sin uindskrænkede Virksomhed. En ærgjerrig, rovgjerrig Overherre - en Sesostris, en Cyrus, en Alexander, en Tamerlan, en Napoleon - kunne vel gjøre hurtigere Erobringer, voldsommere Omvæltninger end et romersk Senat; men ikke saa varige. En Attila døer: hans sidste Suk er ogsaa Krigsorkanens sidste Pust; Jordskjælvet ophører, de opsvulmede Vande synke tilbage i deres forrige Leje, efterladende de sørgelige Spor af deres Ødelæggelser. Men et Senat, et Convent, et Parlament døer ikke. Dets Erobringer ere langsommere, men sikkrere. Deres Krige ophøre ikke, saalænge de endnu have ubetvungne Naboer tilbage. Omsider indtræder den Periode, som Hannibal spaaede Rom: "Naar det ikke længere har nogen udvendig Fjende, vil det finde den indvendigt,"

Men vee de underordnede Stater, som Oversvømmelsen hærger, og Jordskjælvet omvælter! Deres Nationalitet gaaer under. I Secler ligge de i Lænker, i Dvale; paa Gjenfødelse er ikke at tænke. De 320 kunne vel gjendøbes med de gamle dyrebare Navne; men det gamle Folk er uddød. Endnu udgjøre vi Nordboer een tregrenet, uforfalsket, uindpodet Stamme; men vorder een Green afreven, ville de andre friste samme Skjæbne. Men holde vi trofast, urokkeligt sammen; ere vi Alle vaabenfærdige, beredte til Kamp; da vilde endog den mægtigste Stat betænke sig paa at angribe os.

Den øvrige Verden vilde aldrig have noget af os at frygte; til Angreb kunne vi aldrig vorde stærke nok. Men vi behøvede ej heller at frygte for Andre; til Forsvar ere vi stærke nok.

321

Privilegier og Liigtorne

Hvilken besynderlig Idee, hører jeg Mange sige, at sammenstille Privilegier med Liigtorne! Jeg beder mine høit ærede Læsere om 5 Minutters Taalmodighed, og haaber da at kunne godtgjøre, at der gives 1000 andre almindelige Lignelser, der halte en god Deel mere. For at begynde med Begyndelsen, spørger jeg først: hvoraf opstaae begge? og Svaret maa da være, at de ere Følger af snævre Klæder. Naar Skoen trykker, enten fordi man er voxen ud af den, eller fordi man holder meer af pyntelige Former end af let og hurtig Bevægelse, saa fremkommer hine bekjendte smaa, glindsende, haarde og haardnakkede Udvæxter, som uendelig genere ved hvert Skridt, der skal gjøres fremad. De udgjøre ingen Sygdom; man kan spise og drikke, vorde feed og gammel med samme; de øverste Lemmer kunne befinde sig aldeles vel, men de nederste føle med hvert Skridt hvor Skoen trykker, og da de skulle bære det hele Legeme, saa slæber dette sig langsomt og haltende hen over Livets Scene, med en bestandig Erindring om, at denne er en Jammerdal. Man har forsøgt uendeligt meget imod disse Udvæxter, men Erfaringen lærer, at Operationer og Besværgelser, Sympathi, Homøopathi, Allopathi udrette lige meget, d.e. saa godt som Intet. Hvor de engang have slaaet Rødder, der fremkomme de paany, hvorofte de end tages bort. De forsvinde først med Liget, derfor kaldes de Liigtorne. Det eneste radikale Middel er, at befri Foden fra ethvert Tryk, men i den civiliserede Verden have kun de laveste Klasser det Privilegium, at gaae barbenet, og alle Øvrige maae derfor finde sig i deres Skjæbne.

Af denne korte Beskrivelse vil enhver Læser see, at der gives talrige Sammenligningspunkter imellem de tvende nævnte Gjenstande, og da det er let for Enhver, at udmale Billedet i dets enkelte Dele, saa vil jeg ikke opholde Tiden dermed, men slutte med nogle Betragtninger om Privilegiers og Forrettigheders Oprindelse og Væsen.

322

I Naturtilstanden udgjør den Stærkeres Ret den eneste Forrettighed og denne er af kort Varighed. Enhver Familie er sin egen Lovgiver og Vanen udsletter hvad her endnu kunde findes af trykkende Former. Ligesom Civilisationen og de bindende Former tiltage, stræber den Stærkeres Ret efter større Udvidelse og Varighed. De svagere Familier og Stammer underkastes af de mægtigere, og Høvdingernes erhvervede Myndighed vorder arvelig. Saaledes opstaaer vel fastere Samfund og Former, men tillige almindeligt Slaveri. Hos raa og barbariske Nationer synes denne Tilstand at høre til de nødvendige Onder; men tages de Baand, som vare nødvendige i en gjærende og lovløs Tid, med over i de følgende mere civiliserede Perioder, saa virke de nu heelt anderledes; de give ikke mere Styrke og Fasthed, men hindre Statslegemet fra ved fri, selvstændig Bevægelse at udfolde sin Kraft.

Og her have vi nu den Sko, som trykker de fleste Folkeslægter i vore Dage. Den er dannet efter Nationernes spæde Fod, den er ofte, som den chinesiske Damesko, af Jern og tillader ingen Slags Udvidelse; man har ofte ikke taget Hensyn til, at Foden voxer ligesom Hovedet og det øvrige Legeme. Denne Væxt kan ved Tryk vel opholdes nogen Tid, men Naturen forlanger sin Ret. Giver Skoene (den bindende, sociale Form) ikke efter, som i Østerlandene i China, Indien osv., saa antager Foden (Folket) en aldeles forkryblet Skikkelse, der gjør det hele Legeme uskikket til enhver Bevægelse. Enkelte Lemmer (Kaster og Familier) kunne derved befinde sig ret vel igjennem Aarhundreder; men Masserne sukke i det unaturligste Slaveri, og hvergang en saadan ubevægelig Nation støder sammen med et friere Folk, er Nederlaget den visse Følge.

Anderledes er det, naar Skoen er af et Material, der kan udvides og forandres, som heldigviis er Tilfældet i de vestlige Lande. Her bemærke vi, at privilegerede Klasser og Indretninger aftage i samme Grad, som Folket tiltager i Dannelse og Indsigt. Vel opgives disse forældede, trykkende Forrettigheder ikke uden Kamp og Reaktion, der hist og her endnu i vore Dage ofte antage en seirende Charakteer; vel ere overalt flere eller færre Liigtorne tilstæde, som Følge af det tidligere eller endnu vedvarende Tryk, men i det Hele have de vestlige Statslegemer dog en temmelig fri Bevægelse, og denne bør de tilvisse bevare efter bedste Evne, thi i denne alene bestaaer deres Styrke.

Hvorledes skulde Europa vel kunne vedligeholde sin Suprematie 323 over de andre Verdensdele og de derved forbundne Fordele og Nydelser, dersom det vilde følge enkelte Privilegeredes Feldtraab og vende tilbage til Middelalderen med alle dens bindende Former? Er det ikke mere end sandsynligt, at det snart enten vilde see sig qvalt af Østens store Masser eller vorde en tributskyldig Provinds af det frie Amerika, dersom det selv vilde fængsle sig i de gamle Lænker? Nei! Europa har traadt sine Børnesko; det vil i Fremtiden vel ikke gaae barbenet eller være uden vise og velordnede Statsformer, men ligesaa lidet opgive den frie Bevægelses Fordele og overlevere sig selv lænkebunden i fremmed Vold.

Disse Betragtninger bør berolige os, naar vi undertiden ængstes ved de gamle Privilegieraab. Vel hersker den middelalderlige Vane endnu igjennem alle Stænder. Disse ville have Monopol paa Godser og Statsembeder, andre paa Fabriker, Jernbaner og Dampskibe, endnu 324 andre paa Liberalisme og Sandhed, paa Aviser og Underviisningsanstalter. Alle hænge de fast ved den historiske Ret, som er den Klippe, hvorpaa alk Reformfartøier strande. Men det er umuligt, at Europa kan gaae samme Krebsgang som Asien har gjort, om end en Rotteck nærer en saadan Frygt. De Mænd, som staae til Roers ved de europæiske Statsskibe, ere i vore Dage for oplyste til at vente Fordele af at indsnøre Statslegemets Fødder og Hænder, de arbeidende, producerende Klasser. Tvertimod, de fleste Riger kappes om at løsne de gamle Baand for disse Klassers reelle Oplysning og gavnlige Virksomhed, i den Overbeviisning, at Statssamfundet paa denne Maade alene kan udfolde sin Kraft og gjøre virkelige Fremskridt.

325

Conservativ

Conservativ! - Det er et nuomtider meget brugt og meget brugeligt Ord. Jeg har anstillet nogle etymologiske og ethnologiske Undersøgelser over dette mærkværdige Ord, og Resultatet af disse skal jeg nu velvilligen meddele Jer.

Conservativ er for det første et Adjectiv, et Tillægsord, som man hænger ved et Substantiv, (ligesom man hænger en Orden paa en Mand; og den hjelper til at conservere ham) men efter Grammatiken maa Adjectiv altid rette sig efter Substantiv i genero, numero og casu. - Jeg beder om Forladelse, fordi jeg taler paa latinsk; men det er ogsaa noget conservativt fra min Skolegang af. - Det betyder da saa meget som: at Konen skal rette sig efter Manden, at Mængden - som en lydig Kone - skal rette sig efter dem, der allene har at befale, ja det endogsaa i alle Fald og Endefald.

Conservativ kommer ellers af conservare €: at bevare, gjemme, passe paa det man har, putte det tilside, holde det under Laas og Lukke, og gjemme Nøglen saavel, at - Konen ikke kan faae Fingre paa den.

Conservere har ellers - især i det engelske - faaet en dybere Betydning: Conserve hedder nemlig ogsaa: at sylte - at nedsylte. Og denne Huusholdningsproces foregaaer paa to Veie: den søde og den sure: Man kan sylte med Sukker, og man kan sylte med Æddike. Begge Methoder har dog noget misligt ved sig: det Sure vil gjerne blive skimlet, dovent; og det Søde tidlig eller sildig gaae i Gjæring - det Sidste kan endogsaa sprænge Munken. Den tredie Conservations Vei er den - salte. Det forstaaer sig: hvad der er saltet, smager ikke fuldt saa godt som hvad der er syltet; men saa holder det sig ogsaa længere - at sige: naar Saltet er reent og uforfalsket, og de, der forestaae Saltningen, ere dygtige og retskafne Folk; thi dersom Saltet er fordærvet, hvormed skal der da saltes?

326

Nu er det ogsaa af stor Vigtighed, at faae godt Salt. Der har vi nu det tydske Salt, og der er det spanske Salt. Det første er for svagt, og det andet for skarpt. Jeg for min Deel vilde hellere gjøre Brug af norsk Salt; Jeg troer virkelig det conserverer bedre. Men skulle vi kunne finde noget hos os selv - lad os lede efter det - saa lad os bruge det til at conservere den gamle nordiske Sehrimner - I veed nok: de gamle Guders og Einheriers Livret. - Væk med det Søde! og væk med det Sure! Jeg holder mig til det Salte. - Er der Nogen af min Smag?

For et ægte gammelt dansk Saltmadsfad - Hurra!

327

Af: Min Tidsalder

[Skandinavien]

Skandinavien - om Forladelse; Sverrig, Norge og Danmark.

Det første af disse Riger befandt sig ret godt ved Kong Gustav IIIs Revolution, Ligesiden den tolvte Carls Støvle blev sparket bort, og hans Nakke helbredet for Stivhed ved Blykuren, havde Huer og Hatte, deels skiftevis, og deels ifællig vidsket Støv af deroppe i Riddarehuset. Men Spindelvævene bleve fordetmeste siddende, til Gustav kom med sin Støvekost, og fejede ned. Edderkopperne løb væk, og somme spandt nye Væve. - Han selv spandt et stort Næt, som han trak ind over den finske Bugt. Det holdt ikke: Det hjalp ikke, at han var ridende i Søslaget ved Hogland. Hesten fik det ene Been knust, og Rytteren maatte spadsere hjem. - I Landslaget derinde, som ikke var noget egentlig Slag, men en Demonstration, der gik det reen Krebsgang; thi hans Officerer foretog sig paa egen Haand en Spadseretour til den urigtige Side, nemlig over den bothniske Bugt vester paa. - Det var nogle comiske Krige, han førte den samme Gøstaf. Han havde i samme Godlav een med Hoffet paa Christiansborg, der havde faaet saadan en særdeles Smag for grønne Uniformer. Denne hersens Krig kostede mere Blæk end Blod; der faldt kun een Mand, ved Qvistrumbroe nemlig, og det ved ulykkelig Hændelse. Der var nemlig en Tydsker marscheret ned fra Norge med en heel Sværm af disse flinke Gutter, der meget gjerne ville slaaes; men naturligviis ogsaa vide " Hvorfor." Ved Qvistrumbroe var intet Hvorfor at opspørge. Og da den ene Mand nu var kommen saa galt afsted, saa gik Norbaggerne tilbage, og toge Tydskeren med sig. - Saaledes skulle alle Krige føres og endes.* Her fattedes blot: at den " evige Fred" som *

328 begge Contrahenterne vare enige om at erklære, tinglæse og med Vidners Underskrivt at lade protocollere, fik den slemme Paategning: "lovlig Adkomst findes ikke."

Imidlergodtid havde de franske Kokke begyndt at lave den forlorne Skilpadde, som ogsaa smagte Restaurationsgjæsterne ret behageligt. - Den svenske Overkok vilde ikke vide af den nymodens franske Ret at sige, men holdt sig til sine egne gamle. Ja, hvad blev Udfaldet heraf? Underkokkene som endnu ikke havde glemt Køkkenets Reengjøren 1772, hævnede sig tyve Aar derefter, ved at lave sprængt Kjød af stakkels Gustav.

Hans Søn kom bag efter ham; og han gik snart bag af Dandsen. Men forinden det fortælles, maae vi see os tilbage. - Til at lege Despot, hører nuomstunder en god Portion bonapartisk Hjerne; men Gustavs Søn havde kun en lille bitte Hjerne, og den endda rent forskruet. Med eet Ord: alt hvad han foretog sig var bagvendt. Da Præstesønnen fra Engelland med alle hans Ulke brød igjennem Øresund, for at lave os Skjertorsdagskaal i Kongedybet: da stod Oversvensken, og saa til, og grinte i Skjægget - Den Daare! - Han troede maaskee paa Sjælevandringen, at Gustav Adolphs Aand var faret i ham; thi vilde han ogsaa gjøre Underværker i Tydskland, og standse Napoleon paa hans Tamerlansfærd. Den europæiske Tartarchan værdigede ham neppe et Øjekast. Den nordiske Don Qvixote gik hjem, uden at have brugt sin Landse, og skjænkede Kjøbenhavns Bombardement nogle fornøjede Øjekast. - Hans ridderlige Aand havde ingen Roe: baade Danmark og Rusland skulde paa eengang føle hans Vælde - den forresten ingen uden Han selv troede paa. Danmark ændsede ham neppe, for vi havde jo fuldt op at bestille med vore brittiske Venners Beværtning. Men Rusland afhug hans ene Arm - jeg mener Finland; og den er og bliver væk. Selv gik han strax efter væk, da han nemlig blev smidt ned af Slotstrapperne. Han maatte endda være glad ved, at han ikke brækkede Halsen, og kunde ride sin Rozinantesom han gjør endnu den Dag i Dag - uden at møde andre Fjender end hans egen Indbildningskrafts Vindmøller og Vandmøller.

Naa, man skulde jo have en Konge igjen; men Hvem? Havde Dalekarlene maattet raade, saa havde man kanskee faaet en af Grev Diderichs Efterkommere rigtig under "De Tre Kroner;" men de vare jo kort iforvejen faldne ned i Slagtergaden, og Christjern Tyrans Aareladning var kun et Palliativ.

329

Hvad gjorde saa de "svenske Herrer og gode Mænd?" - De bestilte dem en Konge af dansk Race. Han var af de gode dygtige "Christianer;" og Svenskerne havde allerede havt alvorlige Prøver herpaa. Men Norge var dengang endnu for langt fra Sverrig. Han maatte hellere have rejst hjem til Augustenborg. Der kan man dog drikke baade Kaffe og Viin uden Mistanke om skadelige Tilsætninger. Den første Drik, som allerede i Norge, var lavet til ham, fik, ved en Hændelse, Een af hans Adjutantere, og fik saa ondt af den, at han faldt overende, og blev liggende. Vinen fik han selv paa Qvibbing-Hede. Den slog ham af Hesten og fra Tronen. Hvad kunde det nytte ham, at Viintapperen blev slaaet ihjel med Paraplyer paa Riddar-huustorget, eller at Livvagten stod som rolige Tilskuere ved denne borgerlige Tragedie?

Atter "Een for Mange."

Det er synderligt - om blot som et "å propos" at denne Grev Fersen escorterede sextende Ludvig, og hans Dronning, som i Gjerningen var Konge, til Moulins, og paa Postmesterens Befaling tilbage til Paris igjen. Han saae nu med egne Øjne, hvorledes Postmestere og andet "Canaille," som det hedder i Hoffsproget, sommetider kan røre sig: Han udtalte til "L'Autrichienne" sin Anelse, at han skulde miste sit Liv i et saadant Røre. Det havde været mere summarisk, om Han, som Hun, havde ladt sig operere af Samson - ham Doctor Guillotins Assistent paa "Grevepladsen" I veed - jajah! den var ikke allene for Grever. -

Saa bestilte man sig Een af Napoleons Fabrik. Det var durabelt Arbejde - Han er endnu ikke opslidt, den gamle dygtige Carl Johan. Om hans Fader var Parykmager, som man har fortalt, veed jeg ikke forvist; men det veed mange fleer end jeg: at han har puddret Konger og Fyrster, og blandt disse ingen tykkere end hans egen Svoger, som og derefter blev skaldet, og maatte lade slaae sig Plade. Jeg veed ikke, om den er kommen med fra Longwood til Frankrig; men det kan ogsaa være ligegyldigt, for der er man vel dreven i Plattenslagerne; det maae hele Europa, paa Sverrig og Engelland nær, bekjende.

Saa var det da derefter: at meeromrørte Corsicaner fik sin store Hær begravet under russisk Vinterpudder; da var vor Svoger ogsaa med, for at banke Pudderet af, efterat han iforvejen havde hvidsket Moskoviternes Herre et godt Raad i Øret. - Det forstaaer sig: Noget for Noget om Venskab skal holdes; og et godt Raad finder sommetider 330 et godt Sted. - Finland vilde Alexander ikke af med; hvad gjorde Han saa? Han gav Norge i Honorar. Norge hørte ham rigtignok ikke til; men man slipper nemmest ved at give bort, det man ikke ejer. Ved denne Gave var nu den Omstændighed: at den skulde tages, og det med Magt. Naa der blev ogsaa brugt Magt, men endnu langt mere Godhed. Og saaledes gik det da meget godt an, at Danmark fremtidigt slap fri for at proviantere Klippelandet.

Jaja, paa en anden Maade gjorde det Ondt, at faae Dronning Margrethes Treslæt skaaren rent af i Væven, hvor det havde siddet i flere hundrede Aar. Hm! kanskeesig Traade og Trommer ogsaa have været mølædte.

Menneskeheden bliver dog bestandig klogere; det er: den bliver bedre. Det varede længe, inden de tre nordiske Folkeslag - som i Grunden er kun eet Folkeslag - kunde faa tilho'eds: at indbyrdes Venskab var Klogskab, sund Statsklogskab: at der var en ægte Politik, for Ex. den Bernstorphske, og en falsk Politik, for Ex. den Canningske.

Norge havde levet et meget langt, og som jeg ikke veed andet - fornøjeligt Ægteskab med Danmark; omendskjøndt Sidstnævnte ikke var nogen god Oeconom. Dette tog Førstnævnte sig ikke saa nær, førend vor formaledidede Syvaarskrig formørkede det forhen saa skjønne Samliv, der endte, desværre! med formelig Skilsmisse. - Det var en hæslig Historie, thi da den fælleds Boe kom under Skiftebehandling, kom Norge til at tage Deel i Gjælden, som hidtil var det temmelig ukjendt, og svirpede temmelig hvast. - Naaja! de have klaret deroppe; og deres Jern, og Tømmer og Fisk og Salt, o.s.v., har nu holdt Statskassen i ønskelig Velgaaende. - Det forstaaer sig: de holde ingen Konge, intet Hof, ingen skrammareret Livvagt og staaende Hær for Fornøjelse, ingen Flaade, som raadner i Havnen. Og alle de mange andre, for de fleste velindrettede Stater, nødvendige Paalæg: Told, Accise, stemplet Papirsafgivt, Grundskat og Landskat, og vor Herre veed hvormeget, det altsammen har Gutterne sendt tilbage, derhen hvor det er kommen fra. Mange Tak!

Et godt Raad ville I dog ikke foragte: bruger saameget af den danske Sindighed, som I kunne være tjente med - det hele var vel ikke tjenligt- og lad os saa være gode Venner, som vi have været før!

Jeg kan virkelig aldrig glemme denne Rivt 1814. Den staaer aaben endnu, og gaber ligesaavidt som Bølgen gaaer mellem Skagen og 331 Lindesnæs. Det gamle stærke Kjoleskjød har Svithiod riet til sit; istædet for det andet, som vi veed, Moskoviten rev af. - Ikke fordi jeg troer, at Syningen vil gaae op; men den synes mig dog ikke fuldkommen durabel. Og tilmed er der Forskjæl paa Tøjet, saa vel hvad Couløren som Vævningen angaaer.

Men lad os nu see lidt nøjere til! Vor Halvbroder deroppe bruger Storsting - eller som det hedder paa norsk: Storthing. Det er ikke saa avet. Mestere og Svende ere ret flittige, og gjøre solid Arbejde paa dette deres Laugshuus. Der forefalder jo, som man let kan vide, en Smule Skjænderie nu og da; men det forfrisker, og jager Ole Lukøje bort - "hvorhen saa?" (Det veed vi nok, men vi snakke ikke om det).

Forskjæreren har ellers sin haarde Nød med disse uregjerlige Burscher: Kellgrens "Byxor" ville de nu slet ikke trække paa, men hellere klæde sig som Magnus Barfod. Og jeg skal aldrig nægte: at saadan Dragt jo er friere og mere beqvem. - Jeg vil ønske: at den stedse maae baade passe og klæde dem, og at - jah! det er vel formeget at ønske - at Vi hernede kunde tage vore Moder deroppefra; om der ogsaa skulde være lidt Forandring paa Snittet.

God Morgen! I Norske!

"God Nat! I Danske! Og drømmer behageligt!"

Danmark! Mit Fødeland! Mit Fædreland! Mine Øjne løbe over, mit Hjerte bløder, ved at tænke paa din langsommelige Vanskjæbne.

Han, hvem Mülhausens Øxe skilte ved et dygtigt Hoved derude paa Østerfælled, havde sagtens repareret og tilbygget noget mere, end han fik Lov til; men han kom for tidlig- og Vi her komme altid for sildig; Noget gjorde han, ikke saa lidt, og det er endnu at see, men naar saadanne gode Hoveder som Luxdorph og Suhm hjalp til at skille ham ved sit, hvad skulle vi saa sige? Inte andet: end hvor i et Land det Resolute mangler, der hersker det Absolute. - Prosit!

Men herinde var dog noget herligt Absolut, fremstræbende, fremdrivende; en god Genius, som det hedder, der foer ind i Hjernen paa een efter den anden Statsmand- og sommetider i flere paa eengang, thi slige Aander ere delelige.

Fra Skafottet paa Østerfælled opsvang sig, en Phønix, det foryngede Danmarks Skytsaand. Fæstebreve og Pergamentsbreve finge begge nyt og lige godtkjøbs Stempel.

Da den wittenbergske Morten havde knækket den frygtelige 332 Krumstav, løftede Pergamæntsmændene deres Kjeppe, og smurte tykt paa Borgere og Bønder. De Første skultrede sig, og knurrede imellem; men gjøe, det vovede de ikke. De sidste toge stiltiende mod deres Prygl, og vedblev at trælle for de strænge Herrer. 1660 fik disse et Knæk, som de aldrig har kunnet forvinde. Men Han med Kronen paa Hovedet fik igjen større Magt, end han kunde bruge og mere at bestille, end han kunde overkomme. Saa var det da; at han antog i sin Tjeneste baade Ladefogder og Skattefogder, og mange andre Fogder, med samt en urimelig Hob Tyende, der egentlig blev en perrenerende Livvagt for Fogderne. Og disse Prætorianer have generet vore Konger hartad ligesaameget, som hine romerske deres Kejsere.

Saa fik da langt om længe en velsindet, ja temmelig frihedssindet Statskudsk Tøjlen mellem sine Fingre. Og Een dygtig Kjøresvend efter den Anden sad hos, og tog fat af og til. - Saa fik de Sorte derovre Menneskerettigheder, saavelsom herhjemme de Hvide - dem i de graa Kjoler. Hvide Baand og blaa Baand, dem tilstads, lod man hænge; men Stavnsbaand og flere af den Slags rev man istykker, og smed dem paa Ilden - paa Phønixilden. - Hillemænd! hvor den varmede og lyste! Man fik meget at see, som var splinternyt for de Allerfleste: der saae man Udskiftning og Selveie ogsaa for Bønder, hjemmegjorte Soldater, istædetfor dem man forskrev derudefra, som kun vare brugbare mod Landsens egne Børn, men ikke mod Fiender, I Samklang med denne Indretning stod Anordningen om Indfødsretten. Den gav Danskheden et mægtigt Opsving. Hidtil bleve danske Soldater commanderede paa tydsk. Ved Hoffet taltes kun tydsk og fransk. Paa de adelige Herreborge iligemaade; undtagen maaskee naar der skulde skjændes paa Tjenestefolk og andet dansk Canaille. Ja naar en Junker og en Frøken skulde copuleres comme il faut, saa maatte det gemene danske ikke bruges.

Den blodløse Affaire ved Qvistrumbroe havde, som rimeligt, slet ingen Virkning paa Danerstatens Fremskriden, ligesaalidt som Revolutionen i Frankrig. Alle de andre europæiske Vægtere peeb og raabte Brand; men vores taug stille, og sørgede for, at vore Søfolk, umolesterede kunde bjerge ved Branden, ligerviis som før ved den transatlantiske. Der vare flere som hertil saae skjævt, især de, der kalde sig selv saavel Landsherrer som Vandsherrer. (Den første Herlighed er grundet paa Guineer, den anden paa Kanoner). - Naa, de vilde først føle os paa Tænderne - thi Mindet om "the bloody Dane" var endnu ikke 333 uddød, og døer vel aldrig. Saa følte de da til een af vore Søkrabber - Fire mod Een. - Den krattede fra sig saalænge den kunde, og knækkede mangen en Hummerklo. - Det var et godt Specimen; den store Examen blev opsat nogle Aar. -

Mere fornøjelig var Billes Sextuur ved Tripolis: der var kun Een af hans der faldt overende; men hundrede eller flere Turbaner skiftede Hoveder.

Aaret Syttenhundrede og Ni og halvfems er mærkeligt, langtfra ikke glædeligt, i Danmarks Historie. - Bernstorff havde resigneret, og en norsk Bjørn var kommen til at sidde for Bordenden i een af de Borgestuer, vi før har berørt. Han var en dygtig Borgfoged og holdt Justits som sig hør og bør. Men saa blev Een af Folkene, efter hans Mening, næsviis; og saa smed han ham paa Døren, og lukkede - om ikke den - saa dog Munden paa de andre - det var saamænd den 27 Sept. 1799. Jah! der er jo sidenefter mumlet og knurret udenfor lige til nu; men hvad er der kommet ud af? Der ere komne Folk - ud af Landet, som kunde gjort eet og andet Godt inde i Landet. Men hvad skulle vi simple Folk med saadan noget? Hvad forstaae vi os derpaa? Det er kun de Vældige, der nyde, hvad der gaaer vore Munde - om just ikke vore Næser forbi,

Nu komme vi til ovenberørte store Examen. Den holdtes Anden April Aar Attenhundrede og eet, herude paa Rheden. Professor Nelson examinerede og det meget skarpt i fem Timer uden noget Frihedskvarteer. Han rejicerede alle Candidaterne paa to nær, som forlode Examen - hvortil de vare haardt tvungne. - Rector magnificus, Parker hedde han, forholdt sig stille som Assessor.

Vi herinde gave eenstemmigt vore Gutter: "Præ ceteris med Slange." - Men nok af Allegorie! Nu Noget af Sandhed! og den uden Beklædning!

Dersom Ordsproget: "at spare paa Skillingen, og lade Daleren gaae" passede paa Statsoeconomer, da var det paa vores. Den anden April sparede man baade paa Skibe og Folk; det vil sige: man skød de gamle og skrøbelige Skibe ud mod Fienden, og gjemte de nye og stærke. Det var næsten en Selvfølge, at man holdt de fleste Søgutter bag ved Bommen, og skuppede Landkrabber derud. Det var Synd at sige andet, end at disse viste sig tappre lige til det yderste; men dertil borde og kunde Engellænderne være bragte. - Bille stod paa Toldboden - udenfor sine "Svaner," og græd Hannibals Graad, da han blev 334 tvungen ti! at forlade Italien. Taarerne vare spildte, saavelsom det danske Blod paa Blokskibene. Havde Bille blot maattet gaae ud henadmod Sidstningen af Slaget, han kunde, efter Vindens gunstige Beskaffenhed, gjort lyst i Kongedybet, og ikke var blevet sungen i Drurylane: "Our noble Tars have crush'd the haughty Dane."

Da Nelson mærkede, at han var i stor Knibe, at, i det ringeste tre af hans Orloggere, der vare løbne paa Grund under Trekroners stærke Batterier, vilde snart vorde tilintetgjorte, benyttede han sig af en Krigslist, som desværre! ogsaa lykkedes: han hejsede Stilstandssignal, og afsendte med Fredsflag en Parlamentær - ikke til vor Forsvarslinies Højstbefalende, men ind til Toldboden, for at vinde Tid til at frelse sine egne Skibe, og bemægtige sig vores. Kronprinsen lod sig besnakke, og Sejeren, vi havde ihænde, greb Horace med sin ene Haand. - "Ak! vi slaaes godt; men Krig forstaae vi os ikke paa."

Det føltes ret for Alvor i Attenhundrede og Syv. Vi vare lydeligt og tydeligt nok varskuede i selve de engelske Blade; men vore Ører vare tilstoppede og vore Øjne forblindede - hvo veed: om det ikke var en politisk Blindebuk, vi legede? Da Fienderne gjorde Landgang ved Vedbek, blev al Modværge forbuden. Og den som forsøgtes ved Kiøge med et slet armeret Landeværn, gav blot Stof til en Spottevise. Kronprindsen rejste (med engelsk licence) til Holsteen, hvor den danske Hær, der skulde været i Sælland, stod og presenterede Gevær for Franskmændene. I Hovedstaden vare, foruden et par tusinde Linietropper, intet andet Forsvar end den borgerlige. - Jah! da Fienderne i tredobbelt Antal havde omringet vor gamle Axelstad, da recognoscerede man; men det var ikke stort andet end de sædvanlige Exerseerøvelser paa Fællederne - Vi forstode ikke Krigen, eller vilde, eller maatte ikke forstaae den. Britterne toge os godt i Skole; men der vankede haarde Knups. Hvormeget have de frugtet! Mesterlextien gjør hvad den vil, og de nedre Classer sidde over, eller skulke, ligesom de bedst kunne.

Kiøbenhavns Bombardement er en uafvaskelig Plet paa den engelske røde Kjole - paa den danske med. - Krige motiveres sædvanligviis; men til denne kunde Ephorerne i Downingstreet ikke ophitte - andet Motiv end det: "at ville tage vor Flaade inden Napoleon fik den." Om dette var een af hans Fredsbetingelser i Tilsit, mangler juridisk Beviis; skjøndt det langtfra ikke er utroligt. Alligevel er det en egen Sag: at Peer trækker Kjolen af Mads, for at Poul ikke skal 335 gjøre det. - Dansken skulde hyttet sin, men!!! - Peer gjorde det endnu værre: Han spolerede hele Oplaget til nye Søkjoler; og Mads stod med sammenlagte Arme, og saae derpaa.

Det var ikke nok med Orlogsflaadens Ran; Handelsflaaden skulde øgsaa ødelægges, og dermed Hovedkilden til Danmarks Velstand stoppes. I syv Aar arbejdedes flittigt herpaa. Og hvad de øvrige Kilder angik, da havde vi hos os selv saadanne Vandmestere, at de den 5te Januar 1813 offentligt erklæredes for udtørrede. Med renere Ord: Statscassererne spilte Fallit, og Creditorerne, nemlig Nationen, maatte lade sig nøje med 16 Procent. Mange bleve jo herved ruinerede; men Skiftecommissærerne, med nogle enkelte gode Venner bleve stabilerede Folk ved denne Finantsoperation. Og varede det endda længe, inden Assignaterne fik synderlig Værdie. Rigsdalerssedler stode næsten al pari med Fidibusser: der behøvedes flere end hundrede, for at kunne spise sig mæt. Hvermand gjemte sit Sølv under Laas og Lukke. Jøderne fik Skyld for at have ført det ud af Landet; men da Coursen bedrede sig, kom det efterhaanden tilsyne. - Da ved et fremmed Hof engang blev yttret: "at Danmark maatte være reent ødelagt," sagde en vis stor Monark: "ingenlunde; kunde Danmark ødelægges, maatte det være skeet forlængesiden."

Der var noget i.

336

Vi havde Forbund med Frankerne, der dog ikke brød sig om vor Vaabenbistand, før efter deres ulykkelige Ruslandstog. Saameget er vist: at vore Folk fortjente de franske Generalers "braves Danois!" Men det gik, som sædvanligt, bagvendt til. Vor Hær var deelt, eller hvad der er det samme, adsplittet. Den skulde have styrket Napoleons venstre Arm - atter det forhexede Sparesystem! Størsteparten gjemtes paa den Ø, der er berømt for sin Humle, sine smukke Piger, og sine Æbler, hvor den øvede sig i at skyde Æblerne ned af Træerne, drak Gammeløl, og kyssede Pigerne. Det kunde altsammen være grumme godt - i Fredstider; men da en Sværm af Russer, Preuser og Svenske oversvømmede Holsteen, og Frankerne havde indsluttet sig i Hamburg, borde alle Æbleskytterne sluttet sig til Skarpskytterne ved Sehested, der, førte i tredobbelt Ild af en fremmed General, gjorde Underværker af Tapperhed. Dem lod man nu garnisonere i Rendsborg, og sluttede Freden til Kiel, ved hvilken man lod sig kile Norge fra.

Jacob von Thyboe har sagt: "lad os faae en Fred, hvordan den saaend bliver!" Denne Lærdom lagde hans Efterkommere paasinde; og Norge kunde sørge for sig selv - hvilket det ogsaa gjorde. - Men Enkemanden hernede? Aah! til ham fæstede man en lille bitte tydsk Brud, men jeg troer: at de endnu ikke ere copulerede - blive det vel neppe: Han forstaaer nok hendes tydsk, men hun har ikke synderlig Lyst til hans dansk; det kan gjerne skee, at en anden Bejler snapper hende væk engang, og saa er Forlovelsen hævet.

Bytte er Bedrag: for det store stærke Norge fik vi det lille Lauenburg, hvor der ere flere Ulve og Vildsviin, end Mennesker. Vi maatte endda være glade - om just ikke saameget ved denne Almisse - saa dog ved at vi beholdt os selv - (saalænge det nu varer; sover man over sig som sædvanlig, kan man let vaagne i en kold Forskrækkelse). -

Hvad har man ellers bestilt her i disse otte og tyve Fredsaar? Hvormeget har man betalt af paa Gjælden? "Gjælden? - Naa! de hundrede og tredive Millioner. Med denne Capital jager det ikke; naar vi blot svare Renterne. Desuden kan Budgettet ved dets mange og lange Rubrikker vise os: at vi ere Folk der have Raad til at spendere."

Rigtignok har Koen et melkerigt Yver; men skulde den aldrig kunde blive seen? - "Rygterne og Malkepigerne derom! hvad kommer 337 det os ved? Vi faae nok det vi behøve- og lidt til: lad dem saa sørge, som sidst leve! og dem lukke Døren, der gaae sidst ud!" - Men om nu Døren er slaaet ilaas? Og Nøglen borte? "Det kan være, den maaskesig kan findes i Roskilde eller Viborg." - Lad os nu see ad! I manglende Fald findes vel en Dirk. - Kunde man ikke sælge? Kunde man ikke knibe? Der have vi Colonier i alle de tre andre Verdensdele; disse Colonier koste os baade Penge og Mennesker: lad os sælge dem! eller, om Ingen ville kjøbe dem, hellere reent ud give dem bort eller gjøre dem ryddelige! Og saa knibe her hjemme - see Budgettet!!! Hm! Snak har vi nok af.

Hvad er saa videre udrettet her i disse oplyste Tider? - Man har holdt Væddepløjninger og Vædderidninger, og skrevet en stor Hob Forordninger, og bagefter Amendements til dem - det er altsammen godt for Papiirmølleren og Hofbogtrykkeren - ak! den Mængde af Klude her dog forbruges - det er sandt: saa har vi ogsaa faaet en Slags Stænderforfatning. Rigtignok have Folkerepræsentanterne - der forresten ere klogeligen fordelte baade hvad Sted og Tid angaaer - ikkun Lov til at give Raad; men de raade ikke for Noget, undtagen for den halve Tønde Guld, som deres Vælgere aarligen spæde til. Men hvad har de ellers udrettet? "Det veed jeg ikke." Jaja, der er ymtet om en Udvidelse af Raadmændenes Magt, om en Indskrænkning i Finantsmændenes, og om almindelig Værnepligt; men Alting er endnu blevet ved det Gamle. - Endelig blev, ogsaa under den forrige Konge eller i hans Navn, beordret en Matriculkalfatring, der, ligesom hiin Finantskalfatring af 5/1 1813, gaaer for en stor Deel ud paa Pungekalfatring. Jordsmagerne fik ikke saa lidt i deres Punge; men de Landejere som have kjøbt dyrt paa Grund af let Hartkorn, de kunne nu selv blive lettede.

"Nu! og hvad saa mere?" - Hvad mere? Er det ikke nok? - "Nej det er ikke! der er for Ex. ikke sagt noget om Underviisningsvæsenet, om de yngre Slægters bedre Dannelse." - Saamænd! det kunde jeg nær have glemt; det er godt, jeg erindres derom. I dette ikke uvigtige Fag er virkelig gjort meget - om ikke alt for meget. I de lærde Skoler er rigtignok Latin og Græsk Hovedsagen; men af mere nyttige Sprog og Kundskaber gives nu og en Mundsmag. - Almueskolerne ere ogsaa ret kjønt eftersete; og det vilde blevet endnu kjønnere, hvis man kunde fornægtet den gamle Abenatur. Der havde nemlig Engelskmændene 338 opfundet en ny Læremethode, som de kaldte "Indbyrdes" Med vores langt mindre Børneantal behøvede vi den slet ikke, men vi maatte jo med, og pumpe en Tønde Guld frem til Sand og Pegepinde med videre. Nu er dette Maskinværk gaaet istaa; Vi maae see os ud i Syden efter noget andet Snurrepiberie.

        

339

Rundskrivelse til gode danske Mænd

Det er aabenbart i Manges Medvidenhed: at Folkeforsamlingen paa Himmelbjerget allerede har faaet en langt folkeligere Betydning end den af blot Sommerforlystelse. De Taler og de Sange, her have lydet, funde aabne Ører og Hjerter. De tolkede aabenlydt Folkets Trang og tause Ønsker - den usynlige Kraft, der er mægtig i Svage som i Stærke virke i Os, for Os og vore Efterkommere! - Aar 1660 havde Adelsmagten overlevet sig selv. Borgermagten, der seirede i den haarde Strid om Tilværelse og Tilintetgjørelse, blev efterhaands tæmmet af Collegialmagten, der endnu i sin længst forældede Form, staaer som en Skillevæg mellem Konge og Folk, Mellem disse finder kun særskildt Tilnærmelse Sted, og den endda ofte paapasset af Mellemmagten. Kongens Magt og Folkets Fordringer tørne begge afkræftede mod disse mossede Mure. - Ikke være hermed talt imod noget Collegialindivid; men allene mod selve den udlevede Institution. -

Den forrige Konge indstiftede Stænderraadene. Havde han formet eet Stænderraad istedetfor de flere, der virke afsondrede fra hverandre; havde han tillagt den noget større Magt, end den blot raadgivende, som i Grunden ingen Magt er, da den kongelige Fuldmægtig kan tage og vrage efter eget Tykke - da havde han grundlagt et unedbrydeligt Nationalværk. - Den nuværende Konge har drevet paa Almeenbevæbning, paa Danskhedens Totalitet. Hvad er udrettet? Ikke synderligt, der kan komme i Betragtning mod de mange Tønder Guld, det derforuden meer end tilstrækkeligt skatbetyngede Fædreland har udgivet, for at læse: hvorledes de færre Dygtiges Paastande have maattet vige for en Enkelts dialectiske Dygtighed, for Fleerhedens Ubevanthed med at bruge Pen og Tunge, samt Mangel paa klart Overblik over sit Standpunct og dettes Fordringer. -

Et meget stort Misgreb var at udelukke Lærestanden - paa et Par vilkaarlig udnævnte Æresmedlemmer nær - En Præst er dog langt sikkrere i sin beneficerede Grundbesiddelse, end Fæstebonden i sin. 340 Man maatte dog have tænkt sig Præster, Skolelærere, som baade kunde tænke, tale, skrive langt anderledes end almindelig Bonde og næringsdrivende Borger; ja i hvis egen Interesse det tilmed var, at see disses retmæssige Fordringer gjennemdrevne.*

Kaste vi vort Blik paa Finantsbestyrelsen, der griber ind i alle andre Bestyrelsesfag, som i den hele oeconomiske Folkeforfatning, da seer her mørkt ud: I Ni og Tive Fredsaar er Statsgjelden ikke formindsket, men Afgifterne føleligt forøgede. 1813 gjordes Statsbankerot; men nu behøves blot en smule Krig, blot Frygt for Krig, til at bevirke en ufrivillig Nationalbankerot . Og saa? - Ja hvad saa? - Her er det ligesaalet at svare som at spørge.

Vi ville blot henlede Opmærksomheden paa efterfølgende Gjenstande for Salg og for aarlige Besparelser:

A. Vore vestindiske Øer, hvor Climatfeberen er langt fra det mindste Onde, hvor Pengegridskhed avler Statsbedrag, Selvtægt, Tyranie, Sørøverie (ikke ret mange Aar tilbage). Hvad har den arme Moderstat, fordi hun sender aarligen af sine Børn mange Slagtoffere did, der, hvis de nu ikke alle crepere i Utide, dog for Størstedelen demoraliseres, og ere, ei allene tabte for Samfundet herhjemme; men hyppigt noget værre for samme.

Sammenregner - hvis det ellers lader sig gjøre med Nøjagtighed - Udgifterne; hvortil hører Embedsmændenes og deres Drabanteres brillante Lønning, tilligemed de Aftrædendes Vartpenge, Milicens Sold, offentlige Værkers Vedligehold, Krigsskibes Udrustning, Bemanding og Gagering m.m.m. da ville Indtægterne', om disse og hine ellers maatte ordentligen revideres, snarere gaae over end under det Salarium, som en Statsauction over disse Øer vilde opløbe til, og saa var endda Kjøbesummen forholdsmæssig stor mod Salairet. Concurrerende Lysthavere kunde ikke mangle. -

B. Vore Forter og tilgrændsende Landbesiddelser paa Guineas dræbende Kyster, giver, efter Slavehandelens authoriserede Ophævelse, et endnu jammerligere Resultat, saavel i moralsk som i pecuniair Henseende - Bort med dem til enhver Priis! Kom her ei engang et Salg udaf, kom der dog en Besparelse.

Ligesaa C ved de ostindiske Husmandslodder. Proprietairerne lagde *

341 dem gjerne under deres Hovedgaarde. - Alle disse Coloniers Producter komme os hertil langt dyrere, end de erholdes f.Ex. i Hamborg og andre handlende Fristæder.

D. Hverken det franske eller engelske Hof har saamange Lystslotte som vort, hvis aarlige Vedligehold og deres mange Betjenteres Underhold medtage, ligesom offentlig Bestyrelse af forhen private Godser, ligesom Fabriker, drevne for offentlig Regning, m.m. store Summer, som ogsaa kunde være at holde inde. -

Vi gaae nu over til en langt vigtigere Materie, nemlig den collegiale Styrelsesform, der efter 1660 kunde være antagelig, nu og da ogsaa nyttig; men som allerede flere Decennier tilbage har staaet i Opposition mod Tidsaanden, og mod det fra Sløvhed og Servilitet amanciperede Folks Trang og Krav. 30 Millioner Engellændere, 40 Millioner Franskmænd, fordre ikke flere end 8 à 10 active Ministre. Skulde 2 Millioner Danske (med Holstenere), ikke være tilstrækkeligt hjulpne med 6 à 7? som, vel at mærke: maatte være ansvarlige for Kongen og Nationen.

Allene Cancellicollegiet kræver til egen Lønning, og til sit i mange hundredeviis gaaende Personale, til Ildebrændsel, Lysning, Papiir, Penne etc. et aarligt Tilskud af over tre Tønder Guld. De to af dem kunde spares, og af den tredie alle Ministrene lønnes. Det uhyre Locale kunde sælges, og efter Beliggenheden til høie Priser. - End Rentekammer, Toldkammer, Oeconomie- og Commercecollegium, Generaletat, Admiralitet, o.s.v. lige til Theaterdirectionen, der tager en 30-40000 aarlig Tilskud, istedetfor, som i andre store Stæder at have solgt eller bortforpagtet Theaterentreprisen. Det gik over een Million, hvad der ved Collegial-Bestyrelsens Reduction til en ministeriel, vilde bespares. - Vi holde nok Ministre, men hvor? Ved fremmede Hoffer; hvortil? tilstads og stort Pengespilde. Een udenlandsk Minister, men boende indenlands, var os bedre tjenlig, og for langt bedre Kjøb.

Gaae vi nu ned til de secundære Bestyrelsesfag: Læreanstalter, Hospitaler, Legater, etc.: da see vi hos disse underordnede Collegier samme Tendents som hos de overordnede: idelig overflødig Øsen af Pengekilderne; men utilstrækkelig Rede for Anvendelsen. - Foruden reglementerede Paalæg - store nok - har vor velvillige Nation ydet tilfældige, frivillige Gaver, om hvis Størrelse og Anvendelse, paa eet nær, Giverne ere forblevne ganske i Uvidenhed:

342

Invaliderne fra 2den April og deres Familier, Slottets Brand, Orlogsflaadens Restauration (efterat man havde seet paa, at den blev stjaalen bort) Collecter til de danske Fanger i de nordafricanske Rø. verreder, Collecter til Kirker, hvis Kapitaler vare forsvundne i Smeltediglerne - Hvor er alt dette bleven af? Hvad er det bleven til? - Kortpenge til Tjenerne! - Finantsbestyrelsen har været en Slibesteen for Øinene - Skulde da aldrig findes en Steen, der kunde helbrede for Stær? Broderfolkene heroppe have brugt saadanne: de ere komne op at see. Vi ere endnu nærsynede - Conservationsbriller! Og de godt slebne. Da skulle vi nok see Taagen i Syden, Nordlyset paa Fjeldene; fryde os ved det sidste, og ikke kuldskjære bæve for hiin. Tredobbelt Haandslag skal smælde fra Kronborg til Kjernen, mellem Skagen og Lindesnæs. -

Danske Mænd! taler, uden Mellemmænd, til Eders Konge, som Eders Forfædre paa Thinge til gode Konger, om den Magt han haver - en Fuldmagt, som Kongernes Konge bekræfte ham - at sætte nye, stærke Stytter under den skjøre Statsbygning! Ham selv til Hæder og Glæde! og Folket til uforstyrreligt Held!

Dannemænd! Nu eller Aldrig!!!

Ere alle Dhhr. enige med mig, da bliver Hans Majestæt at petionere om: 1) Det danske Riges Udelelighed, 2) den collegiale Bestyrelses-forms Forandring til ministeriel, 3) Almeenvaabenfærdigheds snarlige Indrettelse, 4) Oprettelse af et fast Forsvarsforbund mellem de tre nordiske Riger, hvorved allene disse i saadan Eenhed kunne hævde deres Selvstændighed.

NB. For at give Petitionen den tilbørlige Vægt, maatte den underskrives af jo flere jo bedre; og til den Ende trykt sendes til paalidelige Patrioter over hele Nørre- og Sønder-Jylland, maaskee vel og til Øerne, med Anmodning om at samle Underskrivter, og enten selv tilstille Kongen samme, eller og tilstille Udsenderen af Petitionen samme.

Hvad eller hvormeget af Rundskrivelsen Mhhr. ville bruge som Motiver for Petit, eller hvorledes de, ved en forhaabet Sammenkomst ville basere den, overlades til eget Skjøn.

ærbødigst

S. S. Blicher.

343

Nationalfordom

At et Folk har bedre Mening om sig selv end om Andre, er ikke mere end hvad der finder Sted hos det enkelte Menneske. Men denne overspændte Indbildning om egne Fortjenester, avler hyppigen en ubillig Undervurdering af Andres. Og en saadan Fordom antager alt for gjerne den langt værre Natur af Foragt og Had. Heraf saa mange, ofte meget blodige, ofte for een af Parterne ødelæggende Krige; meest dog i ældre Tider og blandt Smaanationer. - Dette er ikke alt for godt; men der er noget endnu af samme Surdejg, og det er alt for slemt.

Dette er nemlig, naar en Egn eller Bye i eet og samme Land vorder af egne Landsmænd paatrykt et saadant Brændemærke. Og dette er hverken nyt eller sjeldent. - Jøderne havde deres Nazareth, Grækerne deres Bæotien; Thracerne deres Abdera; Franskmændene deres Gascogne; Engellænderne deres Wales; Tyskerne deres Scbwaben, osv. - Danmark har - eller har dog havt sit Jylland (vel stort og vel godt til Vittigheds-Skive for det øvrige); og Jylland har - til en mager Erstatning - havt sit Mols.

Hvorfor ere just Jyderne blevne saadanne Udskud, og det i den Grad, at Digtere som Holberg og Wessel ikke have gjort sig nogen Betænkning over at benytte denne gamle - ikke blot danske, men ogsaa norske og svenske Fordom i deres Skjemtedigte?

Har Naturen da været en saa grusom Stifmoder for Jyderne, at hun haver skabt dem dummere, gjerrigere, fejgere end andre Nordboer? Fødes her ikke Andre end Studenstruper paa denne stakkels Halvøe? "Jydeskræppe!" har det hedt nordfra, "Jutatiuf!" Øster fra, og nu nylig sønderfra beder man Gud bevare sig for os. Vi kunde næsten blive bange for os selv. Men lader os see os tilbage i Fortiden! Da Gotherne kom herind til Nordens vilde Urbeboere, og klarede op med lidt østerlandsk Lys, da udrøddede de eller fortrængte de oprindelige 344 Indvaanere, under Benævnelsen af Finner og Lapper, op i det yderste Norden af Sverrig og Norge, og ud i Vesterjyllands Heder og Skove. Eotner - Jotner - Joter - Jyder (Menneskeædere paa ny dansk) bleve vel taalte, men ligesom nu Americas Vilde af deres europæiske Undertrykkere. Der have vi denne ældgamle Fordom, der har spøgt igjennem saa mange Aarhundreder. Men det var vel paa Tiden nu om man kunde mane den. Det var paatide at holde sammen, hvad der hører sammen, og ikke selv hjelpe til at lade de Andre reent adsplitte os.

Det var et slemt, et ildevarslende Tegn herude i Sønderjylland med den oprørende Skaal. Dersom der virkelig er saaledes drukket: "Gott wolle uns bebüten, daß wir nicht werden Jüten! drukket i Jylland - thi lad Germanomanerne længe nok kalde det Schleswig! - det er Jylland - da kan man ikke med sin yderste Flid hitte paa nogen anden Undskyldning: end at den maa være drukket i Drukkenskab. Men endda kan man ikke holde sig fra at tænke paa det gamle Sandsagn: "Sandhed skal man høre af Børn og fulde Folk." - Hvad monne de da egentlig ville? Ville de da endelig indlemmes i det tydske Rige? der er adskilt i to hundrede Stater - der har næsten ligesaamange Regjeringsformer, som der ere Regentere - der har næsten ligesaamange Religionssecter, som der nu adsplitte Christenheden - der har absolut Regjeringsform i een Stat, stænderisk i en anden; og den endda stundom ikke længere, end til der kommer en ny Regent - der er Turnplads, Valplads for alle dets Naboer - der har paa eengang Krig i een Stat og Fred i en anden - der har indbyrdes Krig (eller dog har havt mange og lange og blodige nok), reglementeret Borgerkrig - der har Pressefrihed paa een Kant og Pressetvang paa en anden - Rigdom paa een Kant, Armod paa en anden. - Vi Danske sige: Tak for os! Og saa borde vel alle Danske paa denne Side af gamle Dannevirke. Een Konge, eet Tungemaal, eet Sind binde os Alle med uopløselige Baand. Hvad Gud ved Naturen har sammenføjet, skal intet Menneske adskille.

345

Danskhed

Dette er maaske et nyt, eller et fornyet Ord; men det har en gammel Bemærkelse; men denne er nærved at være forældet, og trænger derfor til en Fornyelse, en Foryngelse. - Længe nok, altfor længe er der arbejdet paa at udslette det gamle Præg. Og det er ikke Fremmede allene, men fuldt saa meget vore Egne, som have lagt Hænder paa dette jammerlige Værk. Dansk Dragt blev omskaaren, eller hensmidt til Bonden. De andre Stænder, de der kalde sig de højere, ombyttede Kofte og Broge med franske Eenspænderkjoler og tydske Pludderbuxer. Man brændte sit naturlige Haar, og gjorde et Storkerede deraf; eller man hængte derover en grundmuret Paryk og bestrøede den med Meel. Man hentede italienske og franske Spindelvæve, og drog dem over sine Been, der heraf fik passende Navn af Porcellinsbeen. Kunde Kvinderne være klogere end deres Halvmænd? De opbyggede Pyramider paa deres Hoveder, og Fængsler paa deres Kroppe, Bastioner om deres Hofter, og Stylter under deres Hæle. - Men det var langt fra ikke nok: det danske herlige Modersmaal foragtedes som Pøbelsprog, og henslængtes, ligesom de danske Klædemon, til Almuen og Tjenestefolk. Man sprekkede tydsk og parlerede fransk, løst og fast; og naar et adeligt Par skulde copuleres comme il faut, maatte Præsten vie dem paa Fransk. Embedsclassen, de Lærde, havde samme Sygdom - morbus peregrinus - men med andre Symptomer: deres delirium yttrede sig i Græsk og Latin, og denne Sygdom er endnu her endemisk og af haardnakket Natur. Folk, som ellers tale godt Dansk, kunne stundom i 5, 6 Timer ikke faae et dansk Ord frem, men snakke Latin saa Sveden triller ned ad dem.

Men det var ikke nok dermed. Endogsaa vore Lege og Forlystelser skulde ombyttes med fremmede. Vi kjende ej engang mere vore Oldtids-Dandse - maaskee den færøiske hører til disse; men vi have havt polske Dandse, tydske Valtser, franske Dandse, engelske Dandse, 346 scotske Dandse. Vi lade vore Børn oplære til fransk Cotillon irlandsk Paddy, spansk Fandango og italiensk Molinasco. Men det er ej heller nok, at vi træde alle disse udenlandske Dandse, vi maae ogsaa have Maskerader, i hvilke vi repræsentere alle Folkeslag paa Kloden. Men dette er ikke heller nok, at vi ere andre Nationers Abekatte - menneskelige Abekatte; vi ville ydermere være Abekatte i anden Potents: vise os som Ourangoutanger, Strudse, Kalkuner osv., hvilke Abekattestreger koste ti Gange saameget som en feed Kalkun.

Det er historisk: at der i denne Konges Tid ere gjort mange og lange Skridt tilbage fra de nye Daarligheder, og fremad til fornyet Folkelighed. Det er historisk: at denne Gjenfødelse er begyndt og fortsat ligesaavel af Kongen, som af de fædrelandssindede blandt Folket. Men Fortsættelsen er standset: og enhver Standsning er en Tilbagegang.

Store og stærke Folkeslag kunne langt længere ustraffet tillade sig saadanne Daarligheder; men Straffen undgaaes ikke, fordi den udhales. Den begynder indvendigfra, naar derimod smaae Nationer først føle den udenfra. Vide vi, hvor snart den vil komme? eller hvorfra? Vaagner derfor op, Danske! hvis I eller ønske at beholde og efterlade dette Navn til Eders Efterkommere. Ak! der ere saa Faa, der vækkeog ak og vee! der er Ingen, som svarer. Gaae de da Alle og rode i deres Agre, og prøve deres Øxne, og øve deres Kjøbmandskab? Eller staae de allene op for at lege? - Kamplege skulle I lege, at I kunne være beredte, naar Tiden kommer! Stoler ikke paa fremmede Venner, som vil kunne drikke Dus med Eder i Eders eget Blod! Stoler ikke paa fremmede Beskyttere, der vil kunne faae isinde at lægge Eder Bidsel i Munden, og Sadel paa Ryggen! Men om dette skeer, da seer til, om I kunde trøste Eder med et: "Det havde vi ikke tænkt"

347

Nationaldragt

Mennesket er et med Forstand, men ogsaa med Sandser begavet Væsen; og følgeligt er det ligesaavel sandseligt, som forstandigt. Vi tage her Sandselighed i den naturlige, rene Betydning. At ville underkue denne, er ligesaa forgjæves som naturstridigt; men den skal styres, ledes og forædles. Mange føle dette, men tør ikke være det bekjendt; og det højeste de ville indrømme er, at Sandseligheden €: de menneskelige Følelser, vel faaer Lov at være til (det kan alligevel ikke forbydes), men dog kun i et Slags Tugthuusliv under Fornuftens Slavepidsk. De Gamle vare naturligere, det er: baade ærligere og klogere; de indrømmede Sandseligheden lidt større Frihed, og lode den træde i hæderlig Tjeneste hos Fornuften.

Fornuften kan maaskee bevise os: "at Klæder ikke skabe Folk"; og at en Mand er den samme, enten han gaaer i en sort Kjole, eller i en hvid, i en lang eller en kort, med Buxer eller Skjorter. Men tage vi Erfaringen - Historien paa Raad med, da faae vi Beviis for det Modsatte; og under intet Forhold er dette stærkere, end ved Nationaldragter.

Romerne havde deres "Toga" ; den var Nationaldragt, Hædersdragt; den var for dem hvad Cocarden i vore Tider blev for Franskmændene. De vare stolte af denne Dragt - ikke fordi den var smuk, eller kostbar, eller klædelig; men fordi den stemplede dem til Romere; det var ikke den enkelte Romers Dragt, men hele Romerfolkets. Den var dem en Ordensdragt, der ej alene indgød fremmede Folk Ærbødighed for dem, men og dem selv en saadan Æresfølelse, at den var dem som et Palladium mod Foragtelighed i Tale og Handling - just som Uniformen nu hos Krigsstanden. "Den røde Kjole" hedder det "taaler ingen Pletter." Den hvide Toga taalte heller ingen; og havde det ikke været netop Togaen, som hiin kaade Tarentiner besudlede; neppe skulde hans Trin blevet " afvadsket med Blod" og Tarentinerne 348 bøjede under det romerske Aag. Enhver Fornærmelse mod en "Togatus" var en Fornærmelse mod det hele togaklædte Folk; og en Plet, som Een Romer selv satte paa sin Toga, troedes at besmitte alle de Andres. Men denne Toga var og et Stempel, som gjorde Alk lige i Hverdagslivet. Krigeren bar sin "Sagum", men kun i Krigen; Consulen sin "Prætexta", men kun i sin Function som Consul; udenfor "Curia", borte fra Hæren var han uniformeret ligedan med Bonden. Negative taget faae vi det samme Resultat. Da Højskotternes Uafhængighed blev jordet ved Culloden, søgte Sejerherrerne at dæmpe det gamle trodsige Mod tilligemed Frihedslysten, kort hele Nationaliteten ved at forandre Nationaldragten. Til den Ende begyndte de med Buxerne, dem der var disse Bjergfolk ligesaa stor en Vederstyggelighed, som Turbanen kan være den nidkjære Christen; Højskotterne befaledes "at bære Buxer"; hvilket Bud de i Begyndelsen opfyldte paa ægte engelsk, ved, naar de vare nødte til at komme blandt Lavlænderne, da at bære dem paa Kjeppe over Skulderne.

Sultan Mahmud har og taget Buxerne med iblandt sine Reformer, og derved lagt sin Menneskekundskab for Dagen.

Hvorfor skulle vi Danske ikke have Nationaldragt? Nu kjende vi hverandre blot ved Hjelp af Hørelsen; men er Synet da et foragteligt Middel? Med Øjnene kunne vi endog langt lettere og hurtigere kjende hverandre end med Ørerne; og de Indtryk der gjøres gjennem hine, torde vel endog ofte være kraftigere, end dem vi modtage gjennem disse.

Paa Talen kjende vi rigtignok hverandre som Danske; men tillige som Kjøbenhavnere, Sjællændere, Fynboer', Vesterjyder, Østerjyder, Wendelboere, osv. Men Dragten, den vilde udelukke alt Provincialt, og fremstille eet eneste Nationalt.

Men nu see vi ikkun alle danske Provincialdragter i blandet, broget Mangfoldighed; men gaae vi fra Landsbyen ind i Staden, da see vi udenlandske Folk. Vi vide ikke, enten det er Franskmænd eller Engelskmænd, eller deres Abekatte. Var det dog ikke bedre, om vi kunde kjende: "Det er en rigtig Dansk!" Og ikke som nu: "Det kan være en Dansk, eller en Fremmed, eller en Blænding."

Hvorledes er det dog gaaet til, at vi Danske, der fordum havde fuld Ret til at sætte Løven i Vaabenet; Vi, mod hvem de betuttede Franskmænd helst forsvarede sig med Psalmer og Røgelseskar; Vi, hvem en 349 Engellænder ej torde gaae forbi paa en engelsk Broe, men blev staaende ved hiin Ende, til "The Lord dane" var passeret* - at Vi sende nu vore Skrædere til London og Paris, for at de kunne lære at omskabe os til Franskmænd og Engellændere? O Vee! Det er nok ikke blot i Skind, men og i Sind!

Der var en Tid, da danske Sværd havde vundet ti Gange saa meget Land, som det hvorfra de uddroge. Men saa vendte de sig mod hverandre; og saa gik det Vundne og mere til; fornemmelig, da man begyndte at tydskes og lade sig tydske. Og dette er endnu ikke forbi. Thi kan man faae Sønderjylland fortydsket, og "Kongeaaen gjort bredere" - maaske de vil have Nørrejylland skudt op i Christiania-Bugten - saa - saa vil det engang hen i Tiden hedde i Verdenshistorien: "Der var fordum et Rige i det nordlige Europa, som heed Danmark. Det var et saare mægtigt Rige, og indbefattede ej alene Øerne i Østersøen og den cimbriske Halvøe, men ogsaa Sverrig og Norge og til en Tid hele Engelland og Tydsklands nordlige Kyster. Men saa blev det indbyrdes ueens, og eet Stykke skilte sig fra efter det andet. Og de Danske lode sig - ikke saameget overvælde, som overliste af *

350 Andre; og de skilte dem efterhaanden ved deres gamle Sæder og Skikke, deres Guld og Sølv, deres Klæder og deres Vaaben, og tilsidst ved deres Tungemaal, der endnu som eneste Levning skal findes i enkelte Landsbyer paa den store jydske Hede, maaskee og hist og her mellem Sandklitterne ved Vesterhavet."

Der er talt saameget om Besparelser- og der er vel endelig ikke talt for meget endnu. - I den her omtalte Sag er endda og Noget at tale om Besparelse. Hvad her aarligen gaaer ud for Klæde og Cassimir, og alt det hele lange Synderegister af udenlandske Silkeklude og Bomuldslapper, til at udmaje vore og vore Kvinders Kroppe, til at vedligeholde denne tragicomiske "Verdensmaskerade" - See! alt dette kunde spares, naar vi og vore Kvinder ikke skammede os ved at være Danske.

Vore gjæve Forfædres Nationaldragt var Kofte og Broge (lange vide Buxer). Den var mandig, den var bekvem, baade tilsøes og tillands. Endnu hører denne blaae xKofte til Bondens Nationaldragt i Omersyssel; og besat med sine tvende Rader Sølvknapper er den iøjnefaldende smuk. Spørger Du en Bonde fra "sønden Randers" om en saadan klædt, saa svarer han: "Det er en "Overfjording" €: Een som har hjemme Norden for Randers Fjord; men han er nærved for denne Koftes Skyld at ansee ham kun for halv Landsmand. Og denne siger om hiin eller om Een fra andre Egne: "Det er en sær Kumpen, hvor mon han er fra?" - Men vi skulle Alle kunne see paa hverandre, hvor vi ere fra i Danmark - ikke fra Omersyssel, eller Lowsyssel eller Vensyssel, eller "Sletten" eller Kulsvieregnen; men fra Danmark.

Saadan en Kofte, med opstaaende Krave, men Overslag og naaende til Knæerne, bedækker hvad den skal, og hindrer ikke Gangen, Den kunde bruges til Arbejdskjole og til Stadskjole, af Søkrigeren og af Landkrigeren. De Aftegn, der skulle skille den ene Stand fra den anden, vare let anbragte, saavel paa samme, som paa Hatten eller Hætten (Chacot). Men enten den nu var af Vadmel eller Klæde - efter Enhvers Evne og Lyst - Tøjet behøvede vi ikke at forskrive og betale i dyre Domme.

Naar den unge Romer havde traadt sine Drengeskoe, og førstegang beklædtes med Mændenes Toga, da rystede han Barnet heelt af Ærmet. Han følte, at han nu var værdig til at ogsaa bære Sagum i Kampen mod Romas Fjender. Saaledes skulde ogsaa vore Knøse, ved at ombytte Trøjen med Koften, føle sig ophøjede i Mændenes Klasse. 351 De skulle føle, at de ere - ikke saameget værnepligtige, som meget mere værneberettigede.

Nu, jeg er ikke den Første, som haver bragt denne Folkesag paa Bane - Gid jeg heller ikke maatte blive den Sidste!

352

Almindelig Værnepligt

Vi have nu nys seet, ej allene med Forundring, men og med Forbavselse; ej allene med Forbavselse men og med Bedrøvelse - dyb Bedrøvelse - at det vigtige, ja vel det allervigtigste af alle de Forslag, der ere gjorte i Danmarks Stænderforsamling: det ovenskrevne nemlig, ej engang har kunnet udvirke en Committees Nedsættelse.

I Systemerne schematiserer man Pligterne under tre Hovedrubriker; men Værnepligt, denne Pligternes Pligt, hører under dem alle tre: at værne om sit Fædreland, det er Pligt mod Gud, som gav os dette: det er mod vor Næste i dette Fædreland, en indbyrdes vexelsidig Borgerpligt, af hvilken alle de andre ere betingede: det er Pligt mod os selv; og uden denne er ingen Sikkerhed for Ejendom og Liv, for Legeme og Sjæl, for nogetsomhelst physisk, intellectuelt og moralsk Gode, som her skjænker os legemlig og aandelig Nydelse og i os befæster Haabet om et herligere Hisset.

Hvad kan være mere lavtegennyttigt, end at ville unddrage sig denne Pligt enten ved at frakjøbe sig samme, eller ved at vælte den over paa Andre? Og hvad er tillige mere farligt? Naar Fædrelandet er i Fare, kan det da være ret eller gavnligt, at Een af ti vaabenføre Mænd kæmpe for det, og de andre Ni staae hos og see til, eller krybe i Skjul? Kan man undres over, ynkes over, at de Hænder, som laae i Skjødet istædetfor at løfte Sværdet - at disse Hænder lægges i Lænker? at de, som ikke ville vove Livet for Friheden, at de miste den, eller i bedste Fald dem begge? - Men dybtnedtrykkende, sønderknusende er det: saaledes villieløs og magtesløs at vorde berøvet Livets høieste Goder lige indtil Æren selv. Er det at opfylde Pligterne mod Næsten og mod sig selv?

"Hvad koster det?" Dette er et godt oeconomisk Spørgsmaal, som enhver Huusfader gjør, naar han vil kjøbe Noget. Er det ham for dyrt, saa lader han det være. Men naar vi nu have et Fædreland, skulle 353 vi da ængsteligen spørge: "Hvad koster det at beholde det?" - Sandeligen! det koster ikke nær saa meget, som at tabe det! Eller troe I, at en Erobrer vil formindske eders Skatter? eller spare eders Trælleblod i hans andre Krige? Forblindede Folk! ej engang Dit Mad og Dit Navn lader han Dig beholde. Her kunde maaskee en lille Tid blive et Jylland, et Fyen, et Sælland; men intet Danmark! Bonden kunde vel faae Lov til at tale sit jydsk, sit fynsk, sit sællandsk; men dansk det vilde i Tidens Løb vorde et dødt Sprog, som maaskee brugtes til en Afvexling i lærde Skoler: hvor Dine Ætlinge kunde faae Ørefigener for "Kong Christian stod ved højen Mast" og Niels Ebbesøns Vise.

Ville I ikke troe det, saa seer tilbage i Historien! - Hvorved gjorde Romeren sig til Herre over den da bekjendte Verden? Ikke allene ved sin ubøjelig Villiekraft, sit ligesaa faste og uforanderlige politiske System, ej heller allene ved sin Krigskunst, sin jernhaarde Disciplin; men og ved den almindelige Værnepligt, som var forbunden med Krigskunsten og Disciplinen; og uden hvilken disse ikke skulde ført Romernes Grændser ret langt ud over Tiberfloden. I Fred havde Rom ikke en eneste Soldat - i Krig var hver Mand Kriger; da ombyttede enhver Toga med Sagum.

Men ryk længere ned i Tiden! - Hvorfor kunde Ditmarskerne gjennem mange Aarhundreder forsvare deres Frihed mod baade Danske og Holstenere? Hvad vilde vel deres Frihedssind allene have hjulpet dem, naar de ikke alle havde brugt og forstaaet at bruge deres frygtelige Spyd?

Hvor langt vilde Russerne være komne med Polakkerne, havde disse istædet for 100,000 Mand kunnet opstille en halv Million?

Det danske Rige har næsten ligesaamange Vaabendygtige. Hvilken Fjende kunde vel finde sin Regning ved at udruste en saa uhyre Hær? Og mon den ikke vilde koste langt mere, end den i det allerlykkeligste Tilfælde var istand til at vinde? De skulde nok lade os i Roe.

En saa liden Stat som Danmark har ingen anden vederhæftig Borgen for sin Selvstændighed, end almindelig Vaabendygtighed. Uden denne, vil det kun leve et usikkert Statsliv; et Liv, der blot hænger i udenlandsk Politik - politisk Skinsyge - det vil sige: hænger i et Haar. Vi kjende allerede noget til Udskiftning i det Store - hvad betrygger os for nye Landinspectører? - Tractaternes Ubrødelighed? deres evige Fasthed? Ministrenes Ordholdenhed? Regenternes uforanderlige Ædelmodighed?

354

Mon det dog ikke var sikkrere at stole paa os selv? - "Stol paa Gud!" Det er ret! Men den, der ikke vil bruge de Kræfter, Gud giver ham; mon han og tør stole paa en miraculøs Bistand af den usynlige Magt, hvis Gaver han foragter?

Der er noget højst mærkeligt i Danmark ved den omhandlede Sag; andre Stater, som i ældre og yngere Tider have havt almindelig Bevæbning i sig, de vare Republiker; men Danmark er et Kongerige. Kongerne omgive jo almindeligviis deres Troner med Livvagt, med hvervede Soldater, helst fremmede Soldater, med hvilke de forsvare sig baade mod indvordes og udvortes Fjender. Her hos os er det ganske omvendt: tilforn bestod vor staaende Hær ene af Lejetropper - nu have vi slet ingen af det Slags. Men her er gjort mere endnu: tilforn var det allene Bøndernes Børn, som i Krigstid bleve udskrevne til Tjeneste, og det endda med mange Undtagelser; Kjøbstæderne vare reent frie - nu erhverve ogsaa disses Beboere i Fredstid stedse Vaabenfærdighed; og det er neppe for meget sagt: at Landet allene herved har erholdet henved 20,000 Forsvarere flere.

Men her er gjort mere endnu: tilforn blev ingen øvet i Vaaben, førend han med eet kom ind under Corporalens Stok og Officerens Klinge - nu blive de danske Drenge allerede i Skolen forberedte som i Leeg og med Lyst; og der er Ingen, som nu gjør sig selv til Krøbling, for at blive fri for at følge Kalveskindet, hvis Lyd forhen var ligesaa frygtet som den yderste Dags Basun.

Og uagtet denne Statsstyreisens Tendents til almindelig Vaabendygtighed, ville dens Raadgivere ej engang høre tale om samme! Det vil staae som et sørgeligt Blad i den danske Historie: at en blind Mand, født udenfor Danmark, har hævet sin mandige Stemme for at bringe alle Danske til at være Mænd; men at denne Stemme blev overdøvet. "Der kan ikke være Tale om et Forsvar, som vilde koste Landet mere, end dets Indtagelse af en Fjende!!!!" Saaledes lød det forrige Gang paa Danmarks gjenoprettede Landsting; og denne uheldsvarslende Røst tilbageslaaes endnu af den gamle Domkirkes fortørrede Mure.

Det koster - det koster! ja vist koster det - alting koster - Stændernes Raad koster ogsaa. Men af alt, hvad der koster, er Intet saa kostbart som det, at blive erobret af en Fjende.

Naa! hvad koster det da at forsvare - at frelse sit Fædreland, sin Selvstændighed, sin Ejendomssikkerhed, sin Legemssikkerhed, sit Modersmaal, sin Nationalitet? Hvorledes staaer Priis-Couranten paa 355 disse Vare? Har Peder Madsen Bogholder ogsaa udregnet det rigtigt i ægte og uægte Brøk? Ja, Ja! jeg vil nok troe, han forstaaer sin Søren Mathiesen: Regningen er rigtig paa Facit nær; thi det er Nul - et stort Nul, et politisk Nul og Intet!

Men skulde det da og see saa farligt ud med denne Bekostning? Dersom det danske Landeværn organiseredes, eqviperedes, excerceredes ganske, som den nu bestaaende Armee, ja da vilde det jo koste ti tolv Gange saa meget som nu, og saaledes snart opløse sig selv. Det kan da ikke være Meningen; man skal derimod søge at godtgjøre, at Statskassen snarere skulde vinde end tabe ved den paatænkte Landeværnsindretning.

  • 1. Kunde Læretiden nedsættes til en tredie Deel, (som i Sverrig) hvorved følgelig et tredobbelt Antal blev vaabenøvet med samme Bekostning som nu.
  • 2. Paaklædningen (Uniformeringen) skulde ikke falde det Offentlige til Byrde; thi ethvert Individ kunde - endnu uden Extraudgift for sig selv - anskaffe sig hele Uniformen, naar denne nemlig tillige var Nationaldragt. I Fredstid vilde denne være uden Decoration, eller maaske blot fremvise et Fredstegn paa Hat eller Kjole; i Krigstid kunde disse da ombyttes med passende Symboler, f.Ex. et Sværd eller andet Vaaben.
  • 3. For Vaaben (Armatur) maatte Staten eengang for alle sørge, men deres Vedligehold blive Individernes Sag. Bøssen, Bajonetten, Kaarden, Patrontasken vilde saaledes kunne gaae i Arv fra Fader til Søn gjennem flere Generationer; og derved endog hos den Bærende faae Krav paa særdeles Kjerlighed: det Sværd, som i elsket Faders Haand havde forsvaret det elskede Fædreland, vilde i Sønnens med fordoblet Kraft føres til Afbetaling af den dobbelte Gjæld: der vare med dette Staal sammensmeltede hæderfulde Minder, der vilde opflamme til ubetvingelig Tapperhed: "Med dette eller under dette" vilde straale i Flammeskrift paa den dyrebare Klinge.*
* 356

Tale paa Himmelbjerget den 1ste i Høstmaaneden Aar 1839

I gamle Dage - at sige: i de gode gamle Dage - have bestemte, derhos frivillige Folkesamlinger været af høieste statslig Betydning. De olympiske Lege vare noget mere end Nutidens Vædderidt, Boxing, Badegjæsterier og Dyrehavsture.

I hine ret egentlige Nationalforsamlinger næredes, styrkedes folkelig Aand og Følelse, Fædrelandskærlighed, ja Kunstsands og alsidig Videnskabelighed.

Det var i Kamplegene, hvor græske Ynglinge oplærtes, opflammedes til Uovervindelighed i Alvorskampe. Det var ogsaa der hvor en Phidias og en Apelles, en Leonidas og en Thucydides, en Euripides og en Demostenes gjenfødtes til et høiere, et ædlere Liv.

Intet Areopagos, intet Senat, intet Parlament, ingen Forbundsdag vil være istand til at virke saa vældigt, og paa eengang i saa mange Retninger og derhos saa concentrisk.

I vore gamle Dage - de vare baade gode og onde - da samledes vore Forfædre i Lejre, ved Viborg, paa Urnehoved. Der handledes om indvortes og udvortes Forhold; Samlingens Formaal var ene og allene statsretlig.

Disse store Thingmøder gik efterhaanden af Brug, gik over eller nedad til "Landsthing, Herredsthing, Birkething", paa hvilke blot Sager mellem Mand og Mand afgjordes; paa hvilke allene Loven eller dens Haandhæver havde Ret til at føre Ordet.

Vi kjende mere end nok til de mørke Aarhundreder som fulgte paa Knuds glimrende Dage. Og sælsomt! at det lille Danmark efter saa uhyre lang en Dvale ikke døde af Sovesyge. 'Endelig er det opvaagnet - Folket begynder igjen at see om sig.

Guttenbergs Opfindelse - den vigtigste af alle dem der ere udrugede i menneskelig Hjerne - tændte Lys ogsaa for Syvsoverne i Norden. - Pressen er Tankernes Dampskib. Ved denne Sortekunst taler Een, paa 357 eengang til Tusinder paa tusinde Steder, men det tause Sprog gjennem Øjnene. Hvorfor ikke gjennem Øret, med Tungen - Tankens nærmeste kraftigste Locomotiv? Men dette i en Folkesamling som denne.

Landsmænd! histnede løber Danmarks Alpheus - her staae vi paa dets Olympos. Den Otteogtivende i Blomstermaaneden fejre vi som Fædrelandets Gjenfødselsdag; hvorfor ikke denne politiske Selvopstandelse paa Bjerget her, som bærer Navn af Himmel.

Jeg seer disse mørke Banker smykkede med Skaberens skjønneste Blomster - danske Mænd og Kvinder, hilsende Maisolen, som den opruller i Østen. Jeg hører dem hilse den med Sange - med Frihedens Folkesange. De danske Bøge her, de danske Bølger hist gjengive de jublende Toner.

Tys! - der tales. - Hvo ere de som tale? Og hvad tale de? De tale om Fædrelandet, for Fædrelandet, til Fædrelandet - Hør! Folket tiljubler dem - de have udtalt Folkets Røst. De have tolket den paa Sandhedens og Dydens og Frihedens Universalsprog.

Hør! Det er ingen Dansk, som nu taler - dette Tonefald er Norsk - eller Svensk - Ah! Saa ere de indbudne deroppefra og deroverfra - Ret saa! Det er Naboer og Sødskende - Vi ere alle Nordmænd.

Hvad nu? Seer! Sletten histnede - Lyngheden - det er en romersk Arena - men uden vilde Dyr, uden menneskelige Rovdyr. Man løber, man brydes - man fægter - man skyder - paa Tribunen sidde Dommere med Krandse af Bøgeløv - Sejrherrernes Belønning - de Lykkelige! Deres Lokker bekrandses med levende Diademer - Musikken hilser dem - Digterne besynge dem - Kvinderne tilsmile dem.

Ak! Om dette ogsaa var en Drøm? et phantastisk Bedrag? - eller et Varsel? - Dette gjælder maaske vore Børn - eller deres Børn - eller deres igjen? O! maaskee dog virkelig de Tider ere ivente, da Nordboerne skulle fejre saadanne Folkefester, da de forsamle sig, Mand af Huus, paa Himmelkulle her - paa Kinnekulle hisset - paa Krogkleven histoppe.

Brødre! hvad om det er Eder, der idag lægge Grundstenen til Danmarks Circus! til fremtidige Fester ville I da vistnok indbyde vore Brødre paa Fjeldene, hikalde deres og vores Skjalde til Væddesang om Fædrelandssind, om Kjærlighed og Venskab, og Manddom og Trofasthed i det gjenfødte Norden!

358

Den første Folkefest paa Himmelbjerget

Ifjor den 1ste August vare nogle - ikke en Snees - unge Mennesker samlede paa dette Danmarks høieste og skjønneste Punct. De bestemte, at ville mødes sammesteds samme Dag iaar. Kun Een af disse indfandt sig - hvilket gjør os hjærteligt ondt for de Andre; thi Vinket var givet, og nu hidkaldte det 5-600 Danske af alle Stænder og Aldre, Her var Generalen og Soldaten, Greven og Bonden, Præsten og Degnen, Barnet ved Brystet og Oldingen med Sølverhaaret. Her var Maleren, Billedhuggeren* og Digteren - ja hele to: Peder Jensen fra Viby Mark og Steen Steensen fra Spentrup. Den Sidste havde, lige saavel som den Første, en trykket Vise med paa Melodien: "Danmark deiligst Vang og Vænge", der blev afsjungen (med flere ældre Folkeviser) af det glædeligt samstemmende Folk, efter først at være indledet ved den fortrinlige Regimentsmusik fra Horsens, der her paa Bjerget hilsede Folket ved sin Ankomst, og frydede Hjærterne lige fra Middag og indtil Solen forlod den klare og skjønne Himmel, forgyldende Søer og Strømme, Enge, Marker, Lyngbakker og Bjergskoven - det var som om Dagens Konge, til Festens Forherligelse, havde forjaget de Skyer, der i lang Tid lige til Aftenen forud havde formørket og vædet Jorden. Taler bleve holdte- og det baade af Præsten og Officieren, og Skaaler tømte for det elskede Fædreland og for dets Konge, og for Den, der staaer ham nærmest, og ved sit for faae Aar siden gjorte Besøg paa Himmelkuld vistnok gav første Anledning til en Folkefest, som - det tør vi frit ud spaae - aldrig vil ophøre, saalænge Danmark skal være Danmark, en Fest, der er af saa baade høi og dyb en Betydning, at ethvert fædrelandsk Hjærte vil *

359 frydes, og det med noget Mere end løse Profetier og flygtige Phantasier: her var Glæden ingen Indbildning og Haabet ingen Drøm. - Her saaes ingen Standsforskjæl - ei engang i Klæderne - Alt var Borger- og Borgerinde. Den, der til daglig Brug har Rang og Titler, havde paa denne sande Folkefest ingen anden end "Dannemand" ; og den, vi i daglig Tale kalde Høivelbaaren, var frisindet nok til at tale med, synge med, dandse med den, som Alle sige "Du" til. Ikke fordi det skulde just være saa mærkeligt, men fordi det Glædelige ogsaa heri skal vorde Borteværende vitterligt: Der var i denne - ellers sige Man "blandede", men herom siger jeg "ensformige" - Forsamling ikke den ringeste Uorden, ingen Overdrivelse i Nydelsen af Guds gode Gaver, og ikke et tvetydigt Ord, eller en skjæv Mine at mærke den hele lange, herlige Dag. Den komme igjen hvert evige Aar! Det ønsker

Een, som var med.

360

Blik mod Syden

Det er ikke godt at vide, hvad den Eidoriske (trans og cis) Propaganda egentlig vil, for den veed det ikke selv. Den vil nu for det første tydske os dumme Dånen for at gjøre fornuftige Skabninger af os, ogja hvad saa? Skulle vi saa være Meklenborgere eller Brandenborgere? Oldenborrer eller Hannoveraner? Lutheraner eller Græker? Aanej! vi skulle blot være tydske: i Haab om, at utallige Konger og Cousiner kunne regjere over os til Verdens Ende- og endda noget derefter -(som Præsten Rodenborg sagde i sin Liigpræken over Frederik den Femte) - i Haab om, at vi kunne nyde den Glæde, Ære og Lyksalighed, at de store Potentater ville bruge os som Jetons, som Dambrikker, som Marqver i det store Dominospil, maae vi jo med Glæde smide vort gamle Sprog, vor gamle Historie, vore Sæder og Skikke - kort vor hele Nationalitet i Pullien. " Den gamle Mand" bliver os altid vis.

Det er sært af jer, I forstokkede, forblindede Sønderjyder (om Forladelse: Nordholstenere), at I ej kunne føle Lyksaligheden af at høre til Tydskland. I maae slet ingen Sands have for det dramatiske. I Tydskland har nu i en Række af Aarhundreder været opført Comedier, Ridderspil, men især Tragoedier - af hvilke een varede i fulde tredive Aar - det er Noget - Og saa kommer der saamange fremmede Skuespillere fra alle de europæiske Theatre, og give et Charivari, der gjør Nar ad Alverdens Kattemusik - det kalder jeg ogsaa Noget. - Naa! lad mig nu see, at I viser Jer fra en fornuftig Side! ikke laaner Øre til Dannevirkesnak, men snakker Tydsk - om det ogsaa er Galtydsk! det er dog altid bedre end Godtdansk. - Hillemænd! hvilken Salighed, naar I faaer Allesammen "æ tydsk Religion". Kahænsæ, I faaer ogsaa Nørrejyderne omvendt, og lad saa tage Øboerne, Hvo der vil! Gute Nacht, Danemark! schlaf wohl! - angenehme Ruhe.

361

Af: Himmelbjergtaler 1841

Danske! - Jeg forelægger Eder paany to Sager, der ved første Øiekast mulig af En og Anden kan ansees for ubetydelige. Den ene er næmlig grammatikalsk, den angaaer de Stedord - Pronominer, med hvilke Man her i Landet tiltaler hverandre. I gamle Dage sagde alle "Du" til hinanden. - Du sagde endog den romerske Slave til sin Keiser - ligesom den norske Bonde til sin Konge. Men nu ere vi, ogsaa i denne Henseende, blevne Englændernes, Franskmændenes, Tydskernes Aber. Et Aarhundrede tilbage sagde Man "I" (det var Engelsk og Fransk); nu "De" (det er Tydsk); og Smaafolk kunde lade sig nøie med "Han" og "Hun". - Er det dog ikke avet, latterligt: at tale til En, ligesom om Man talte om den: at tale til En, ligesom om der vare Flere, og det endda slet ikke tilstede? Men denne ugrammatikalske Naragtighed er kommen herind med franske Snørlive og tydske Pludderbuxer, og saa mange andre udenlandske Moder og Unoder. Skulde det da være umuligt at bringe det Gamle, Naturlige, Folkelige paany i Gang? Skulde vi ikke ogsaa f.Ex. kunne faae os en stadig Folkedragt, istedet for, med stor Bekostning, hvert Aar eller hvert halve Aar - at lade os omskabe af Pariserskrædere? Og skulde vi ikke ligesaa let kunne vænne os til det ligefremme "Du"? Hvad om alle Vi, der beslutte at emancipere os fra fremmet Modetyrannie, anlægge og bære det nu uddelte indbyrdes Kjendetegn? Hvidt er Nordens Vinterfarve. Hvidt betegner Uskyld, Sjæls og Hjærtes Reenhed, ærligt Venskab, trofast Kjærlighed. Blaat er Havet, "de Danskes gamle Vei til Roes og Magt". Blaa er Himlen, til hvilken Hjærtet opsender sine Ønsker og Længsler. Blaa er denne Naturens store Tempelhvælving, fra hvilken den indre Sands hører trøstende Gjensvar paa Sukke og Bønner. Grøn er Vaarens festlige Dragt, Ungdommens Farve, Haabets og Glædens. I Vaaren grønnes de danske Skove, Marker og Enge - saa udfolder sig nu, som Bøgens Foraarsløv, Haabet om 362 Danmarks Foryngelse til kraftigt Folkeliv, efter den lange, lange, kolde, kolde politiske Vinter. Uden paa mit Hoved er det Vintermen indenfor er det Sommer. Alle I Himmelbjergmænd, i hvis Hjærter det ikke er Vinter, i Haabet om Danmarks Foryngelse, i det faste Forsæt at virke kraftigen og stadigen til dette Maal: lader os drikke "Dus" - ikke i Sydens Druesaft, men i Nordens frie Luft.

[...]

God Da' skal I ha', I kjære Sønderjyder! Naa, saa Kongeaaen er endnu ikke bredere, end at I kan beskræve den? - Et hjærteligt Velkommen! alle I Dannevirkemænd! Nørrejyden, og Øboen, og Fjeldboen række Jer Broderhaand, her hvor den nordiske Himmel haabfuldt begynder at klare sig. I ville være i med os Andre! I ville med den af Dvalen opvakte Folkeaand kraftigen medvirke til at bortaande den døsige Taage, som saa længe, saa længe har ruget over dette vort Fædreland, betaget Udsigten, søvndysset Sjælene og hidtil forgjæves mindet om Fimbulvetr og Ragnarokr. - Mit gamle Hjærte banker Eder ungdomsglad imøde - eder Alle, saa mange som have forladt Hjemmet, for at bygge det aandelige Dannevirke, en Vold, som, fast begrundet og standhaftigt fuldendt, skal trodse alle Elementer, endogsaa Politikens. - Hilsæl Brødre, til denne Glædesfest! Ja Glædesfest - men den er alvorlig og betydningsfuld. Idet Sandserne forlystes ved freidigt Samliv, tabe vi dog ikke de høiere, folkelige Hensyn af Sigte eller af Sinde. Den dybe, mandige Alvor i vor Glæde skal luttre og hellige de underordnede Forlystelser, og anslaae en saadan Grundtone, som vil gjenlyde i sin fulde Klarhed hos de Slægter, som efter os - længe efter os - skulle samle sig paa Danmarks Folkebjerg.

363

Af: Himmelbjerg-Taler for 1844

Til de danske Stænders Fremstillere.

Velkommen herop! I Fædrelandets udvalgte Mænd! I ere kjærkomne - ikke uventede? Hilsæl! her i denne Sal, hvor der er høit til Loftet, og vidt til Væggene; men hvor Hjærterne ere nær ved hverandre.

Dannebrødre! Det Æg, som vi fordetmeste Alle have ruget paa, kortere eller længere - Jeg idetmindste siden jeg selv var en Kylling - det er der nu endelig billet for. Af og til har Man hørt det pippe derinde; men Skallen var bestandig for haard - nu er det løsnet. Sjette Frederik pilkede; men gjennem den seige Hinde kunde han ikke faae sine Fingre. Derfor sammenkaldte han Eder, gjæve Stændermænd! men at arbeide med Slugvanter paa. I ville drage dem vel af, bruge de bare og trofaste Hænder, tilligemed veltalende Tunger og klartseende Øine!

Visselig! I see Danmarks Brøst. For at afhjælpe den, have I allerede djærvelig talet; men at handle - dertil have I hidtil ikke kunnet lange. - Hvilke Handlinger? Disse: at virke til Landets sande Vel, dets faste Bestaaen, til stadig fremskridende Folkekundskab, det er Selvkjendskab til Eenheden i Fædrelandssind, til Høiagtelse for, Opfyldelse af retfærdige Love, af Pligterne mod Den, som giver dem til Samfundets indvortes Bestyrkelse; til almindelig, klar Anskuelse af, at Pligten mod Konge og Fædreland - thi de staae begge i een, og det den første Artikel - at kun Pligten er Roden til alle de øvrige, saa vist som Alt hernede er ovenfra.

Konge! sagde jeg. Ja! Det har været og er endnu min politiske Troesbekjendelse: at ikkun Kongemagt kan modveie absolut Folkemagt, der, uden saadan Overvægt, nedtvinges til Afmagt; saa at slige Statsexperimenter i Rotationen ende, hvor de begynde, ved Kongemagt- og den da absolut. Historien belærer os om dette Facit af statslige Regnestykker. Men som Oplysning i denne Retning er i 364 Fremskriden fra Dæmring til Dag, sees grant: at Intet her i Verden bliver som det er; at Alt ældes - forældes. Forynges kan ikke Mennesket; men Menneskesamfundet: dette er enhver god Borgers Ønske hans Haab; dette er Eders, I Borgerforstanderes Bestræbelse.

Kun de, som stræbe at hjælpe sig selv, vil Himlen hjælpe - lader os ikke tøve til det kunde vorde for silde, og Andre maaskee paatage sig at hjælpe os, saaledes, at vi tilsidst blive hjælpeløse. Lader os Alle arbeide troligen, trøstigen! Alt under det Løsen: for Konge og Fædreland! Og nu for vore egne gode og gjæve Stændermænd: Hilsæl!!!

Til Nordmændene.

Norske Brødre! Velkommen hid fra eders stærke Fjelde! I selv stærke: stærke ved Eder selv! O, at vi hernede kunde føle os ligesaa! Men vi kunne ei engang sige: "Vi selv!" Og derfor et saa meget hjærteligere Velkommen! da I ikke medynksom trække paa Axlerne og vende os Ryggen.

Gud bedre det!

Fem hundred Aar vi tilsammen gro'de;
Da vilde de rykke os op med Rode.
Ja Tvillingstammen den fik Man kløvet;
Men Roden er endda ikke røvet.
Ny friske Skud, tre for een, sig svinge
Og frodigen sig om hverandre svinge.

Haah! Hvad fremmede Apothekere have havt travlt med at spæde Broderblodet i os - mens vore Provisore stode og saae til - ikke fortil, men bagtil- og forsømte Laboratoriet. Men endnu er Blodet dog lidt tykkere end Vand; der er kommen ny Ild i det - det opvarmes. Fostbrødre! lad os omhyggeligen holde Varmen vedlige! Skulde endogsaa Snepperter derfra eller histfra aftappe os noget: der kommer nyt og sundt igjen. - Nordmænd! medens Eders gode Magnus børstede Venderne paa Leirskov Bakker, da tænkte han vel mindst paa, at han kæmpede for et Folk, der i Tidens Løb skulde blive halvfrem-med for det norske. Da vores Margrethe, med den Synaal hun hvædsede paa Albrechts Slibesteen, sammenriede de trende Landkort, da drømte hun næppe om, at det saasnart skulde løbe op i Sømmene - 365 hvorfor løb det op? Fordi Danmark vilde være Manden, Norge skulde være Kone og Sverrig Medhustrue - det var Mesalliance! - En bedre er nu iværk. Maae den da knyttes fuldkommen holdfast! Kølen og Kattegat ikke længere være Skillerum; men rigtig stærkt Bindingsværk!

Til Svenskerne.

Svenska Bröder! Välkommen hår på Danmarks Kinnekulle! Låt det tyckes er som voro ni hemmatyckes? Voro? - Ni äro hemma. Denne bergen egas gemensamt af Svenska, Norska och Danska; liksom den Ande, der radar hår idag, och alla dagar vil råda öfver hele Norden. - Genom många Seklar har Jutalanns hufvud stråckat sig mer och mer längtanfull at svenska kusten, Hisingen och Lindesnäs åt Skagen. Naturen sielf har ritat det stora Land - och Siökort, som Nordens genius nu lithographerar.

Många Slag hafve vi skiftat, förfärlige Slag, vi tre. Dock, föll an den ena än den annen, upp sprungo de igen - lik Valhalls Einheriar på Vigrids Slagfält.

Men låtom os nu - det mycket båttre år - stå fast på Fätterne! icke emot, utan med hverandra! for hverandra! Ho kan då krossa någon af os?

366

Til de unge Skandinaver

ved Mødet i Sommeren 1845.

Nordiske Brødre!

I forrige Tider var "Juta" et Øgenavn i svensk Mund ligesom "Svensker" paa den danske Tunge. Og nu - idag - i den statsligklare Dag - taler en Jyde til Svenskere - men med et heelt modsat Sindelag; thi han taler til Brødre.

Hvorfra denne Forandring? Hvordan et Gimle efter Ragnarok? Det er fordi vi nu see vor strænge Opdragelse fuldendt! Vi har endelig absolveret vore lange, mange, besværlige Studier; have taget Førsteexamen med Hæder - den sidste vil hellerikke være langt borte.

Brødre! vore Fædre have havt haardhjertede Skolemestre; der ej allene selv pryglede Børnene, men tvang dem til at prygle hverandre.

Da disse nu bleve kede af den Indbyrdesunderviisning, saa kom der fremmede Skolepatroner og smed Skillinger ud, at Drengene kunde baxes om - imellem ogsaa forgyldte Æbler - hule - ormstukne. Jeg skal sige os: man vilde nødig have, at een af dem skulde faae Overmagten; men at de skulde baske, slaae hverandre paa Ho'edet, mase hverandre, saa man altid kunde have fersk Kød i sine Slagterboder.

Det nordiske Blod var Vand paa Udlændernes Møller.

Apropos ved Møller! - Der var eengang en mægtig Troldmand - siges der - som havde construeret en saa konstig Værmølle, at den kunde male gamle Folk unge igjen. Dersom vi vare lidt meer overtroiske, kunde vi fristes til at troe, at vi havde faaet os en Svingom paa disse fortryllede Vinger. - Vist er det - vi see det, vi føle det, føle det med ungdommelig Glæde, at vi have traadt vore Børneskoe - de bleve temmelig forslidte - opslidte ere de ikke endnu. -

Vore Forfædre lod sig ærre til Klammerie - Nu forliges vi. Paa vore egne Møller pille vi Skallerne fra Kjernen, bortsigte Nationalfordomme og barnagtig Efterabelse af fremmede Unoder, og blive ikke mere 367 forskrækkede ved Klappren og Buldren af fremmede Vindmøller. Norske! Svenske! Danske Brødre! nu allesammen Heelbrødre - Vort af Søvnen opvakte Folkesind have vore Stormes Styrke! ikke deres Ustadighed! Lad os holde ved at styre den rette Kaas! Saa Efterkommerne maae sige, i ædelstolt Følelse af uforstyrret Velvære, urokkelig indbyrdes Troskab, hjerteligvarmt Venskab - sige: Dette er Arvegods fra vore Fædre! Det skal aldrig komme i nogen Skifterets Hænder.

Amen!

For den nordiske Trefoldighed et sexmillionfoldigt - Forevig!!!

368

Af: Min Tidsalder

Theologie med Religion.

Ligesiden den Sidste meddeltes Menneskene, have disse, uden at benøje sig med de aandige Aabenbarelser, forsøgt at sandseliggjøre dem og tillæmpe Gudbegrebet, hvert Folk efter sin egen Nationalitet. Saaledes er Theologiens Oprindelse; og der ere endnu fremkomne langt flere Systemer, end der have været Nationer, lige fra Braminernes Theogonier i millionviis til Muhameds Monotheisme. Længe før Denne havde Moses, skjøndt levende mellem Katte- og Koe tilbedere, hævet sin Aand til samme Højde: Skinnet paa Sinais Top er, efter Aartusinders Henløb endnu langtfra at være udslukket; meget mere sees Glimtene deraf over den hele Verden, hvilken Jøderne nu have Parter i til Erstatning for Canaans Land.

Christi Religionslære var Troe paa Gud, Haab om Udødelighed, og indbyrdes Kjerlighed. Dermed kunde hans Religionsbekjendere ikke længe nøjes. Der maatte bødes paa den heelthvide Kjortel med mange farvede Klude, som man hentede fra Pyramider, Pagoder og andre hedenske Templer. Man sloges om Pjalterne, brændte saa een saa enanden, og lappede paa igjen. "Er det din Søns Kjortel?" kunde man have spurgt; men Sønnen selv vilde aldrig kunne kjendtes ved den.

Langt om længe fremstod Mester Morten, skar op, skar af, og reparerede saa godt Han kunde - i det mindste: hans Villie var reen og stærk. - Det var nu godt nok. Men siden blev flikket saa af Den og saa af Den. Det fik aldrig Ende, har ej heller endnu, kan jeg troe.

Hernede vil man gjerne bilde sig selv ind, og andre med, at man er hjemme heroventil - Naaja! man kan jo forsøge, hvor højt man kan klyve op! men tage sig vel iagt for ej at falde ned, og paa dem der staae underneden og stirre op efter den forvovne Acrobat. Vor Tid har havt mangfoldige saadanne Konstnere, men neppe nogen, der er steget 369 højere op end en vis Hegel; men han har, saavelsom de fleste andre Tydskere, brugt Philosophien som Balanceerstang.

Hvad har Religiøsiteten vundet ved alle disse Ascentioner? Det er mere end jeg veed. Men at Irreligiøsitet har faaet større, almindeligere Indpas, derom behøver man ikke at spørge Professores og Doctores Tfaeologiæ.

Secteervæsenet er endnu ikke ophørt; men er flyttet mestendeels over til den nordamericanske "Union", hvor William Penn tog Skomager Fox's Læst paa Skjødet; hvilken Læst virkelig passede godt til Menneskefod. Dersom Alle sagde "Du" til hinanden med ærligt Sindelag, da var Krig ufornøden; da kunde Hovedet uden Uhøflighed bedækkes, og Hjertet blottes. Naar disse, som man uforskyldt gav Øgenavnet "Sværmere" holde Gudstjenesten, da er det ikke med Tungen, men med Tanken.

Den mæriske Greves Undersaatter og deres Efterkommere røre Tungerne noget mere, men med dybalvorlig Andagt. Var Christiansfeldertøjet ikke slet saa dyrt, kunde jeg maaskee bedre finde mig i Kjønnenes Afsondring før Ægteskabet, og deres Whisttræk til samme. Ved Giftermaal skulde man dog raade for, Hvem man vil have til Makker. (Dersom "Ægteskaber sluttedes i Himlen" vilde dog ikke blive saamange Helveder paa Jorden).

I sin Tid aborterede den franske Revolution med en Slump Fornuftfostere, der viste Vorherre den Opmærksomhed at antage ham til Æresmedlem; men det er allerede længesiden man hørte noget om denne fornuftige Klub: den har vel opløst sig formedelst Hjernecassemangel. (Man kommer herved til at tænke paa de mange offentlige Gasser, der have været aabne og tomme, inden man tænkte paa det).

Hvo der er meget nysgjerrig efter at kjende flere Secter, Den vil jeg raade, at reise til Nordamerica, det Land der er saa frit, at Militsen er ligesaa tvangløs som Congressen. Paa den religiøse Tro er heller intet Baand. Hverken Sværmere eller Skjelmer eller ærlige Sjæle behøve at tage Hensyn til Inqvisition, Faculteter, Cancelli og andre slige Sprinkelværker. Det er, som han sagde - en engelsk Soldat -: "Enhver har Lov at gaae til Helvede med sin egen Tro."

Uagtet denne Frihed i Troessager, uagtet at alle forskjællige Slags Troesbekjendere see lige op, saa højt de formaae, til Himlen, see de dog skjævt til hverandre. Regjeringen - om jeg ellers tør være saa fri, saaledes at titulere Democratiet - dens Firma, "united states" har blot 370 mercantilsk Betydning. Den forsøger: hvorledes en Stat kan bestaae uden Statsreligion. Men det kunde træffe, at det religiøse Charivari derovre bragte Folk paa andre Tanker. Menigmand var vel bedre tjent med noget positivt, det negative faaer ellers Overhaand baade i Kirken og paa Raadstuen.

Fra aandelig Frihed falder Tanken let paa aandelig og legemlig Tvang og Tyrannie. Dette, skjønt ej i sin ældre infernalske Habit, har dog endnu i vore Tider prøvet paa at holde sig ilive; men Baalilden var udbrændt, og Asken bortvejrede Fornuftens Lyststraalende Morgenskjær, af hvilket jevnlige Gjenskin ogsaa have opklaret den Catholske Horizont. Vi have hørt Catholske Præsters Taler, seet af dem Moralskreligiøse Afhandlinger, mod hvilke hverken Lutheraner eller andre Christne kunde have noget at protestere; men som derimod skjænkede dem mange "Stunden der Andacht"

Hiin himmelfaldne Spaadom om "Een Hyrde og Een Hjord" synes nu at skride fremad, sin Opfyldelse imøde; men der er vist et langt større Stykke tilbage, end Menneskeøjne kunne række. Allene under brittisk Hyrdestav gaae endnu fire store og flere smaae adskilte Flokke, der holde sig forsigtigt i lang Afstand fra hverandre; og Vogterne passe troligt paa, at de ikke skulle nærmes. Dog kan der imellem fanges et forvildet Stykke, saa tager man det med. Med den græske Clerus er ikke skeet synderlig Forandring; maaskee fordi den staaer i saa ringe Anseelse, at Popen faaer sit Knut, som enhver anden; dog Præstekjolen maae først af Kroppen, thi saa er denne blottet for sin smule Hellighed.

Missionsvæsenet drives endnu, saavel i Ostindien som ogsaa lidt i Grønland; men Omvendelserne ere faa og sjældent at fidere paa, "Naar Daaben er forbi," tilstode ærligt vore jydske Natmændsfolk, "saa er der intet andet tilbage, end at tage mod Faddergaver og saa igjen see sig om i Naturen" Grønlænderne prygle sine Koner, som forhen, og Hinduernes Koner springe i Ilden, naar de blive Enker. - Hvad der hindrer - i det mindste sinker Omvendelsessagen, er vel dette: at saa mange Missionærer ansee deres Arbejde fornemmelig, som en venia caracteris, en elevatio til et godt Præstekald, i Hjemmet - non contemnendum.

371

Prædiken, holdt i Randlev og Bjerager Kirker

I Anledning af dette Evangelium og af den Eder alle bekjendte sørgelige Begivenhed skal jeg tale nogle Ord til Trøst og til Advarsel.

Idag, mine Venner! idag modtager Jorden i een Grav tre Brødres Legemer, som for nogle faa Dage siden vare beboede og oplivede af glade og uskyldige Sjæle. I den Alder, hvor ingen hemmelig Kummer nager det lette Sind; hvor enhver Modgang er som et Steenkast paa Vandets blanke Overflade, der hastig kommer, og hastig forsvinder, og intet Spoer lader tilbage; i den Alder, hvor Tillid til Menneskene ikke er svækket af nogen sørgelig Erfaring, i vort Livs skjønne, lyse, haabfulde Vaar, bleve de i et Øieblik bortkaldte fra Manddommens og Alderdommens Kundskab og Kummer. For ni Dage siden laae de hos hverandre i Søvnens Arme. Lyse, uskyldige Drømme forsødede deres Hvile, og viste dem den frembrydende Dags Glæder. Solen opstod - den Sol, de aldrig meer skulde beskue - der vakte Tusinde til Liv, Tusinde til Sorg, Tusinde til Glæde; men Dem kunde den ikke meer opvække. De vare døde - døde fra Sorger og fra Glæder. - De vare døde! alle paa eengang! - Hvorledes vare de døde! - Myrdede! - Hvo vilde myrde Uskyldigheden? myrde den sovende Uskyldighed?! Hvis Vrede - hvis Hævn - hvis Rovgjærrighed - hvis Blodtørst kunde disse venlige Engle opvække? - Hvo var den skumle Morder, der kunde drage Kniven imod de sødt slumrende Smaae?! Hvis var den Haand, der ikke tabte Staalet ved Synet af sovende Brødre, hvor de laae - omslyngede af hinandens spæde Arme?! Saae han da ikke, hvor de skyldfrie Hjerter sloge i deres unge Bryster?! Saae han ikke de Smiil, der svævede paa deres Læber? Eller - var han betaget af vanvittig Raserie?! Nei med fuld Bevidsthed, med koldt Overlæg slagtede han dem - Een efter den Anden. - - Hvo - hvo var den Mørkhedens Aand i Menneskelignelse? Kjæreste Brødre og Søstre! Dersom Taarer kunde gjøre denne Handling ugjort; - Strømme vilde vi græde. 372 Dersom Guld og Sølv og verdsligt Gods var istand til at kjøbe dem tilbage; give vilde vi efter Evne. Dersom Bønner kunde udrette det; vi vilde ligge paa vore Knæe og udstrække vore Hænder mod Himlen, indtil de magtesløse sank ned ved vor Side. - Men ak! det er fuldbragt! Den uhyre Misgjerning har uigjenkaldelig besmittet Jorden. Den er med flammende Træk opskreven i Evighedens Bogdenne Misgjerning, som er den første af saadan forfærdende Art i vort gamle Fædreland, og som - ved Guds Barmhjertighed - vil blive den sidste. Vi have hørt om Mødre, der have myrdet deres Nyfødte; men det skedte i det gruelige Øieblik, da alle Sinds- og Legems-Pinsler overmandede den svage, forladte, vanærede, beængstede, fortvivlende Qvinde. Vi have hørt om Konger og Regentere, som have ladet deres Sønner henrette; men disse have været voxne - stundom Forbrydere - stundom forførte, bagtalte - stundom deres Fædres Medbeilere, stundom deres Efterstræbere. Men at en Fader med Forsæt og Overlæg myrder sine umyndige, uskyldige Børn - at han, deres Livs Ophav, selv tilintetgjør det; han, som skulde lukke Døren for Morderen, selv trækker Kniven - han, til hvem deres eneste Haab, Tilflugt, Tillid, Kjærlighed her i Verden staaer; at han bortstøder de Arme, der udstrække sig mod ham, og - støder Staalet i de Hierter, der banke af Ømhed, af Ømhed for ham - Brødre! det er en underjordisk Rædsomhed, en Utroelighed, hvorom vi spurgte os selv med Tvivl, med opvaagnende Haab: "Men er det ogsaa sandt?" Og, hvo af Eder, mine Brødre! som med Faderglæde har trykket det første Kys paa den Nyfødtes Læber; som med inderlig Fryd har seet det elskede Barn voxe og tiltage i Styrke, i Munterhed, i Kundskaber, som med brændende Tak til Gud, og søde Glædestaarer har betragtet dets barnlige Lege, har modtaget dets hjertelige ømme Kjærtegn, har staaet ved dets Vugge, og velsignet dets roelige Slummer - hvo af Eder, I Fædre! vilde for ti Dage siden have troet, at saadant et Uhyre, saadan en Skjændsel for vort Kjøn var til paa Jorden! Han var! - - Men, til hvilken Afgud, hvilken Mørkheds Aand, har han offret Guds bedste kjæreste Gave? Til Hovmodens Djævel? - eller til Gjer-righedens? eller til Begge? eller til en os ubekjendt meer end dyrisk Vildhed? En ubegribelig, uforklarlig Blodtørst, hvis Tilværelse vi maatte nægte, naar vi ikke paa saa grusom en Maade vare blevne overbeviiste om den. O! at Mindet om denne Ugjerning kunde udslettes, ligesom hans Legem, Redskabet for hans umenneskelige Sjæl, 373 henraadner! Men i Aarhundreder skulle Efterkommere gyse ved hans Navn, og skye det Sted, der skjuler hans Krop. - -

Og nu - vi, vi, som desværre have oplevet saa gyselig en Tildragelse, hvormed skulle vi aftørre de Taarer, vi have offret disse uskyldige Sødskendes Minde? Hvormed skulle vi trøste os i en Sorg, som har nedbøiet os alle? Hvilken Balsom skulle vi gyde i de Saar, der have ramt hvert følsomt Hjerte? Tre Brødre ere bortrevne i deres faureste Ungdom. Stormen har knækket dem, som Blomster, hvis Skjønhed frydede os igaar, og idag ligger visnede paa Jorden. De ere afskaarne fra det nys begyndte Liv, og een Grav er deres tæt tillukte Sovekammer. De ere borttagne fra Livets Færdsel og Livets Fryd; men og fra Livets Møie og Livets Sorg. Ingen Sygdom, ingen Smerte skal martre deres Lemmer, De skulle hverken sørge for Spise eller Drikke, Huus eller Klæder. Dem ængster ingen Frygt, dem lokker ingen Forfører. De borttoges fra Verden, inden de lærte at kjende den. Dem skal ingen Fjende fordærve, og ingen falsk Ven bedrage. De Ugudeliges Laster skulle ikke saare deres Sjæle, ei heller de Ondes Exempler lede dem vild fra Dydens Vei. De Ulykkeliges Skrig skal ikke gjennembore deres Ører, ei heller de Ryggesløses vilde Raab. Rene og ubesmittede af en falden Verdens Synder, vendte deres Sjæle tilbage til deres Skabers Hænder. Fremmedes Taarer randt paa deres blege Kinder, og fremmede Hænder bare dem smykkede, som Offerlam til Jorden - til Jorden - men de ere ikke der; de ere i hans Skjød, som sagde: "Lader smaae Børn komme til mig; thi Himmeriges Rige er deres." - I de Saliges Kreds kunne de synge: "Fader og Moder forlode os; men Herren samlede os til sig." Ja salige ere de, som hjemkaldes i deres Ungdom! og Sorgen er kun hos dem, der begræde deres Savn. Men græder ikke for dem, der hvile i den evige Kjærligheds Skjød. Deres jordiske Fader offrede dem til sit forhærdede Sinds Afguder; men deres himmelske Fader modtog deres skyldfrie Sjæle. Saa lader os bortvende vore Øine fra den Grav, der gjemmer deres Støv, og opløfte dem til den Himmel, hvor han boer, som sagde: "Jeg, jeg er den, som trøster Eder. Den, som gaaer herfra til fremmed Sted, skal hastig lades løs, og skal ikke døe i Graven." -

Saa hvile da nu disse hastig Løsladte i Evighedens Fred! Men vi, som endnu ere fængslede i Kjødets Lænker, vi, som endnu vandre paa Livets vildsomme Vei - hvilke Advarsler kunne vi ikke uddrage os af denne Begivenhed? For det Første ere der tvende vrange Meninger, 374 som ved saadanne Leiligheder ofte høres, nemlig: enten at tilskrive Gud eller Mørkheds Første saadanne Rædsomheder. Nogle sige: "Gud havde jo efter sin Alvidenhed forudseet, at dette vilde skee. Han kunde jo altsaa hindret det, om han havde villet; da han ikke har gjort det, saa maa det jo være skeet med hans Villie, og efter hans Beslutning." Det Første: "at Gud forudseer alt" er rigtigt; men det Andet: "at han skulde tillade det Onde, fordi han ikke hindrer det", er aldeles falskt. Dersom Gud hindrede det Onde; hvad blev der af Menneskets fri Villie? Hvad blev der saa af Tilregneisen? Saa maatte jo al Belønning og Straf af sig selv ophøre. Naar vi kun havde Magt til at gjøre Godt, hvor blev saa Dydens Løn? Nei - lader os aldrig bedrage vor egen Samvittighed, ved at tilskrive Gud eller Skjæbnen, hvad der staaer til os selv at gjøre eller lade. Nei, mine Venner, "Gud frister Ingen; men Mennesket fristes af sig selv, naar det lokkes og drages af dets egne Begjærligheder." Skrækkelige, gudbespottelige ere de Slutninger, der maatte følge af slig en aabenbar vrang Troe. Saa sige heller Ingen: at "han forføres af Djævelen"; thi i det anførte Sprog ligger det tydeligt nok, at Menneskets egen onde Villie, dets egne onde Begjærligheder ere dets farligste Djævel, den falske Forfører, for hvem det haver at vogte sig. Eders egne Sandsers lokkende Stemme, Eders egen Stolthed, Eders egen Gjerrighed, Eders egen Vredagtighed, Eders egen Hævngjerrighed - bekæmper dem med Herrens Frygt, saa skal ingen Djævel skade Eder. Den der holder sig til sin himmelske Fader, har aldeles intet at frygte for Mørkets brølende Løve. Ak! havde denne Rasende, hvis Navn jeg ikke vil nævne, villet betvinge den Pengegjenighed, der bragte ham til at elske Guldet over Alt, der bragte ham til, at fortvivle ved Tabet af jordisk forfængeligt Gods, som Ild kan fortære, og Tyve berøve os - at foretrække det for de himmelske Skatte, som "ingen Tyv kan stjæle, ingen Møl eller Rust kan fortære" - havde han bekæmpet den Stolthed, som ikke vilde betroe sig til noget Menneske - havde han villet tæmme det tyranniske Sind, som ingen Medlidenhed kjendte; Ak! den skulde aldrig være skeet den sorte Misgierning, som vi med Forfærdelse have hørt. Havde han havt den sande, ædle Stolthed; da havde han følt Kraften af de Ord: "Den, der hersker over sit Sind, er bedre end den, der indtager en Stad." Og, var det ikke Stolthed, formastelig Stolthed, at han ikke vilde betroe det algode Forsyn sine Børn? den Gud, som "føder Fuglene under Himlen og Dyrene paa

        

375 Marken" - den Gud, som har sagt: "Jeg er den, som trøster Eder; Eders Brød skal ikke fattes."

Lader os endnu tage en rigtig Advarsel af denne gruelige Forbrydelse. Hvo af Eder vilde være den, der har været Aarsag til hans Beslutning? Hvo af Eder vilde for al Verdens Guld ved en tilsyneladende liden Uretfærdighed have fremskyndt denne Udaad? Vilde Enhver af Eder ikke langt heller ligge som en nøgen, syg og vansmægtende Lazarus ved den rige Mands Dør. O! lærer dog, at ingen Synd er liden, at den mindste Afvigelse fra Retfærdighedens Vei, er Veien til Fordærvelse - at eet Skridt, det første Skridt paa Lasternes Alvei er Halvparten af Reisen - ja næsten hele Reisen til Ødelæggelsens Land. En ussel timelig Fordeel er Aarsag til 4 Menneskers Død. Og hvad for en Død? En blodig Død, en Misgjerning, som oprører Hjerterne, som bringer Røvere og Mordere selv til at gyse. "Min Søn! saae ikke paa Uretfærdigheds Furer! saa skal du ikke høste syv Fold af dem." Endeligen beder jeg, Enhver af Eder lægge vel Mærke til hvad jeg nu vil tilføie: I hvor stor, ualmindelig, unaturlig en Synder denne Børnemorder var; saa lad dog Ingen derfor tykkes desbedre om sig selv, og smigre sig med den Tanke: "Nei - saadan hverken er, eller kan jeg blive." Hvad? er det nok? Er det Noget, at jeg ikke er den Værste? Er jeg derfor retfærdiggjort? Kan jeg derfor slaae mig til Roe, og frit begaae de mindre Synder, fordi jeg ikke begaaer den Allerstørste? Ak! det skulde smerte mig, om Nogen i denne Forsamling kunde falde paa, at sammenligne sig med hiin Misdæder, eller troe, at han var et Guds Barn, fordi han ikke havde besmittet sine Hænder med Sines Blod. Nei, m.B., i denne Udaad er hverken Trøst eller Undskyldning for Andre. Hans Forbrydelse - hvor sort den end er - kan ikke kaste Skjul over nogen Andens; og Enhver har Aarsag nok til at sukke med David: "Jeg, jeg kjender mine Overtrædelser, og min Synd er altid for mig." Værer da formanede Hver og Een, at I, opvakte ved dette forfærdelige Exempel, aldrig stole paa Eder selv, eller paa Eders egen Styrke! thi "Hovmod gaaer for Fald" og "Hvo som synes at han staaer, see vel til, at han ikke falder!" Sikkerhed er Dydens træskeste Fjende, og Stolthed er Menneskets farligste Forfører. Overgangen fra det Gode til det Onde er hurtigere, end Lynet. Derfor vaager over Eder selv, over Eders mindste Tanker. "Vaager og beder, at I ikke skulle falde i Fristelse! Aanden er villig, men Kjødet er skrøbeligt." "Holder Eder nær til Gud!" og viger aldrig

        

376 Haandbred fra hans Retfærdighed. Bekæmper med "Troens Skjold, og Aandens Sværd, som er Guds Ord" enhver opkommende ond Tilbøjelighed. Haver fast og urokkelig Tillid til Gud, og hans naadige Forsyn. Værer ydmyge i Medgang, og trøstige i Modgang, og siger i Eders Hjerter: "See! du haver sat mine Dage, som en Haandbred, og mit Livs Tid er intet for dig. Visselig, ethvert Menneske er idel Forfængelighed, i hvor fast han end staaer. Men Herren er min Styrke og mit Skjold; mit Hjerte haver forladt sig paa ham, og jeg er bleven hjulpen," Amen.

        

377

En Vielsestale

Naar den Bog, der aabenbarer saa mange nye og himmelske Sandheder, der saa ofte giver de slumrende Tanker Liv, og ifører dunkle Anelser synlig Skikkelse; naar den hellige Skrivt fremstiller os Billedet af en mynsterværdig Hustrue, da siger den: "Hun smiler ad Fremtiden". Umuligt er det for Sjælen at tænke, for Tungen at udsige saa meget i saa faae Ord: "Hun smiler ad Fremtiden". Ikke er det hiint letsindige Smiil, hvormed en tankeløs Ungdom under Nydelsen af det nærværende venter en lignende Lyst af de kommende Tider; endnu mindre er det hiin kaade Latter, hvormed den sejrende Last 378 spotter over Fremtiden; nej: det er en ædel Sjæls stille Glæde, et gudhengivent Hjertes lyse Haab. Den retskafne Hustrue seer ind i den dunkle Fremtid, der ellers saa ofte truer og skrækker med sørgelige Varsler, der sjælden bringer det vi ønske, oftere det vi frygte, i denne Fremtid seer hun smilende ind. Hun er ikke blot rolig for den, ikke blot hengiven i Skjæbnen, ydmyg og trøstig under alle dens Herres Tilskikkelser; hun glæder sig end ydermere til dem. Hvad fremkalder det Smil paa hendes Aasyn? Hvad vækker og nærer dette dristige Haab? Hvad styrker denne rolige Glæde, at den overvinder Frygten for de kommende Dages uvisse Lod? Dette: at hun er tilfreds med de forbigangne, og at hun har Aarsag til at være det; hun maae kunne see trøstig tilbage, medens hun saa glad tør skue fremad; hun maae vide med sig selv, at hun vel har benyttet det forbigangne, da hun er saa vis paa det tilstundende. Ja: hun har opfyldt sine Pligter med Lyst og Iver med Blidhed og Ydmyghed i enhver Stilling til enhver Tid: Hun er en Glædens Engel for Ægtefælle og Børn, en Trøstens og Hjælpens Engel for den ulykkelige for den nødlidende. Hun er trofast mod Venner, tjenstvillig mod Naboer og Bekjendte, kort: hun er i alle kvindelige Dyders Smykke et Mønster for sit Kjøn; og for at beskrive hendes velfortjente Lyksalighed behøve vi allene med Salomon at sige: "Hun smiler ad Fremtiden". - Men tilhører dette Smiil udelukkende Kvinden? o nej! Manden saavelsom Hustruen, Oldingen som Ynglingen, naar de opfylde deres Pligter, alle skulde de da kunne smile til Fremtiden, og Fremtiden til dem. - Elsk: Brudepar! De gjøre idag eet for Fremtiden højst vigtigt Skridt: de knytte et Baand, som ingen menneskelig Haand bør løse: de indgaae et ubrydeligt Forbund til fælleds Lyksaligheds Befordring, til forenet Kamp mod alle denne Lyksaligheds Fiender. Fremtiden ligger foran dem uigjennemskuelig, svanger med Begivenheder, mange uforhaabede, mange uforventede, mange - ak! uforønskede - tør de træde den smilende imøde? Ja, den forbigangne Tid har ingen Rædsel for dem, den tilstundende kan ikke forfærde dem; en saadan Angest er kun Lastens Følgesvend; dens Slaves Nydelse er indskrænket til det nærværende; en mørk, tvivlsom, aldrig ublandet Lyst maae han stjæle eller røve fra de flygtige Timer. Bag ham skrække begangne Synder - foran ham truer Straffen for dem; han svæver paa Randen af en dobbelt Afgrund, hvor Frem og Tilbage er lige frygteligt. Den dydige derimod lever netop mindst i det Nærværende, meget mere i

        

379 trøstelig Erindring om det Forbigangne, og haabefuld Forventning af det Tilkommende. Denne er, denne være deres Livs Glæde, Elsk. Br:! Tillader mig at fremstille Grundene for et saa velsignet Haab, idet jeg allene lydeligt tolker Deres tause Tanker og Følelser!

Den første Borgen for en lykkelig Fremtid er da Bevidstheden om en vel anvendt Ungdom. Denne Bevidsthed have de begge: begge opdragne og vante til Arbejde have de tidligt lært at hylde Sandheden af den viseste Konges Ord, naar han, der kjendte Livet, alle dets Glæder og Tomheden i de fleste af dem, naar han siger: "Jeg saae meget under Solen, men jeg saae intet bedre end et Menneske som er glad i sin Gjerning." Denne Glæde var deres: under gavnlig Flid, i hæderligt Arbejde henrandt deres første Ungdom; uden Blussel, uden Anger tør De mindes den; og af denne Erindring fødes Haabet om en velsignet Fremtid. Dette Haab skal dernæst næres ved Bevidstheden om usvækket Lyst og Kraft til at fortsætte og vel fuldende det velbegyndte Værk. De eje begge Dele: med friske Sjæls og Legems Evner kunne de vedblive at virke; ja med fordoblet Iver og Styrke ville de nu stræbe mod det skjønnere Maal - fælleds Lyksalighed. Thi dette er Ægtekjerlighedens Løn, at den i den Elskedes Lykke finder sin egen, at den vinder ved enhver Opofrelse, bortgiver uden at miste, og fordobler hver en Glæde netop ved at dele den. Ja E. B.! Saa vist som deres Hjerter nu ere opfyldte af gjensidig inderlig Kjerlighed, og af det ædle Forsæt at bevare, ja end mere at forstærke og forhøje denne, saa roligt og uformørket kan ogsaa deres Blik i Fremtiden være. Paa den ene Side frit Valg, reen Tilbøjelighed, uden hine næsten almindelige og ofte desværre skuffende Hensyn: Rigdom og Højhed. Paa den anden Side kjerlig Hengivenhed, hellig Forpligtelse, at vorde den Elskede fuld Erstatning for Savnet af hine saa højt skatterede Fortrin. Visselig: Haand i Haand, Hjerte ved Hjerte ville de med sikkre Fjed vandre Fremtiden imøde. Deres Glæder skal indbyrdes Kjerlighed forhøje og forædle, deres Sorger skal den delende lette. - Men - o der er endnu en sikkrere Borgen for fremtidig Lyksalighed; der er endnu en højere Kjerlighed - den til Livets og Kjerlighedens evige Udspring; den allene skal befæste og forædle den ægteskabelige; den allene kan indgyde det ubetvingelige Mod i Fare, den uovervindelige Styrke i Striden mod Verdens Magt og List, mod selve det svage Hjertes Vildfarelser. Kun denne skjænker hiin urokkelige Tillid, hiint ydmyge Taalmod, hiin blide uforstyrrelige Sjælefred.

        

380 Elsker Gud! Saa elske de hverandre; ærer hans Sandheds Ord! lyder hans hellige Bud! troer hans faderlige Tilsagn! Da vorder deres ungdommelige Kjerlighed et reent, et helligt, et evigt Venskab; og Fremtiden vil smile dem forhaabningsfuld som Morgensolen imøde.

Elskværdige Brud! De vil sikkert stedse lige inderligt føle, hvad De skylder den Mand, som for deres Skyld har sat sig ud over herskende Sædvaner og almenhyldede - skjøndt ofte af Fordomme ledede - Meninger. De vil ved klog og værdig Vandel, ved nøjagtig Opfyldelse af alle ægteskabelige og huusmoderlige Pligter retfærdiggjøre hans Valg, krone hans Beslutning med Hæder og Lyksalighed. De vil med tillidsfuld Hengivenhed følge hans kjerlige Vejledning til hiin højere Dannelse og Aandsforædling, og ved hans Vennehaand fuldende, hvad De saa lovende har begyndt: da skal De med lige saa velgrundet Selvfølelse som med hjertevindende Ydmyghed betræde den nye og hidtil uvante Bane, det alvise Forsyn har betegnet Dem. Dette algode Forsyn forlene Dem Kraft og Naade til at opfylde deres Elskedes og hans ædle Slægtninges allerede halvt retfærdiggjorte Forventninger, til at udføre de Forsætter, at naae de Ønsker, som i denne højtidelige vigtige Stund bevæger deres fromme Hjerte; saa at han, der nu staaer som haabefuld Brudgom ved deres Side, engang som lykkelig Ægtemand med Tak til Himlen maae sige: "Hun gjorde mig Godt og intet Ondt alle hendes Livs Dage".

Og De, vakkre Brudgom, som har havt det Mod at lyde Hjertets Stemme, nedbeed dem af Hjerternes Styrer Standhaftighed og Viisdom til Fuldendelsen af en dristig men ædel Plan. Den blide Kvinde, som nu lægger sin Skjæbne i deres Haand, hun er ganske Deres. For at følge Dem er hun traadt ud af hendes beskedne Ønskers snevre Kreds, har forladt Fader og Moder, Venner og Hjemstavn, har givet Afkald paa alt hvad der i hendes forrige Stilling kunde være og vorde Gjenstanden for hendes Haab; og var end Maalet for hendes Haab og Ønske lidet, da var det just derved desto nærmere og vissere. Hun har opgivet dette for Dem - for Dem allene. De allene er hendes Erstatning, hendes Haab, hendes Fader og Ven, hendes Leder og Raadgiver - hendes alt paa Jorden. Vær det og bliv ved at være det! Men Rigdom er forfængelig, Glands er bedragersk; Kjerlighed ene er sand og varig; kun med den skal De lyksaliggjøre et Hjerte, som løsrev sig fra forhen kjære Baand for at knytte sin Fremtid til deres. O! De vil aldrig lade hende fortryde at hun opløftedes af den Sphære, 381 i hvilken Fødselen havde henstillet hende! at hun lærte at kjende en Livets højere, ædlere Betydning! De vil ikke have viist hende en skjønnere Lykke, for at hun allene skulde føle et desto dybere Savn! De vil ikke have formaaet hende til at løfte hendes Øjne fra den lønlige Fødeplet, kun for at de skulle formørkes af utilfredsstillet Længsels Taarer! Nej! - thi De elsker hende. Hun opvoxte som en skjøn og uplettet Blomst i den stille Dal; De haver omplantet hende paa et Bjerg; hvor vel hendes Udsigt er videre; men ogsaa hendes Farer større, hendes Byrder tungere, hendes Bekymringer som hendes Kundskaber flere og dybere - o! vær da hendes Støtte og Styrke! skjaerm hende mod Stormene! vaer hende for Farerne! let hende for Byrderne! leed hende ved deres Klogskab! opmuntre hende med deres Venlighed! hæv og styrk og lyksaliggjør hende med deres uforanderlige Kjerlighed! saa skal Kjerlighedens Gud velsigne Dem og hende!

382

Afskeeds-Prædiken, holden i Thorning Kirke d. 16. Octobr. 1825.

Bøn:

Herre! Du som altid bøyer dit Naades Øre til dine Børns bedende Røst, hør i Dag, o hør for din Kierligheds Skyld min ydmyge, min inderlige Bøn. See i din Faderlige Mildhed ned til denne Meenighed, over hvilken ieg saa ofte haver nedbedet og du udøst din guddommelige Velsignelse. - Velsign den nu og altid med alle dine Gaver for Legem og Sjæl med Jordens Frugtbarhed, med Fredens Rolighed, med Dyds og Enigheds milde Glæder. Bevar den for Misvæxt og Mangel, for Sygdom og Ufred, for Synd og Laster! Lad dit Ansigt lyse over den, at Kundskab om dine Gjerninger, om din Villie maa forfremmes meer og meere og vorde en uudtømmelig Kilde til Lyksalighed. Vær den naadig, o barmhiertige Gud! og skienk den din Fred, Hiertets Fred, Jesu Christi Fred! Bønhør mig, Fader, du som...

Indgang.

Det er i 300 Aar første Gang, at Thorning Præst fra dette Sted siger Meenigheden sit Farvel. Alle have de, paa een Ulykkelig nær, kun flyttet eengang - fra Præstegaarden til Kirkegaarden, de hvile alle fra deres Dagværk tæt uden for disse Muure, indenfor hvilke de indtil Døden prædikede Jesu Christi Evangl. Deres Legemer sove blandt dem, som de have lært, trøstet, formanet. Kun Døden har hidtil formaaet at adskille Lærer og Meenighed, dens Haand kun har været stærk nok til at opløse et Baand, som knyttedes for hele Livet, et Baand, som Religionen bandt og gjensidig Kjerlighed styrkede. - Jeg skal være den Første, som selv løser det - dog ikke ieg, men den, som styrer Menneskets Skjæbne, den Gud, som gav mig en talrig Familie at forsørge, at opdrage, han, hvis evige Viisdom har tilskaaret Brødet sparsommere nu end tilforn. Medbrødre! De allerfleste af 383 eder maa vide, hvad ieg med Sandhed maa sige: at ingen Misnøje, ingen Harme, men kun en bydende Nødvendighed har kaldet mig fra Thorning. Jeg har fra min allerførste Modtagelse af havt altfor mange Beviser paa Velvillie, paa Kierlighed og Agtelse til at enkelte og lidet betydende Ubehageligheder skulle kunnet berøve mig Lysten til at leve blandt saa mange Retskafne. Saa mange leve efter det Guds Ord ieg talte, saa mangt et Korn ieg i Jesu Navn udstrøede er faldet dybt i frugtbar Jord, at ieg vel maa sukke over de spilte, men ikke fortvivle. Jeg maa, ieg skal forlade eder, dem, som have hørt, have troet, have elsket mig, og dem, som kun have elsket sig selv, kun hørt deres egne Lysters Stemme. Det er sidste Gang ieg opmuntrer hine og advarer disse. Og hvorom skulle da denne min sidste Tale hellere være end om det, der er Grundvolden for vor Troe, Betingelsen for vor Lyksalighed; hvorom skulle ieg hellere tale end om det, der haver hver Gang været Hoved-Sagen i min Tale, der opfylder os alle, det Himmelske Lys paa vor Stie, det Himmelske Haab i vore Hierter, Jesu Christi Hellige Evangl., og vil ieg da i hans Hellige Navn til venlig Afskeed med denne hans Meenighed forestille evangeliske Christne som et Dyds, et Eenigheds og Lyksaligheds Forbund.

Det som vorder Indholdet af min Prædiken forestilles i Dagens Evangelium af Frelseren selv i en skjøn og træffende Lignelse: Gud under Billedet af en god Konge indbyder alle til Lyksalighed, alle uden Undtagelse kaldes, bedes, nødes ved hans Udsendinge, ved Profeter, ved de af hans Aand begejstrede Lærere ind i det den reeneste Glædes-Samfund, det Christne Samfund, for hvis Oprettelse Stifteren selv hengav sit Liv, er et Dyds, et Eenigheds, et Lyksaligheds Forbund: Ikkun de Dydige kunne deri optages og forblive, de som letsindigen forsømme, som frækt overtræde deres Pligter, skulle udstødes af Selskabet, ligesom den der til et Kongelig Gilde ville fremstille sig i uanstændigt Dragt. Og ligerviis som Eenighed bør herske ved Gildet, befordre og beskytte den uskyldige Glæde, saaledes bør og i det Christne Samfund Enighed være de Christelige Dyders Frugt og Borgen for fælles Lyksalighed. Lige som endelig Gjæsternes Glæde er Indbyderens Formaal, saa er ogsaa Jordisk Tilfredshed og Himmelsk Salighed Religionsstifterens inderlige Hensigt. Skal denne opnaacs, da maa de Christnes Samfund være et Dyds Forbund.

Det er forgjæves, Christne! at ville lægge nogen anden Grundvold 384 end den, som er lagt, som er Jesus Christus, som er Dyden og Viisdommen. Det er umulig at aabne nogen anden Dør ind til den evige Lyksalighed. Vejen gaar ved Jesu Haand ikkun gjennem Pligternes snævre og trange Port, enhver anden er Tyvenes og Bedragernes Lønvej der fører til Døden. Ikke den, som blot paakalder min Himmelske Faders Navn, siger han, men den, som tillige udretter hans Villie, skal kaldes hans Barn. Alle skal vel kaldes, men kun de Dydige skal vælges til Gjæster ved mit Bryllup, og kun til dem, der i Ydmyghed opfylde deres Pligter, der af virkelig Overbeviisning om egne Mangler og Ufuldkommenheder og uden Hyklerie ydmyge sig selv - kun til dem vil han sige: "Ven, sid højere op! du skal hædres blandt dine Medgjæster." Farer ikke vild! tilraaber os Jesu Apostel - Gud lader sig ikke spotte. Hans Fordringer paa os fyldestgjøres ikke ved Ord, men ved Handling; thi hvad Mennesket saaer skal han ogsaa høste, hvo som saaer i legemlige Lysters troløse Jordbund, skal høste Fordærvelse, men hvo som udstrøer sine dydige Gjerninger i Religionens frugtbare Grund den skal høste Dyds og levende Gudsfrygts evige Frugter. Troe ikke at kunne ved hykkelske Fagter og falske Ord bedrage den, som kjender Hjerterne. Bedrager eder ikke heller selv og lader eder ikke bedrage. Skyer som en dræbende Pest de Lastefulde der i aabenbare Frækhed fornægte Frelseren og hans Lære. Men, o, vogter eder ogsaa for hine falske Profeter, der komme til eder i udvortes Helligheds reene Klæder, men indvortes ere de glubende Ulve, flyer bordt fra disse kalkede Grave, hvis Hykleminer og søde Ord søge at skjule indvortes Uteerlighed! Paa deres Frugter skulle I kjende dem, ligesom Legemet er død uden Aand saa er og Troen uden Gjerning! mange kunne komme og sige til eder: her er Christus, og der er Christus! men nej! han boer ej paa Hyklerens Læber, men allene i den Dydiges Hjerte. O! at han boede i ethvert Hjerte, som slaaer i dette hans Himmelske Faders Huus. O! at ethvert Hjerte i denne Meenighed var Jesu og Dydens Tempel! Dette var mit inderlige Ønske, dette mit glade Haab, dette Maalet for mine Bestræbelser. Hvor vidt det er opnaaet - Gud alleene veed det - han i hvis hellige Navn ieg plantede, han alleene veed, hvad der voxde, og hvad der visnede. O! - at ieg torde sige med min Mester og Herre: ieg takker dig Fader, at ieg ingen mistede af dem du gav mig uden den eene fortabte, at dog kun een - nej, Herre! ieg vil ikke klage, ikke i Dag klage, ieg vil takke dig for dem ieg beholdt! om end tusende faldt ved

        

385 min højre Side og 10,000 ved min venstre, du, o Gud! kan holde end flere oprejste, ja atter rejse dem som faldt. Dette trøstende Haab vil ieg medtage: at ogsaa denne Meenighed skal under en længere og viisere Vejledning meer og meer forædles til christeligt Dyds og Gudfrygtigheds Forbund, at han selv den Fredens Gud vil omsider hellige eder ganske og aldeeles!

2.

Men et Samfund af dydige Christne er ogsaa et Eenigheds Forbund. Allerede een af de gl. Propheter sagde: Det er skjønt, naar Brødre boe med Eenighed blandt hverandre. Frelseren sagde siden i Afskeedsnatten: "Derpaa skulle alle kjende, at I ere mine Disciple, dersom I have indbyrdes Kjerlighed, og hans Apostel vil, at Kiv og Trætte ej engang maa nævnes blandt Christne. Hvad nytter, hvad pryder det christne Navn, naar det bæres af kivagtige, hævngjerrige, hadske, uforsonlige Mennesker, i Sandhed de bære kun Navnet og vanære det: den, der er vred paa sin Broder uden Skyld, den, som skjelder, haaner, bagtaler ham, forbittrer ham Livet ved giftige Ord - den vorder skyldig til den Straf, for hvilken sand Christendom skulle befrie Menneskene. Den, som ikke er kjerlig, fredelig sindet mod sine Medmennesker, den har ej heller Gud i sit Hjerte. Hvo som siger, at han elsker Gud og hader sin Broder - han er en Løgner, og der boer ikke Sandhed, ikke Gudsfrygt i ham. "Vend om, vend om" tilraaber os Fredens Fyrste Jesus - du som nærmer dig Herrens Alter med et uforsonligt Sind! kom ej med dine Ønsker, dine Bønner til Kjerlighedens Gud, før du har forligt dig med din Modstander." Og hvo vinder meere ved Fredsommelighed, Eftergivenhed, Sagtmodighed end den Fredsommelige, Eftergivne og Sagtmodige selv. Er ikke Fred een af de største Livets Goder? en Betingelse for alle andre, et Værn om dem? og er ikke Krig - i det Store og i det Smaae, Krig i et Land og Krig i et Huus den værste af alle Plager - alle Glæders Morder? Er ikke Armod med Fred bedre end Rigdom med Ufred - lidet med Sundhed paa et Tagkammer i en Hytte bedre end et stort Huus fuld af slagtet Qvæg med Trætte? og er endelig ikke Fred saa stor en Lyksalighed, Kronen paa al anden Lyksalighed, at den bruges i den hellige Skrivt til at betegne Lyksaligheden selv? - Har ieg, o mine Venner! anprist eder denne Fred, denne Eenighed, denne christelige Broderkjærlighed? har I troet mig? har I fuldt min Formaning? Har I 386 Alle med een Herre, een Daab, eet Haab havt eet Sind om Kjerlighed? Mange - ja Mange have dog bevaret dette Klenodie, Mange have gjenvundet det - Mangen Familie, mange Søskende, mangt et Ægtepar, mange Naboer have bevaret og bevare eet Sind i Christo Jesu. Ja jeg vil ogsaa medtage dette Haab, Herre! lad mig for Jesu Skyld beholde det: at Fred skal blomstre og stedse meere og meere voxe og befæstes, saa denne Meenighed ogsaa engang vorder Fredens som Dydens Hjem, et Kjerligheds, et Eenigheds trofaste uopløselige Forbund: saa hver en Læbe maa synge af Hjertet:

Hvor dejlig skal Guds Kirke staa
og i hans Aasyn Ynde faae,
naar alle Hjerter knyttet er
udi eet Sind og een Begier.

3.

Og da - da vorder dydige eenige Christnes Samfund ogsaa et Lyksaligheds Forbund. Ligesom Synden allerede i dette Liv har en Deel af sin Straf, saaledes ogsaa Dyden Part i sin Belønning. Lad end Lastefulde juble og triumphere! Deres Jubel er Forstillelse, deres Triumph skjuler et urofuldt Hierte: deres Glæde er som Solens matte Skjær gjennem Taage; deres vilde Fryderaab opstiger fra et ængstet Bryst. De nære i deres Barm en Ild, som de forgjæves stræbe at slukke, en Slange, som de ikke mægte at kvæle. Selv før Synden begaaes, mærkes dens Straf i de martrende Bebrejdelser, i den pinefulde Angest, som ledsager den onde Beslutning. Ja sandelig en Ugudeligs Glæde er som hans Haab, som et Kjærduun der bortføres af Vinden, som Skum, der drives af en Hvirvelvind, som Røg der adsplittes af Vejret, som Erindringen om en Gjæst, der har kun een Dag været til Herberge, Og Døden - hvor bitter er blodt dens Ihukommelse for hver den som lever i Vellyst. Dyden derimod ogsaa den faar sin Betaling forud i den blide Sjæleroe, den himmelske Sødhed, der begynder lige saa tidlig som den ædle Beslutning, den milde Fred med Gud og med sig selv, denne indvortes Roe, som langt opvejer alle andre jordiske Nydelser tilsammen, er den jordiske Halvdeel af Dydens Løn, en Forsmag, et Pant paa den Himmelske. Hvad er Rigdom, hvad er Sandsernes Glæder, hvad er Hævnens, hvad er Vellystens Sødheder mod en god Samvittigheds høje Fryd; hine forsvinde, bortvejres om ikke 387 før saa i Dødens alvorlige Time, de forlade den Ulykkelige, som overgav sig til dem, de vende ham Ryggen som troløse Venner i den Stund, da han trænger til Trøst. Da trøstes den Dydige, da fylder Haabet hans Barm, da besejrer det Dødens Smerte og al dens Bitterhed. Gudsfrygt som er den sande Viisdom, Dydens Kilde og Grundvold, fremstilles derfor i Skriften med Sandhed saaledes talende: "Kommer til mig og bliver opfyldte af mine Frugter! de som æde mig, skal hungre mere efter mig, og de som drikke tørste mere; thi min Amindelse og min Arv er sødere end Honning, jeg er Moder til Kjerlighed og Haab, og jeg giver mine Børn de Ting, som vare evigt." Disse evigvarende Gaver, disse uforgjengelige Goder, skulle de, o evige Godhed! vorde denne Meenighed til Deel? Skal Kjerlighed til dig og Dyden blomstre og forfremmes? Skulle disse dine Børn med Eenighed boe blandt hverandre? Skal dette Samfund vorde Fredens og Glædens Hjem? Jeg haaber det, og i dette Haab skilles ieg fra den. -

Far da vel, min elskte Meenighed! Kjerlighedens og Fredens Gud give dig sin evige Velsignelse.

388

Farer vel I Gamle, I saa mange som have opbygget eder ved mine Ord, de Guds Ord som var eders Børne-Lærdom, eders Vej til Salighed - Herren vejlede eder paa den fremdeeles.

Farer vel I Mødre! som jeg haver modtaget her i dette Herrens Huus, med hvem ieg har bedet om Styrke og Taalmod til eders Pligters Opfyldelse - Gud skjænke eder den fremdeles. -

Farer vel, I Fædre, I hvis Børn ieg har vejledt til Evangeliets Lys, som ieg har stræbet at danne til eders gamle Alders Hæder og Glæde. Dette vorde eder.

Farer selv vel, I Unge! bevarer mine Formaninger! beholder i eders Hjerter den Frelser, i hvis Navn I ere døbte, i hvis Lærdomme i ere bekræftede. Han bevare eder reene fra Verdens Forførelse!

Farer vel I Fattige, I Syge! I beholde eders bedste Trøster, eders mægtigste Hjælper, Ven og Læge! Han vil aldrig forlade eder. -

Gud velsigne og bevare eder Alle tilsammen. Jeg forlader eder med det Haab, at de, hvis Venskab ieg attraaede, ville mindes mig med Kjerlighed, og ieg forlader eder med det Ønske, at ingen maa savne mig! at Gud vil skjænke eder Lærere, som med min Villie foreener større Evner og fuldkommen Held, saa Gudsfrygt og Dyd, Eenighed og Fred, Tilfredshed og Glæde maa vorde eders Lod og eders Børns Arvedeel evindelig!

Amen.

389

Efterskrift og noter til Blichers Jyllands-beskrivelse

En væsentlig del af Blichers forfatterskab er en Jyllandsbeskrivelse. Jyske noveller og mange digte er led i en sådan beskrivelse. I indledninger til noveller som "Hosekræmmeren" og "Røverstuen" skildres heden; et større Jyllandsbillede tegnes i "Vestlig Profil"; et mindre, men mere indgående topografisk i "Viborg Amt". Også "E Bindstouw" må inddrages i denne sammenhæng; her belyser Blicher det jyske sind.

Vestlig Profil af den Cimbriske Halvøe

I sommeren 1838 (fra 1. august til 9. september) foretog Blicher en rejse langs Jyllands vestkyst. Det blev i 1839 til rejseberetningen "Vestlig Profil af den Cimbriske Halvøe fra Hamborg til Skagen". Allerede i 1833 havde han oplevet vestkysten på en rejse over Mors til Thy. Her fik han naturbaggrunden for novellerne "Marie" (II 109), "Eneboeren paa Bolbjerg" (II 91) og delvis "Fjorten Dage i Jylland" (III 9). Senere har han skildret rejseindtryk fra Østjylland og Fyn i "Min Ørejse" (1843).

Viborg Amt

Det kgl. Landhuusholdningsselskab tog initiativet til at få udgivet en række topografier, og Blicher fik bestilling på at skrive to: "Viborg Amt" og "Skanderborg Amt". Den første blev skrevet og udgivet 1838, den anden vistnok skrevet, men aldrig udgivet; man tog simpelt hen bestillingen fra ham, og der findes intet spor af noget manuskript.

Der var også vanskeligheder med udgivelsen af "Viborg Amt". Man måtte trække manuskriptet fra Blicher stykke for stykke. Og han 390 huskede ikke altid, hvad han havde sendt, så det hændte, at han skrev det samme to gange. Men værre var det, at Landhuusholdningssel-skabet på flere punkter var misfornøjet med hans fremstilling. Der blev nedsat et 3 - mands udvalg til at gennemgå manuskriptet og gøre Blicher opmærksom på, hvad man fandt var fejlagtigt. Det tog Blicher intet hensyn til, han stod fast på, hvad han havde skrevet, og resultatet blev, at udvalgets kritiske bemærkninger blev optaget som fodnoter i det færdige værk (ikke medtaget her).

Topografien giver, i overensstemmelse med de fælles retningslinier for Landhuusholdningsselskabets amtsbeskrivelser, et væld af oplysninger. Foruden hvad Blicher fortæller i de afsnit, der her er valgt, skriver han om: åer og søer, vejrlig og temperaturforhold; om de almindelige dyrkningsmåder, om plove og nyere arbejdsbesparende redskaber; om markfred og hegn, om priserne på landejendomme og tjenestefolks løn, og meget mere. Blicher var jo også landmand og interesserede sig desårsag for agronomiske problemer. Det fremgår i høj grad af "Viborg Amt"; men allerede i Randlev-arene 1811-19, hvor han var forpagter af sin faders præstegårdsjord, skrev han om landøkonomiske forhold: i 1816 således en artikel om "Faarefolding", senere om høravlens fremme, om engvandingsanlæg etc.

E Bindstouw

"E Bindstouw" udkom i 1842. En lille ubetydelig tryksag at se til. Den vakte da heller ikke nogen særlig opmærksomhed, førend P. L. Møller i sin udgave af Blichers noveller 1846-47 fremhævede den stærkt.

"E Bindstouw" er en række viser og fortællinger (hvoraf flere tidligere havde været trykt). Til ramme valgte Blicher bindestuen. Et lykkeligt valg. Lysgård herred var jo centrum for det jyske uldbinderi. Og her var det almindeligt med bindestuer (se dette bind s. 77). Det var især de unge, der samledes til disse bindestuer; men Blicher har ønsket i sin bindestue at samle mange typer af begge køn: unge og gamle, muntre og tungsindige, for derigennem at få det jyske sind belyst så alsidigt som muligt - humor veksler med tragik.

I en fortale til "Faawal Mani" i Nordlyset 1828 skriver Blicher: "Det er almindeligt, at Hovedstadens Tungemaal vorder Norm for hele Landets Skrivtsprog; det er næsten ligesaa almindeligt, at Provindsialmundarter 391 foragtes og gjøres til Gjenstand for Vrængeskjemt og Latter [...]". Heroverfor gør Blicher gældende, at "Den jydske Mundart [...] har mange særegne kraftfulde og klart betegnende Ord og Vendinger, som ikke findes i det danske Skrivtsprog". I "E Bindstouw" søger han at vise, at jysk er på højde med rigsmålet som digterisk udtryksmiddel, også hvor det drejer sig om det sørgmodige eller tragiske.

For helt at forstå "E Bindstouw" kræves der en fortrolighed med det jyske sprog, som i dag kun de færreste besidder. Af den grund optrykkes her Peter Skautrups rigsmålsgengivelse fra 1942. Men det må betones, at det ikke er nok at forstå ordene. De digteriske kvaliteter går tabt i en "oversættelse". Det geniale i "E Bindstouw" ligger i måden, hvorpå Blicher anvender jyske dialekter i sin skildring af mennesker og milieu.

392

Vestlig Profil af den Cimbriske Halvøe

Udkom 1839 på boghandler E. Steens Forlag, København, med titlen: "Vestlig Profil af den Cimbriske Halvøe fra Hamborg til Skagen tagen paa Reiser af St. St. Blicher". Enkelte afsnit havde tidligere været offentliggjort: Hamborg og Altona (Jyllandsposten 11.2. og 25.2.1839), Elben og dens Bredder (Jyll. 29.4.), Meldorp (Dannevirke 3.7.), Himmel og Helvede (Dannevirke 10.7.) Halligerne (Jyll. 4.3.), Fra Husum til Tønder (Dannevirke 10.7.) og Jens Langkniv (Jyll. 27.5.).

9

Hamborg og Altona

12 13 393 14

Elben og dens Bredder

Den halte Smed: Vulcanus, smedenes gud i græsk mytologi

Æolus: vindenes gud

Qvos ego: jeg skal lære jer! Havguden Neptuns ord til vindene i Vergils Æneiden

15 16 17 394

Marsken

Snie: Saxo, 8. bog. Her findes også fortællingen om Aage og Ebbe og Longobardernes udvandring fra Danmark

Cimbrers og Teutoners Oversvømmelse: 102 f.Kr.

18

Meldorp

Efter erobringen af Windbergen plyndredes Meldorp 13. februar 1500 af kong Hans' tropper. Ved Hemmingstådt blev hæren fire dage efter fuldstændig tilintetgjort. Se novellen "Telse" (I 313)

den nordiske Condottiere: junker Slenitz, anføreren for den hvervede sachsiske garde

Sforza: berømt italiensk condottiere (fører af lejet hær) fra det 15. århundrede

Diderik den Lykkelige: greve af Oldenburg. Hans sønnesøn var kong Hans

Johannes: kong Hans

Femti og ni Aar derefter: 1559 erobrede Frederik II Ditmarsken

19 20

Himmel og Helvede

et svælgende Dyb: Luk. 16.26

de Stoltes Ydmygelse og de Ringes Ophøjelse: jfr. "Telse" (I 360)

Gugner: Gungnir, Odins spyd. Miølnir: Thors hammer

Frejr: Frej, nordisk gud for frugtbarhed

395

Wohrden og Nienkirchen

21 22

Heide

Philippiker: her hentydes til Demostenes' taler mod Philip af Makedonien

Nordfrisernes Land

Brodermorderen Abel: kong Abel blev under kamp med de oprørske frisér dræbt 1252

Sejrherren ved Gadebusk: efter sejren ved Gadebusch 20. December 1712 og Altonas brand 9. januar rykkede Stenbock ind i fæstningen Tønningen, men måtte 16. maj 1713 overgive sig til Frederik IV og Peter den Store

23

Nordstrand

24 25 396

Halligerne

bygge paa Sand: Matt. 7.26

vor Konge: Frederik VI besøgte Halligerne i juli 1825 efter stormfloden

26

Föhr

Wyck: by på Føhr

Pyrmont: berømt badested i fyrstendømmet Waldeck

27

Fra Husum til Tondern

28

Tönder og Møgeltönder

Spindelvæve: kniplingsindustrien var i første halvdel af det 19. århundrede en hovednæringsvej for Tønder amt

29 30

Ribe

"Og der gaaer Dands paa Ribergade": folkevise om Riberhus' indtagelse

"De ær ett waer aa ta sæ Waeren saa nær": det er ikke værd at tage sig verden så nær

"læ den sørre, dæ længst løwer, aa den lukk æ Dar, dæ go' sist ud!": lad den sørge der lever længst, og den lukke døren som går sidst ud

Stormfloden: oktober 1634

31

Fanö

32

Blaabjerg

33 34

Tepperne

Tepperne: Tipperne ved Nymindegab og sydvestkysten af Ringkøbing Fjord (Stauningfjorden)

35 36 37 39 398

Sidespring gjennem Heden

42 43 44 45 46

Bowbjerg

47 48 49

Agger

50 399 51

Vestervig

52

Havets Gjennembrud

53 54 55

Faergeborg

Thiodi: Thy

Sjørring Søe: udtørret 1858-62

Taen: en terne

hwall: rask, dygtig

bown: overmodig

56 58

Klitmøller

59 60 61

Hjertebjerg

Hjertebjerg: høj nær Hanstholm

Bolbjerg

62 63

Vildmosen

Gunger: hængedynd

Tredækkerne: bekkasinerne

64

Rubjerg og Lønstrup

Lund: provst Thomas Lund (død 1860)

66

Strandvejen

Flora: romersk frugtbarheds- og blomstergudinde

Pomona: romersk fragtbarhedsgudinde, især beskytter af træernes frugter

67

Milerne

68

Skagen

70

Grenen

71 72 402

Viborg Amt og andre skrifter

Mønt, mål og vægt i ældre tid

Mønt

1397 reorganiseredes det danske møntvæsen efter tysk mønster: en mark sølv à 16 skilling à 12 penning. Ved dalerens indførelse i Danmark 1516 blev forholdet: 1 daler à 3 mark à 16 skilling, en kurs, der holdt sig til statsbankerotten i 1813. Derefter indførtes rigsbankdaleren som deltes i 6 mark à 16 skilling. 1854 afløstes rigsbankdaleren af rigsdaleren. Ved overgangen til kronesystemet i 1873 forsvandt skillingen.

1 dukat = 8½ kr.

Mål

Tønde bruges i flere forbindelser både som flademål og som rummål.

1 tønde guld = 100.000 rigsbankdaler

1 tønde hartkorn (egl. "hårdt korn": rug eller byg): om jordstykke, hvori der kan sås en tønde hårdt korn. 1 tønde hartkorn var i Jylland på Blichers tid = 2-16 tdr. land (på øerne: 2-6), alt efter jordens bonitet. Hartkornsskat: fællesbetegnelse for forskellige skatter på jord; blev i 1903 afløst af ejendomsskyld.

1 tønde land = 14000 kvadratalen = 5516,2 m2 = 0.5516 ha.

1 tønde (rummål) = 8 skæpper à 4 fjerdingkar

1 skæppe jord = 1/8 td. land = 689,5 m2

1 skæppe (rummål) = 1/8 tønde = 17,4 dm3

1 pot = 4 pægle = 0.965 l

1 anker = 39 potter alen= 2 fod = 24 tommer = 0.628 m

1 kvarter = 1/4 alen

1 mil = 4 fjerdingvej = 24000 fod = 7,532 km

403

Vægt

1 pund = 0,5 kg

1 skålpund = 1 pund

1 lispund = 16 pund = 8 kg

1 skippund = 20 lispund = 160 kg

1 mark: anvendtes indtil 1875 dels som handelsvægt = 250 gram, dels som guld - eller sølvvægt = 235,29 gram

1.

Uldbinderiet

Viborg Amt, 1839, XXIII

75 82 83

Hørindustrien

Viborg Amt XXIII

85 86 89

"Hun gjør kosteligt Linklæde"

Viborg Amt, XXIII

Salomons Ord: Ordspr. 31. 21-27

404

Af: Binæringsveje

Kalkbrænderie

Viborg Amt, XXVI

90 92 93

Pottemagerie

Viborg Amt XXVI

94

2.

Faarefolding

Landoeconomiske Tidender september og oktober 1816

95 96 98 405

Et lidet Bidrag til Kundskab om Vexeldrivt

Landoeconomiske Tidender marts og april 1817 denne... for vort Landbrug lykkelige Crisis: på mange måder var pengenes forvirrede tilstand omkring bankerotten 1813 til fordel for landmændene

99 101 102

Forslag til den jyaske Qvægraces yderligere Forædling

Randers Avis 26.2.1838

Denne artikel blev forelagt in extenso for Randers Amts Husholdningsselskab, men først to år efter bestemte man sig for at indkøbe 6 tyre og 2 køer af ægte jysk race

102

Hesteavlen

Viborg Amt XIX

Landhuusholdningsselskabets censor (proprietær, amtsforvalter J. H. Bindesbøll) havde mange indvendinger mod dette afsnit. Kritikken, anbragt som fodnoter, fylder mere end Blichers tekst. Der er imidlertid grund til at lytte lidt til censor. Han skriver bl.a.:"Jeg er hverken indtaget for eller imod nogen af de omhandlede Hesteracer: jeg erkender begges gode Egenskaber, og det kunde aldrig falde mig ind at ønske den jydske "Race" heelt ombyttet med det saakaldte "Fuldblod". Jeg vil heller ikke afsige nogen Dom om Gavnligheden eller Skadeligheden af Indførelsen af det engelske Blod, jeg vil opsætte denne min Dom [...] indtil vi see hvad denne Krydsning fører til; og naar Afkommet først er 5 à 6 Aar gammelt kunne vi komme til denne Kundskab"

406

3.

Om de jydske Hedemosers Opdyrkning

Nye landøkonomiske Tidender IV, 1821

108 109 110

Om raae Jorder og disses Opdyrkning

Viborg Amt X

112 114

Engene og deres Cultur

Viborg Amt I: Om Jordernes Overflade og Beskaffenhed samt om Enge i Almindelighed og Vandingsenge i Særdeleshed

116 117 118

Skovplantningerne

Viborg Amt XXII: Om Skovvæsenet og Tørveskjær

119 407 120 121

Om Havedyrkningen

Viborg Amt XXI

122 124 125

4.

Brændevinsbrænding

Viborg Amt XV: Om Kornvarernes Beskaffenhed, Rensning og Tørring m.v.

Naturligvis måtte Landhuusholdningsselskabets censor bemærke at "Selskabet aldeles maa misbillige Forfatterens Mening om almindelig Frihed til Brændevinsbrænding"

126 129 408

Viborg Tugt- og Forbedringshus

Viborg Amt XXVI: Binæringsveje 12

131 132 133 409

E Bindstouw

Indledning

142

Kjæn Pæjster: Staeren sedder o Gowlen

144 146

Wolle Hannsen: De Kjasholms Brøer

Blicher har som kilde til denne fortælling muligvis haft folkevisen om Tule Vognsøn og Graa-Svend

148 150

Visti: Øwli (Ejler) og Else

De tre første strofer har navnet Øwli, de to sidste Ejler. Man har ingen forklaring på navneskiftet. Det kan have en æstetisk begrundelse: ung Ejler lyder bedre end ung Øvli; men det skyldes rimeligvis en ren skødesløshed hos Blicher

410

Pe Baahstrup: Mi Aallfaaers Aallfaaer

Det er en virkelig begivenhed, der her fortælles om. Jørgen Marsvin til Aunsbjerg lod 1654 gårdene i Båstrup rive ned og lagde jorderne sammen til en hovedgård: Marsvinslund

154

Kjæn Pæjster: E Hælhæjst

Emnet skyldes muligvis en tildragelse i Thorning sogn, hvor en skindød skal være vågnet op på selve begravelsesdagen

156 162

Jens Jensen: De forunelest Oer...

Historien tryktes første gang i Nordlyset 1827 under titlen: "De forunelest Oer i Jens Jensens Lyu ætter hans æjn Beskryuls". Teksten gik næsten uændret ind i E Bindstouw. Kun slutningen var ændret. Oprindelig hed det: "De wa de siist Slau, a uar i; faar degaang a sku te aa sedd ou Hæjsten sagned a mi jenn Bien. De haad Taalleriet skøt fræ mæ ve Sejste, aa a haar heller alle sit et siin". - Det var det sidste slag jeg var i; for dengang jeg skulle til at sidde af hesten savnede jeg mit ene ben. Det havde artilleriet skudt af mig ved Sehested, og jeg har heller aldrig set det siden.

trej Snees: en bonde over 60 år fik sin søn, "gammelmandssønnen", fritaget for militærtjeneste

Hantiring: "håndtering", bruges på jysk om meget forskelligt, her nærmest lig udseende

166 168

Mads aa Vrahnum: Hudden A fek Kjesten

Visen blev fremført første gang i 1832 ved en aftenunderholdning på Det kgl. Teater, læst af skuespiller Th. Overskou. På plakaten stod: "Tammes paa Prøvestien"; Blicher havde selv givet den overskriften "Slauet ve Kjøvvenhaun". Siden blev manuskriptet i stærkt omarbejdet form optaget i Samlede Digte II (1836) under titlen "Hudden a fek Kjesten", hvorefter det næsten uændret indgik i E Bindstouw

170 412 172 174 176

Wolle Vistisen: Svend Graah

Tre Konger i vort Land: I en 10-årig periode i det 12. århundrede stredes tre konger: Svend, Knud og Valdemar om magten i Danmark. Ved et gilde i Roskilde i 1157 blev Knud dræbt. De to andre fortsatte kampen med hinanden på Graa Hede (Grathe Hede) i efteråret 1157, hvor Valdemar sejrede. Svend blev på flugten dræbt af nogle jyske bønder. Der er ingen historisk hjemmel for voldtægten. Hvor han blev dræbt, byggedes der et kapel, Graa kapel, som vistnok blev nedrevet efter reformationen. I 1892 rejste Thor Lange her en granitsøjle med indskriften: "Minde om Slaget på G. Hede 23. Oktober 1157"

Groskovs Mark: Graaskov i Thorning sogn

Haww Søe: Have sø i den sydlige del af Thorning sogn

178

Wolle Vistisen: Den jenarmed Sældaat

Visen blev første gang trykt i Nordlyset 1829 med titlen "Den jydske Landsoldat". Anden gang i Samlede Digte II 1836, under titlen "Sæl-daaten". I 1832 fremsagde skuespiller C. N. Rosenkilde digtet ved en aftenunderholdning på Det kgl. Teater. Teksterne i de to nævnte udgaver og i E Bindstouw afviger meget lidt fra hinanden

180 182

Wolle Vistisen: Skryuls...

Trykt første gang i Nordlyset 1827 med titlen: "Uolie Vistisens Skryuls hjem fræ Kjøwnhaun te hans kiere Foræller". Dette tryk og E Bindstouws er nærmest identiske

184 186 188

Rasmus Owstrup; Messingjens

Ifølge overleveringen skal Blicher have hørt historien af en tækkemand i Thorning præstegård. Den Vattrup, der omtales, har man villet identificere med gårdejer Claus Nielsen Vattrup i Thorning sogn

190 192 414 194 196 198 200

Mads Uhr: E Staahkelsmand

Man vil bemærke, at stakkelsmanden (tateren) og hans familie ved brylluppet sidder for sig selv. Endskøndt Mads skyldte ham meget, kunne han ikke invitere ham på lige fod med de andre. Der var en uhyre afstand mellem natmandsfolk (de "uærlige") og almuen (de "ærlige"). Ved begravelsen blev stakkelsmanden "kylet" ned i det nordvestre hjørne af kirkegården.

en grumme stuer Mues: Knudmose ved Herning

202 204 206

Mari Kiøhroe: Faawal Marri

Tryktes første gang i Nordlyset 1828 med en fortale om digtning i dialekt. Her meddeler Blicher også, at hans forbillede for dette digt har været et digt af skotten Laidlaw (Walther Scotts sekretær). Anden gang trykt i Samlede Digte II 1836.

208 415

Efterskrift og noter til Blichers humanistiske, politiske og religiøse skrifter

De tekster som afslutter dette bind falder i de tre afdelinger som den fælles rubrik antyder, men uden markante skel. Eksempelvis er afhandlingen "Om Dødsstraffe" klart humanistisk i sin holdning, men den anvender i vid udstrækning kristelige argumenter, og med sit sigte: dødsstraffens fjernelse fra straffeloven, er den selvsagt også politisk.

1.

Den første afdeling, til og med uddraget af Sommerreise i Sverrig (side 269), begynder og slutter med tekster som er utvetydigt humanistiske, d.v.s. præget af en livsanskuelse som bygger på det menneskeliges muligheder. Men den rummer også tekster som mere tjener til at vise den blicherske humanismes begrænsninger, eller som rent ud må betegnes som antihumanistiske.

Det gælder bl.a. de to små opsatser "Om Herredsfogdernes Bopæle" og "Om Legestuer", hvori omsorgen for den jævne bondes retsbeskyttelse er omvendt proportional med vurderingen af tyendeklassens moral. Og det gælder afhandlingen "Om Natmændsfolkene" som anviser brutale midler i en human hensigt: at assimilere en foragtet og udstødt minoritet med det danske samfund. Den danner en påfaldende kontrast til det idealiserende syn som i flere af novellerne anlægges på taterne, f.eks. i "Kjeltringliv" (I 396) og "De Udøbte" (II 305).

I skærende modsætning til Blichers forsvarsskrifter for jøderne i 1813 - forøvrigt hans første trykte prosatekster - står de to aggressive avisartikler fra 1838-39: "Mosaiterne, som Stænder-Deputerede" og "Ikke saameget til B. R. og Syskind...". De er en fortsættelse og optrapning af den mere moderate antijødiske holdning han lægger for dagen i artiklen "Betænkninger". I den afviser han, i lighed med bl.a. Frederik VI og biskop Øllgaard i Viborg, tanken om at give jøderne 416 valgbarhed til stænderforsamlingerne. Artiklen fremkaldte modindlæg som fik ham til at skærpe sine angreb, både i indhold og form. Nye indsigelser forstærkede yderligere hans aggressioner og drev ham ud i en ret vulgær debatform. Den egentlige årsag til det bratte omsving skal utvivlsomt søges i hans vrede mod den jødiske nationaløkonom C. N. David som han aldrig tilgav den hårde kritik af Danmarks nærværende Tilstand; jfr. note til "En Røst..." og "Ikke saameget..."

2.

Udvalget af Blichers politisk betonede skrifter indledes med artiklen "Liigprædiken". Hans medleven i grækernes frihedskamp i i820'rne og hans indignation over stormagternes passivitet kommer ellers næsten udelukkende til orde i poetisk form, f.eks. i digtet Ipsara (III 382), og sin bekymring over den reaktionære udvikling i Europa (syd for Ejderen) ytrer han i en række fiktionsagtige satiriske skrækvisioner om tilstandene i det tyvende århundrede ("Nisseavisen for 1925" etc.); men noget seriøst sagligt indlæg afføder den ikke.

Efter tre artikler som forherliger og forsvarer Frederik VI's enevælde (Danmarks nærværende Tilstand, "Medens vi endnu have -" og "En Røst, men ikke i Ørken"), følger så et udvalg af Blichers vidtspændende politiske produktion efter hans omvendelse til liberalismen i slutningen af 1830'rne. Disse tekster er ordnet således at de mere folkelige og nationalt og skandinavisk prægede, bl. a. nogle af Himmelbjergtalerne, følger efter hans kritiske indlæg mod administrationen og regeringsformen.

Af hans talrige og ofte vidtudførte artikler om forsvarssagen er der kun medtaget én ("Almindelig Værnepligt"); men en anden er optaget i Vestlig Profil af den Cimbriske Halvøe (se side 35ff.). Den var oprindelig trykt i Jyllandsposten 1.4.1839 under titlen "Tale, drømt at være holden i Stænderforsamlingen".

3.

Der er bare overleveret fire prædikener af Blicher, hans "Vielsestale" medregnet, og de findes alle i denne udgave, idet hans "Prædiken holden i Spentrup Kirke over et til Samme nylig skjænket Skib" (28.7.1838) er indlemmet som et kapitel ("En Skibspræken paa Landet") i novellen "Høstferierne" (II 189). Ud over prædikenerne er af 417 Blichers få tekster med specifikt teologisk emne medtaget afsnittet "Theologie med Religion" fra Min Tidsalder.

Bør Jøderne taales i Staten?

Århus 1813. Trykt hos A. F. Elmquist

Digteren Thomas Thaarup oversatte og udgav i 1813 tyskeren Fr. Buchholtz' 10 år gamle, ekstremt antijødiske bog "Moses und Jesus" og indledte dermed den såkaldte litterære jødefejde. På angribernes side stod bl.a. Christian Bastholm og O. Horrebow. Forsvarerne, som bl.a. talte Jens Baggesen, var i flertal og støttedes utvetydigt af Frederik VI og hans regering som siden 1780'erne gradvis havde åbnet samfundet for jøderne og i 1814 gav dem fuld borgerret. Blichers bidrag i fejden er dels dette korte indlæg, dels efterfølgende udførlige imødegåelse af Buchholtz' bog.

215 216 217 418 218

Bedømmelse over Skrivtet Moses og Jesus

Århus 1813. Trykt hos A. F. Elmquist.

221 222 223 224 225 226 227 228

Mosaiterne, som Stænder-Deputerede

Jyllandsposten 6. august 1838.

Artiklerne "Mosaiterne, som Stænder-Deputerede", "Ikke saameget til B.R. og Syskind...", "Om Herredsfogdernes Bopæle", "Om Legestuer", "Betænkninger" og "Om Publiciteten" er ligesom flere andre artikler i Jyllandsposten i 1838 signeret med bogstavet Ø. Blicher har aldrig vedkendt sig forfatterskabet til dem; men i sin selvbiografi fra 1840 skriver han at han har "leveret til forskjellige Tidsskrifter og periodiske Blade mangfoldige (tildeels anonyme) Stykker: humoristiske, satiriske, politiske, landoeconomiske o.s.v." (I 38).

Af flere af de avisindlæg som Ø's angreb på jøderne fremkaldte, synes det at fremgå at man i samtiden tillagde Blicher forfatterskabet. Det gjorde også udgiverne af Steen Steensen Blichers Samlede Skrifter da de i 1928 måtte tage stilling til om artiklerne skulle med i udgaven.

Senere er identiteten imidlertid blevet antastet af Bjorn von Torne i afhandlingen "Zum Problem der Urheberschaft in Steen Steensen Blichers Samlede Skrifter" (i: Skandinavistik VII, 1., 1977) og i disputatsen "Zwischen Loyalität und Servilitåt. Steen Steensen Blichers politische Publizistik und ihre Voraussetzungen". Neumünster 1980.

Bjorn von Tornes argumentation, som der ikke er plads til at referere hér, har givet anledning til fornyede overvejelser inden de omtvivlede teksters optagelse i denne udgave, men med samme konklusion som udgiverne af Samlede Skrifter kom til: Ø-artiklerne er efter al sandsynlighed skrevet af Blicher.

Denne påstand bygger på en nøje jævnførelse af artiklerne med Blichers forfatterskab og embedsforhold i 1838. Ikke mindst de Ø-artikler som er taget med i denne udgave peger stærkt mod Blicher, artiklen "Ikke 421 saameget til B.R. og Syskind..." bl.a. ved sin direkte henvisning til hans tidligere forsvar for jøderne og til C. N. Davids ("en anden israelitisk Ordgyder"s) kritik af Danmarks nærværende Tilstand. Skræller man perfidien og vulgariteten af Ø-artiklerne, vil man forøvrigt se at deres beskrivelse af jødernes skæbne og den jødiske "nationalkarakter" temmelig nøje svarer til Blichers fremstilling i 1813. Og der er også tydelige reminiscenser af samtalen mellem Joseph og Salamiel i "Jøderne paa Hald" (I 178-82).

230 231 422

Ikke saameget til B.R. og Syskind...

Jyllandsposten 14. januar 1839. Signeret Ø.

233 234 235 236

Om Natmændsfolkene

Indsendt til kancelliet 1820, formentlig gennem Jonas Collin, som svar på regeringens efterlysning af forslag til taternes socialisering. Afhandlingen havde kun været kendt gennem Blichers hentydninger til den i et par breve fra 1822-23, indtil manuskriptet i 1918 blev fundet i Landsarkivet i Viborg. Trykt i Tilskueren 1919. Et forslag som i hovedtrækkene er identisk med Blichers fremsattes i 1836 i Stænderforsamlingen i Viborg af en vestjysk deputeret, men forkastedes.

423 237 238 239 240 242 244 245

Forslag til Redningshuse for faldne Piger

Danske Minerva december 1815.

246 249 250

Endnu en Mindelse om Redningsanstalter for faldne Piger

Nordlyset IV, december 1827.

254 255 256 257 425

Om Herredsfogdernes Bopæle

Jyllandsposten 7. maj 1838. Signeret Ø.

258 259 260

Om Legestuer

Jyllandsposten 7. maj 1838. Signeret Ø.

261 262 263

Om Dødsstraffe

Nordlyset IV, november 1827.

264 265 266 267 268

Sommerreise i Sverrig

Randers 1840. Trykt hos J. M. Elmenhoff. Bogen skildrer Blichers 5 ugers Sverigesrejse i juli-august 1836. Disse to små beretninger om mødet med det svenske straffesystem slutter sig til hans øvrige indlæg for et mere humant syn på forbrydelse og straf.

269 270 427

Liigprædiken

Randers Avis 15. juni 1826. Signeret Noctua (natuglen). Et af Blichers mange stærkt engagerede indlæg om grækernes frihedskamp mod tyrkerne i 1820'rne.

272 273 274

Danmarks nærværende Tilstand

Randers 1828. Trykt hos S. Elmenhoff. Udkom 1. november. Den fulde titel er: Danmarks nærværende Tilstand kortelig fremstillet i Anledning af Deres kongelige Højheders, Prinds Frederik Carl Christians og Princesse Wilhelmina Maries, Formæling den første November 1828.

428 275 276 277 278 279 280 281 282 283 429 284 285 286 287 288

Medens vi endnu have

Randers Avis 17. juni 1830

289 430 290 291

En Røst, men ikke i Ørken

Trykt første gang i Otto Borchsenius "Fra Fyrrerne" II (1880). Artiklen er skrevet omkring 1. april 1835 og sendt til Jonas Collin som i et ledsagende brev anmodes om at lade den trykke i et hovedstadsblad. Det skete ikke. Den er et indlæg i striden mellem Frederik VI og den voksende liberale opposition som bl.a. ønskede at give stænderforsamlingerne reel indflydelse på landets styre. En artikel herom i det nye ugeblad Fædrelandet i december 1834 og et par andre artikler som gik ind for adskillelse af den lovgivende, udøvende og dømmende magt, fik kongen til at reagere med krav om en drastisk beskæring af den i forvejen begrænsede trykkefrihed. En adresse, underskrevet af 572 fremtrædende mænd, bønfaldt kongen om at afstå fra sit forehavende, men den blev afvist ("Vi alene vide"). Den umiddelbare anledning 431 til Blichers indlæg er et forsvar for trykkefriheden i Fædrelandet den 29. marts 1835.

292 293 294

Om Publiciteten

Jyllandsposten 18. og 25. juni 1838. Artiklen er usigneret, men i bladets følgende nummer meddeles at signaturen Ø er udeladt ved en forglemmelse.

295 296 432 297 298 300 301 302 304 305

Betænkninger

Jyllandsposten 14. og 21. maj 1838. Signeret Ø. Den fulde titel er: Betænkninger ved Assessor Algreen-Ussings Skrivt "om en Forening af begge de danske Stænderforsamlinger."

433 307 308 309 310 311 313

Sammenligning mellem Collegial- og Ministerial-Bestyrelse

Jyllandsposten 4. februar 1840.

314 434 315 316

Politik

Jyllandsposten 4. februar 1839.

317 318 319

Privilegier og Liigtorne

Ugebladet Dannevirke (Haderslev) 13. juni 1840. Usigneret.

321 435 322 324

Conservativ

Ugebladet Dannevirke (Haderslev) 14, maj 1842. Holdt som tale ved Himmelbjergfesten 3. august 1842 og herefter indgået i referat af festen i Randers Avis 18. august 1842.

325 326

Min Tidsalder

Skandinavien

Min Tidsalder udkom 1842 på A. F. Høsts Forlag. Trykt hos S.Trier, København. På titelbladet står 1843. I et brew nordmanden P. Chr. Asbjørnsen (24.12.1842) fortæller Blicher at skriftet blev holdt tilbage af censuren indtil han "havde ladet Vedkommende vide: at blev det forbudet i Danmark, saa skulde jeg vel faae det ud i Norge, hvorfra jeg haabede, det vilde nok indsmugles hernede".

Den fulde titel er: Min Tidsalder (Fra 1782-1842). "Et Stykke af Verdenshistorien i Perspectiv" , Afsnittet om Skandinavien slutter med digtet "Soven og Drømmen" (III 388)

327 328 329 330 331 332 333 334 335 336 337 338 440

Rundskrivelse til gode danske Mænd

Skrevet 1843. Beregnet til at rundsendes gennem Himmelbjerg-festkomiteen til "paalidelige Patrioter". Det skete formentlig ikke. Et af komiteens medlemmer, justitsråd, stænderdeputeret J. P. With, kaldte i et brev til et andet medlem Blichers "Rundskrivelse" galimatias. Trykt første gang i Gads Danske Magasin 1929.

339 340 341 342 441

Nationalfordom

Jyllandsposten 19. november 1838

343 344

Danskhed

Jyllandsposten 26. november 1838.

345 346

Nationaldragt

Jyllandsposten 22. oktober 1838.

347 349 350 351 443

Almindelig Værnepligt

Jyllandsposten 24. september 1838. Usigneret.

352 353 354 355

Tale paa Himmelbjerget 1839

Jyllandsposten 13. august 1839.

356 444 357

Den første Folkefest paa Himmelbjerget

Randers Avis 6. august 1839.

358

Blik mod Syden

Ugebladet Dannevirke (Haderslev) 5. september 1840.

360 445

Himmelbjergtaler 1841

Randers Avis 5. august 1841.

361 362

Himmelbjerg-Taler for 1844

Randers Avis 15. og 17. august 1844.

363 364 365 446

Til de unge Skandinaver

Trykt første gang i Min Vinterbestilling i 1844 og 1845. København 1845, Forlagt af Universitetsboghandler C. A. Reitzel. Manuskript til en tale ved den skandinaviske studenterfest i København 23.-24. juni 1845. Men talen blev aldrig holdt, for Blicher fik ikke adgang til festen.

366

Min Tidsalder

Theologie med Religion

Jfr. noter side 327.

368 369 370

Prædiken holdt i Randlev og Bjerager Kirker

Trykt i: Børnemorderen og Selvmorderen Christian Speitzer's Levnet og gyselige Endeligt tilligemed en Sørgetale og Elegie i den Anledning og nogle Betragtninger over Selvmord. Af N. Blicher, Præst i Randlev. Trykt i Aarhuus Stiftsbøgtrykkerie 1817.

Natten mellem den 30. og 31. maj 1817 dræbte en gårdejer i Falling ved Horsens sine tre drenge og sig selv. Søndag den 8. juni blev de tre børn begravet på Falling kirkegård, og samme dag prædikede St. St, Blicher i sin fars, Niels Blichcrs, to kirker. Hans prædiken blev taget med i Niels Blichers skrift.

371 373 448 374 375 376

En Vielsestale

Trykt første gang i Dansk Tidsskrift 1902 efter en unøjagtig afskift. Talen blev holdt i Spentrup 12. maj 1826 til brudeparret Johannes Ivar Bruun og Maren (Marie) Jacobsdatter. Han tilhørte en fremtrædende købmands- og fabrikantfamilie og var selv ejer af fabrikkerne Bruunshåb og Søndermølle; jfr. side 131. Hendes far var gårdejer og sognefoged.

377 378 379 380 449

Afskeds-Prædiken

Trykt første gang i 1921 i Steen Steensen Blichers Samlede Skrifter efter en samtidig afskrift af Blichers manuskript. Af prædikenens talrige, tildels frie, bibelcitater er kun en del medtaget i noterne.

382 383 384 385 386 387 450

Hovedtræk af St. St. Blichers liv

1782: født den 11. oktober i Vium, syd for Viborg. Forældre: sognepræst Niels Blicher (1748-1839) og Kirstine Marie Curtz (1753-1820)

1799: student fra Randers Latinskole

1801-03: huslærer på "Holgershaab", Falster

1807-08: efter Københavns bombardement hjemme hos faderen

1809: teologisk embedsexamen

1810: gift med Ernestine Juliane Berg (1792-1875)

1810-11: adjunkt i Randers

1811-19: præstegårdsforpagter i Randlev (hvortil faderen var flyttet i 1795)

1819-25: præst i Thorning-Lysgård

1825-47: præst i Spentrup-Gassum

1836: rejse i Sverige

1837: alvorligt syg i flere måneder

1838: rejse langs Jyllands vestkyst fra Hamborg til Skagen

1839: en bebudet udpantning på grund af skatterestancer afværges ved en offentlig landsindsamling 1839-40. Den indbringer 1000 rbd., næsten et års embedsindtægter

1839-44: Himmelbjergmøder

1845: to gange i København, 1. gang: udelukket fra det nordiske studentermøde. 2. gang: syg, indlagt på Frederiks hospital

1846: planlagt møde på Hohøj aflyst på grund af manglende tilslutning

1847: svigersønnen, kapellan Lakjær begår selvmord

1847: "entlediget i Naade" fra sit embede som præst

1848: død den 26. marts i Spentrup

Blichers værker, med særligt hensyn til novellerne, kronologisk efter udgivelsesår

1807-09: Ossians Digte I-II. Oversættelse af James Macphersons digte

1813: Bør Jøderne taales i Staten?

1813: Bedømmelse over Skrivtet Moses og Jesus

1814: Digte I

451

1817: Jyllandsrejse i sex Døgn. Digte II

1818: Åbeilard og Heloise. Oversættelse af Alexander Pope's digt med en biografisk skitse

1819: Generalprøven i Kragehul. Skuespil

1823: Bautastene. Digte

1824: Jydske Røverhistorier (Harpen)

1824: Oldsagn paa Alheden (Harpen)

1824: Noveller i Læsefrugter:

Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog

Den barnløse Kone

Et Eventyr paa Heden (Josepha)

Else Sandberg (Præsten i Thorning)

Nøddaaben

1824: Avisfrieriet. Skuespil (Læsefrugter)

1825: Donna Leonora. Novelle (Læsefrugter)

1825: Johanna Gray. Skuespil. Opf. på Det kgl. Teater 1825

1825: Stormnatten. Digt

1826: Sneeklokken. Digte

1827-29: Nordlyset. Et Tidsskrivt udgivet af S. S. Blicher og J. M. Elmenhoff, Randers

1827: Noveller i Nordlyset: Fruentimmerhaderen

En Aften-Underholdning paa Dagbjerg Dos

Jordskjælvet i Messina (Kjerlighed i Syden)

Krybeskytten